Om at ligge søvnløs og om det modsatte

Jeg har næsten ikke sovet i nat, og det er gået op for mig, hvor længe siden det egentlig er, at det sidst var tilfældet (tak til Lukas for helt OK sovevaner). Sagen er, at jeg i morges 5.45 skulle møde ind på min første åbnevagt i FysioDanmark (yup, jeg har fået et studierelevant arbejde – så fedt!), og derfor havde jeg sat uret til at ringe kl. 5. Er jeg den eneste, der kan ligge søvnløs, hvis jeg har en vigtig morgenaftale, som jeg er bange for at sove fra? Lukas havde oven i det en super urolig nat, og vi har nok været oppe ved ham ca 15 gange. Hvad der var galt, fandt vi aldrig rigtig ud af…

Da jeg lå der og for hver time stressede over, at der nu var én time mindre til, at jeg skulle ud af fjerene, kom jeg til at mindes det hektiske søvnmønster på Riget. Hvor er jeg glad for, at jeg dengang ikke vidste, hvad jeg havde i vente. Og hvor kan jeg i dag have lyst til at give Nina et kæmpe kram og fortælle, hvor helt OK det var, at hun var så pisse træt hele tiden. T drillede mig altid med, at jeg faldt i søvn i hendes vagt, når jeg havde hud-mod-hud seancer med Lukas, men det tror jeg da fanden med det stramme program, man havde. Det tog mig noget tid at finde min måde at omgås med afdelingens rutiner på, og for at nå det hele (og det gjorde jeg ikke engang alligevel), måtte dagsprogrammet se sådan ud:

  • kl.6.00: Vækkeuret ringer. Tid til at vågne, da der skal malkes ud. Før jeg overhovedet får tisset af, får jeg gang i den, da maskinen endelig er ledig. Jeg må bruge mælkesættene fra i går, da personalet ikke har været rundt med nye endnu. Lukas skal desuden have sin sondemad. Malker jeg ud inden, kan han få frisk mælk. Han spiser på lige tidspunkter. Derefter skal malkesættene skoldes. Måske jeg lige kan nå et bad i ét af de to bade, inden alle de andre mødre får samme idé.
  • Kl.07.30: Lægerne starter deres forstuegang som har til formål at prioritere dagens patienter. Selvom det ikke er en reel stuegang, vil jeg gerne være tilstede for at overhøre snakken og særligt for at kunne give dem den information, de eventuelt står og mangler. Mor ved oftest mere, end hvad der står i journalen, og hvad sygeplejerskerne lige kan huske på stående fod 😊 Mor her husker alt!
  • Kl.8.00: Lukas skal have sondemad. Jeg skal da egentlig også nå at spise morgenmad… Men hvad hvis lægerne kommer til forstuegang i mellemtiden? Laboranterne kommer desuden også og tager blodprøver. Der vil jeg gerne være den, der giver ham sukkervand, så ikke han bliver ked af at blive stukket endnu engang. Jeg ser, om jeg ikke lige kan sluge en bolle og så tilbage på stuen.
  • Kl.9.00: Der skal malkes ud, sættes på køl og skoldes. Lukas skal pusles, hvis sygeplejersken har tid til at hjælpe. Gerne inden klokken 10, hvor han skal spise igen og allerhelst i favnen på mig. Spiser han i kuvøsen, skal han have ro efterfølgende, så ingen forflytninger. Men sygeplejerskerne skal også have møde, så mon det hele kan gå op? Jeg kan ikke flytte ham selv jo.
  • Kl.10.00: Sondemad til Lukas. Jeg nåede ikke at få ham over, så det kan jeg nu, når han lige har fordøjet. Jeg knapper op, tager ham i favnen med dyne, plastikpose, tæppe. Han passer lige i min hule hånd. Sygeplejersken holder slanger og ledninger, og jeg bakker tilbage og sætter mig tilrette i sengen. Er jeg heldig, når jeg at tisse af inden. Jeg ved, jeg kommer til at sidde her mange timer.
  • Kl.11.30: Nu åbner frokosten oppe på 3. sal, men jeg kan ikke hente den selv, nu jeg ligger her, og den er alligevel usmagelig. Jeg dropper den. Tager mig en blunder i stedet, men jeg tør ikke give mig helt hen med ham på brystet. Han slår ud på diverse alarmer hist og her, så jeg falder alligevel aldrig helt i søvn. Det gør mine balder til gengæld, da jeg ikke tør røre mig ud af flækken. CPAP’en sidder endelig godt på den lille tryne – det skal jeg ikke spolere ved at finde en god stilling.
  • Kl.12.00: Mor her skal egentlig malke ud, men det er så godt som umuligt med ham på brystet, så den må jeg springe over. Nu har jeg ham endelig. Han skal desuden have sondemad. Jeg hiver i snoren og får en sygeplejerske til at varme og bringe mælk, sprøjter og medicin. Måske hun også lige kan lokkes til at hente et glas vand til mig? Vi blunder lidt videre, ham og jeg. Bare der ikke kommer stuegang lige nu. Nu har vi endelig fået lidt ro på stuen.
  • Kl.14.00: Spisetid igen. Samme procedure som før. Puha, det er lunt nu med ham pakket ind i plasticpose, tæppe og dyne, men han skal jo holde på varmen. Der er stuegang, men lægen vil heldigvis gerne foretage undersøgelsen, mens han ligger hos mig. Jeg er ved at være lidt sulten og er jo blevet beordret til at huske at drikke og spise rigeligt for mælkeproduktionen. Men det er svært at få det til at gå op med praksis.
  • Kl.15.00: Det er anden udmalkningsomgang, jeg må udsætte. Der er vagtskifte, og jeg må vente med at få Lukas tilbage i kuvøsen, for jeg skal have hjælp fra en sygeplejerske til at tage slangerne. Jeg skal godt nok også tisse lidt nu.
  • Kl.16.00: Jonatan kommer fra job. YES! Kan du lige hjælpe mig med at få ham tilbage i kuvøsen? Og gider du også give ham mad? Og en ble? Jeg skal tisse og have fundet noget forsinket frokost. OG malke ud. Fuck, jeg fik aldrig skoldet mælkesættene fra før. Det må først lige gøres. Aaah, dejligt endelig at få blod til benene igen. Puha, jeg er dehydreret. Og ‘hej’ forresten, kys på munden.
  • Kl.17.00: Aftensmaden kan hentes oppe på 3. sal. Men jeg glemte at skrive mig på listen i går. Suk, det må blive 7-eleven igen. En hotter. Senere. Nu skal jeg lige slappe lidt af. I ske med Jonatan i vores ene seng på stuen. Jeg orker faktisk ikke rigtig besøg i aften, så det aflyser vi.
  • Kl.18.00: Vi varmer mælk og fodrer Lukas. Heldigt, at der ikke skulle foretages nogle scanninger i dag. Så kunne han få lov at blive på brystkassen. Vi nusser Lukas i kuvøsen og giver ham en ren ble.
  • Kl.19.00: Vi vil gerne ud efter noget aftensmad, men jeg skal lige malke ud først. Skal du, far, også nå at få Lukie over på brystet? Så henter jeg mad nu, så kan du spise senere. Romantisk på højeste plan…
  • Kl.20.00: Jeg giver Lukas hans sondemad på brystet af farmand. De sover begge to, hvilket syn ❤️ Lukas vågner dog af at få mælk i maven. Gylper også lidt.
  • Kl.21.00: Hvis jeg malker ud nu, kan jeg også nå det en sidste gang inden midnat. Vaske af, skolde. Far sover, og jeg sidder i patientkøkkenet og slapper af med en kop varm kakao. Eller, den nye familie der ankom i går snakker godt nok højt. De har heller ikke vasket deres gryder af eller sat deres ting i opvaskemaskinen. Blandt andet derfor orker vi ikke at lave mad i det køkken.
  • Kl.22.00: Lukas skal have mad, og jeg forsøger at få gjort mig natteklar, inden far smutter hjem for at sove. Vi krammer lidt, og ingen af os har egentlig lyst til at give slip, men det nytter jo heller ikke noget. Vi har begge to vigtige ting at lade op til. En ny dag i morgen. Far vil gerne lige blive og se, hvem, der har nattevagten i nat – hvem, der skal passe på vores guldklump. Jeg er træt, men må holde mig vågen til midnat.
  • Kl.00.00: Jeg malker ud en sidste gang og kravler under dynen trods 100 grader på stuen. Pis, jeg glemte lige at skolde mælkesættene. Det er trods alt federe nu end at starte med det om 5,5 time. Op igen. I princippet burde jeg stå op kl.3.00 i nat, men jeg prioriterer at få sovet – også af hensyn til min mælkeproduktion. Jeg kan ikke overskue at give Lukas sondemad, så det får jeg sygeplejersken til at hjælpe med, hvis hun har tid. Jeg går omkuld og får en nats søvn kun afbrudt af alarmer, aktivitet på stuen (sygeplejersker, læger, roomie) og en Lukas, der græder i ny og næ.

Indrømmet: Ret hurtigt mistede jeg overskud til det dér daglige bad. Og jeg blev storforbruger af hospitalstøj, for så var der mindre vasketøj at ordne. Men helt fra start prioriterede jeg hud-mod-hud kontakt over ALT andet: toiletbesøg, mad, søvn. Inden vi lærte afdelingen (og vores fantastiske passygeplejerske) ordentlig at kende, havde jeg skrækscenarier om, at de nok ikke prioriterede kontakten helt så meget som jeg. Så når jeg først fik ham over (og det skulle jo altså passe med hvornår sygeplejersken havde tid til at hjælpe), ville jeg nærmest ikke af med ham igen. For hvem vidste, hvornår næste gang kunne blive? Jeg husker, at jeg på dag 3 lå grædefærdig i sengen, og sygeplejersken spurgte ind til, hvad der dog var galt. “Jeg savner ham bare såååå meget” fik jeg vist fremhulket mellem tårer og snot (det var dagen efter, jeg havde holdt ham for første gang – en fuldstændig ubeskrivelig følelse jo. Jeg måtte have mere)! “Jamen søde ven, så skal du da bare have ham over”. Det var magisk, og det var det vildeste drug bare at mærke hvordan alt faldt på plads. Mig og ham, hud mod hud. Præcis som det skulle være, omend ingenting var, som det skulle være.

Men det tog lidt tid for mig at “stole” på, at vi var på samme hold på det punkt. At de ikke helst så, at han lå klar og uberørt i sin kuvøse, så han var tilgængelig for læger, der ville trykke ham på maven, laboranter, der ville stikke ham i foden, radiografer, der ville scanne hans lunger eller overlægen, der ville lægge en longline i steril procedure. Sådan var det heldigvis ikke, men man vidste jo for fanden aldrig, hvornår de kom. Og når du i samarbejde med sygeplejersken endelig havde fået klargjort alt til, at han skulle over til dig, så trillede lægen ind med ultralyden og ville scanne hans hjerte. Nuvel, tilbage med dig i kuvøsen så. Der var H fantastisk. Vi må have vores agenda, indtil lægen så kommer og laver den om. Måske kommer han slet ikke.

Eller de gange hvor jeg baaare liiige ville lukke øjnene, indtil lægen kom og gik stuegang. Jeg havde jo trods alt lige et spørgsmål om hjernescanningen fra i går, jeg godt ville have svar på og savnede desuden en forklaring på, hvorfor blodprøven fra i morges så ud, som den gjorde. Og når jeg slog øjnene op, havde hun været der….. suk.

Søvnen (og -behovet) kunne man ikke helt overmande fuldstændigt, hvor end man gerne ville. Og dengang svor jeg for mig selv, at Lukas måtte græde og skrige hver nat for evigt, uden jeg ville brokke mig, hvis bare vi måtte få ham med hjem. Og det tænker jeg faktisk på med jævne mellemrum (blandt andet når vi har nætter som i nat), og selvom jeg stadig står ved, hvad jeg dengang svor, kan jeg nu godt bande ham langt væk, når man står op for 10. gang for at give ham sutten 😛

Skriv et svar