Der var engang en neurotisk mor…

neurotisk
neurotisk

Den største kliché i livet som mor må uden tvivl være det går så hurtigt/de vokser så hurtigt. Yep, den største kliché, og den største sandhed. Men overvej lige, hvilken eksponentiel hastighed de små poder udvikler sig med. Hvor overdreven meget ny læring, de skal tilegne sig i løbet af deres første leveår. Hvor ekstrem en fart deres knogler, vægt og ikke mindst hovedomgang vokser med. Lukas vejede 812 g ved fødslen, og her 22 måneder senere har han doblet sin vægt 12,5 gange!! Det er jo nærmest overnaturligt. Gudskelov vokser vi andre ikke med den hastighed…

For det meste ruller dagene bare derudaf, uden jeg gør mig de store tanker om, hvor vi er nu vs. hvor vi har været. Og så er der dage som i går, hvor man får scrollet igennem gamle videoer og billeder fra den tid, hvor han ikke kunne sidde selv. To ting har dog fulgt med fra den spæde tid; han ligner sig selv på en prik, men i en mere baby’et udgave dengang – øjnene er spot on, kinderne var lidt rundere – og så holdt han heller aldrig kæft dengang, hvilket også beskriver ham ret godt i dag. Seriølle, han snakker heeele tiden…

Men nu skal jeg snart (okay, til oktober) være moster, hvilket får mig til at tænke på, hvilken form for mor min søster bliver og dermed også: hvilken form for mor var jeg, dengang alt var nyt?

Overordnet set tror jeg (og har jeg ladet mig fortælle), at jeg var rimelig… balanceret. Det skal forstås på den måde, at jeg prøvede at finde den gyldne balance i at være den bedrevidende mor (for ja, det er man. Man er bare den, der kender sit barn bedst!) og så være den mor, der også gav plads til, at andre skulle lære Lukas at kende (og han skulle lære dem), og at de skulle gøre det på tomandshånd. Og selvom den ene mands hånd var meget lille, upoleret og uspoleret, så skulle de have rum til at udforske hinanden uden min hævede pegefinger i baggrunden.

neurotisk

Når det så er sagt, så mindes jeg selvfølgelig også til tider at udvise svagt neurotiske træk…

Sondemaden var der vist aldrig nogen, der fik lov at give. Og dog, der var vist en enkelt gang, og den er sjov: Søs skulle forsøge sig med at aspirere sonden og i stedet for at trække tilbage på sprøjten (altså trække luft ud af mavesækken), så fyrede hun op for det vildeste tryk, hvilket resulterede i at Lukas’ stakkels mavesæk øjeblikkeligt blev fyldt med luft med først gylp og derefter en ordentlig prut til følge. Nøøj, vi grinte (men ingen fik altså rigtig lov efter det, hahah).

Tiden med sonde var heldigvis hurtigt passé, men løbende kæmpede vi også med at få ham til at falde i søvn, når (vi syntes) det var tid til lure. Og var der andre, der skulle trille ham i søvn i vognen, fik de da også instruktionen om, at han skulle være helt skærmet. Var de putteansvarlige om aftenen, skulle han vugges i søvn i armene med en stofble for øjnene. Og instruktionerne til familien toppedes altid med et ‘ellers virker det ikke’ (ikke mundtligt, men mellem linjerne), men mon ikke drengen før eller siden havde overgivet sig til søvnen alligevel?

Man blev sådan rimelig firkantet, når man endelig fandt metoder, der virkede. Hans eftermiddagslure forløb altid sådan, at jeg lagde ham i barnevognen, skærmede ham og trillede til højre ud af parkeringspladsen. Altid med hjulene trillende i rillerne mellem de store fliser på fortorvet for at øge lulle-effekten. Så passede det med, at han havde lukkede øjne, når vi nåede hjørnet af Tjørnevang. Pyh, skuldrene ned, træk vejret, vend om og gå samme 200 meter hjem. Og nyd pausen (af ukendt længde – åh, det var det mest stressende, at du aldrig vidste, hvor længe dine babypauser ville vare), indtil han vågner igen. Det virkede altid. Indtil det ikke længere gjorde!

neurotisk

Det fandt man hurtigt ud af. At bedst som man troede, man havde grejet sit barn, så var han videre i sin udvikling – blevet dét mere bevidst/vågen/moden – og så måtte man finde sin rolle og sine metoder i den nye sitation.

Løbende har jeg været bekymret om mange ting.

Jeg var svagt panisk gennem perioden, hvor han ikke ville drikke vand, for måneder senere at mistænke ham for at have diabetes, fordi jeg syntes, han drak for meget. Og i forsøget på at imødekomme førstnævnte problematik, forsøgte vi os med diverse krus/kopper, sutteflasker, snapseglas, tudekopper, sugerør – sågar indkøbte jeg dukkeglassene fra IKEA, fordi de måtte have den perfekte størrelse til hans mund. Men var det i virkeligheden smagen, der var problemet? Vi forsøgte med saft i en periode i mit desperate forsøg på at holde min søn velhydreret. Og så måtte jeg jo gå i seng hver aften med frygten for at blive hende, der gav sin søn huller i tænderne. ‘Den mor’ der blev snakket om i tandlægernes frokostpause.

P.S. I dag får Lukas altså lov at smage saft i ny og næ, og mor her frygter ikke længere for Karius og Baktus.

Men lige lidt hjalp det. Og så var det, at Johnny-boy konstaterede at “man jo aldrig har hørt om et barn, der ikke lærer at kunne lide vand”. Og ja, hvem kan ikke lide vand, det smager jo ikke af noget? Og så skruede jeg lidt ned for mine mentale skrækscenarier, og sørme om Lukas ikke lærte det før eller siden.

neurotisk

Grøntsager var en anden snak. Jeg havde meget travlt i forsøget på at anlægge nogle sunde madvaner for ham, og ville (vil egentlig stadig) gerne, at grøntsager var og er en naturlig bestanddel af måltiderne. At han tidligt skulle lære at tolerere og måske endda nyde smagen af en kogt gulerod. Indtil min mor ledende spurgte hvor meget næring, der egentlig var i en gulerod for en 9 måneder gammel baby. Og det har hun jo (også) ret i. I dag er vi (læs: Lukas) rigtig glad for brød og kød, og selvom han trodsigt spytter dem ud (hvis de da overhovedet får lov at komme ind), så præsenteres han for grøntsagerne, hver gang de er en del af måltidet. Der er selvfølgelig en risiko for, at han bliver lige så lidt glad for grøntsager som sin far, eller decideret grøntsagsnægter som sin onkel, men jeg er stadig optimistisk.

Alt i alt er jeg ret optimistisk! Både omkring hvordan hans liv, vaner og opdragelse vil tage sig ud, men også i forhold til min rolle som mor. Det bliver klart nemmere dag for dag, det kan ikke undgås. Vi er jo to separate personligheder, der skal lære hinanden at kende, og det er ikke anderledes end en ny kollega eller nyt venskab. Og med hans alder har også fulgt, at han er blevet mere og mere… informerende. Uden at have kendt til andet, synes jeg, han er et nemt barn at aflæse. Jeg ved stort set altid, hvad han vil, hvilket selvfølgelig gør det noget nemmere så at reagere på. Helt bekymringsfri og afslappet bliver man jo nok aldrig, men det er vel bare loddet som mor.

Skriv et svar