Fængslet – Kuk-kuk, er der nogen?

fængslet

Denne indlæggelse føles efterhånden mest af alt som et bizart socialt eksperiment. Hvor længe kan man være isoleret, før man bliver kuk-kuk? Jeg har været her i 22 dage, og det er jo ikke alverden sammenlignet med den sidste indlæggelse på 156 dage. Og alligevel har jeg sværere ved at holde mig selv oppe, end jeg nogensinde havde sidst. Humøret og energiniveauet er på ‘low battery’, sagt i bedste Robert Dølhus stil.

Det er ikke fordi, personalet her ikke er søde. For det er de bestemt! Man ser dem bare ikke nær så meget i løbet af sådan en vagt. Og det er jo kun et godt tegn, for det betyder, at Marius arter sig og ikke volder problemer. Han ligger bare i sin vugge (eller på mig) og gror. Præcis som det er tiltænkt! Blodprøverne er efterhånden kun en ugentlig begivenhed (Lukas fik i gennemsnit taget tre DAGLIGT!), og det samme er stuegangen. Den tager rundt regnet to minutter og slutter altid med et fra lægen: “Jamen det var jo nemt”.

Og det er nemt. Det er fantastisk kedeligt, som jeg plejer at sige. For jeg er simpelthen så bundtaknemmelig for, at forløbet denne gang er så kedeligt, at jeg rent faktisk har tid til at kede mig. For det er bestemt ikke, hvad jeg satte mig op til qua vores tidligere erfaring. Men det er også ved at være så trivielt herinde, at det tærer lidt (læs: en del) på mit humør.

Jeg prøver ellers virkelig at holde en hvis form for rutine herinde, det gør jeg altså. Et dagligt bad. En daglig tour op på tagterassen for lige at få bare 10 minutters frisk luft. At jeg er oppe og klar til stuegang. Og at jeg kun må spise to stykker chokolade til aftenkaffen. Men badet blev først udskudt til senere og senere på dagen for nu at være blevet en næsten-daglig rutine. Turen op på tagterassen holder jeg (næsten) fast i hver aften. Og at være “klar” til stuegang er jo nemt nok, når der ikke rigtig bliver gået stuegang på minimesteren. Så den kan jeg jo også hakke af. Og chokoladen? Jeg holder mig næsten til rationen…

I fornemmer, hvordan ‘næsten’ går igen – ikke?

På mange måder trivedes jeg noget bedre på Rigets travle stuer, selvom jeg knap tør sige det højt. For på samme tid var det så kaotisk, actionpræget og torturagtigt, for der kunne i perioder gå flere dage, hvor lyset skulle være tændt om natten, fordi der opstod det ene problem efter det andet, enten i forbindelse med Lukas eller hans stuemakker. Der er en grund til, at søvntortur er en reel ting, skulle jeg hilse og sige. Så jo, klart, jeg var stærkt udfordret på nogle andre parametre dér. Men socialt? Der var hele tiden liv omkring os, og i lange perioder sad der konstant en sygeplejerske på stuen. Sågar vores yndlingslæge camperede en helt vagt ved Lukas i hans værste dage.

Her kan der godt gå flere timer, før der kommer en sygeplejerske. Og så er hun her måske tre minutter. I den mellemliggende tid er det bare Marius og jeg. Og så meget siger han jo altså ikke endnu.

Bevares, jeg har heller ikke haft besøg én eneste gang, set bort fra storebror Lukas. Det er noget, jeg selv har frabedt mig. På Riget havde vi venner og familie forbi. Flere gange. Så den forskel skal man også have in mente. Jeg ved ikke. Denne gang føles bare anderledes. Måske er det corona, der spiller mit sind et pus, måske er det bare frygten for en basal infektion, der kan forlænge vores ophold. Der skal jo ikke så meget til, ved jeg. Men jeg har ikke på samme måde været interesseret i at inddrage familie og venner i vores lille hverdag herinde. Indtil nu måske. For jeg skal også passe på mig selv, og hvis min trivielle hverdag ikke skal æde op mit udsatte sind, så skal der snart serveres noget nyt. Og det skal ikke være chokolade.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen