Dagpleje

 

Vi er netop hjemvendt fra et besøg hos den kommende dagpleje, og jeg har bare sådan en fin mavefornemmelse! Jeg gik faktisk derfra med følelsen af, at jeg da sagtens kunne lade ham blive nogle timer allerede nu 😆. Hans officielle startdato hedder 13. august, så det er en uges tid efter, vi er kommet hjem fra ferie.

Jeg mindes, at lægerne allerede nogle uger efter hans fødselsdato rådede os til at vælge dagpleje frem for vuggestue, “når den tid kom” (og den tid er allerede nu, whaaat!), så vi har egentlig aldrig overvejet andet. Jeg er dog ret tryg ved valget – præmatur eller ej – for der virkede enormt hyggeligt og rart med samtidig plads til leg og udvikling, men også ro, hvis man har brug for det. Nu må vi se, det kan også være, der bliver for stille og kedeligt for Luke, men så kan man jo altid skifte til en større institution. Hvad med Jer, har i valgt dagpleje eller vuggestue?

Lukas var flyvende, allerede fra vi trådte ind af døren. Der var nogen andre (større) drenge, og nysgerrigheden var gensidig. Det er simpelthen så hyggeligt at se, hvordan de interagerer med hinanden i den alder – og med den aldersforskel de nu har. Lukas der kravler rundt og pludrer. D der snildt kan gå, løber ud i gangen og siger “kom kom”. Lukas, der ihærdigt skynder sig derud. De er søde! Og det er altså efter knap en times kendskab til hinanden.

Det kan jeg virkelig misunde børn. Hvor dygtige de er til at mingle med børn, de aldrig før har mødt. Det er jeg virkelig dårlig til! At small talke om “ligegyldige” ting. Det er jo den måde, hvorpå voksne får nye bekendtskaber. Gennem snak. Jeg er meget mere til det gennem bevægelse f.eks. Der er intet, der kan bringe folk sammen, som sport. At man kommer hinanden ved, også fysisk. Helst med noget, der indebærer sved. Haha, ej nu kommer det også til at lyde for slesk, men altså, er det bare mig? Jeg føler mig meget mere naturlig og afslappet f.eks. på en håndboldbane, eller når vi har haft praktiske timer på studiet og skulle stå i undertøj og palpere (det er en fysioterapiting, bare rolig). Og der har i den grad været nye mennesker at lære at kende. Så har vi ligesom været fælles om noget. At sveden løb af os, eller at vi alle alligevel ikke ser så perfekte ud uden tøj på, som vi går og tror.

Der er selvfølgelig også alkoholen, der kan bringe folk sammen, men den har jeg sgu aldrig rigtig været fan af. Bevares, den har da været der for mig til at “slippe tøjlerne” lidt, men aldrig bidraget til de lange venskaber. Den har skabt nogle sjove fester og øjeblikke, man så kunne snakke om dagen efter, men det har ligesom også været dét.

Et ord, der tit bliver brugt om Lukas, når vi er ude nye steder, er ‘social’. “Han er så social!” Og det gør mig  glad hver gang, og jeg tilskriver det måske også hans hårde start med så mange sygeplejersker og læger, han mødte på så kort tid. Men det kunne jo også snildt være gået den anden vej? Han er meget mere social end mig, og jeg havde heller ikke spået ham så social med min personlighed in mente. Jeg er ret introvert og har altid syntes, at det lidt var en form for stopklods i forhold til at skabe nye relationer. Fordi det tærer sådan på min energi at være sammen med folk, jeg ikke kender! Men der var jo den dér fredagsbar hver fredag efter job, hvor man endelig kunne snakke med de andre fra kontoret, man ikke lige sad med til daglig. Eller den dér fest, man var inviteret til, hvor man kun kendte sin veninde, som jo nok ville ende med at stå og kysse med sin kæreste hele aftenen. Og så kunne man stå der og glo. Eller sidde i et hjørne og føle, at alle andre simpelthen var så gode venner eller kolleger. Nej, jeg har aldrig været fan. Men forveksl det endelig ikke med, at jeg ikke kan lide, at være sammen med andre mennesker. Det skal bare helst være nogen, jeg kender. Nogen, hvor man er ude over den dér “hvad laver du så til daglig?”

Det er nok ikke unormalt, at man skal igennem i hvert fald 100 personligheder, før man finder én, man måske godt kunne se sig selv have i sit liv den resterende tid, man er her. Så det glæder mig enormt, at Lukas allerede nu viser interesse og nysggerighed over for andre. Store som små. Bevares, det kan selvfølgelig ændre sig, men ‘sensitivitet’ og ‘asocial’ er da måske de ord, vi har hørt allerflest gange om præmature, siden vi trådte ind i dén verden. Det er selvfølgelig ikke de værste ting, man kan døje med, men altså. Jeg er lettet for nu og meget tryg ved, at han snart skal ud og møde andre børn fast. Min kommende dagplejedreng.

2 comments / Add your comment below

  1. Vi valgte vuggestue til min ældste fordi han er super social – det værste valg jeg i mit liv har foretaget mig. Jeg er helt sikker på, at der findes super fine vuggestuer, men dette var ikke en af dem! Den ene dag hentede jeg fx. min dreng, der sov i vind&vandtæt jakke, under en dyne, i en barnevogn, i 28 grader! De tilbød aldrig ungerne vand, skiftede sjældent deres bleer… og pladsanvisningen ville ikke lade os skifte!

    Mine twins er 21 mdr og går i dagpleje; DP mor er super sød og ifavnsk, de er så glade for hende at de selv efterspørger at komme derned om morgenen (: De hygger sig gevaldigt med de to tøser, der også går dernede, og jeg ville sådan ønske at hun havde været DP for min ældste også.

    Held og lykke med opstarten (:

    1. Øv at høre, du har haft sådan en oplevelse! Man kan jo kun håbe, at det ikke var et spørgsmål om intentioner, men om mangel på hænder 🙁

      Nina

Skriv et svar