Den dag baby C døde

Shiiit, det er et ømt emne, dét her, og jeg har gjort mig mange tanker om, hvorvidt jeg skulle tage det op eller ej. Mindst mindst MINDST af alt har jeg lyst til at støde forældre, som har stået i lignende situation eller endnu værre: at baby C’s forældre kan læse mellem linjerne, at det er deres familie, der er tale om. Men jeg har forsøgt at gøre det så neutralt som muligt, og så er skrivet heller ikke til for at udlevere baby C, men for at fortælle, hvad baby C gjorde ved mig.

Og hvorfor så overhovedet tage et emne så makabert op med så bombastisk en overskrift? Tjo.. det sker jo altså! Derude i det rigtige liv, som gør så pisse hamrende ondt sommetider. Det burde ikke måtte ske, at et lille barn skal bringes til verden for så at blive revet ud af den igen. Men det gør det, og på en intensiv neonatalafdeling, hvor kun de færreste (desværre) kan have enestuer, er det umuligt at bibeholde privatliv og tavshedspligt intakt.

Oplevelsen satte sig ekstra meget i mig, fordi det under den mest kritiske tid i Lukas’ forløb gik op for mig, hvor utroligt meget situationen lignede, hvad vi havde været vidner til måneder forinden. Det var sågar på samme stue, det hele udspillede sig!! Og selvfølgelig meldte det uundgåelige spørgsmål sig så: skal Lukas nu lide samme skæbne?

31531430_10155375946966905_2322139077207392256_n

Vi havde ikke været på afdelingen længe, før vi godt kunne fornemme, at den var helt gal inde på stuen ved siden af os. Lukas’ tilstand var på daværende tidspunkt ikke prangende, men der var heller ikke tegn på tilbageskridt, så “stabil” ville nok ikke være helt forkert at bruge om ham i den verden, han kom fra.

Generelt synes jeg, at jeg under hele indlæggelsen var ret god ikke til at snage hos de andre familier (-tro mig, det er underligt nok ikke alle, der har situationsfornemmelse sådan et sted!). Man havde ligesom en respekt for, at nogen var meget åbne om deres forløb og gerne ville snakke om det over morgenmaden, mens andre måske gik med nedslåede blikke og ikke søgte kontakten. Hele afdelingen er dog opbygget sådan, at alle kommer hinanden meget ved altsammen for, at personalet kan udføre deres job på bedst mulig vist og være der på pletten, når det gælder; der er kort vej fra stue til stue, på hver stue ligger typisk to familier, kontorlandskabet er åbent. Alarmtavler er placeret på hver stue, på gangen og ved kontoret, så stort set hvorend du befinder dig, kan du høre alarmerne bimle – og det gør de konstant, fordi børnene er så ustabile, som de er. Desuden huser tavlerne alle indlagte børns navne og vitale værdier, så alle på stuen kan følge med i tilstandene hos de forskellige. Hvad jeg dog ikke har tænkt om de andre! Man havde nærmest et indre billede og følelsen af et kendskab uden nogensinde at have set børnene: Han bimler godt nok meget inde på stue 16 i dag. Nu brager pulsen derudaf igen inde på stue 9, gad vide om det er et barn med hjerteproblemer. Han har sørme deSAT’et længe nu ham A, gad vide om de har problemer med at få gang i ham. Det er kun Lukas, der laver ballade på alarmerne i dag, er han virkelig så meget værre end alle de andre? Måske er man nysgerrig, men jeg vil altså også sige, at det er ligesom en tv-skærm. Bliver der tændt foran dig, kan du jo ikke lade være at kigge.

31369630_10155375944281905_4878266735750283264_n

Dagene omkring baby C’s død var omgangen bare lidt anderledes på afdelingen. Lægerne var travle, og det var tydeligt, at der var prioriteter. Stuegangen blev måske lidt forsinket, hvis den da blev til noget. Stemningen var trykket, og der var godt nok meget run på derinde ved siden af. Mange af lægerne – også læger, jeg ikke havde set før – rendte ind og ud, og døren blev lukket efter dem hver gang (det var der ellers ikke altid kutyme for). Alligevel kunne man af og til kigge ind, hvis man skulle passere ude på gangen, og én ting var kuvøsen – den var jo ikke skræmmende i sig selv, den vidnede blot om et lille myr – men mængden af tilkoblede medicinpumper var til gengæld overvældende. Det blev generelt en guideline på for os; jo flere medicinpumper, des værre har barnet det.

Forældrene, kunne man også fornemme, havde det svært (hvis der da overhovedet er ord for det). Det var ikke fordi, jeg vidste, at de hørte til på den stue, men så alligevel. Der er ikke sindssygt mange steder du kan sidde og græde, og det eneste sted, du er garanteret privatliv, er på toilettet bag låst dør, eller hvis du er så heldig at få lov at låne konferencerummet en enkelt nat. Så forældre og deres sorg var man generelt vidne til.

Så en formiddag på vej tilbage fra opholdsrummet stod døren til stuen på vid gab. Stuen var tømt, og på bænken ude foran lå en præstekrave og en -kjole smidt henkastet. Jeg kunne godt lægge to og to sammen, trissede ind til mig selv og fik en god snak med en sød sygeplejerske.

31369409_10155375940511905_4520960323267592192_n

Nogle timer efter var stuen atter fyldt og en ny familie var flyttet ind. Bum.

Den dag fik alvoren af vores bizarre nye verden et ekstra level. Man er bestemt ikke garanteret en lykkelig afslutning sådan et sted, og dygtige folk gør, hvad de er bedst til, men…

Pludselig virkede det ikke så vigtigt, om Lukas lå i tryk 7 eller 8 i CPAP’en eller, at det ikke gik så hurtigt med at fremskynde sondemaden, som jeg måske kunne tænke mig. Nok kunne vi ikke sætte hak i ‘fra kuvøse til vugge’ eller ‘ingen bradykardier’, men vi var nu i kategorien ‘stadig i live’ og den inddeling, vidste jeg kun fandtes, fordi jeg nu havde oplevet modsætningen.

Vi snakkede en del om det, Jonatan og jeg, og om hvor sindssyg en situation det måtte have været at stå i. Nogle måneder senere blev min frygt vækket til live. Jeg mindes endda at have påtalt, hvor uhyggeligt meget set up’et lignede baby C’s.

På de værste dage efter Lukas’ første operation var han koblet til 13 medicinpumper. 13!! Vi havde stuen for os selv, fordi der ganske enkelt ikke var plads til en familie mere. Vugge (ekstra bred, han var jo en stor baby på daværende tidspunkt), respirator på venstre side, to pumpestativer på højre (et tårn kunne vist kun huse 10 pumper), en pårørendeseng til mig primært (faktisk to – de var gode ved os de dage, og når der nu alligevel ikke kunne være en familie mere…). Derudover var der to computerstationer, for de var ikke bare én, men to sygeplejersker fast på Lukas. Der var nok arbejde i bare at skulle blande den daglige medicin, der skulle løbe ind.

31398046_10155375946996905_2286051997482221568_n

Yes, enhver idiot ville kunne fornemme alvoren på stuen.

Nu var det pludselig os, der var parret med det dårligste barn. Blikkene fra forældre og personale blev lidt mere empatiske og hovederne blev lagt en kende mere på skrå under samtaler. Den dag B spurgte, om vi ville have en præst til at komme op og døbe Lukas ‘hvis nu’, tænkte jeg bare “hell no, det er fanme ikke baby C om igen!”

Jeg gik pludselig enormt meget op i, at folk skulle lukke døren efter sig, for Lukas skulle ikke ligge til skue for enhver nysgerrigper, og det gjorde han i den grad i en åben vugge, stilleliggende i bedste Jesus-stil kun iført ble og overdækket af dusinvis af slanger og ledninger.

Årh, lille mus, det syn glemmer jeg aldrig.

Vi fik alligevel mødt en del familier i løbet af de måneder, og mange af dem snakker jeg ikke med i dag, men de er i hukommelsen. I dag tænker jeg relativ tit på baby C. Jeg tror ikke, han nogensinde fik en ærlig chance her i livet, men alligevel har han formået at sætte dybe fodspor hos mig. Jeg håber, han trods sine få dage i denne verden også har givet sine forældre noget positivt med på vejen.

Sometimes”, said Pooh, “the smallest things take up the most room in your heart”.

31417048_10155375946716905_7639692306328584192_n

Skriv et svar