OM TRÆNING, STRESS OG TIDSPRES

Jeg er typen, der elsker skemaer, oversigter, lister og andet der er tegn på organisering. Og jeg kan stort set skematisere alt, også selvom det er dumt eller ligegyldigt. Det er sådan, jeg fungerer, og nogle gange er jeg glad for det, og andre gange stresser det mig mere, end det hjælper. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad det gør ved mig, men jeg får sådan en ro over tilværelsen, når tingene er sat i kasser.

Det sidste halve års tid har jeg måtte gå lidt på kompromis med min organisering og skematisering. Jeg startede på universitetet i sommer, og det vendte hurtigt op og ned på min dagligdag og ikke mindst fritid og mængden af den. Jeg har altid haft mange ting, jeg gerne ville nå, og jeg er slet ikke så god til at slappe af, som jeg gerne ville være. Sådan bare lægge mig på sofaen og dovne en helt dag foran fjerneren. Med universitetet som en ny del af mit liv kunne jeg lige pludselig godt se i kalenderen, at der ikke var tid til alt det, jeg gerne ville. Også dét jeg egentlig ikke gad, men som jo desværre bare er en del af livet (gøre rent, lave mad, tjene penge og alt sådan noget keeeedelige halløj). Et par måneder prøvede jeg at planlægge min tid nøje, så der kunne blive tid til det hele alligevel. Hvis jeg nu trænede om morgenen, så kunne jeg nå i skole til klokken 10, sidde i læsesalen og læse lektier til klokken 17, cykle forbi Fakta på vejen hjem, hjem og lave aftensmad, og så kunne jeg lige nå et par timers arbejde, inden jeg skulle i seng. Gerne senest klokken 23, så jeg kunne komme op og være frisk næste morgen. Det var sådan en typisk dag for mig, hvis jeg skulle nå det hele og det skulle jeg jo.

Efterhånden fandt jeg ud af, at det ikke rigtig fungerede, for jeg droppede læsning ret ofte og træningen missede jeg også i stor stil. Søndag aften når jeg sad og planlagde næste uges træning var det med 5 træningspas fordelt over de 7 dage. Søndagen efter når jeg så kiggede på den forgangne uge, kunne jeg konstatere, at jeg måske havde gennemført 1, max 2 træningspas af de planlagte 5. Og jeg orkede næsten ikke at kigge i min kalender regelmæssigt for at se, hvad næste dag bød på. Så der gik lige lidt tid med den der fiasko-følelse, hvor man ikke synes, man gør det godt nok og især slet ikke får trænet så meget, som man gerne ville.

Til sidst fandt jeg på en ny taktik at afprøve. Simpelthen kun at planlægge to ting, nemlig de to ting, der var vigtige for mig

  1. at følge nogenlunde med i mit studie
  2. at få trænet

De skemalagte timer var jo ret nemme at planlægge, for dem havde universitetet ligesom planlagt for mig. Og træningen skar jeg ned til ca. 3 gange om ugen – det ville jeg i hvert fald gerne opnå og lød også mere realistisk end 5 gange. Resultatet blev godt og endnu bedre end jeg havde regnet med. Jeg fandt ud af, at hvis jeg prioriterede min træning højt og rent faktisk gennemførte de relativt få gange om ugen, som jeg havde planlagt (i forhold til før hvor jeg helst ville træne 5-6 gange om ugen) fik jeg så meget energi ud af det, så de andre ting kom helt af sig selv. Tøjvask, opvask, madlavning, læsning, indkøb osv. osv. – alt det jeg viiirkelig skulle tage mig sammen til før, det gjorde jeg bare. At jeg kun planlagde træning 3 gange om ugen betød også at jeg meget oftere fik den der succesfølelse af at have gennemført, frem for den fiaskofølelse jeg før fik hver gang jeg droppede træning. OG DET ER FANME DEN, DER DRIVER VÆRKET, kan jeg godt skrive under på! Endnu bedre var, at jeg af en eller anden grund alligevel har formået at finde tid, lyst og energi til nogle uger at træne 4 eller 5 gange. Men kun hvis lysten også har været der, ellers har jeg ikke gjort det.

For mit vedkommende har jeg bare fundet ud af, at det er følelsen af velvære, der giver mig overskud til at klare dagligdagens til tider kedelige ting, og den får jeg så meget af at træne! Og det er derfor jeg gør det. Jeg tror også min søde kæreste har fået en meget gladere Nina af, at jeg endelig har fundet “balancen” i min planlægning. Jeg kunne vitterligt ikke undvære træning. Det handler ikke om kalorier eller personlige rekorder – misforstå mig ikke, det er også sjovt at følge med i – men det handler bare om at få rørt mig og føle, at jeg lever!

Hvorfor træner I? Og hvordan når I det hele?

Skriv et svar