BRYLLUP: Tre brudekjolebutikker jeg besøgte + kjolerne det ikke blev

brudekjoler
brudekjoler

Det er på sin vis lidt trist, at min tid med at prøve brudekjoler nu er ovre. Det har simpelthen været så sjovt, især når man er en kæmpe kjoleelsker, som jeg er. Jeg nåede i alt at være til tre prøvninger – skulle have været hos Karim Design som den fjerde, men de måtte melde fra pga. ombygning, og da var jeg egentlig rimelig afklaret med, hvad jeg ville. Så dem kan jeg ikke udtale mig om, men jeg vil gerne dele mine erfaringer med de tre, jeg besøgte: Bride Fashion, Fuhrmanns og Krøyer’s Brudekjoler.

Den allerførste brudekjolebutik, jeg satte mine fødder i, var dog Panayotis, da vi tilbage i april 2018 var på weekendtur i Vejle. Jeg havde ikke booket tid, men ville bare lige ind og kigge, og selvom jeg godt kunne fornemme, at de ikke var meget for, at man på egen hånd bare lige snusede lidt rundt, så fik jeg da et glimt af butikken. Meget fine lokaler og super placering lige ved stationen – hvis nogen af jer kommende brude overvejer en tur til det jyske…

Det besøg satte yderligere gang i min hungren efter at komme ud og prøve, og således fik jeg rundet tre butikker i løbet af efterår/vinter 2018. Der var ikke nogle af stederne, hvor jeg skulle betale for bookingen, hvilket jeg blev positivt overrasket over. Det havde jeg egentlig forventet og synes også, det er helt fair for at komme internetkøb og lignende til livs. Til alle tre prøvninger havde jeg veninder/familie med, hvilket jeg var rigtig glad for. Dels for at få en second opinion, dels for at dele oplevelsen med nogen og dels for at have nogen til at tage billeder. Jeg fik taget fotos af stort set alle kjolerne, og selvom ekspedienterne mest går op i den følelse, man har i en kjole, frem for hvordan man ser ud på billeder, så var det rigtig rart efterfølgende at kunne gennemgå dem model for model og derfra gå videre med, hvad der fungerede. Jeg havde ikke medbragt stiletter nogle af stederne, for man kommer alligevel op at stå på en forhøjning.


BRIDE FASHION

Hvor: Kongevejen 139, 2830 Virum

Bride Fashion var det første sted, jeg besøgte. Jeg havde fem piger med, hvilket sådan set var fint nok. Det er en forholdsvis lille butik, men jeg havde oplyst om mit slæng på forhånd, så vi fik det store prøverum. Pigerne var placeret på almindelige stole, og jeg havde medbragt lidt champagne og snacks til forestillingen. Kvinden, der betjente mig, var sød nok, men jeg fornemmede aldrig helt, at hun forstod, hvad jeg var til. Det var min første gang ude, så jeg var også meget åben for at hoppe i alt, hvad hun kom med, men stilmæssigt var det meget det samme, butikken havde at byde på, synes jeg. Og det var bare ikke min stil. Der var mange med korset, der var mange i fuld blonde, og så havde de stort set alle sammen v-udskæring; et snit, jeg var ret sikker på, at jeg netop ikke ville have, men dog med tiden blev knap så modstander af. Det gode ved prøvningen var, at jeg fik lov at prøve en ordentlig bunke af kjoler, men ja – de var bare ikke min stil. Men sjovt var det!

bridefashion
Den allerførste brudekjole, jeg hoppede i. Dog alt for stor, stiv og pyntet til min smag!
bridefashion
bridefashion

FUHRMANNS

Hvor: Theilgaards Alle 6, 4600 Køge

Næste stop var den populære Fuhrmanns, og her tog jeg ned med min søster knap tre uger efter første prøvning. Det var fint, at der lige gik nogle uger imellem, for dermed kunne indtrykkene fra sidst få lov at lægge sig, og jeg kunne atter glæde mig til at komme ud og prøve. Jeg er generelt glad for, at jeg ikke lavede to bookinger på én og samme dag, for det er alligevel en hård omgang at skulle ind og ud af så mange kjoler, og de fortjener allesammen friske øjne for at kunne blive vurderet ordentligt. Inden prøvningen hos Fuhrmanns havde jeg kigget billeder fra deres hjemmeside, hvilket hjalp mig gevaldigt. Jeg var fra første prøvning blevet klogere på, hvad jeg ikke ville have, og hvad jeg måske gerne ville udforske lidt mere. Der var også kjoletyper, de hos Bride Fashion slet ikke lå inde med, og jeg var fra start ret opsat på at prøve alle former for snit for ikke at udelukke noget, jeg ikke havde set på. Der kunne Fuhrmanns bidrage med de sidste typer, jeg manglede. Butikken var stilmæssigt mere “mig”, ligesom kjolerne generelt også var, og prøverummet var stort, flot og rummeligt og med en behagelig sofa til min søster. Det er jo i bund og grund underordnet, men det gør altså alligevel noget for stemningen, at det hele er lidt ekslusivt og lækkert, og det skal det også være, hvis man skal ud og lægge så mange penge, som en brudekjole jo koster. Ekspedienten var sød og kom med tips og forslag, men holdt sig også i baggrunden, når hun fornemmede, at vi søstersnakkede over en kjole. Hun var meget behagelig. Prøvningen blev afbrudt, da dagplejen ringede Lukas feberramt, men jeg var heldigvis stort set igennem, hvad jeg ville, så det var okay 😆 Noget, jeg fik hos Fuhrmanns, som jeg manglede hos Bride Fashion, var fornemmelsen af, at kjolerne “sagtens” kunne laves om. Og det er forstået på den måde, at de fleste af dem kunne bestilles i forskellige nuancer, kunne få tilført ærmer, få en dybere udskæring osv. Jeg ved ikke, om det samme var muligt hos Bride Fashion, men ekspedienten forsøgte i hvert fald aldrig at møde mig på vejen, når der var specifikke detaljer, jeg ikke brød mig om. Hos Fuhrmanns kom skrædderen også ud og vurderede mine forespørgsler, hvilket var super fedt og god service. Som almindelig kunde aner man jo ikke, om de detaljer, man efterspørger, er helt ude i hampen, så det er altid rart at høre en skrædders kyndige mening. Desuden var det et stort plus, at vi selv fik lov at gå butikken igennem og udvælge kjolerne. Det gjorde vi ikke i Virum.

fuhrmanns
Særligt to kjoler forelskede jeg mig i hos Fuhrmanns: denne og denne.
fuhrmanns
fuhrmanns
En anderledes blå sag samt det store skrud – det er forresten dagplejen, jeg taler i telefon med her – apropros 😆
fuhrmanns

KRØYER’S BRUDEKJOLER

HVOR: Frederikssundsvej 168, 2700 Brønshøj

Krøyer’s Brudekjolers lille butik er den bedste af de tre, jeg besøgte. Den syntes ikke af meget, men den ramte plet stilmæssigt, og så var ekspedienten simpelthen så sød! Jeg er så ked af, at jeg ikke husker hendes navn, for hun ville have fået min varmeste anbefaling. Butikken besøgte jeg slut november, og jeg havde min gode veninde med. Jeg endte med især tre favoritter i tre vidt forskellige stilarter, men det er jo mit evige problem. Jeg vil det hele. Også her havde jeg inden fundet billeder af nogle af de modeller fra butikken, som jeg i hvert fald gerne ville prøve. Og så tog vi den ellers derfra, og jeg fik også lov til selv at gå rundt og kigge. Vi brugte laaang tid der, også mere end vi vist nok havde booket, og var jeg ikke gået med en skrædder, tror jeg, at jeg havde lagt mine penge hos Krøyer’s Brudekjoler. Så fine kjoler og service!

krøyers
krøyers
krøyers
krøyers

Skriv et svar