Sorg – mit første møde

I dag havde jeg min anden i rækken af de dér omtalte psykologsamtaler, jeg åbnede lidt op for her. I Hillerød Kommune har vi (åbenbart – hurra, ikke alt er sparet væk!) et meget fint tilbud til familier, der mangler diverse typer af støtte, og da jeg første gang fortalte vores sundhedsplejerske om mit behov for en slags efterbearbejdning af hele vores forløb, var hun kun hurtig om at henvise videre. I al den snak om Lukas’ mad/søvn/vægt/hvad-man-nu-ellers-snakker-med-sundhedsplejersken-om spurgte hun en dag “jamen Nina, hvordan har DU det?”. Hun er sød og betænksom. Første gang i terapien var meget sådan ‘praktisk’, og vi var alle tre med. Det meste af timen gik med at fortælle om den historie, Lukas og vi havde med i bagagen (mest journaldelen, knapt så meget følelsesdelen) og så selvfølgelig at holde Lukas væk fra diverse ledninger og ringbind på reolerne…

I dag havde jeg babysitter på, og Jonatan var på job. Så det var bare mig, men det var helt ok, for det har hele tiden været mig, der har haft et behov for terapi. Nu skriver jeg ‘hele tiden’; sandheden er, at behovet har eksisteret et par måneder og modsat tidligere, hvor det lidt hang mig ud af halsen, hvorfor man nødvendigvis altid skal snakke om tingene, så kan jeg nu mærke, at der er luft. Luft nok til igen at turde trække vejret og luft nok til, at der kan komme lyd på nogle af de ord, jeg af og til prøver at formulere. Jeg har løbende mærket efter, og det giver mening for mig at tage hånd om det nu.

Bottom line er håbet, at det kan skabe værdi for mig at få snakket hele indlæggelsesforløbet og de tilhørende tanker igennem. Hvad fanden skete der egentlig på de fem måneder? Siden udskrivelsen er der tre ting, der står mere og mere klart for mig for hver dag, der går: 1) Hvor vild en situation vi stod i 2) Hvor grusomt galt det kunne være gået 3) Hvor heldige vi i grunden har været!!!

Og særligt punkt nummer to fylder på sådan en underlig måde. På den ene side er jeg dybt taknemmelig for, at Lukas har det så godt, som han har, men jeg bruger alligevel enormt meget krudt på at tænke på alt det, der kunne være gået galt. Det havde jo ikke være unormalt, hvis han var blevet udskrevet med hjerteproblematikker eller med meget udfordrede lunger. Eller hvad jeg gennem hele forløbet frygtede allermest: hjerneskader.

Har I erfaringer med psykologer eller andre former for terapi? Jeg synes sådan en konsultation er mega hård, og man kan vel egentlig godt beskrive det som en krævende workout for sjælen. Nogle konsultationer endda et maraton! Eller i hvert fald hvordan jeg forestiller mig, et maraton måtte være – jeg har aldrig løbet et 😅. Jeg husker fra et tidligere forløb i gruppeterapi, at det efter sådan en formiddag altså var direkte hjem i seng og sove og sluge og bearbejde. Nøj, det trak tænder ud på energikontoen. Du vender jo lige din sjæl på vrangen en times tid, og så skal du også lige pakke den nogenlunde sammen igen bagefter. Den dér maske, du ankommer med – og som jeg bestemt ikke tror, kun er en skidt ting – den skal tages på igen, når konsultationen er slut. Og den er god at have, fordi selvom du kan være ved at gå op i limningen, så gør den, at du kan tage en offentlig bus hjem og gå i Netto på vejen efter din leverpostej, så du da trods alt får lidt til aftensmad. Den er med til at passe på dig og sørge for, at du ikke falder komplet fra hinanden. Og den kan tages af og på, og den er hårdest at tage af, men det er en nødvendig ting, for ellers så mugner du inde bag den eller får kronisk dårlig ånde, og det kommer der altså ikke noget lykkeligt ud af.

Det er bestemt ikke, fordi jeg er ved at falde fra hinanden, tværtimod har jeg det ret godt, det er blot tankevækkende, at man dumper direkte ind fra babymos og bleer på autopilot, og så skal man til at grave dybt dér, hvor det kan gøre lidt ondt. De dér skift, jeg tror, det er dem, der kræver energi.

I dag prøvede vi at kategorisere nogle af de tanker, der fylder, for der er mange, og de er så flyvske, og selvom de alle udspringer fra den samme hovedåre – at jeg fødte for tidligt – så stikker de i vidt forskellige retninger, og jeg erfarede, at nogle fylder mere, end jeg har troet, og omvendt. For eksempel er det gået op for mig, hvor alene jeg egentlig føler, jeg står med denne her oplevelse. Det er vitterlig kun Jonatan, jeg føler, der helt forstår, hvilke følelser, der har været i spil, og så måske endda alligevel ikke helt.

I dag fik jeg lidt en øjenåbner, et redskab, jeg allerede nu kan mærke, kan komme til at virke. Min terapeut brugte ordet ‘sorg’ om mine følelser. En sorg over den graviditet, jeg aldrig fik til ende. En sorg over, hvad Lukas har måttet gå igennem. Procedurer som skulle foretages, men som jeg her på den anden side på dårlige dage tænke på som overgreb. Som vi vel og mærke har været med til at foretage! Har han på noget tidspunkt lidt? Fysisk? I sjælen? Har han villet en anden agenda end os? Jeg har tit holdt fast i, at han – trods utallige muligheder for at give op, eller efter om man vil – valgte livet, og det hjælper at tænke på.

Sket er sket, og selvom alt hidtil ser ud til at være endt godt, ændrer det ikke på det faktum, at vi har været utroligt tæt på at miste et barn, og hvad kan jeg sige – det kendskab har sgu gjort noget ved mig. Noget, der ikke kan fjernes igen. Som har man smagt en kage, man ikke ville, og tilbage sidder der sådan en harsk, grim smag i munden, man ikke kan skylle væk. Eller som har man været hos optikeren og fået et nyt sæt livsbriller; det var ikke dem, man bestilte, men nu har man haft dem på én gang, og så kan man aldrig se på verdenen uden.

Man kan ligesom ikke ikke-gøre det igen.

Man er tvunget til at leve med en af livets grimmeste hemmeligheder, for selvom man prøver at lade som om, man aldrig har fået den fortalt, så sidder den indprentet i én som en tatovering på nethinden.

Selvom det umiddelbart gav enormt meget mening for mig at anskue det her som en sorgproces, så føler jeg mig på en måde slet ikke berettiget til at kategorisere mig som “en der er i sorg”. Jeg har en enorm respekt for folk, der har mistet og har måske også en enorm respekt for sorgen i sig selv. Jeg synes ikke, man skal joke med den eller bruge den i flæng, ligesom jeg f.eks. også kan synes, at ordet ‘depression’ bliver misbrugt i disse tider. Depression er en diagnose, og at være deprimeret er ikke bare at være trist! Jeg vil ikke negligere sorg og er nok i bund og grund bange for at udtale mig om noget, nogen synes, jeg ikke har noget at skulle have sagt noget om. Har jeg overhovedet ret til at sørge, når vi jo i dag har det ret godt og netop ikke har mistet? Det var mange styks ‘noget’, men giver det mening?

Omvendt tænker jeg også – er sorg ikke individuel? Og derfor vi måske kan være så dårligt et folkefærd til at håndtere den – fordi der ikke er en umiddelbar opskrift? Jeg ved det ikke, jeg ved faktisk pinligt lidt om sorg, og det her skal da også være mit første “rigtige” møde med den i så fald.

Det tager ligesom en flig af byrden, hvis jeg anskuer det her følelsesvirvar som en sorgproces, og det må være fordi, at det hjælper mig til at forståelse af, at virvaret her kræver plads. Ikke nødvendigvis har en deadline til at skulle være færdigbearbejdet. Jeg har længe gerne villet parkere det vilde 2017, men måske er der slet ikke noget, der skal parkeres, lægges låg på eller for den sags skyld slettes. Eller hvad, hvad er erfaringerne med sorg? Det er nok nærmere noget, jeg vil have med mig i bagagen for evigt. De nye livsbriller fra optikeren og kagen, der ødelagde mine smagsløg. Nok bliver de i fremtiden måske pakket blandt bikini, rødvin og andet lækkert habengut, men hvor end jeg rejser hen, vil de altid kræve deres plads i kufferten. Og vigtigst af alt: det er helt ok, de er der.

2 comments / Add your comment below

  1. Tak for et ærligt indlæg!
    Jeg har ikke selv været i din situation med en fortidig født, men sorgen har jeg mødt flere gange. Den kræver plads i kufferten hele livet – men man lærer at pakke den smartere og smartere, så den ikke fylder så meget.

Skriv et svar