Distancemor

I dag har vi været indlagt i 4 uger. 4 lange uger, synes jeg.

Når jeg skriver ‘vi’, mener jeg – modsat sidste indlæggelse, hvor det var Johnny-boy og jeg – denne gang Marius og jeg.

Jeg har været rimelig alene i denne omgang, og det er selvfølgelig af naturlige årsager. Sidste gang havde vi blot os selv at tænke på, denne gang har Lukas klart været frontfigur. Jeg har primært styret slagets gang herinde med Marius, mens Johnny-boy har forsøgt at opretholde hverdagens trummerum derhjemme. For det har vi tilstræbt; at Lukas’ hverdag skulle fortsætte så normalt og gnidningsfrit som muligt.

Den første halvanden uges tid var det nok ikke rigtig gået op for mig, at jeg var blevet mor påny. Mine tanker kredsede mest af alt om Lukas, og det gjorde enormt ondt helt ind i sjælen, at jeg ikke kunne være en del af hans hverdag på samme måde som før. Det var en meget ny og ukendt følelse, nok fordi han altid har kunnet få min fulde opmærksomhed indtil nu.

Det blev hurtigt klart, at mens Johnny-boy tænkte meget på Marius, prioriterede jeg Lukas. Jeg syntes ikke nødvendigvis, det var et problem, hvis Marius skulle ligge her på afdelingen alene nogle timer, for at jeg kunne få en tiltrængt hyggestund med mine to mænd hjemme i vante omgivelser. Det havde Jonatan det ret stramt med, fordi han syntes, det var synd for Marius. Jeg syntes jo mest af alt, at bassen alligevel bare lå i en kuvøse og klarede sig så fint. Der var ikke de store alarmer fra ham, han møffede ikke rigtig – i bund og grund lå han jo bare og sov og voksede sig stor og stærk, præcis som han skulle. Så burde han ikke bare få plads til det? Der var jo altså også personalet til at se efter ham.

Måske det kan lyde hårdt, men sammenlignet med Lukas’ forløb fornemmede jeg fra start, at Marius var i fin trivsel og mest af alt bare havde brug for ‘ro til at gro’, som er afdelingens motto. Og i dén fase og i så forholdsvis ung en alder, som han havde dér (Marius er født i gestationsuge 29+5) følte jeg nok, at jeg ikke rigtig kunne gøre fra eller til alligevel. Så hvorfor ikke lægge kræfterne andetsteds?

Det er pisse svært lige pludselig at skulle lære at have fokus på to børn. Jeg tror ikke nødvendigvis, det er meget nemmere, hvis man er blevet mor til to “almindelige” børn, men det er klart, at det sætter nogle lidt andre krav til praktikken i, at man fysisk befinder sig to forskellige steder, men stadig har ansvar for ham, der ikke er der, hvor du er.

Hvad fanden gør man som eneforsørger i den situation?!

Jeg har ikke grædt specielt meget under dette forløb (endnu), men dér hvor jeg har lagt mine tårer, har helt klart været ved tanken om Lukas. Hans trivsel. Hans forhold til mig, nu/senere – vil der komme en reaktion? “Mor må ikke gå” eller “Far er den eneste, der dur”, begge scenarier er jeg forberedt på. Hans forhold til lillebror. Vil de få en skidt start, fordi “Lillebror stjal mor”? Men mest af alt har jeg et kæmpe afsavn til at være en del af Lukas’ hverdag. Sådan helt lavpraktisk. Pakke hans rygsæk til børnehaven. Høre, hvordan hans dag er gået. Iagttage ham, mens han syngende med fjæset helt oppe i TV-skærmen ser Kasper og Sofie på repeat. De små hverdagsglimt med min familie – dem savner jeg. Og det på trods af, at Lukas virker til at klare det overordentligt godt.

Inderst inde føler jeg nok et lille svigt over for min ældste, selvom jeg jo på ingen måde er skyld i vores situation. Det er ikke rationelt, det ved jeg. Men det er der mange morfølelser, der ikke er. Dybt begravet er beskyttergenet, og uanset årsagen til, at man ikke kan efterleve det ethundrede procent, føles det som et nederlag, når man ikke kan være løvemor.

Men ladies and gentlemen, der er håb forude. For i dag til stuegang talte M om at udskrive os til THO (tidlig hjemmeophold) på fredag i næste uge. Altså om fucking otte dage?! Der er mange tanker om det, men det tyder på, at den lille familien Kroghly Neerdal på fire mand høj (OK, måske kun en enkelt, vi andre er knap så store) snart bliver genforenet.

Måske mest af alt til glæde for mor her ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen