BRYLLUP: Bootcampen har givet pote

bootcamp

Tænk engang, i dag er der kun 101 dage til frøken Neerdal her bliver til fru Kroghly Neerdal 😃 Eller hvad, jeg er stadig lidt on/off i forhold til det dér med at påtage mig en andens navn? Jeg kunne godt tænke mig for alvor at blive skrevet ind i Kroghly-historien, og jeg kan godt lide ideen om at hedde det samme som Lukas og min kommende mand (wow, det lyder mærkeligt). Men han tager ikke mit navn, og så synes jeg måske det er lidt ligemeget? Plus at jeg jo ikke synes, at min person ændrer sig, bare fordi jeg bliver gift, så hvorfor skulle mit navn. Nuvel, den må jeg tygge lidt på, kan I høre…

Nåh, bryllups bootcampen – hvordan går den? Well ladies, den går ret så godt. Da jeg foretog en opfølgende kropsanalyse forleden, var det med den klare forventning, at der var sket et ryk i tallene, ganske enkelt fordi jeg kunne både se og mærke det på min krop. Og hvorfor så overhovedet måle, kan man spørge sig selv. Well, det er en motiverende faktor for mig, at jeg kan se det sort på hvidt. Både når det går godt og skidt. Men det er jo individuelt.

Jeg tog mig for alvor sammen ultimo februar, og siden da er der røget 4,1 kg på badevægten. 6,9 kg fedt er forsvundet, og så har jeg taget 1,9 kg på i muskelmasse. Fedtprocenten er reduceret med 7,7% og aller aller gladest er jeg for, at jeg har formået at nedbringe mængden af visceralt fedt (det “farlige” fedt omkring indre organer) til et niveau inden for normalområdet.

Jeg kan ikke lyve mig fri for, at hvad jeg ser i spejlet selvfølgelig også har noget at skulle have sagt, men det er betryggende at vide, at jeg ser godt ud indefra. Det er trods alt min krop – mit hylster – jeg skal bo i resten af mine dage, og jeg har en familie, jeg står til ansvar for i forhold til at holde mig sund og rask – eller i hvert fald gøre mit for at skabe de bedste forudsætninger for det. Netop dét, synes jeg, er vigtigt. At vi ikke bare lader stå til. Vi skal tage os af os selv, så vi kan tage os af andre.

Det, at vi har et bryllup coming up (101 dage – seriøøøøst!!), er bare ekstra brænde til bålet i forhold til at få motivationen i top. Jeg ved jo godt, at min kæreste (forhåbentlig) siger ja på dagen, ligemeget hvordan jeg ser ud, men jeg vil så gerne være den bedste version af mig selv på netop den dag. Både indeni og udenpå. Og både for ham og mig. Og så er der jo hele møllen med min eksem, der i den grad også afhænger af mine vaner. Det går så meget bedre, når jeg fylder mig med andet end junk og får svedt igennem i ny og næ. Som en slags detox ☺️

Så hvis det skulle være, så ville det være oplagt, at det skulle være nu. Og jeg har tænkt mig at fortsætte det gode arbejde. Der er heldigvis ikke noget, jeg er kørt surt i (endnu), og det er både hvad angår kost og træning. Trænings wise er jeg virkelig blevet glad for løbeture i naturen med familien som heppekor, og så kommer jeg naturligt også en del i fitteren i forbindelse med mit job. Let’s face it, det er bare nemmere, når det er tilgængeligt. Og træning med lillemanden er bare altid en fest!

Så hvad skal der ske nu? Havde jeg uendeligt med midler, havde jeg hyret en personlig træner her de sidste måneder op til brylluppet. Simpelthen for at holde mig selv ved ilden og for at give et frisk pust til træningen. Jeg elsker at bokse (og egentlig også den cardio, der hører med; sjipping, burpees mm.), men savner altid en, der gider holde plethandskerne, hahah 😅 Det er altså også god træning, skulle jeg hilse og sige…

bootcamp

Skriv et svar