Lykke, vaskeægte lykke

lykke

lykke

Det virker måske misvisende at påbegynde et indlæg om lykke med et billede af vores lille trætte febermus, men hæng i, og forklaring vil følge.

Jeg blev første gang bevidst om det her forleden, da jeg endnu engang lå henslægt i sofaen og hverken kunne gøre fra eller til med det åndssvage ben. Kunne blot ligge på langs og studere Lukas sidde i døråbningen til sit værelse dybt koncentreret og opslugt af sin sutsko, han (endnu engang) havde taget af. Alt bliver studeret nøje for tiden. Alle detaljer. Igen og igen. Siden har jeg forsøgt at mærke efter, og den er god nok. Jeg er lykkelig. Helt ind til knoglerne. Ikke hvert sekund i alle døgnets 24 timer, men jeg oplever en flig af lykke flere gange om dagen. Det er det bedste.

Jeg synes at være stødt på det flere og flere steder; at lykke ikke er en konstant rus af herlighed, men mere små øjeblikke. Små sus. Mennesket ville slet ikke kunne overkomme det i sådan en størrelse, fordi det ganske enkelt ville være for overvældende for hjernen. Personligt forestiller jeg mig, at maskineriet ville brænde sammen af al den lykke. Måske som at gå rundt i én stor orgasme, der aldrig slutter. Omend det måske kan lyde ganske behageligt, så tror jeg hurtigt, man ville blive sindssyg. Apropros det, så så jeg engang et åndssvagt program med en titel ala Da sex sendte mig på skadestuen, hvor en kvinde kom ind stadig i den orgasme hun havde fået, da hende og manden var sammen minutter forinden. Og hun fik vist også spontane af slagsen bare sådan uden videre under indlæggelsen. Selvom jeg tænker, at det nok ikke er det værste at fejle, så må det altså ved nærmere eftertanke være skide upraktisk sådan at blive opstemt i tide og utide. Og – for at referere tilbage til lykken – fornøjelsen må da også gå af i og med, man ikke oplever de der udfald. Så selvom lykken ville være der, tror jeg hurtigt, det ville blive en flad følelse, fordi mere vil have mere.

Men det skulle nu altså hverken handle om orgasmer eller sex, men nærmere om hvor glad jeg er i min grundvold disse dage.

Vi har det så dejligt, min lille familie, og jeg er blevet så glad for min hverdag, hvor jeg endelig er kommet tilbage på studiet og også får lidt intellektuel stimulans samtidig med korte dage – endda fridage sommetider – hvor jeg kan holde vildbassen hjemme, hvis mor her har lidt ekstra behov for nærvær. Står det til Lukas, tror jeg nu nok, at han ville hygge sig udmærket hos dagplejen, for han er aldrig rigtig til at hive hjem. Og gudskelov for, at det er den vej rundt.

Så skulle det da lige være i onsdags. Mig midt i prøverummet hos Fuhrmanns i et kæmpe skørt af en prinsessekjole efter at have kørt en time helt ned til Køge. L der ringer og melder om 39,5 i feber hos min lille basse. Well, kursen tilbage mod Hillerød. Han var noget klatøjet, da jeg hentede ham, og han har været hjemme siden. Hvilket held, at jeg har haft fri hele ugen. Igen – det kan altså noget det dér med at være studerende mor…

Men feber eller ej. Humøret kan man altså ikke tage fra ham. Det slår mig jævnligt: Han giver mig meget på så mange punkter. Han er en hel terapi blot i sin tilstedeværelse. Hans nysgerrighed men dog så småt begyndende forbeholdenhed, hans stædighed, hans førnævnte humør! Børn kan jo lære voksne uhyggeligt meget om livet og virkelig rykke ved, hvordan vi tror, verden hænger sammen.

Han får mig til at sætte spørgsmålstegn ved mine normer. Hvorfor er det lige, at jeg sidder stumt i bussen og afværger øjenkontakt med andre, når han tilsyneladende kan snakke og hilse på alle? Og hvilken af typerne vil jeg lære ham at være? Eller hos lægen i venteværelset, hvor vi – står det til ham – da sagtens kan komme hinanden mere ved. Jeg elsker de der grænser, børn i den alder tydeligvis ikke har erhvervet sig endnu. Hvorfor? Fordi så bliver jeg tvunget til at forholde mig til mine og til hvorfor jeg har dem. Og det, tror jeg, er sundt! Han vil så meget andre mennesker, og er det i grunden mig, der vælger at gå ned bagerst i bussen, fordi jeg har et problem med at skulle “forstyrre”/være i kontakt med fremmede? Med ham bliver man jo tvunget til at skulle tage stilling til den slags.

I oktober ramte vi årsdagen for vores udskrivelse. Og dermed har jeg også været forlovet et helt år. Den dag i 2017 underskrev jeg en pagt for mig selv. For selvom 2018 uden tvivl ville blive fuld af bekymringer, har jeg aldrig været så sikker på noget, som jeg var der. Sikker på, at det var det her, der skulle være mit liv. Jeg hoppede i med begge ben, for det var Jonatan jeg, jeg ville, og hvis ikke de foregående 10 år havde vist det, så havde de foregående 5 måneder i hvert fald sat en tykfed streg under det. Det skulle være os tre. Og det har det været siden, og jeg er ikke sikker på, at vi skal være flere end os. Vi har det så dejligt, mit lille tream.

Nuvel, det var egentlig alt, jeg ville. Blot tjekke ind og dele en lykkepille. God dag derude ❤️

Skriv et svar