Tilhører Rigshospitalet. Når morfølelsen udebliver

I forhold til tidligere har jeg nok ikke meget på hjertet, men disse dage har jeg altså alligevel en del. Selvom vi har det fantastisk herhjemme i vores helt gennemsnitlige hverdag, kan jeg mærke, at der er nogle huller fra indlæggelsestiden, jeg gerne vil forsøge at lukke gennem et par skriv. Jeg har ikke været logget på bloggen i evigheder, men scrollede lige igennem mine kladder for at opdage, at der er mange indlæg, jeg gerne vil færdiggøre. Om den dag vi troede, at Lukas havde cystisk fibrose. Om at være indlagt sammen, men hver for sig – kærestewise, ikke at bo/sove/kysse med sin kæreste gennem sit livs sværeste måneder. Om den dag baby C døde på afdelingen. Om at føle sig som en intensivsygeplejerske, der aldrig har fri. Om tankerne om for hvis skyld vi gør det her? Og meget meget mere…

Så hold lige øje på bloggen de kommende måneder, jeg tror, jeg kan tage mig sammen til at skrible lidt 😉

Men for nu er det tankerne om morfølelsen, der fylder. Den har ikke altid været gennemsyrende, den dér følelse af, at mor ved bedst. At se Lukas i nedenstående mondering, gjorde det så tydeligt for mig, hvad jeg egentlig følte dengang. At Lukas var hospitalets barn. Hospitalets ansvar. Hospitalets case, for det blev han med alle de ting, han fik på sit CV. ‘Tilhører Rigshospitalet‘. Og efterlod mor tilbage på sidelinjen.

30708373_10155356484101905_8712136156851994624_n

Jeg kan godt mærke, at vi er kommet hjem – sådan hjem hjem, hvor det er her, vi skal være, os tre sammen, Lukas skal bo hos os og ikke på et hospital. Det er såmænd ikke en forgivet følelse. Den kom først til mig omkring primo 2018, men for hver dag der går, bundfæster den sig til gengæld mere og mere. På den gode måde, men også på den måde, hvor den bringer en sårbarhed med sig. Nu føler jeg langt om længe, at Lukas er vores! Vores dreng, vores ansvar, vores kærlighed, som endelig kan få lov at gro i sin egen form og i sit eget tempo, fordi han langt om længe har fået friheden og styrken til at være her i trygge omgivelser og ikke på et hospital.

Når man føder en præmatur så tidligt – nu siger jeg ‘man’, men måske det blot er mig – er det meget svært at opbygge følelsen af, at man er moren i det her foretagende. For det første handler det om, at han, fra sekundet han er født, bliver revet væk fra hvad, der skulle være den trygge base, dig. Dit varme, trygge bryst. Og den dér allerførste hud-mod-hud kontakt er sgu ikke kun for barnets skyld, har jeg måttet erfare. Uden et barn på brystet ligger du mest af alt tilbage med en følelse af ‘hvad skete der lige her‘, fordi ‘noget’ er kommet ud af dig, men bliver fjernet og kørt væk inden for minutter.

Dels handler det om, at det ‘noget’, du netop har skudt ud, bliver placeret i en kuvøse i uger, måneder, og foruden de timer dagligt du ligger hud-mod-hud, så forventes du at sprede kærlighed og god karma gennem den facade af plastic, der deler jeres verdener. Alt imens du knap nok kan se dit barn for huer, slanger, svøb, overdække mm. Hvordan skal i to kunne bonde under sådanne forhold?

Og så er der beslutningerne. Behandlingen. Dagsordenen. Hvad skal vi lave i dag? Selvom jeg giver hospitalerne fuld credit for forsøget om at inddrage forældrene så meget som muligt, så er dagsordenen jo lagt i sådan et behandlingsforløb. Det er blot et spørgsmål om, hvorvidt det er mor og far, der skal give sondemaden eller om sygeplejersken gør det, men sondemad skal gives, og det skal være hver 2. time. Bum. Der er ligesom ikke overladt så meget til mor. Hvor det i de første levemåneder skulle handle om, hvilken dragt han skal have på i dag, skal vi tage en lur på sofaen sammen, eller skal han sove ude i barnevognen, kan han gå fra arm til arm i det her selskab, eller har han lige brug for at blive her hos sin mor og far – det er jo en konstant vurdering fra forældrene, fordi de ved bedst. Det er deres barn. Dagsordenen bliver sat af dem.

Og selvom det er vores barn på en neonatalafdeling, så er det, det jo alligevel ikke helt. Ikke før han er stabiliseret nok til, at vi kan tage os af ham. Tage ham med hjem. Du må selvfølgelig gerne ligge med dit barn, men så skal han måske lige pludselig til røntgenscanning eller til blodprøvetagning hos bioanalytikerne, eller også går lægerne stuegang og vil undersøge ham i vuggen i stedet for hos dig. Der er et skema, som du må følge, fordi sådan er det. Og når han bradykardierer, mens du forsøger at træne amning ved brystet, bliver stuen fyldt med personale, og midt i det, der skulle have været en hyggestund bliver han revet væk og bragt tilbage til omverdenen med atter stabile værdier. Gudskelov for det, men! Du har altid følelsen af at have ham på lånt tid, indtil nogen har andre planer ham. Og p.s.: at amning decideret kunne være livsfarligt var altså også en ubehagelig følelse, men et helt indlæg om amning i vores situation har jeg i tankerne.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen, for jeg er selvfølgelig taknemmelig for den indsats, personalet har gjort for at redde vores guldklump. Jeg tror bare ikke, jeg helt blev mor, før vi kom hjem.

Den dag i dag er der ingen tvivl fra min side af: mor ved bedst. Og jeg er heller ikke blank for at stille mig op imod læger og sygeplejersker, hvis de har en holdning, jeg ikke er enig i. Men det er sigende, at det ikke har været sådan altid. Når Lukas græd under indlæggelsen, kiggede jeg på sygeplejersken, for hun vidste jo mere om ham end jeg og måtte være bedre til at trøste.

Jeg ved det godt; omstændighederne taget i betragtning kunne tingene ikke være anderledes!

Jeg tror, det er en kombination af den komplet uforudsigelige for tidlige og – meget hurtige – fødsel, den manglende ansvarsfølelse, det uhyggeligt lange indlæggelsesforløb, min enorme autoritetstro, og at jeg var førstegangsfødende. Med sådan en cocktail udebliver morfølelsen.

Det har jeg det egentlig okay med i dag, det er såmænd ikke noget, jeg skammer mig over. Mit gæt er, at der er mange kvinder derude, der ikke føler sig som en mor i sekundet, baby popper og bliver lagt på brystet. Det er jo en totalt ny situationen, og selvom du har ni måneders (for det flestes vedkommende) forberedelsestid, har du ingen jordisk chance for at forberede dig på, hvordan hverdagene nu vil flaske sig. Du ved heller ikke, hvilken type dit barn er, før I lærer hinanden at kende. Og det tager tid, og det er okay!

Forleden fik jeg stillet følgende spørgsmål: hvordan er det at blive mor? Jeg blev lidt mundlam, for jeg havde ikke noget svar. Ingen klar følelse indeni, hvilket faktisk undrede mig lidt bagefter. Bekymrede mig en smule også. Jeg nåede efterfølgende frem til konklusionen om følelsen af naturlighed. At dét, at jeg nu er mor, bare er. Og at jeg hviler i den følelse, mens hverdagen som mor blot får lov at gå sin gang. Ret skønt, at det på sin vis er kommet så naturligt med sådan en start. Det er den lille, seje bandit også skyld i 💙

Skriv et svar