Den forsinkede præbarsel

There, der forsvandt de første to uger af barslen uden baby.

Sagen er jo den, at Lukas er startet i dagpleje. 6 uger, helt præcist, har jeg tilbage nu, helt for mig selv. Om jeg har glædet mig? Oooom jeg har. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, jeg har været på barsel længe efterhånden. Og at Lukas har føltes meget spæd en stor del af den barsel, naturligvis også qua hans tidlige start på livet. Men nu er han stor, livlig, meget selvstændig og fuld af gåpåmod, og det er altsammen noget, der kommer endnu mere til udtryk, efter han er startet i dagpleje.

Og han har bare klaret det så fint. Bevares, der har da været lidt med søvnen – eller snarere mangel på samme – men herhjemme har han jo heller aldrig været den store snoozer. Og det skal da nok komme, det er jeg ikke nervøs for. Men han er glad, når jeg kommer og går og i tiden derimellem, og det er det vigtigste. Og det gør det jo selvfølgelig også noget nemmere for mig. Men lige siden vi besøgte dagplejeren primo juli, har jeg været klar. Fordi Lukas tydeligvis var klar. Til nye bekendtskaber, omgivelser og rutiner.

Så hvad bruger jeg tiden på nu? Jeg er stadig ved at “lande”, kan jeg mærke. Vænne mig til den nye hverdag. Men jeg har indtil videre fået mig en fin, lille vane med at starte dagen med en kop kaffe i sofaen og en podcast i højtalerne. Har lyttet til en del af programmerne Fitness M/K på Radio24syv – der har været nogle interessante temaer om smidighed, smerter, styrketræning, slidgigt samt kvinders cyklus i forbindelse med træning. Interessante, hvis man som mig godt kan lide at nørde kroppen lidt. Dét er også et tydeligt tegn for mig. At jeg higer efter ny viden nu, intellektuel stimulans. Jeg er klar på at vende tilbage til studiet. Fylde hovedet med andet end babysnak og ‘Mallebrok er død i krigen’. Jeg prøvede desuden også at lytte til den podcast, alle snakker så varmt om, Alt er nu, og den er smuk, men jeg må simpelthen stoppe med at udsætte mig selv for tunge følelser og emner. Programmer, jeg ender med at sidde og tude over. Har også set et par dokumentarer om neonatalafdelinger på det sidste (find blandt andet Født på grænsen til livet og Skal min baby leve eller dø? på DRtv) og selvom de er gode, er det vist bare ikke for mig mere. Jeg er træt af at blive rørt tror jeg. Det er sgu hårdt! Og desuden hører man kun om de hårde, svære og dramatiske tilfælde af præmature, synes jeg. Ofte går det jo også rigtig godt og problemfrit!

Well, det var tips til 3 x tårevæder, du kan gå i krig med, hvis du gerne vil røres.

Planen er også at de resterende 6 uger skal gå med lidt bryllupsplanlægning. I går var der et år til vores bryllup, ET ÅR. Jeg synes, det er snart 😅. Vi har styr på kirke og location, og snarest vil jeg gerne kunne sætte hak ved fotograf, band og slagter (yes, det skal smage øffeligt!). Kjoler skal jeg ud og prøve første gang ultimo oktober, så det er også så småt sat i sving. Vi skal have booket planlægningsmøde med vores kontakt på vores location. Det er et fritidscenter og selve middagen/festen bliver i en sportshal. Jeg tænker 1) fedt, fordi det er stort, rummeligt og med mange muligheder 2) upraktisk, fordi hvordan lige med akustikken? Kan man forene sur, svedig sportshal med rundborde, guldglimmer og blomster? Jeg hører derfor meget gerne fra folk, der har holdt bryllup i en sportshal. Hvordan har i skabt en stemning? Så ligger du inde med erfaringer, kontakter eller uundværlige tips, så please hit me.

Så ja, det er status herhjemme på matriklen i de babyfri timer. Lidt kaffe, lidt hækling (følg med her) og udendørstræning i mit helt eget #neerdalhomegym, lidt bryllupsbrainstormning og en hel del podcastlytteri. Den barsel jeg aldrig nåede inden fødslen, har jeg tilgode nu. Og det har været tiiiiltræææængt… 😱

 

Skriv et svar