BRYLLUP: Den der kjole…

Jeg må ærligt indrømme, at efter vi så småt er gået i bryllupsplanlægningsmode, er jeg blevet godt og grundigt rundforvirret. Ikke over min kommende mand, bare rolig, ham ved jeg da trods alt med sikkerhed, skal være med på dagen. Og mange, mange dage efter. Men det er nok også det eneste, jeg er sikker på.

Det er svært at få drømmene – som har eksisteret i flere år inde i hovedet – til at danne symbiose med det økonomiske aspekt. Jo mere man går i gang med planlægning og detaljerne, des mere fjerner det fokus fra det egentlige: at vi er to mennesker, der elsker hinanden og gerne vil forevige det. Hvorfor skal der så lige pludselig postes penge i borddekorationer, kjoler og lokaleudlejning? Jeg ved udmærket godt, at det skal der heller ikke, men I ved…

Og jeg VIL jo også gerne – hele pakken – og hvor tit får man lige chancen for det? Forhåbentlig kun én gang i livet.

Men altså, kjolen. Den er jo nok dét, der har fyldt mest i mit hovede, siden jeg i mands minde begyndte at drømme om bryllup en skønne dag. Mit altoverskyggende, største problem er, at det lader til, at de kjoler, jeg forelsker mig i 1) er monsterdyre (i hvert fald kræver de en del mere af vores pengepung, end jeg ellers havde forestillet mig 2) er af mærker, der slet ikke forhandles i Danmark. Og jeg synes måske, det er liiidt overkill at flyve til et andet land en, to, tre gange blot for en kjole.

Billeder herfra

Der er så mange muligheder med den kjole! Så mange at det næsten forvirrer mere, end det gavner. Og fordi jeg er så bange for at vælge forkert. Og det er jo noget fis. Jeg er gået fra at være overbevist om at ville have en kjole, hvor jeg mere og mere hælder til en two piece. Det skete, efter jeg til Bryllupsmessen i Forum i januar stødte på den fantastisk dygtige skrædder, Julie Graff, som havde syet denne skønhed. Faktisk hælder jeg mere og mere til at få en skrædder på opgaven, fordi jeg endnu ikke har kunnet finde en kjole, som indeholder alle de dele, jeg forelsker mig i. Midt september har jeg faktisk booket et møde med Julie, bare for lige at tage pulsen på det hele. Vi må se.

MEN en anden del af mig siger også, at det er fuldstændigt hul i hovedet at bruge så mange penge på en kjole, man kun skal have på én gang. Vi kunne jo finansiere et band og måske endda lidt til med den kjole. Jeg kan leve med en dyr én, hvis den kan hænge fremme i en gennemsigtig stofpose i mit skab, så jeg kan mindes en forhåbentlig fantastisk dag, hver gang jeg åbner mit tøjskab. Men så stort et tøjskab har vi bare heller ikke! Og så skal den på loftet i en kasse efterfølgende? Det er da også for tragisk!

Og så er der også et andet aspekt. Da jeg blev konfirmeret, krævede min far, at mit konfirmationstøj var noget, jeg skulle kunne bruge igen (bye bye Lillykjole). Og dengang syntes jeg, det var vældig unfair og åndssvagt, men jeg endte i en blondenederdel og en helt klassisk 101’er fra Nørgaard på Strøget. Og så selvfølgelig med lidt pynt, smykker og accessories. 1) Jeg havde det rigtig behagelig i mit outfit – formentlig mere “mig”, end hvis jeg havde klemt mig ned i den føromtalte Lilykjole 2) Jeg fik super mange komplimenter for mit outfit, som – kan jeg roligt sige – skilte sig en del ud 3) Jeg fik efterfølgende slidt begge items op, og begge havde de jo minder med sig. Det var faktisk rigtig fint! Ej, I bliver simpelthen nødt til at se et billede 😀 Jeg må i gemmerne…

Jeg kunne godt overveje at gøre kunsten lidt efter og endnu engang følge min fars velmenende forældreråd. Mest af alt for at kunne få lov at have minderne på igen og igen. Åh, det er svært…

MEN de dage, jeg ikke er skrupforvirret, er det nedenstående ideer jeg har om kjolEN:

Ærmer: Når jeg kigger i min garderobe, er det ret tydeligt, at jeg mest er til lange ærmer. Og det har også altid været tanken, at min brudekjole også skulle have det. Men med et augustbryllup ved jeg ærlig talt ikke, om det er for risky? Mindst af alt gider jeg at sidde og dryppe af sved til mit eget bryllup. Og sommeren i år taget i betragtning tør jeg da godt håbe på en lige så varm én næste år. Så dét eller små, korte ærmer. Ikke for meget, bare lige nok til at dæmpe mine svulmende overarme 😅

Ryg: Jeg er såååå klar på en dyb dyb dyb ryg. Der er ikke så meget at rafle om dér. Og så skal den runde ud ved skulderbladene og samles i en knap eller to i nakken.

Dekoration: Hellere blonder frem for perler og pailletter. Dels for komfortens skyld (pailetter kradser sådan!), dels for lookets skyld. Rigtig gerne see through, hvor man NÆSTEN er overbevist som, at blonderne er klistret på kroppen. Lidt ala det her.

Slæb: Her er jeg også i syv sind. Enten tænker jeg en simpel silke eller chiffon, som bare falder. Gerne med silkeknapper fra den dybe ryg og nedefter. Og hvis det ikke skal være det, skal det være fjer, tyl, et eller andet der skiller sig ud. Noget skørt! Måske med lidt high low, så man rigtig kan se skoene.

Farve: Altså… den skal jo næsten være hvid? Fordi. Hvor tit har man lige en hvid kjole på? Men med min efterhånden farverige, mønstrede, til tider a-little-too-much garderobe kan det måske godt komme til at føles lidt unaturligt i en helt hvid kjole. I ved, jeg synes måske, det er en smule… kedeligt?

Snittet: jeg tror, den skal skære i taljen. Men det er helt klar her, at kyndige bryllupsfolk skal hjælpe mig. Jeg har ikke så meget højde at gøre godt med, til gengæld har jeg former.

Jeg ser mere og mere frem til min debut med brudekjolebutiksverdenen. 27. oktober går det løs, og mon ikke vi kan komme lidt tættere på, hvad der er rigtigt for mig? Jeg ved i hvert fald stensikkert, at jeg er villig til at prøve løs – og især den en ball gown. Det har jeg glædet mig til i mange år!

Er I andre derude, der skal giftes i 2019? Og måske også så småt er gået i gang med at brain storme?

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar