Min pt største stressfaktor

… Børnewise, let it be. I det større perspektiv er der sgu rigeligt (og større) ting, vi kan stresse over.

Vi er inde i en fase 🙄. Sådan tænker jeg det altid, når noget vedrørende lillemanden er træls. Det er en fase, Nina, det går over. Er det ikke altsammen en fase? Sagen er den, at Lukas vist nok er ved at opdage, hvor han kan være herre i eget hus. Nuvel, han har af alle dage været sådan én, der gerne har villet være netop det, men jævnfør hans beskedne størrelse, har han (heldigvis) ikke kunnet gøre fra eller til, når der er noget at være utilfreds over. Såsom at en ble skal skiftes, selvom man lige sidder og leger. Eller at man skal hjem fra dagplejen, selvom der tydeligvis er federe end hjemme hos mor og far. Eller at man skal ligge i sofaen, for det bestemmer mor, og man kan endnu ikke hverken kravle eller gå sin vej. Åh, alt (okay, ikke alt, men nogle ting så!) var nemmere, dengang han var så lille, at han ikke engang kunne holde sit hovede selv. Flaskemad, hvad ellers er mere bekvemt i denne verden?

Og det er netop dét, det handler om nu. Mad. Og det er dét, der er svar på overskriften.

A trip down memory lane – foodwise…

sondemad

Dengang vi gik fra flaske til grød, så mos, så små hapsere, så større hapsere – var jeg positiv (og overrasket) over hans madglæde. Han var vel det, man kalder et madøre. Han har madmod, som min mor ville sige det. Og han spiste wok med ingefær og chili (i små mængder selvfølgelig), kødsovs med selleri og andre spændende ting. Mere eller mindre hvad vi spiste, blot i en tyggevenlig størrelse.

Og så en dag blev han stædig. Og grænsesøgende. Og udmærket bevidst om, hvordan han kan få mors hår til at ryge og hendes øjne til at dræbe. Engang var det jo meget sødt, at han kastede tingene på gulvet, og han grinte, fordi man selv grinte. Der var jo en ping-pong han tydeligt forstod. Nu? Nu er det søde blevet erstattet med tillægsord i en helt anden kaliber, og mor er træt.

flaskemad

Det stresser mig helt vildt, at drengen ikke vil spise. At man knokler og gransker både i sin hjerne og i køkkenet for at finde på spændende, børnevenligt, sjovt mad, man kan servere for den lille pode. Og så smager han på det – knapt nok endda! – før han spytter det ud igen og kaster det på gulvet. Og stikker i hyl. Jeg eksploderer! Utaknemmelige skarn har man lyst til at råbe, men herregud det eneste, der kommer ud af det, er at jeg udstiller mig selv som den desperate mor jeg er med følelsen af, at han indeni sidder og gnider i sine små tykke hænder og griner for sig selv. Muhahah. Det kan han vel ikke endnu, altså forstå sådan noget? Eller være besat af djævlen?

Men jeg har gjort mig den opdagelse, at drengen altså ikke er kræsen. 1) Vi snakker fødevarer, han for 1-2 måneder siden slubrede i sig! Hvordan kan man pludselig ikke lide det nu? 2) Nogle af tingene spiser han ovre i dagplejen 3) Han spiser det gerne – alle andre steder end ved bordet.

Og apropros sidste punkt, så har jeg nu flere gange oplevet at sidde i sofaen og snacke et eller andet, og så kommer han nysgerrigt hen og vil gerne smage. Og ikke bare smage; tygge, synke og endda bede om mere! Og det er både skyr, chips, kaffe, banan, peanutbutter (there you go, dér fik i lige mine sofavaner). Serverer man samme fødevarer for ham ved bordet i højstolen, stikker han næsen i sky og vender siden til. Som en forkælet lille prinsesse. Eller prins om man vil.

vælling

Frikadelle og brød, det dur! Og havregrød! Men det kan man jo ikke nøjes med. Der er trods alt også noget, der hedder vitaminer…

For kort tid siden var alt, vi kunne stikke en gaffel i, godt. For det, syntes han, var sjovt, i stedet for det dér med at blive madet med en ske. Det er tilsyneladende for pattebørn. Kan selv, vil selv. Så det satte selvfølgelig lidt begrænsninger i udvalget, hvis vi altså gerne ville efterkomme hans ønsker. Og det vil man jo gerne i en eller anden grad, hvis det betyder, at vi kan få noget mad i ham. For han er jo ikke den største starut på denne jord i forvejen, så han skulle jo helst ikke begynde at tabe sig heller.

Og det er dér, stressen især indtræffer. Det er sgu frustrerende, at man så gerne vil fede ham op, og han bare mestrer selektivitet så godt. Lidt for godt. For fanden, det er jo ting, jeg ved, han kan lide. Mine principper siger, at jeg ikke gider have madvaner ovre i sofaområdet (for ham, vi andre må selvfølgelig godt 😏). Han skal lære, at måltiderne indtages ved bordet, indtil han kan spise pænt, så kan man måske begynde at være lidt mere large. Men skal vi virkelig til at servere aftensmad for ham gående med gåvognen, kravlende i sofaen eller inde ved klaveret? Jeg nægter. Det var ikke det, jeg havde i tankerne, dengang jeg forestillede mig at få børn, og hvilke velopdragne børn det skulle blive til.

Men jeg tror så småt, det starter nu. Opdragelsen. Jeg fornemmer det ligesom – at det kræver noget udholdenhed af os. Engang var det nemt. Søvn, bleer og mad. Nu? Nu er det Lukas vs. mor og far. Og indtil videre står det vist 1-0 til ham…

mad

Skriv et svar