POSTKORT FRA MALLORCA: Pylremor er landet

Hola chicas 💃🏽

Temperaturen melder 30-35 grader, poolen 30 grader, kalenderen vidner om nada planer, og sådan vil det være de næste 12 dage. Alt er fjong! Vi har i sandhed indtaget den mallorcanske feriestemning, og tempoet kan næsten ikke blive langsommere. Øllen kan næsten ikke smage bedre, og brødet kan næsten ikke dyppes i mere aioli, før det vil være kriminelt.

Men selvom vi langsomt smelter i ét med solstolene, så er alarmklokkerne dog ikke smeltet helt bort. Jeg døjer lidt med noget tandpine, som egentlig kun har været tiltagende, siden vi kom, og selvom jeg allerede inden afrejse havde fornemmelsen af, at der var noget på vej, valgte jeg selvfølgelig at lade mundskyl og sprøjte fra sidste omgang visdomstandsbetændelse blive hjemme. Til stor fortrydelse nu. Men én ting er mig. Fredag aften efter ankomst opdagede vi et knoppet udslæt på Lukas’ mave, som i løbet af lørdagen havde spredt sig til højre skulderparti også. Skoldkopper! var selvfølgelig det første, der sprang op i mine tanker, selvom han på ingen måde virkede påvirket af dem. Og hvor skulle de dog være kommet fra? Efter en hurtig søgning på google (ja, jeg er sådan én), kunne netdoktor berette, at sygdommen typisk bryder ud 14 dage efter smitte. Kunne det være fra vores korte besøg hos dagplejen primo juli? Det skulle da lige passe. Siden lørdag har hverken knopper eller hans generelle tilstand dog forværredes, men omvendt er de heller ikke forsvundet endnu. Så jeg holder lige vejret lidt endnu.

Noget af det sidste, jeg gjorde, inden vi skulle afsted, var at forhøre mig om vaccinationsprogrammet hos Lukas’ praktiserende læge, da vi nu alligevel havde en konsultation der. Lukas følger det anbefalede, men efter hans korrigerede alder, hvorfor han ikke har fået hverken 12- eller 15-månedersvaccinen endnu.

Mig: “… han har jo så ikke fået sin MFR-vaccine endnu. Men er der større risici for dem (læs: mæslinger, fåresyge, røde hunde) på Mallorca?

Lægen: “Faktisk har der lige været nogle tilfælde i Sydeuropa

Mig, monolog: “Great!” 😒

Lægen: “Jeg ville nok synes, det var en god idé at give ham vaccinen nu, men hvornår skal i rejse, for man ligger typisk syg nogle dage?

Mig: “På fredag…..”

Så vi blev hurtigt enige om at lade være, for det sidste, vi ville, var da at have en syg basse med på ferie. Men jeg gik fra konsultationen med en skeptisk mine og et “det skulle da lige passe…” for mig selv. Kald mig bare en pylret pessimist, men Lukas har siden dag ét haft utrolig dårlig timing, hvad angår hans helbred, så det ville altså ikke undre mig, hvis han fik tilsnusket sig et eller andet på hans første tur udenlands. Han blev infektiøs e v e r y fucking time, der var optræk til nye tiltag under indlæggelsen – bl.a. dengang han blev forflyttet fra Riget til Herlev, eller da vi på Herlev skulle forsøge os med optiflow i stedet for CPAP’en. I stedet for succes gik han vejen med kollaps, neopuff og en enkelt gang hjertemassage også. Der var også den forfærdelige aften, hvor han var så smertepåvirket og grædende, som jeg aldrig har set ham før, men nattevagten mente, at det blot var postoperativt og “normalt”. Det viste sig dog at dække over noget helt andet, og den dag i dag har jeg stadig svært ved at tilgive mig selv for ikke at have råbt noget mere op, om de tegn, som jeg kunne fornemme, men som lægen tilsyneladende ikke så. Ak ja, billedet var sløret af hans på én gang mange problematikker og igen – dårlig timing, at alle diagnoserne skulle ramme samtidig. Men hallo, den værste timing af dem alle må da næsten være at poppe 3,5 måned før termin…

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hele tiden har været lidt skeptisk omkring det her udenlandsrejseri, fordi jeg simpelthen ikke ville kunne bære en indlæggelse i et fremmede land, skulle han gå hen og blive syg. I mit hovede har der været mange (gode) grunde til, at vi enten blev hjemme eller blot nøjedes med en ferie i det danske land. Først og fremmest hersker lægernes ord stadig i mit indre: at det er de to første leveår, der kan være særligt hårde ved ham. Okay, det var sagt om de to første vintre, og det var i forhold til lungebetændelser, iltbehov, snue og snotnæse, for han har jo de dér BPD-lunger, og selvom det er i en mild grad, så er hans lunger altså ekstra udsatte. Men det er vist lidt so-so, for jeg tror samtidigt også, at han har overrasket lægerne på den front. Dog var han længe om at smide både sin CPAP- og NIV-maskine, til gengæld lå han kun i respirator det første levedøgn set bort fra tiden efter hans to operationer. Efter vi blev udskrevet for good har der ikke været mange snotnæser og da slet ikke nogle, der krævede ekstra ilt. Da han fik diagnosen var det med et “han kommer nok aldrig til at løbe et maraton” samt et “alle præmature har mere eller mindre BPD-lunger“, og selvom tanken om endnu en diagnose føjet til CV’et slog mig ud, holdt jeg fast i tanken om, at “okay, jeg kommer sgu nok heller aldrig til selv at løbe et maraton“.

Så alt i alt har de dér lunger været gode ved os, men så er der jo også ørerne og drænene, vi kan bekymre os om, og både lunger, ører og dræn, ved vi jo slet ikke, hvordan vil reagere på en pool. Med et antal mellemøresbetændelser, der kan tælles på to hænder i løbet af fem måneder, har jeg ligesom bare ikke magtet den sti igen. Og da slet ikke i udlandet! Og hvordan med flyveturen og den mallorcanske hede, hvordan tager han overhovedet det?!

Indtil videre må jeg bare sige, at alle mine tanker er blevet gjort til skamme, og endnu engang viser han sig som den seje dreng, han er og udstiller mor som værende endnu mere pylret og bekymret, end hun havde behøvet. Men inderst inde er jeg jo for faen ikke overrasket! Frygten for konsekvenserne ved at bevæge sig for langt væk fra vores trygge, danske boble vil nok sidde i mig længe (læs: årevis), men det er vigtigt for mig at udfordre netop den frygt for, at den ikke skal sætte sig som angst.

Og må jeg så bare sige, at hvor har vi det altså herligt her sydpå – KÆMPE tommelop til min seje kæreste for at overbevise mig om, at vi selvfølgelig skulle afsted. Den kommende uge bliver god, tror jeg. Onsdag lander endnu mere familie, ergo endnu flere frivillige legekammerater til Lukas, og det betyder, at Johnny-boy og jeg måske kan smutte en tur til Palma, på stranden, til middag en sen aften eller lignende. Et eller andet for at dyrke tosomheden. Den er jo trods alt også på ferie 💑

Skriv et svar