Fængslet

Jeg fornemmer, min krop er ved at være udfordret fysisk nu. Forårsaget af det psykiske. Egentlig synes jeg, jeg har gjort det ret okay, det dér med at holde fanen højt og har ikke været påvirket, som jeg havde frygtet. Men min krop lyver ikke. Den fortæller mig noget andet. Min hukommelse er efterhånden som en hullet si, og jeg synes kun, det bliver værre. I går sved jeg fuldstændig ud, at min søster ville komme forbi med frokost på trods af, at vi havde lavet aftalen dagen forinden. Jeg husker efterhånden også kun at spise aftensmad, hvis de venlige sygeplejersker undrende spørger, om jeg egentlig har fået noget at spise i dag. Min krops signaler er blevet svage, eller også er min hjerne blevet bedre til at overse dem. Overlevelse måske? En uhensigtsmæssig og på sigt ikke særlig brugbar én af slagsen. Men det er tydeligt, at mit overblik ikke favner bredt længere. Fokus kan kun være ét sted: Lukas. Alle dagligdagens gøremål – spise, bade, malke ud, drikke (!!), tisse – jeg når sjældent det hele. Jeg når aldrig det hele. Jeg glemmer mine måltider, men memorerer værdierne på Lukas’ tre sidste blodprøver. Hvor forskruet er det ikke lige? Doktor, albuminen blev ikke blev taget til dagens blodprøver – skal den med på listen i morgen? Jeg husker ting, lægerne og sygeplejerskerne glemmer, vi har aftalt. Husk lige at reducere ham i glucosen! Måske er det netop derfor, jeg er ekstra obs – fordi jeg ved, at nogle ting ryger i svinget, hvis ikke man er det.

Min ryg er fantastisk skidt. Holdning værre end Quasimodos – retter mig lige op i skrivende stund – og jeg får smerter bare af at gå en tur i Fælledparken. Men ja, hvad kan forventes, når man har ligget fladt i tre måneder. Tre måneder på mandag. Skal jeg grine eller græde? Og de der bananfluer, der forstyrrer mit syn? Sværmen har vokset sig større, nu ser jeg sorte pletter alle vegne.

Jeg er ved at eksplodere af at være indlagt nu. Som i på grænsen til, i bedste Ronja Røverdatter stil, at stille sig op og bare skrige. Skrig det til træerne. F********!!!! Jeg er træt og frustreret over ledninger og slanger – en CPAP i snotten og en longline i benet – begge indskærmer Lukas’ muligheder for at bevæge sig frit. Jeg ville give ALT for at tur med ham rundt på gangen på afdelingen. Stolt vise ham frem og indirekte vise, at han altså er over stadiet med vejrtrækningshjælp og nødvendigheden af overvågning på hans værdier. Men CPAP-slangen er godt og vel halvanden meter, hvilket betyder, at Lukas max kan være halvanden meter fra sin vugge. Som han desuden absolut ikke gider ligge i, for han har alligevel en størrelse og nysgerrighed nu, der ikke klinger godt overens med sådan en åndssvag hospitalsvugge. Åh, tålmodigheden… Jeg er begyndt at ligge ham over i min seng i hans babynest, og så kan han ligge og glo der i stedet. Skal jeg sidde med ham i favnen, skal jeg sidde halvskævt op af sengehesten, ellers trækker det for meget i CPAP-slangen. Apropros den fantastiske rygholdning…

Havde alt det siddet i mig selv, havde jeg hevet drop og sonde ud og kastet glucose, neoknag og proteintilskud ad helvedes til for længst! Lukas synes heller ikke, det er fedt mere, det kan jeg fornemme på hans uro og møffen 24-7. Pusler du ham en time uden CPAP og hue, ligger han med de største øjne, en rolighed over sig og en saturation på 99-100%. Stikker du CPAP’en i snotten på ham igen, starter helvede forfra. Og sådan er det every fucking day…

 

Skriv et svar