24 måneder, 3 operationer, 5 gange narkose

Marts 2018

Vi nærmer os dagen, hvor Lukas fylder to år. Nærmere bestemt er det den 21. maj, hvor jeg for to år siden lå og søbede i spaen på Hotel Bella Sky med uspecifikke underlivssmerter, der senere hen skulle vise sig at bunde i noget ganske specifikt – en fødsel. Er du interesseret i at høre, hvordan dén historie forløb, så læs mere her.

Maj måned er på sin vis lidt kontrastfyldt i år. Tingene spiller, alle i familien har det godt, jeg sidder endda lidt uforstående tilbage over hvor godt vi har det, og hvornår jeg i grunden kom hertil?

Hertil hvor jeg ikke længere på dagsbasis mentalt stempler Lukas som præmatur. Det har sgu fyldt, det har det altså. Og det er så korrekt, hvad Camilla siger om, hvordan bekymringer først får lov at fylde sådan rigtigt, når de er væk. Og jo, det har fyldt – også løbende. Det er trods alt det, meget af bloggens indhold fra maj 2017 og et år frem handlede om. Men jeg er langt fra der, hvor jeg dagligt frygter for, om han pludselig apnøer eller har en uopdaget hjerneblødning. Been there done that.

Så i det ene kapitel står en mor, som forsøger (og har gjort det godt!) at glemme – glemme er måske et skidt ord. Acceptere? – at Lukas havde den start på livet, som han havde. Det er der, vi er nu. Det er en del af hans livshistorie, og endda en god én af slagsen med et fantastisk out come. Og så er der det andet kapitel. Det, som man helst vil springe over, men som er en nødvendig del af historien og dét, som endnu engang minder én om fortiden. Det indeholder børnekirurgi, narkose, indlæggelse og smerter, og udgivelsesdatoen på dét kapitel hedder 27. maj 2019.

Yup, Lukas skal under kniven igen og knap en uge efter hans fødselsdag går det løs. Som bekendt fik han i sin tid stomi for en kortere periode, stomien blev lagt tilbage og efterfølgende fik han sig et brok under arret. Det har ikke generet, men kirurgerne vurderer, at det nok vil komme til det før eller siden. Og eftersom der altid er den risiko, at brokket kan sætte sig fast (og så skal det gå hurtigt – operation inden for 4-6 timer), så synes vi, det er værd at få ordnet. Så skal man da ikke tænke på det i flyet i 12 kilometers højde..

Men SÅ må det også være slut, tænker jeg. Så er der faktisk snart ikke mere, der sætter ham i forbindelse med hans præmature fødsel. Vi er som sagt afsluttet fra både børneafdeling, neonatalafdeling og børnefysioterapien. Kun hørescreenings deltager vi i, og det, tror jeg, også snart bliver fortid, for de finder ikke rigtig noget, der er værd at grave i.

Mon så mor her kan lukke bogen for good?

Oktober 2017: Vi venter på at blive kørt ned på OP, så Lukas kan få lagt sin stomi tilbage.

Skriv et svar