Om styrt, rejsetrang og nervøst velour

Om styrt, rejsetrang og nervøst velour

Godaften d’damer!

Sidder I også og ser fodbold lige nu? Vi gør – ja, det overrasker mig også lidt, at det er blevet en vi-ting, men jeg synes sgu, det er gået hen og blevet lidt hyggeligt og spændende. Mest når det ender i straffesparkskonkurrence, bortset fra for Danmarks vedkommende. Det var sgu for nervepirrende og jo i grunden slet ikke fair, at en kamp skal afgøres på baggrund af, hvem der har mindst krampe og flest nerver af stål. Men det er selvfølgelig en del af gamet.

Jeg har de dejligste to dage i sigte, for i morgen tager min storesøster og jeg på en lille get away til Göteborg for at se koncert med Ed Sheeran. Den lille nuttede rødhårede trold. Thank God for, at han har været med til at give os rødhårede et come back, hahah. Jeg synes ikke, han er lækker, jeg har mere sådan et yes-man-we-are-in-this-together forhold til manden. Sådan er det at være rødhåret, tror jeg. Jeg føler lidt, vi er en lille klub, som gerne må nikke anerkendende til hinanden på gaden. Vi er jo ikke så mange, vist nok kun 2% på verdensplan.Nogen rødhårede derude, der kan følge mig? 😀

Selvom det slet ikke var den oprindelige plan, at jeg skulle joine en Sverigestur, så er jeg  glad for, at det endte sådan. For manner, jeg trænger til det! Lige for tiden synes jeg ikke, at jeg laver andet end at agere flyttemand, når Lukas kravler op i opvaskemaskinen eller stiller sig op ad gitter/sofabord/flyttekasse/whatever for derefter at kaste sig bagover (og ja, det gør han – frivilligt!) for lige at teste sin balance. Sorry kid, you’re not there yet. Er du vimmer, han tager sig nogle vilde styrt disse dage, og det er uden nogen som helst form for faldeteknik og allerhelst med baghovedet knaldet direkte ned i parketgulvet. Prisen for månedens værste mor må gå til mig. Han er stædig og utålmodig, og det er så tydeligt, at han endnu engang “vil selv, kan selv”. Bortset fra, at det sidste ikke helt passer. Mest af alt ser jeg det som en god egenskab, at han kaster sig ud i livets udfordringer (bogstaveligt talt), men det kunne da også være lidt fedt, hvis han evnede bare en snert af risikovurdering. Er det for meget at forlange?

Så mamma måste njuta av en get away. Med hotelovernatning, god musik, morgenmadsbuffet og masser af søstertøsehygge. Så kommer vi hjem torsdag, tids nok til at lægge en sidste hånd på vurderingen af hvilken sofa vi skal gå med, inden vi bestiller fredag. Sofakompagniet holder før-udsalg, tip hermed videregivet! Vi skal have en 2-personers, som skal matche vores 3’er, men tror I ikke lige, at farven er udgået i mellemtiden? Jeg tænker to ting: 1) mega træls og typisk! 2) det må være et tegn fra gud, om at nu må og skal den dér navy veloursofa blive en realitet. Hvad siger I, er det for stupidt at kombinere nervøst velour med et etårigt familiemedlem?

Jeg er i syv sind. Praktik vs. æstetik, mit evige problem. Planen er at gå med denne her og så med denne her læderpuf som fodstøtte. Jeg kan allerede se det for mig med lysindfaldet og min elskede reol i baggrunden (legegulvet skal selvfølgelig fjernes). Ak ja, nu må vi se, om Lukas’ daglige fedtfingre får mig til at skifte mening inden fredag.

Det er jo pænt at præsentere sig…

Det er jo pænt at præsentere sig…

Det er jo faktisk normen, at man lige siger pænt goddag, når man entrerer et nyt selskab. Og det skal da ikke hedde sig…

Så pænt goddag, jeg hedder Nina. Jeg driver denne blog og har gjort det siden 2012, men med meget sporadiske indlæg dengang. Ikke, at det egentlig er meget bedre den dag i dag, der kan sgu også godt gå umenneskelige tider mellem mine indlæg, men det er jo ikke altid sådan vupti-vupti, når man har en lille én. Men det kender I vel, og det kan jo ikke komme bagpå nogen, at det er derfor, jeg er havnet herovre på Momster.

Min kæreste, Jonatan, og jeg har Lukas på knap 14 måneder, en rigtig lille bavian med krudt i røven. Men det har han ikke altid haft, for Lukas er født 3,5 måned for tidligt og har været meget syg og dårlig. Han startede livet på Rigshospitalet, hvor vi spenderede fem måneder, dog har han vist fightervilje fra dag ét. Han er sgu tough, meget sejere end hans mor og far. Det berører bloggen også en del, dét at være præmaturmor.

Men den handler også om så meget andet, for fællesnævneren for bloggens indlæg er, at alle former for tankemylder altid har været velkomment, om så det handler om mine stakkels yndlingssolbriller, der måtte lade livet, eller om hvorvidt vi skulle opgive tanken om at få et levende barn med hjem. Her er store tanker og små, og det er mest af alt en dagbog, I bliver inviteret ind i. Og det ville være for awesome, hvis I ville læse med! I kan også altid sige hej på min instagram, der er jeg noget oftere end her på bloggen.

Pt er jeg på barsel, men til oktober genoptager jeg mit studie som fysioterapeut i Hillerød. Her flyttede vi desuden op i februar efter at have boet seks år inde i København. Derfor er vi stadig i get settle fasen, og dét er også noget jeg ynder: at finde pæne ting til min bolig. At finde pengene til den hobby? Not so much…

 

Noget, jeg også nusser lidt med for tiden, er bryllupsplanlægning, for dagen vi blev udskrevet fra hospitalet, var også dagen, vi blev forlovet. August 2019 går det løs, can’t wait!

Hvad kan jeg ellers sige; jeg er sygeligt besat af hækling for tiden (se mine kreationer på @neerdal.design), jeg er gammel håndboldspiller, men er ved at komme op i omdrejninger igen – Hillerød HK for life! ✌🏾 Jeg holder meget af leg og bevægelse og har netop fået installeret mit eget homegym i haveskuret. Jeg er dybt afhængig af kage, rødvin og netshopping og har opdaget en ny interesse inden for altanhaver, efter jeg flyttet.

Min familie er nu engang mit ultimative omdrejningspunkt, og hvordan man lige går fra at være to til tre er nok dét, jeg prøver at finde rundt i herinde. For ja, her efter 14 måneder har jeg altså stadig ikke lige luret dén del. KÆMPE velkommen til jer alle, jeg håber, at vi ses igen 👋🏽

Velkommen til mig – og Jer

Velkommen til mig – og Jer

Halløj, og velkommen til mig. Og Jer 👋🏽

Selvom I jo helst bare skulle følge med, har jeg ladet mig fortælle, her i min nye bolig hos Momster.

For ja, jeg er flyttet og er nu en del af et netværk. Bare dét lyder sejt, spørger du mig. Tingene skulle gerne være som de plejer, mere eller mindre, og hvis ikke, så sig lige til, tak. Jovist ser her lidt anderledes ud end normalt, men jeg leger lidt med opsætning, farver og temaer disse dage, så bliv nu ikke for forvænt. Jeg tror, det bliver godt!

Ellers kan jeg afsløre, at weekenden er ved at være slut (også) herhjemme, og mandag(shumøret) er allerede ved at indfinde sig. Køkkenet sejler, jeg er lækkersulten, og så har vi lige set det sidste nye afsnit af The Handmaid’s Tale – så ikke engang dét har vi tilgode længere. Den er altså forfærdelig og fantastisk på én og samme tid, ser I den derude? Jeg kæmper stadig med at finde ud af, hvorfor jeg har trang til at se en serie, jeg i ny og næ må lukke øjnene til. Den er så modbydelig! Men indtil jeg er nået frem til en konklusion, kan jeg jo lige så godt se den færdig. Er der egentlig flere sæsoner på vej? Jeg kan allerede nu fornemme, hvor det bærer henad for mit vedkommende.

Lukas og jeg var ude og løbe i dag. Eller mens jeg kæmpede for at holde mig i live, sad bassen i sin vogn og drak saft. Det var skisme lummert, skulle jeg hilse og sige. Men det hjalp, at en løber i modsatte retning ønskede os god tur, da vi passerede hinanden. Det skete altså aldrig i København! Så vokser man lige et par centimeter og løber lidt hurtigere. Man skulle jo nødig gå i stå dér lige foran en hepper. Men det var fedt. Det er fedt at være i gang igen. Og dog … det er fantastisk at være i form, men en forfærdelig vej derhen. I kan tro, at jeg kan spejde den der dagplejestart og min merit i det fjerne. 10 hele uger til mama! Så burde det altså være muligt at få arbejdet lidt på dagsformen. Men hvor skal jeg dog også være lad! Og spise kage. Og hækle.

Men de drømme vil jeg fortsætte inde i sengen. Kan I nu sove godt. Jeg ville blot checke ind og sige velkommen. Til os allesammen. Godnat 😊