Bekymringerne og et skridt nærmere på at slippe dem

Jeg var i tirsdags tilbage på Riget for at snakke med en af de læger, der havde mest med Lukas at gøre under indlæggelsen. Jeg havde selv bedt om det møde, og jeg synes, det er helt fantastisk, at de tager sig tid til sådan en anmodning. Sødeste L tog i mod mig i ambulatoriet, og vi gav hinanden en stor krammer. Ikke at man savner stedet, men … det har bare en helt bestemt plads i mig.

Som konsultationerne med min psykolog er skredet fremad, er det gået mere og mere op for mig, at dét, jeg især har manglet, er en form for closure på hele forløbet. Og ikke én hun kunne give mig. At skulle deale med hvad vi har været igennem er én ting, men frygten for fremtiden er en anden. Og det er nok mest den, jeg har haft svært ved at slippe. Jeg bruger uhyggelig meget energi på at gå og frygte noget skidt, frem for at nyde det nuværende gode. Al det usædvanlige ved Lukas’ akutte forværring og operation dengang får mig naturligvis til ofte at tænke: kan det ske igen? Fejler han noget, vi ikke kender til?

Og at nå frem til den erkendelse tydeliggjorde for mig, at psykologen måske nok kunne få mig på vej, men et reelt ro i sindet ville der være større chance for at få hos neonatologerne. I sin tid blev vi heller ikke hjemsendt fra neonatalafdelingen, men i stedet børneafdelingen hvor vi lå de sidste 10 dage, hvilket også betød lidt. På børneafdelingen kendte de naturligvis ikke os og historikken, og derfor var vores farvel-og-tak-for-denne-gang d. 23. oktober 2017 bare en anelse vagt og tomt. Og selvom man måske syntes, man havde så mange afrundende spørgsmål, gav det ikke mening at stille dem til børneafdelingen. Og det største af dem alle – hvordan skal det mon gå? – var der alligevel ingen, der ville kunne svare på.

Det er der selvfølgelig heller ikke den dag i dag, men vi kan jo indtil videre konstatere, at det er gået ret godt. Og efter at have snakket med L i tirsdags – overraskende godt åbenbart! Hun havde spået Lukas en langt værre fremtid, end den han har i dag, taget hans hårde forløb i betragtning. Så det var jo blot fedt at kunne berette om en dreng, der er så godt med, som han er.

Min største frygt omkring hans fordøjelse dengang og nu blev også dæmpet af L. Jeg vil ikke gå i detaljer med det, da det nok alligevel er for teknisk, men hun er helt rolig omkring situationen i dag. Vi kunne jo hurtigt blive enige om, at alt hvad vi dengang frygtede, han kunne fejle, blev jo i sin tid undersøgt og afkræftet. Så egentlig står jeg i dag med en dreng, der er blevet udredt for en masse forskellige diagnoser – uden, at man har fundet noget. Fejler han så noget? Måske, men det er i hvert fald ikke fordi, han ikke er blevet undersøgt. Han er blevet udredt for de mest oplagte diagnoser, taget hans symptomer i betragtning. Og det er jo faktisk på sin vis ret betryggende.

Hvad med de mén, er det urealistisk at tro, at han ikke får nogle, når nu han i dag ser ud til at have det så godt? Og også når han er født meget for tidligt? Det turde L selvfølgelig ikke rigtig svare på. Som hun selv sagde, så er hun stoppet med det gætværk, men konkluderede at: vi har en dreng, der spiser. Der skider. Der pludrer. Der socialiserer (meget!). Der efter fysioterapeutens vurdering nu følger sin korrigerede alder udviklingsmæssigt. Der er kvik og lader til at forstå ting. Skulle der komme mén, vil de måske ikke være specielt invaliderende for ham. Måske vil det ikke engang være noget, andre end os forældre og fagfolk bemærker. Men når alt det her er sagt, SÅ VED VI DET JO IKKE. Vi ved ikke en skid om fremtiden. Desværre og heldigvis på én og samme gang.

Så hvorfor så bruge så meget energi på den? Det er nok det sejeste træk at tage som mor, tror jeg, hvad end ens børn så døjer eller ikke døjer med. Det dér med at finde en fornuftig balance mellem at være bekymret i en beskyttende facon og så at være pylret, eller – og så slemt er det heldigvis slet ikke for mit ved kommende – at det er så invaliderende for én, at man ikke kan fungere i sin hverdag.

Men jeg forlod afdeling 5023 med ro i sindet i den ene hånd, men desværre også med en henvisning til center for vækst- og reproduktion i den anden. L synes, han er lidt lille – mere end hvad godt er – og ville gerne have kyndige til at kigge nærmere på hans journal og måske senere mængden af hans væksthormon (han er stadig for ung til reelt at vokse på væksthormon). Snakker vi tilskud, snakker vi en sprøjte i låret på daglig basis, så længe man er i behandling. Av, ikke mere af dens slags. Han har allerede rigelig erfaring med stik diverse steder og modsat dengang, forstår han i dag, at der er en smerte forbundet med det. Så kryds lige fingre for, at han blot er lidt kort i det ligesom sin mor.

Alt i alt er der muligvis kommet nye bekymringer til nu, men ak – mon ikke det vil fortsætte for evigt? Hvis ikke der er det ene at bekymre sig om, så er der jo nok det andet. Det må være det lod, vi trak, dengang vi blev mødre.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar