POSTKORT FRA MALLORCA: Pylremor er landet

POSTKORT FRA MALLORCA: Pylremor er landet

Hola chicas 💃🏽

Temperaturen melder 30-35 grader, poolen 30 grader, kalenderen vidner om nada planer, og sådan vil det være de næste 12 dage. Alt er fjong! Vi har i sandhed indtaget den mallorcanske feriestemning, og tempoet kan næsten ikke blive langsommere. Øllen kan næsten ikke smage bedre, og brødet kan næsten ikke dyppes i mere aioli, før det vil være kriminelt.

Men selvom vi langsomt smelter i ét med solstolene, så er alarmklokkerne dog ikke smeltet helt bort. Jeg døjer lidt med noget tandpine, som egentlig kun har været tiltagende, siden vi kom, og selvom jeg allerede inden afrejse havde fornemmelsen af, at der var noget på vej, valgte jeg selvfølgelig at lade mundskyl og sprøjte fra sidste omgang visdomstandsbetændelse blive hjemme. Til stor fortrydelse nu. Men én ting er mig. Fredag aften efter ankomst opdagede vi et knoppet udslæt på Lukas’ mave, som i løbet af lørdagen havde spredt sig til højre skulderparti også. Skoldkopper! var selvfølgelig det første, der sprang op i mine tanker, selvom han på ingen måde virkede påvirket af dem. Og hvor skulle de dog være kommet fra? Efter en hurtig søgning på google (ja, jeg er sådan én), kunne netdoktor berette, at sygdommen typisk bryder ud 14 dage efter smitte. Kunne det være fra vores korte besøg hos dagplejen primo juli? Det skulle da lige passe. Siden lørdag har hverken knopper eller hans generelle tilstand dog forværredes, men omvendt er de heller ikke forsvundet endnu. Så jeg holder lige vejret lidt endnu.

Noget af det sidste, jeg gjorde, inden vi skulle afsted, var at forhøre mig om vaccinationsprogrammet hos Lukas’ praktiserende læge, da vi nu alligevel havde en konsultation der. Lukas følger det anbefalede, men efter hans korrigerede alder, hvorfor han ikke har fået hverken 12- eller 15-månedersvaccinen endnu.

Mig: “… han har jo så ikke fået sin MFR-vaccine endnu. Men er der større risici for dem (læs: mæslinger, fåresyge, røde hunde) på Mallorca?

Lægen: “Faktisk har der lige været nogle tilfælde i Sydeuropa

Mig, monolog: “Great!” 😒

Lægen: “Jeg ville nok synes, det var en god idé at give ham vaccinen nu, men hvornår skal i rejse, for man ligger typisk syg nogle dage?

Mig: “På fredag…..”

Så vi blev hurtigt enige om at lade være, for det sidste, vi ville, var da at have en syg basse med på ferie. Men jeg gik fra konsultationen med en skeptisk mine og et “det skulle da lige passe…” for mig selv. Kald mig bare en pylret pessimist, men Lukas har siden dag ét haft utrolig dårlig timing, hvad angår hans helbred, så det ville altså ikke undre mig, hvis han fik tilsnusket sig et eller andet på hans første tur udenlands. Han blev infektiøs e v e r y fucking time, der var optræk til nye tiltag under indlæggelsen – bl.a. dengang han blev forflyttet fra Riget til Herlev, eller da vi på Herlev skulle forsøge os med optiflow i stedet for CPAP’en. I stedet for succes gik han vejen med kollaps, neopuff og en enkelt gang hjertemassage også. Der var også den forfærdelige aften, hvor han var så smertepåvirket og grædende, som jeg aldrig har set ham før, men nattevagten mente, at det blot var postoperativt og “normalt”. Det viste sig dog at dække over noget helt andet, og den dag i dag har jeg stadig svært ved at tilgive mig selv for ikke at have råbt noget mere op, om de tegn, som jeg kunne fornemme, men som lægen tilsyneladende ikke så. Ak ja, billedet var sløret af hans på én gang mange problematikker og igen – dårlig timing, at alle diagnoserne skulle ramme samtidig. Men hallo, den værste timing af dem alle må da næsten være at poppe 3,5 måned før termin…

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hele tiden har været lidt skeptisk omkring det her udenlandsrejseri, fordi jeg simpelthen ikke ville kunne bære en indlæggelse i et fremmede land, skulle han gå hen og blive syg. I mit hovede har der været mange (gode) grunde til, at vi enten blev hjemme eller blot nøjedes med en ferie i det danske land. Først og fremmest hersker lægernes ord stadig i mit indre: at det er de to første leveår, der kan være særligt hårde ved ham. Okay, det var sagt om de to første vintre, og det var i forhold til lungebetændelser, iltbehov, snue og snotnæse, for han har jo de dér BPD-lunger, og selvom det er i en mild grad, så er hans lunger altså ekstra udsatte. Men det er vist lidt so-so, for jeg tror samtidigt også, at han har overrasket lægerne på den front. Dog var han længe om at smide både sin CPAP- og NIV-maskine, til gengæld lå han kun i respirator det første levedøgn set bort fra tiden efter hans to operationer. Efter vi blev udskrevet for good har der ikke været mange snotnæser og da slet ikke nogle, der krævede ekstra ilt. Da han fik diagnosen var det med et “han kommer nok aldrig til at løbe et maraton” samt et “alle præmature har mere eller mindre BPD-lunger“, og selvom tanken om endnu en diagnose føjet til CV’et slog mig ud, holdt jeg fast i tanken om, at “okay, jeg kommer sgu nok heller aldrig til selv at løbe et maraton“.

Så alt i alt har de dér lunger været gode ved os, men så er der jo også ørerne og drænene, vi kan bekymre os om, og både lunger, ører og dræn, ved vi jo slet ikke, hvordan vil reagere på en pool. Med et antal mellemøresbetændelser, der kan tælles på to hænder i løbet af fem måneder, har jeg ligesom bare ikke magtet den sti igen. Og da slet ikke i udlandet! Og hvordan med flyveturen og den mallorcanske hede, hvordan tager han overhovedet det?!

Indtil videre må jeg bare sige, at alle mine tanker er blevet gjort til skamme, og endnu engang viser han sig som den seje dreng, han er og udstiller mor som værende endnu mere pylret og bekymret, end hun havde behøvet. Men inderst inde er jeg jo for faen ikke overrasket! Frygten for konsekvenserne ved at bevæge sig for langt væk fra vores trygge, danske boble vil nok sidde i mig længe (læs: årevis), men det er vigtigt for mig at udfordre netop den frygt for, at den ikke skal sætte sig som angst.

Og må jeg så bare sige, at hvor har vi det altså herligt her sydpå – KÆMPE tommelop til min seje kæreste for at overbevise mig om, at vi selvfølgelig skulle afsted. Den kommende uge bliver god, tror jeg. Onsdag lander endnu mere familie, ergo endnu flere frivillige legekammerater til Lukas, og det betyder, at Johnny-boy og jeg måske kan smutte en tur til Palma, på stranden, til middag en sen aften eller lignende. Et eller andet for at dyrke tosomheden. Den er jo trods alt også på ferie 💑

BRYLLUP: status pt og STD

BRYLLUP: status pt og STD

Billede herfra

Jeg kan vel umuligt være den eneste, der synes, at weekenderne gang på gang fordufter lige for næsen af mig? 😮 Nok er jeg på barsel, og kontrasten mellem hverdag og weekend er derfor ikke helt så voldsom, som det kunne tænkes, men det dér med at have farmand hjemme lørdag-søndag er totalt undervurderet. Jeg bliver overrasket hver weekend. Jeg har flere gange “fortrudt”, at vi aldrig valgte at tage barsel sammen. “Fortrudt”, fordi det økonomisk set ville have været hul i hovedet. Men havde hjertet valgt, havde vi gjort det anderledes…

Dog har vi haft en god én af slagsen – weekend altså – da vi i fredags startede med en Tivolitur. Lukas’ første Tivolitur. Det var simpelthen så hyggeligt (og varmt!), men vi nåede desværre ikke Kim til Fredagsrock – det var bassen sgu for udkørt til, da vi nærmede os. Så vi kørte hjem, puttede Lukas og faldt selv i søvn på sofaen. Fredag aften. Så er man sgu blevet forældre, haha 😛 Lørdag morgen vågnede jeg til brunch og blomster, hjemmegjort og -smurt af min søde kæreste, forlovede om man vil. For det er vi, og den kære Johnny-boy er bestemt ikke den værste, man kan være forlovet med.

Vi har været forlovet siden oktober, den 23. for at være helt præcist, for det var samme dag, som vi blev udskrevet med Lukas. Det var en vild dag, fordi det var så stort at køre ham hjem ude i den rigtige verden. Og så kom der også lige et frieri oven i hatten, da vi alle tre kom hjem og lå i sengen. På sin vis var det næsten lidt synd og overvældende, at frieriet skete samme dag, for jeg følte slet ikke, at jeg var ordentlig tilstede til at kunne koncentrere mig om dét. Men omvendt var det bare så rigtigt og unikt for os, og det nærmest satte en stor fed streg under, hvad vi havde været igennem – sammen – de sidste 5 måneder og 2 dage. Det er forhåbentlig den sværeste oplevelse, vi kommer til at have delt, og at Jonatan så valgte at fri, var jo blot et tegn på, at han ikke var skræmt over at skulle tilbringe resten af sit liv med mig. Skulle hilse og sige, at det ikke kun er de kønne sider, man får vist hinanden under sådan et forløb…

Så i mit hovede har det hele tiden heddet sig, at der var mere end halvandet år til vores bryllup, ergo god tid. Men tik tak, tiden går, og lige om lidt er der altså kun et år til. Datoen for brylluppet hedder nemlig 24. august 2019. Så hvor langt er vi? Vi har styr på kirke og lokation, og that’s really it. Og netop nu har jeg fiflet lidt med nogle Save the Date’s, men det er nu mest for min egen skyld. Vi sender måske snart invitationerne ud, så det vil virke dumt også at sende STD ud, men jeg har sådan glædet mig til at designe dem, haha! 😃 Hvad synes I, er de for kedelige?

I dag kom vi lidt videre i planlægningen. Vi leger nemlig lidt med tanken om en fælles brunch formiddagen efter brylluppet for at “samle op” på en forhåbentlig uforglemmelig aften, og den vil vi gerne holde på Skjalm Hvide Hotel, hvor vi også planlægger at overnatte. Vi havde aldrig været der før, så i dag kørte vi en smuttur til Slangerup for at se stedet. Sikke fint der er! Har I nogensinde været der? Det er lige i vores ånd både med stilen, omgivelserne og ikke mindst roen. Ren idyl. Så vi endte faktisk med at lave en midlertidig booking, og nu er vi gået hjem i tænkeboks. Der er også andre bryllupper de dage, så det var en pæn reminder om, at vi nok snart skal videre i teksten.

Jeg har søgt meget af min inspiration på pinterest (se hvilke tanker jeg gør mig her), men tager hjertens gerne imod tips, inspirationskilder, erfaringer, brudekjolebutikker der er værd at besøge, seje DIYs og alt muligt andet.

 

Gensyn og oprydning

Gensyn og oprydning

Jeg har her til aften siddet og nørdet lidt med bloggens opsætning. Når nu jeg er flyttet, vil jeg jo gerne have at tingene er spitze – jeg vil gerne på plads i flytterodet. Bevares, måske er det kun jeg selv, der går op i sådan noget, men jeg synes, det skal være nemt at finde rundt herinde. For jeres og får min egen skyld. Så jeg har ryddet op i kategorierne og har i den forbindelse måttet genlæse nogle gamle indlæg for at kunne placere dem rigtigt. Og det er der altså kommet nogle sjove konstateringer ud af. Jeg kan sidde og krumme helt tæer, over nogle af de ting, jeg har skrevet, men synes også, det er synd at slette dem, da det jo er en del af rejsen til i dag. Jeg tænkte at inddrage jer, for at I også kan lære mig lidt bedre at kende. Men venligst hav in mente, at de ældste indlæg er helt tilbage fra 2012. It’s not pretty…

  • Kategorien Personligt er og bliver min mest brugte. Men der er stor forskel på, hvad jeg i dag synes er personligt i forhold til dengang. 😅 Se bare mit indlæg Chicken Twins: “Har aldrig tænkt på om der egentlig findes tvillingekyllinger, men med denne oplevelse får man sat tanker i gang, haha.” Det værste er næsten, at det stadig irriterer mig, at jeg ikke har fået det undersøgt. Nogle landmænd tilstede?Anyway, “den slags” indlæg (og meget andet bras – men det var også synd at slette det) er nu røget ind under Hverdag, og er det nogle lidt dybere emner, I ønsker at læse, er de altså at finde under Personligt.

 

 

  • Jeg har stadig ikke helt besluttet mig for, om jeg skal lave en præmaturitetskategori. Jeg må jo bare konstatere, at det stadig fylder en hel del – både i mine tanker, men også i allerede nedskrevne indlæg kan jeg se. Indtil videre er jeg nået frem til den konklusion, at det for mig måske bare hører med i det Mom Life, vi lever herhjemme, så ønsker du at læse om hele vores indlæggelse og tanker under og efter, kan det findes dér. Mange af indlæggene er også ret personlige, så dér er de også at finde.

 

  • Selvom jeg dengang proklamerede at “jeg endelig havde fundet balancen (og nok vitterligt også følte det!), er det så tydeligt for mig, at det var én stor fed løgn. Jeg kan virkelig blive ked af det på unge-Ninas vegne over, hvor hårdt jeg behandlede mig selv. Og ikke mindst; hvad jeg troede, jeg burde kunne overkomme. Jeg tænker, at det pres, min generation har levet under dengang, bestemt ikke er blevet mindre for unge piger i dag. Please fortæl mig, at jeg ikke har ret…

 

  • Jeg har altid yndet at lave billedecollager (og allerhelst af ting, jeg drømmer om at eje), men stilen, det er gjort på, har også ændret sig lidt gennem årene. Jeg har virkelig (!!) brugt mange timer på at sidde og nørde med fonts, farver og png-filer for at få transparente baggrunde, så det så prof ud, og hvis jeg selv skal sige det, er det da også blevet bedre med årene. Men se lige en kontrast. Faktisk overvejer jeg kraftigt at investere i Photoshop, så jeg kan nørde endnu mere. Hvad siger I, er det pengene værd? Og er det brugervenligt?

Collage fra et 2012-indlæg: Gavekort til Youheshe

Collage fra et 2016-indlæg: My christmas wishes #1