På den igen: præmatur indlæggelse vol. 2

Hvor føles det dog enormt surrealistisk at sidde her og forfatte ord, som gjorde man det tilbage i 2017. Dengang vi og livet på en neonatalafdeling mødtes for første gang. Dengang vi (heldigvis) ikke vidste, hvad mødet ville bringe med sig og dengang, vi heller ikke vidste, hvad det ville sige at blive forældre.

Ak, nu sidder vi her igen. Med et nyt præmaturt familiemedlem, og en ny indlæggelse foran os, som vi allerede har været en del af i over to uger. Og selvom de store linjer er meget lig dengang i 2017, så er der alligevel mange ting, der er anderledes nu.

Her på matriklen (den virtuelle slags altså) er der også løbet meget vand i åen siden, og bloggen har præsenteret mange andre temaer, der ligger langt fra den præmature verden. For det kan og skal den også. I sin tid blev den oprettet som ét stort lager til alle de tanker, ideer, drømme og mundlort, der florerede i mit hovede. Stort som småt. Og så har jeg nok særligt brugt de seneste år på at prøve at løsrive mig lidt fra hele det præmature hurlumhej, jeg syntes, der definerede vores lille familie. Om det nogensinde er lykkedes, tror jeg egentlig ikke, og nu kan man sige, at vi atter er på den. Om vi vil det eller ej.

Bloggen har ligget stille hen, men det er sjovt at kigge i mine kladder og læse nogle af de ideer, jeg aldrig fik udgivet. Fordi jeg aldrig syntes, det blev formuleret godt nok til, at jeg ville udgive det. Fordi meget af det blot er en sætning eller to, jeg må have fundet inspiration fra et eller andet sted. Men mange af de indlæg, der fortsat kun ligger som kladder, omhandler temaer, der fyldte under indlæggelsen. Og de er ret aktuelle igen nu, kan jeg mærke – måske derfra kommer nu behovet om at starte bloggen lidt op igen.

Temaer som sårbarhed eller dét at være sammen hver for sig (som jo desuden har fået sin helt egen betydning under corona!) er – og måske endnu mere nu, her anden gang – ekstremt aktuelt pt, hvorfor jeg tror, jeg langt om længe kan få skrevet min closure på de indlæg.

Det er en mærkelig tid, for indtil videre (7-9-13) har lillebrors indlæggelse været meget mere fri for drama, udsving, smerter, undersøgelser, medicin, indgreb og andre ubehageligheder. Alligevel er det en svær indlæggelse, og jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor. Handler det bare om kedsomhed? Social isolation? For det gør det også. Måske handler det om, at det bare er pisse nederen at være indlagt? Men der er også nye aspekter i vores situation, som ikke var der for 3 år siden. Og mon ikke jeg kan få sat lidt ord på det de kommende uger…

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen