Det ene udelukker jo ikke det andet …

For fanden altså, jeg har brugt mange år på at finde min hylde her i livet. Jeg har været så heldig at have haft mulighed for at prøve rigtig mange ting og samtidig også har lysten indeni til at udforske forskellige muligheder. Det sker ret tit, at jeg faktisk bliver bidt af det, jeg foretager mig lige nu og her. Og så tror jeg straks, at dét skal være min nye levevej. Det har godt kunnet være lidt frustrerende, fordi jeg liiiige glemmer at tænke nogle uger/måneder/år ud i fremtiden. Vil begejstringen holde ved?

Min ballettræning holdte lige præcis ved i 3 uger. Min uddannelse i knap halvandet år. Som lille spillede jeg olietønder i 3 måneder. Og i mine (tre!!!) sabbatår prøvede jeg livet af som fuldtidslønnet bogholder (og jo, jeg var glad for min indkomst, men det var jo ligesom bare ikke the thing for mig).

Jeg vil bestemt ikke sige, at jeg fortryder nogle af de her ting. Jeg kan godt lide at udforske/lege/prøve mig selv af, hvilket måske netop også er grunden til, at jeg har meldt mig som værnepligtig i Hæren. Men det har nogle gange kostet mig mere energi (og penge!) end godt er, når jeg endnu engang har bevæget mig ud i et eller andet nyt og spændende projekt. Det er en fin grænse, der skal findes, og jeg har nok ikke helt fundet den endnu.

Til gengæld er jeg nået et par skridt tættere på at rumme mig selv. Som i hele mig, med alt hvad jeg indebærer også de til tider åndssvage ideer, jeg får. Hvor jeg før har haft tendens til at opprioritere de “gode” ideer (dem som passede ind i min forestilling om, hvordan mit liv burde se ud), prøver jeg nu at omfavne hele pakken. Også den lille designerdrøm, jeg har indeni mig, som jo ikke går i spænd med, at jeg også vil arbejde med mennesker, anatomi og træning.

Jeg besidder nok nogle modsatrettede egenskaber, hvoraf nogle af dem er forsøgt fortrængt, fordi de jo ikke passede ind i de andre rammer. Jeg elsker at gå med læbestift og være shinet op, men jeg vil også i militæret og ligge i en beskidt grøft! Jeg holder af at blogge, men fornemmer også et lille opgør indeni mod al den selviscenesættelse der foregår på medierne pt. Og ih, jeg nyder at sidde herhjemme med nål og tråd og sy diverse tøj – kunne sagtens se mig selv gøre det til hverdag, men jeg drømmer også om at genoptræne trafikofre til at kunne gå igen. What to do?

Det er sgu ikke nemt, når man vil det hele, og derfor prøver jeg en ny taktik af. I stedet for at fortrænge de ideer, der ikke passer ind i mit liv, får de lidt taletid, og vi leder efter en løsning, hvor der er plads til alle. Det ene behøver jo ikke nødvendigvis udelukke det andet. 

Skriv et svar