Håb

Først og fremmest tusind tak for alle de søde ord, der kom oven på mit indlæg i går 🙏🏽 Som sagt er det lidt grænseoverskridende at klikke ‘udgiv’, så jeg er enormt glad for, det blev taget godt i mod.

Indlægget fik mig faktisk til at fundere videre, for mine egne ord ramte mig selv spot on, haha. Tænk engang, at man kan bruge sig selv som inspirationskilde, det er da lidt fantastisk. Jo, ser I .. det dér med at omfavne en lortesituation med åbne arme og så bare håbe på det bedste fik mig til at tænke videre over den sjove, lille størrelse: håb.

Håb. Har aldrig haft nogen særlig stor betydning i mit liv, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har ikke rigtig dyrket det. Måske man skal være en lille smule mere… spirituel? Jeg er ikke rigtig én, der håber. Mere én der handler. En realist også. Har det bedst med hardcore facts og data frem for noget mellem himmel og jord. For er det ikke lidt dét, håb egentlig er? Noget uhåndgribeligt, man hverken kan se på skrift eller i statisikker, men som blot er en følelse? Vi håber på det bedste. Nej! Vi arbejder så godt vi kan på et bedst muligt outcome, og resultatet bliver da på baggrund af indsatsen – ikke af håbet! At håbe er lidt at lægge ansvaret fra sig, synes jeg. Bevares, hvis indsatsen altså ene og alene er bygget på håbet. Jeg håber så meget på at få det job! Okay. Men har du gjort noget reelt for, at lige præcis du skal have det? Eller håber du bare som i ‘nu må det være min tur til at være heldig’. Hvorfor skulle tingene bare sådan komme ud af det blå? Fordi der sidder en eller anden mand med gråsprængt skæg oppe i skyerne og deler gode oplevelser ud? Til dem der håber mest? I don’t think so.

Dog må jeg på et punkt æde mine egne ord. “Men du siger tak, signerer pakken og håber på det bedste, for du kan simpelthen ikke gøre andet“, skrev jeg i går om dét at blive mor 3,5 måned før forventet. Jeg absolut hader det, at stå i så sårbar en situation, hvor det handler om liv eller død, og det eneste værktøj, du reelt har at arbejde med, er håbet. Normalt anser jeg mig selv som handlekraftig, hvis der er noget, jeg gerne vil opnå. Men helt ærligt, ikk’? I denne her situation er alt ude af vores hænder. Alt ligger i lægernes og måske i allerhøjeste grad, Lukas’ hænder. Og krop. Ekstremt præmature som ham gør ting, som ikke engang lægerne altid kan forudse, så i sidste ende er det børnenes eget valg, om kroppen vil fortsætte ad livets vej eller ej. Og så kan lægerne stå ved siden af og hverken forklare fra eller til. Hvilken position sætter det så os andre, bekymrede forældre i? Ventepositionen. Håbepositionen. Nu-må-heldet-da-snart-ramme-mig-positionen. For det er ikke altid, der er et svar på tingene i den her neonatalverden, og det er enormt angstprovokerende.

Hvis jeg kunne handle, ville jeg gøre det. Selvfølgelig, det siger vel sig selv. Lægerne siger, at jeg kan handle. Være der for ham, have hud-mod-hud-kontakt med ham, synge, snakke til og røre ved ham. Så det gør jeg. Selvfølgelig, det siger vel også sig selv. Men i det større perspektiv kan jeg alligevel ikke lade være at tænke, om det overhovedet i sidste ende har en betydning, når hans lunger, immunforsvar, hjerne og hjerte skal kæmpe livets kamp. Er det virkelig et kys i panden fra eller til, der afgør, om han får senfølger af det her forløb eller ej? Jeg tror det ikke, det er jeg alligevel for naturvidenskabelig til (og hvor ville det også være unfair, hvis det var tilfældet!). Men jeg håber det så inderligt. Jeg håber, at mine daglige ‘godnat skat, jeg elsker dig’ i sidste ende kan summeres op og sende god energi hans vej. Måske det forstærkes i kraft af, at jeg ikke kan gøre så meget andet end at nusse, pusse og håbe.

Så jo, på den ene side har jeg lyst til at sige ‘fuck håbet’, for hvad kan det gøre det fra eller til. På den anden er det lidt som at afskrive den allersidste ven, du har tilbage. Og det gør du jo ikke, for hvad har du så?

Skriv et svar