Skønheden i nusning

Skønheden i nusning

Gosh, der sker meget oppe i knolden på min lille trold for tiden. Det kan jeg se, fordi der er opstået nogle ret markante “skift” i hverdagen. Jeg vil ikke kalde det faser, for jeg hader simpelthen det ord, når det kommer til ungens udvikling. Er det hele ikke en fase? Og bedst som man tror, at man nu har luret denne her pågældende “fase”, så er vi allerede langt inde i næste tigerspring (ja, også en frase, jeg heller ikke giver så meget for – eller, det er måske ikke korrekt udtrykt – går så aldeles meget op i).

MEN jeg synes, vi herhjemme har haft en ret lang periode, hvor der ligesom bare var stilstand i tingene. Og ja, jeg kan nok heller ikke se mig helt fri fra at have gangtræning og de store hvornår-gååååår-han? briller på. Han går ikke endnu. Eller, det vil sige, at han går faktisk ret flot (se bare her), men han ved det ikke selv, så han bruger det ikke som strategi til at komme rundt selv i sin hverdag. Jeg mistænker ham for at synes, det går for langsomt. Det er sgu hurtigere at kravle rundt – for dét går sgu stærkt (av mors gamle knæ!) – og han er jo altså en lille tonser. Så nu kan vi desværre ikke trække den længere, fyssen vil gerne se os på Riget onsdag morgen. Jeg er – ærligt – faktisk ikke nervøs, for jeg kan jo se, at han kan (og kan så mange andre motoriske ting også), men jeg kan godt mærke, at det fylder alligevel. Måske fordi andre går så skide meget op i det? I don’t know, den er nok bare svær at lægge helt fra sig. Vi vil jo alle bare gerne have at vores unger udvikler sig, som de skal, ikke?

De her såkaldte “skift” er mere og mere med til at gøre ham til den tumling, han jo på papiret efterhånden er. Herregud, drengen er sgu snart 2 år gammel! Jeg ser ham ikke som en baby længere (og har faktisk ikke gjort det længe), og størst af alt er, at hans forståelse er i kæmpe udvikling disse dage. Han formulerer sig ikke selv med ord endnu (udover ‘hej’ er et stensikkert ‘ej’ hver gang – måske en lille franskmand?), men han forstår virkelig meget, vi siger til ham. Og så prøver han! Prøver at forme munden så han kan kopiere den f-lyd jeg laver, når vi øver ‘flyver’. ‘Bus’ er næsten også et ‘buh’ nu.

Han spiser nærmest ingenting til aftensmad for tiden, og jeg kan på ingen måde sige, at han ikke kan lide det, for tit smager han ikke engang på det. Han prøver os så meget af på det punkt, og vi prøver mindst lige så meget at sætte tidligt ind med opdragelse her – generelt er jeg som mor blevet overrasket over hvor tidligt, man skal “påbegynde” børneopdragelse. De forstår jo ret meget, ret tidligt?!

Den mest fantastiske ændring fik jeg lov at opleve her til aften. Jeg har som nævnt her haft pænt travlt med eksamen i januar, og mange af aftenerne den sidste måned til halvanden har faktisk været Jonatans. Årh, jeg kan mærke, at de to har brugt meget tid sammen og især omkring putteritualet. Derfor har jeg også været mega jaloux over, at de kan sove arm i arm og Lukas nu kan falde i søvn på brystet af Jonatan. KÆMPE misundelse! Det er jo det hyggeligste, og tiden fra hans spæde tid, hvor han gad det, var overstået hurtigere, end jeg nåede at opfatte. Så dét har jeg savnet big time, og især fordi Lukas bare ikke er en puttefis. Han hverken gider eller har tålmodighed til det, og han har altid sovet og faldet bedst i søvn i sin egen seng. SÅ… i dag efter vores lille tumletime inde på gulvet, gik vi ind i sengen og slappede lidt. Jeg lokkede med lidt rygnus (tænk, at han forstår det også – nusser vi ham i løbet af natten for så at stoppe, ligger han og sparker ud med benet: bliv ved mor!), og Lukas kravlede op på mit bryst, og vi lå der som i gode gamle dage – nu over et år siden. Jeg skyndte mig at lukke øjnene og suge følelsen til mig i frygt for, at han efter fem sekunder ville springe op og kravle ned på gulvet, som han plejer. Men i dag blev han liggende. Accepterede at det var mors (knap så behårede) brystkasse og ikke fars. Lå bare og tog nusningen til sig. Tænk sig engang, jeg har fået en tumling, der forstår skønheden i nusning. Han være mors dreng!

Og apropros forståelse: fra den anden dag, hvor vi skulle rense ører. Ørerne blev (også) renset btw…

INSPIRATION – julegaveønsker til junior

INSPIRATION – julegaveønsker til junior

Så er den her endelig – weekenden – længe ventet. Jeg synes, det hele er lidt stramt disse dage. Er egentlig ikke som sådan juletravl – selvom vi snart skal til at have købt et juletræ og en flæskesteg – men det er nu mere skolen. Vi har mange og lange dage og afleveringer, og det er som om, det hele er komprimeret her henover julen. Og så er der også det nye job, som jeg også haft lidt at gøre med her de sidste par uger. Så ja, en travl tid, men den ligner vel så fint alle andres?

Jeg har samlet lidt juleinspiration i form af ønsker til junior. I hvert fald er det dem, der står på “Lukas'” liste i år. “Lukas'” fordi han jo i princippet bare skal have et tupperware låg, og så er han godt underholdt en times tid. Men mor her kan da sagtens komme på ting og sager, lillemanden kan bruge.

  1. Legekøkken – Jollyroom har et stort, fint udvalg. Ifølge dagplejeren elsker Lukas at sidde med en grydeske og en skål, og sådan et køkken ville stå så fint for enden af vores halvø.
  2. Fotoalbum fra Lilliputiens
  3. Tumlemøbler i skum – Lukas havde julelys i øjnene, sidst vi var til kontrol i fysioterapien, fordi han fik lov at tumle rundt i skum. Legeskum har et fint udvalg!
  4. Ukulele fra Makala – Vi er ved at opbygge et lille musikstudie herhjemme, og samlingen tæller allerede tromme, elklaver (mest mors!), xylofon og en tamburin
  5. Topmadras til rejsesengen – Nuvel, kedeligt ønske, men når bassen overnatter ude i rejsesengen, er der altså ikke meget blødt at spotte på bunden. Jeg tænker, en tyk topmadras vil være ideel.
  6. Solskærme til bilen – Også mest en need to have
  7. Tøj, tøj, tøj – I alle farver og alle former. Vi har levet mest på arvet indtil nu, hvor lageret er ved at slippe op. Derfor mangler vi tøj fra str. 86 og frem. Jeg er overhovedet ikke kræsen i forhold til brug eller farver, men kunne jeg helt selv vælge, skulle han have noget fra Molo eller Småfolk. Jeg elsker selv mønstre og farver, så derfor skal Lukas da også have sådan noget 😛
  8. Rejsestol – Når vi er gæster diverse steder, mangler vi ofte et sted at kunne sætte Lukas under måltider. Denne her er sej og kan klappes sammen som en rygsæk. Det er da smart!
  9. Havelegetøj – Vi har så stor en have, flad og firkantet, og der er absolut intet i den – ikke engang et træ, man kan hænge en gynge i. Så den skal fyldes op med sandkasse, gyngestativ og rutschebane. MM Action har et rigtig fint udvalg!
  10. Gavekort til vinterstøvler – Vi kan nok ikke trække den længere, selvom det irriterer mig lidt at skulle bruge penge på dyre vintersko, når drengen ikke engang går endnu. Men han øver sig og stiller sig opad alt – også træstrubber og sandkasser beretter dagplejeren – så vi kommer jo nok ikke uden om det.
  11. Koziol display kuppel – Kender i Minifabrikken? De laver de fineste ting (mor er forelsket i deres mange piktogrammer!), og især de her kupler ville være ret seje til opbevaring inde på Lukas’ værelse.
  12. Schleich dyr
  13. Mikrofon – Måske det er et af de stykker legetøj, man kommer til at fortryde? 😅 Aah, ved nu ikke. Vi har mange ting, der kan sige (forfærdelige) lyde, men jeg er da ikke blevet sindssyg endnu. Måske jeg bare ikke har været mor længe nok endnu?
  14. Lænestol i børnehøjde – Kan I se det for Jer? Fredag aften, Frode Får på Ramasjang, mor og far på langs og lillemanden i sin hyggelige lænestol. Årh 💙

Min pt største stressfaktor

Min pt største stressfaktor

… Børnewise, let it be. I det større perspektiv er der sgu rigeligt (og større) ting, vi kan stresse over.

Vi er inde i en fase 🙄. Sådan tænker jeg det altid, når noget vedrørende lillemanden er træls. Det er en fase, Nina, det går over. Er det ikke altsammen en fase? Sagen er den, at Lukas vist nok er ved at opdage, hvor han kan være herre i eget hus. Nuvel, han har af alle dage været sådan én, der gerne har villet være netop det, men jævnfør hans beskedne størrelse, har han (heldigvis) ikke kunnet gøre fra eller til, når der er noget at være utilfreds over. Såsom at en ble skal skiftes, selvom man lige sidder og leger. Eller at man skal hjem fra dagplejen, selvom der tydeligvis er federe end hjemme hos mor og far. Eller at man skal ligge i sofaen, for det bestemmer mor, og man kan endnu ikke hverken kravle eller gå sin vej. Åh, alt (okay, ikke alt, men nogle ting så!) var nemmere, dengang han var så lille, at han ikke engang kunne holde sit hovede selv. Flaskemad, hvad ellers er mere bekvemt i denne verden?

Og det er netop dét, det handler om nu. Mad. Og det er dét, der er svar på overskriften.

A trip down memory lane – foodwise…

sondemad

Dengang vi gik fra flaske til grød, så mos, så små hapsere, så større hapsere – var jeg positiv (og overrasket) over hans madglæde. Han var vel det, man kalder et madøre. Han har madmod, som min mor ville sige det. Og han spiste wok med ingefær og chili (i små mængder selvfølgelig), kødsovs med selleri og andre spændende ting. Mere eller mindre hvad vi spiste, blot i en tyggevenlig størrelse.

Og så en dag blev han stædig. Og grænsesøgende. Og udmærket bevidst om, hvordan han kan få mors hår til at ryge og hendes øjne til at dræbe. Engang var det jo meget sødt, at han kastede tingene på gulvet, og han grinte, fordi man selv grinte. Der var jo en ping-pong han tydeligt forstod. Nu? Nu er det søde blevet erstattet med tillægsord i en helt anden kaliber, og mor er træt.

flaskemad

Det stresser mig helt vildt, at drengen ikke vil spise. At man knokler og gransker både i sin hjerne og i køkkenet for at finde på spændende, børnevenligt, sjovt mad, man kan servere for den lille pode. Og så smager han på det – knapt nok endda! – før han spytter det ud igen og kaster det på gulvet. Og stikker i hyl. Jeg eksploderer! Utaknemmelige skarn har man lyst til at råbe, men herregud det eneste, der kommer ud af det, er at jeg udstiller mig selv som den desperate mor jeg er med følelsen af, at han indeni sidder og gnider i sine små tykke hænder og griner for sig selv. Muhahah. Det kan han vel ikke endnu, altså forstå sådan noget? Eller være besat af djævlen?

Men jeg har gjort mig den opdagelse, at drengen altså ikke er kræsen. 1) Vi snakker fødevarer, han for 1-2 måneder siden slubrede i sig! Hvordan kan man pludselig ikke lide det nu? 2) Nogle af tingene spiser han ovre i dagplejen 3) Han spiser det gerne – alle andre steder end ved bordet.

Og apropros sidste punkt, så har jeg nu flere gange oplevet at sidde i sofaen og snacke et eller andet, og så kommer han nysgerrigt hen og vil gerne smage. Og ikke bare smage; tygge, synke og endda bede om mere! Og det er både skyr, chips, kaffe, banan, peanutbutter (there you go, dér fik i lige mine sofavaner). Serverer man samme fødevarer for ham ved bordet i højstolen, stikker han næsen i sky og vender siden til. Som en forkælet lille prinsesse. Eller prins om man vil.

vælling

Frikadelle og brød, det dur! Og havregrød! Men det kan man jo ikke nøjes med. Der er trods alt også noget, der hedder vitaminer…

For kort tid siden var alt, vi kunne stikke en gaffel i, godt. For det, syntes han, var sjovt, i stedet for det dér med at blive madet med en ske. Det er tilsyneladende for pattebørn. Kan selv, vil selv. Så det satte selvfølgelig lidt begrænsninger i udvalget, hvis vi altså gerne ville efterkomme hans ønsker. Og det vil man jo gerne i en eller anden grad, hvis det betyder, at vi kan få noget mad i ham. For han er jo ikke den største starut på denne jord i forvejen, så han skulle jo helst ikke begynde at tabe sig heller.

Og det er dér, stressen især indtræffer. Det er sgu frustrerende, at man så gerne vil fede ham op, og han bare mestrer selektivitet så godt. Lidt for godt. For fanden, det er jo ting, jeg ved, han kan lide. Mine principper siger, at jeg ikke gider have madvaner ovre i sofaområdet (for ham, vi andre må selvfølgelig godt 😏). Han skal lære, at måltiderne indtages ved bordet, indtil han kan spise pænt, så kan man måske begynde at være lidt mere large. Men skal vi virkelig til at servere aftensmad for ham gående med gåvognen, kravlende i sofaen eller inde ved klaveret? Jeg nægter. Det var ikke det, jeg havde i tankerne, dengang jeg forestillede mig at få børn, og hvilke velopdragne børn det skulle blive til.

Men jeg tror så småt, det starter nu. Opdragelsen. Jeg fornemmer det ligesom – at det kræver noget udholdenhed af os. Engang var det nemt. Søvn, bleer og mad. Nu? Nu er det Lukas vs. mor og far. Og indtil videre står det vist 1-0 til ham…

mad