Lykke, vaskeægte lykke

Lykke, vaskeægte lykke

lykke

Det virker måske misvisende at påbegynde et indlæg om lykke med et billede af vores lille trætte febermus, men hæng i, og forklaring vil følge.

Jeg blev første gang bevidst om det her forleden, da jeg endnu engang lå henslægt i sofaen og hverken kunne gøre fra eller til med det åndssvage ben. Kunne blot ligge på langs og studere Lukas sidde i døråbningen til sit værelse dybt koncentreret og opslugt af sin sutsko, han (endnu engang) havde taget af. Alt bliver studeret nøje for tiden. Alle detaljer. Igen og igen. Siden har jeg forsøgt at mærke efter, og den er god nok. Jeg er lykkelig. Helt ind til knoglerne. Ikke hvert sekund i alle døgnets 24 timer, men jeg oplever en flig af lykke flere gange om dagen. Det er det bedste.

Jeg synes at være stødt på det flere og flere steder; at lykke ikke er en konstant rus af herlighed, men mere små øjeblikke. Små sus. Mennesket ville slet ikke kunne overkomme det i sådan en størrelse, fordi det ganske enkelt ville være for overvældende for hjernen. Personligt forestiller jeg mig, at maskineriet ville brænde sammen af al den lykke. Måske som at gå rundt i én stor orgasme, der aldrig slutter. Omend det måske kan lyde ganske behageligt, så tror jeg hurtigt, man ville blive sindssyg. Apropros det, så så jeg engang et åndssvagt program med en titel ala Da sex sendte mig på skadestuen, hvor en kvinde kom ind stadig i den orgasme hun havde fået, da hende og manden var sammen minutter forinden. Og hun fik vist også spontane af slagsen bare sådan uden videre under indlæggelsen. Selvom jeg tænker, at det nok ikke er det værste at fejle, så må det altså ved nærmere eftertanke være skide upraktisk sådan at blive opstemt i tide og utide. Og – for at referere tilbage til lykken – fornøjelsen må da også gå af i og med, man ikke oplever de der udfald. Så selvom lykken ville være der, tror jeg hurtigt, det ville blive en flad følelse, fordi mere vil have mere.

Men det skulle nu altså hverken handle om orgasmer eller sex, men nærmere om hvor glad jeg er i min grundvold disse dage.

Vi har det så dejligt, min lille familie, og jeg er blevet så glad for min hverdag, hvor jeg endelig er kommet tilbage på studiet og også får lidt intellektuel stimulans samtidig med korte dage – endda fridage sommetider – hvor jeg kan holde vildbassen hjemme, hvis mor her har lidt ekstra behov for nærvær. Står det til Lukas, tror jeg nu nok, at han ville hygge sig udmærket hos dagplejen, for han er aldrig rigtig til at hive hjem. Og gudskelov for, at det er den vej rundt.

Så skulle det da lige være i onsdags. Mig midt i prøverummet hos Fuhrmanns i et kæmpe skørt af en prinsessekjole efter at have kørt en time helt ned til Køge. L der ringer og melder om 39,5 i feber hos min lille basse. Well, kursen tilbage mod Hillerød. Han var noget klatøjet, da jeg hentede ham, og han har været hjemme siden. Hvilket held, at jeg har haft fri hele ugen. Igen – det kan altså noget det dér med at være studerende mor…

Men feber eller ej. Humøret kan man altså ikke tage fra ham. Det slår mig jævnligt: Han giver mig meget på så mange punkter. Han er en hel terapi blot i sin tilstedeværelse. Hans nysgerrighed men dog så småt begyndende forbeholdenhed, hans stædighed, hans førnævnte humør! Børn kan jo lære voksne uhyggeligt meget om livet og virkelig rykke ved, hvordan vi tror, verden hænger sammen.

Han får mig til at sætte spørgsmålstegn ved mine normer. Hvorfor er det lige, at jeg sidder stumt i bussen og afværger øjenkontakt med andre, når han tilsyneladende kan snakke og hilse på alle? Og hvilken af typerne vil jeg lære ham at være? Eller hos lægen i venteværelset, hvor vi – står det til ham – da sagtens kan komme hinanden mere ved. Jeg elsker de der grænser, børn i den alder tydeligvis ikke har erhvervet sig endnu. Hvorfor? Fordi så bliver jeg tvunget til at forholde mig til mine og til hvorfor jeg har dem. Og det, tror jeg, er sundt! Han vil så meget andre mennesker, og er det i grunden mig, der vælger at gå ned bagerst i bussen, fordi jeg har et problem med at skulle “forstyrre”/være i kontakt med fremmede? Med ham bliver man jo tvunget til at skulle tage stilling til den slags.

I oktober ramte vi årsdagen for vores udskrivelse. Og dermed har jeg også været forlovet et helt år. Den dag i 2017 underskrev jeg en pagt for mig selv. For selvom 2018 uden tvivl ville blive fuld af bekymringer, har jeg aldrig været så sikker på noget, som jeg var der. Sikker på, at det var det her, der skulle være mit liv. Jeg hoppede i med begge ben, for det var Jonatan jeg, jeg ville, og hvis ikke de foregående 10 år havde vist det, så havde de foregående 5 måneder i hvert fald sat en tykfed streg under det. Det skulle være os tre. Og det har det været siden, og jeg er ikke sikker på, at vi skal være flere end os. Vi har det så dejligt, mit lille tream.

Nuvel, det var egentlig alt, jeg ville. Blot tjekke ind og dele en lykkepille. God dag derude ❤️

Gylden julegaveinspiration

Gylden julegaveinspiration

Jeg skulle bare lige ind og se what the fuss was about med de der øreringe, der vrimler overalt i blogland. Og også bare lige se, hvad det der Månesten ellers bød på af smykker. Og nu? Nu er jeg klar til at rydde alle mine juleønsker (dem skal i nok også få at se btw) til fordel for plads til et, to, tre, elleve par øreringe. Og lidt til.

månesten

1 // 2 // 3 // 4 // 5 // 6 // 7 // 8 // 9 // 10 // 11

Faktisk er jeg helt tændt på ideen om, at de øreringe, jeg skal bære til brylluppet skal være fra Månesten,  selvom jeg egentlig i mange år har drømt om at blive gift i Julie Sandlau. Men når nu brylluppet “snart” skal stå, har jeg tænkt mere og mere, at den stil måske alligevel er for pæn til mig. Jeg gider ikke være for pyntet. Ellers, når det kommer til bryllupssmykker, ville jeg faktisk bare gerne bære nogle, jeg ejer i forvejen. Det hele skal sgu heller ikke være så nyt (og hak ved something old), og lige når det kommer til smykker, kan jeg godt lide, at de er gået lidt til. Så føler jeg mig godt tilpas i dem. Ligesom et par trusser, haha, siger man ikke, at det er dumt at købe splinternyt undertøj til ens bryllupsdag?

Nuvel, Månesten kom vi fra. Er de ikke bare smukke hver og én? Nogen derude, der har erfaringer med mærket? Holder forgyldningen eller bliver det hurtigt sådan til mat og fesent at se på? Det er tit mit issue med forgyldte smykker, så vil jeg sgu hellere have den ægte vare, men det kan altså godt gå hen og blive dyrt i længden, haha! Jeg kunne måske også godt være bedre til at passe på mine smykker. Dem, jeg ikke bruger dagligt, hænger på smykkestativ til fri beskuelse (læs: oxidation), og dem, jeg dagligt bruger, kommer både med i bad, til træning og ofte også på hovedpuden, når jeg skal sove. Det skal mine smykker kunne tåle, andet gider jeg ikke. Mit yndlingssmykke, min firkløverhalskæde i ægte guld, har jeg båret nonstop siden 2009, hvor jeg fik den af Johnny-boy. Den ryger kun af, når jeg død og pine skal tage den af til håndboldtræning og -kampe. Fair nok. Men utroligt nok holder den sig altså så flot. Og min forlovelsesring for søren, den er selvfølgelig også en af favoritterne. Den er jeg spændt på at følge – se om den holder sit shine og måske vigtigst af alt – om de små diamanter bliver siddende.

Men værsgo. Fra mig til dig. Lidt kønt guf til øjnene og måske inspiration til årets juleønsker? Der er i hvert fald et par stykker, der skal på min ønskeliste!

Om at ligge søvnløs og om det modsatte

Om at ligge søvnløs og om det modsatte

Jeg har næsten ikke sovet i nat, og det er gået op for mig, hvor længe siden det egentlig er, at det sidst var tilfældet (tak til Lukas for helt OK sovevaner). Sagen er, at jeg i morges 5.45 skulle møde ind på min første åbnevagt i FysioDanmark (yup, jeg har fået et studierelevant arbejde – så fedt!), og derfor havde jeg sat uret til at ringe kl. 5. Er jeg den eneste, der kan ligge søvnløs, hvis jeg har en vigtig morgenaftale, som jeg er bange for at sove fra? Lukas havde oven i det en super urolig nat, og vi har nok været oppe ved ham ca 15 gange. Hvad der var galt, fandt vi aldrig rigtig ud af…

Da jeg lå der og for hver time stressede over, at der nu var én time mindre til, at jeg skulle ud af fjerene, kom jeg til at mindes det hektiske søvnmønster på Riget. Hvor er jeg glad for, at jeg dengang ikke vidste, hvad jeg havde i vente. Og hvor kan jeg i dag have lyst til at give Nina et kæmpe kram og fortælle, hvor helt OK det var, at hun var så pisse træt hele tiden. T drillede mig altid med, at jeg faldt i søvn i hendes vagt, når jeg havde hud-mod-hud seancer med Lukas, men det tror jeg da fanden med det stramme program, man havde. Det tog mig noget tid at finde min måde at omgås med afdelingens rutiner på, og for at nå det hele (og det gjorde jeg ikke engang alligevel), måtte dagsprogrammet se sådan ud:

  • kl.6.00: Vækkeuret ringer. Tid til at vågne, da der skal malkes ud. Før jeg overhovedet får tisset af, får jeg gang i den, da maskinen endelig er ledig. Jeg må bruge mælkesættene fra i går, da personalet ikke har været rundt med nye endnu. Lukas skal desuden have sin sondemad. Malker jeg ud inden, kan han få frisk mælk. Han spiser på lige tidspunkter. Derefter skal malkesættene skoldes. Måske jeg lige kan nå et bad i ét af de to bade, inden alle de andre mødre får samme idé.
  • Kl.07.30: Lægerne starter deres forstuegang som har til formål at prioritere dagens patienter. Selvom det ikke er en reel stuegang, vil jeg gerne være tilstede for at overhøre snakken og særligt for at kunne give dem den information, de eventuelt står og mangler. Mor ved oftest mere, end hvad der står i journalen, og hvad sygeplejerskerne lige kan huske på stående fod 😊 Mor her husker alt!
  • Kl.8.00: Lukas skal have sondemad. Jeg skal da egentlig også nå at spise morgenmad… Men hvad hvis lægerne kommer til forstuegang i mellemtiden? Laboranterne kommer desuden også og tager blodprøver. Der vil jeg gerne være den, der giver ham sukkervand, så ikke han bliver ked af at blive stukket endnu engang. Jeg ser, om jeg ikke lige kan sluge en bolle og så tilbage på stuen.
  • Kl.9.00: Der skal malkes ud, sættes på køl og skoldes. Lukas skal pusles, hvis sygeplejersken har tid til at hjælpe. Gerne inden klokken 10, hvor han skal spise igen og allerhelst i favnen på mig. Spiser han i kuvøsen, skal han have ro efterfølgende, så ingen forflytninger. Men sygeplejerskerne skal også have møde, så mon det hele kan gå op? Jeg kan ikke flytte ham selv jo.
  • Kl.10.00: Sondemad til Lukas. Jeg nåede ikke at få ham over, så det kan jeg nu, når han lige har fordøjet. Jeg knapper op, tager ham i favnen med dyne, plastikpose, tæppe. Han passer lige i min hule hånd. Sygeplejersken holder slanger og ledninger, og jeg bakker tilbage og sætter mig tilrette i sengen. Er jeg heldig, når jeg at tisse af inden. Jeg ved, jeg kommer til at sidde her mange timer.
  • Kl.11.30: Nu åbner frokosten oppe på 3. sal, men jeg kan ikke hente den selv, nu jeg ligger her, og den er alligevel usmagelig. Jeg dropper den. Tager mig en blunder i stedet, men jeg tør ikke give mig helt hen med ham på brystet. Han slår ud på diverse alarmer hist og her, så jeg falder alligevel aldrig helt i søvn. Det gør mine balder til gengæld, da jeg ikke tør røre mig ud af flækken. CPAP’en sidder endelig godt på den lille tryne – det skal jeg ikke spolere ved at finde en god stilling.
  • Kl.12.00: Mor her skal egentlig malke ud, men det er så godt som umuligt med ham på brystet, så den må jeg springe over. Nu har jeg ham endelig. Han skal desuden have sondemad. Jeg hiver i snoren og får en sygeplejerske til at varme og bringe mælk, sprøjter og medicin. Måske hun også lige kan lokkes til at hente et glas vand til mig? Vi blunder lidt videre, ham og jeg. Bare der ikke kommer stuegang lige nu. Nu har vi endelig fået lidt ro på stuen.
  • Kl.14.00: Spisetid igen. Samme procedure som før. Puha, det er lunt nu med ham pakket ind i plasticpose, tæppe og dyne, men han skal jo holde på varmen. Der er stuegang, men lægen vil heldigvis gerne foretage undersøgelsen, mens han ligger hos mig. Jeg er ved at være lidt sulten og er jo blevet beordret til at huske at drikke og spise rigeligt for mælkeproduktionen. Men det er svært at få det til at gå op med praksis.
  • Kl.15.00: Det er anden udmalkningsomgang, jeg må udsætte. Der er vagtskifte, og jeg må vente med at få Lukas tilbage i kuvøsen, for jeg skal have hjælp fra en sygeplejerske til at tage slangerne. Jeg skal godt nok også tisse lidt nu.
  • Kl.16.00: Jonatan kommer fra job. YES! Kan du lige hjælpe mig med at få ham tilbage i kuvøsen? Og gider du også give ham mad? Og en ble? Jeg skal tisse og have fundet noget forsinket frokost. OG malke ud. Fuck, jeg fik aldrig skoldet mælkesættene fra før. Det må først lige gøres. Aaah, dejligt endelig at få blod til benene igen. Puha, jeg er dehydreret. Og ‘hej’ forresten, kys på munden.
  • Kl.17.00: Aftensmaden kan hentes oppe på 3. sal. Men jeg glemte at skrive mig på listen i går. Suk, det må blive 7-eleven igen. En hotter. Senere. Nu skal jeg lige slappe lidt af. I ske med Jonatan i vores ene seng på stuen. Jeg orker faktisk ikke rigtig besøg i aften, så det aflyser vi.
  • Kl.18.00: Vi varmer mælk og fodrer Lukas. Heldigt, at der ikke skulle foretages nogle scanninger i dag. Så kunne han få lov at blive på brystkassen. Vi nusser Lukas i kuvøsen og giver ham en ren ble.
  • Kl.19.00: Vi vil gerne ud efter noget aftensmad, men jeg skal lige malke ud først. Skal du, far, også nå at få Lukie over på brystet? Så henter jeg mad nu, så kan du spise senere. Romantisk på højeste plan…
  • Kl.20.00: Jeg giver Lukas hans sondemad på brystet af farmand. De sover begge to, hvilket syn ❤️ Lukas vågner dog af at få mælk i maven. Gylper også lidt.
  • Kl.21.00: Hvis jeg malker ud nu, kan jeg også nå det en sidste gang inden midnat. Vaske af, skolde. Far sover, og jeg sidder i patientkøkkenet og slapper af med en kop varm kakao. Eller, den nye familie der ankom i går snakker godt nok højt. De har heller ikke vasket deres gryder af eller sat deres ting i opvaskemaskinen. Blandt andet derfor orker vi ikke at lave mad i det køkken.
  • Kl.22.00: Lukas skal have mad, og jeg forsøger at få gjort mig natteklar, inden far smutter hjem for at sove. Vi krammer lidt, og ingen af os har egentlig lyst til at give slip, men det nytter jo heller ikke noget. Vi har begge to vigtige ting at lade op til. En ny dag i morgen. Far vil gerne lige blive og se, hvem, der har nattevagten i nat – hvem, der skal passe på vores guldklump. Jeg er træt, men må holde mig vågen til midnat.
  • Kl.00.00: Jeg malker ud en sidste gang og kravler under dynen trods 100 grader på stuen. Pis, jeg glemte lige at skolde mælkesættene. Det er trods alt federe nu end at starte med det om 5,5 time. Op igen. I princippet burde jeg stå op kl.3.00 i nat, men jeg prioriterer at få sovet – også af hensyn til min mælkeproduktion. Jeg kan ikke overskue at give Lukas sondemad, så det får jeg sygeplejersken til at hjælpe med, hvis hun har tid. Jeg går omkuld og får en nats søvn kun afbrudt af alarmer, aktivitet på stuen (sygeplejersker, læger, roomie) og en Lukas, der græder i ny og næ.

Indrømmet: Ret hurtigt mistede jeg overskud til det dér daglige bad. Og jeg blev storforbruger af hospitalstøj, for så var der mindre vasketøj at ordne. Men helt fra start prioriterede jeg hud-mod-hud kontakt over ALT andet: toiletbesøg, mad, søvn. Inden vi lærte afdelingen (og vores fantastiske passygeplejerske) ordentlig at kende, havde jeg skrækscenarier om, at de nok ikke prioriterede kontakten helt så meget som jeg. Så når jeg først fik ham over (og det skulle jo altså passe med hvornår sygeplejersken havde tid til at hjælpe), ville jeg nærmest ikke af med ham igen. For hvem vidste, hvornår næste gang kunne blive? Jeg husker, at jeg på dag 3 lå grædefærdig i sengen, og sygeplejersken spurgte ind til, hvad der dog var galt. “Jeg savner ham bare såååå meget” fik jeg vist fremhulket mellem tårer og snot (det var dagen efter, jeg havde holdt ham for første gang – en fuldstændig ubeskrivelig følelse jo. Jeg måtte have mere)! “Jamen søde ven, så skal du da bare have ham over”. Det var magisk, og det var det vildeste drug bare at mærke hvordan alt faldt på plads. Mig og ham, hud mod hud. Præcis som det skulle være, omend ingenting var, som det skulle være.

Men det tog lidt tid for mig at “stole” på, at vi var på samme hold på det punkt. At de ikke helst så, at han lå klar og uberørt i sin kuvøse, så han var tilgængelig for læger, der ville trykke ham på maven, laboranter, der ville stikke ham i foden, radiografer, der ville scanne hans lunger eller overlægen, der ville lægge en longline i steril procedure. Sådan var det heldigvis ikke, men man vidste jo for fanden aldrig, hvornår de kom. Og når du i samarbejde med sygeplejersken endelig havde fået klargjort alt til, at han skulle over til dig, så trillede lægen ind med ultralyden og ville scanne hans hjerte. Nuvel, tilbage med dig i kuvøsen så. Der var H fantastisk. Vi må have vores agenda, indtil lægen så kommer og laver den om. Måske kommer han slet ikke.

Eller de gange hvor jeg baaare liiige ville lukke øjnene, indtil lægen kom og gik stuegang. Jeg havde jo trods alt lige et spørgsmål om hjernescanningen fra i går, jeg godt ville have svar på og savnede desuden en forklaring på, hvorfor blodprøven fra i morges så ud, som den gjorde. Og når jeg slog øjnene op, havde hun været der….. suk.

Søvnen (og -behovet) kunne man ikke helt overmande fuldstændigt, hvor end man gerne ville. Og dengang svor jeg for mig selv, at Lukas måtte græde og skrige hver nat for evigt, uden jeg ville brokke mig, hvis bare vi måtte få ham med hjem. Og det tænker jeg faktisk på med jævne mellemrum (blandt andet når vi har nætter som i nat), og selvom jeg stadig står ved, hvad jeg dengang svor, kan jeg nu godt bande ham langt væk, når man står op for 10. gang for at give ham sutten 😛