At reagere fysisk på noget psykisk

Måske er det reelt ammehjerne, eller også er det stressbetinget. Jeg håber på det første, men kunne godt frygte det sidste. Kan man reelt have ammehjerne, når man ikke ammer? Udmalkningshjerne? Og er ammehjerne overhovedet en ting eller blot en myte?

Jeg glemmer. Jeg glemmer rigtig meget og rigtig mange ting. Og samtaler! Det skal lige siges, at jeg altid har været typen, der kunne have utallige samtaler med Jonatan uden at kunne huske dem. Åbenbart, hvis man skal stole på ham. Det snakkede vi om i går skat, og vi endte med aftalen, at… Hmm, OK if you say so.

Men her under indlæggelsen glemmer jeg aftalte besøg, at hente min aftensmad før buffeten lukker, at malke ud eller hvornår jeg sidst har skiftet lillefyrens ble. Har jeg overhovedet skiftet ham i dag?! I ny og næ har også sådan nogle små sorte prikker for øjnene. Mest irriterende af alt er, at dagene flyder sammen! I starten var jeg ret skarp: I tirsdags fik han taget blodprøveri går var han 6,2 i hæmoglobin, 17. juni fik han blodtransfusion og i dag er han GA 28+5. Det var brugbart, fordi jeg var hurtigere til at svare lægerne, end sygeplejerskerne var til at slå ham op i journalen. Og fordi jeg hurtigt kunne lure, hvis de stod og sagde noget vrøvl. Neeej, der blev taget CRP i morges, jeg spurgte selv bioanalytikeren! Men på det sidste er det sgu gået ned af bakke med hukommelsen, og jeg oplever endda at huske falske ting. Som om, at jeg selv bilder mig alt muligt vrøvl ind. Jeg tænker lidt, det må være sådan det er at være taget til fange og ikke kunne huske, om man har været gidsel i et år eller tre. Man prøver at sætte streger for dagene der går, men til sidst bliver det hele alligevel et stort sammensurium, og man kan ikke kende forskel på nat og dag. Man bliver vel sindssyg, kan vi nok godt sige.

På Riget oplevede jeg en dag, at jeg ikke kunne huske mit eget CPR-nummer. Det er altså ikke helt normalt for mig, og jeg blev faktisk lidt skræmt. Men er det overhovedet uundgåeligt? Jeg mener.. det giver da god mening, at knolden ikke altid kan følge med i det her psykopattempo, begivenhederne kører i for tiden. Meget kan hjernen, men den kan vel også køres træt ligesom resten af kroppen og især, når ens hverdag bliver vendt på hovedet på et splitsekund.

Dog synes jeg, det er ret nyt for mig, det dér med at reagere fysisk på noget psykisk. Det har jeg kun prøvet én gang før under min bulimibehandling. Den største og nok også mest ubehagelige situation kom her på Herlev den første uges tid efter overflytningen. Den varede faktisk længe og kan til tider også komme igen, hvis jeg føler mig utryg – det er heldigvis nogle dage siden nu. Det skal siges, at overflytningen gik rigtig skidt, og timingen kunne nok ikke have været værre. Lukas fik en infektion samme aften, som overflytningen skete, og havde de opdaget den på Riget, havde de formodentlig ikke sendt os afsted den dag. Infektionen resulterede i et stort dyk i værdier (puls og saturation), som vi har set det før og endte desværre også ud i, at han måtte ventileres – også noget vi har set før. På Riget kan du ikke se forskel på, om personalet ventilerer et barn, eller skifter en ble. De er så hardcore og rutinerede, hvilket giver en enorm tryghed for os forældre! Selvom det absolut ikke er sjovt at se sit barn få kunstigt åndedræt, udstråler personalet en aura af autoritet, færdigheder og rutine. Det her har de 100% styr på.

På Herlev nåede vi at være indlagte en halv dags penge, før lillefyren lavede sit stunt. Det er klart, han har det med at skabe opmærksomhed, den lille diva 😏 Det betød naturligvis også, at personalet ikke havde nået at lære ham at kende, og – set i bakspejlet – nok også reagerede noget mere stressende af den årsag. Thank God, fik de gang i vejrtrækningen igen, hvilket jeg undervejs egentlig aldrig var i tvivl om – jeg har jo set situationen fem gange før, den er altid endt lykkeligt og proceduren har været den samme hver gang: giv ham lidt ekstra ilt, stimulér mellem skulderbladene, ribbene måske – det vækker ham en smule mere, er han stadig væk? Aspirer ham for mad, fat i det lange sug, gå dybt, tøm svælget, trækker han vejret? Godt han er oppe igen, du kan finde mig i frokoststuen, hvis der skulle være andet. (Hvis det ikke er at være Supermand, ved jeg ikke hvad er!) Den aften var det anderledes. Personalet var nyt, ukendt, procedurerne var nogle andre, og luften var fyldt med en manglende ro.

Siden de første dage her på afdelingen har jeg nok været noget mere over ham og har selv gerne villet stå for diverse plejeopgaver. Så ved man ligesom, det bliver gjort rigtigt, ikk’? Det har alligevel rykket noget i mig at overvære en, for os, kedelig men nødvendig procedure blive håndteret anderledes og desværre også stressfyldt end ellers oplevet. Hvis personalet ikke kan bevare roen, hvordan fanden skulle jeg så kunne? Siden da oplevede jeg et bankende hjerte, som jeg ikke har prøvet det før. Som i mere eller mindre hele tiden varende nogle dage. Jeg prøvede at tælle min puls. Den var ikke synderligt forhøjet fra normalen. Det var ikke så meget, at hjertet slog hurtigt, mere følelsen af, at det var på vej ud af brystet. Lidt som lige inden man skal til eksamen. Måske et lidt højt blodtryk? Måske. Det ville nok også give god mening. Jeg kunne tage til lægen, og han ville spørge mig, om der var noget, der gik mig på for tiden. Og jeg ville kunne give ham et stort, rungende JA og en fed fuckfinger, og så ville jeg nok bare få besked på at prøve at tage den lidt med ro. Så godt jeg nu kunne selvfølgelig. Det er derfor, jeg ikke går til lægen med det. Jeg ved, at det eneste, der reelt kan løse den her situation (og fjerne frygten, som det jo nok er) er, at lillefyren bliver stabil, og vi får ham hjem. Humøret følger  meget hans tilstand, og det tror jeg ikke, man kan gøre så meget ved. Ikke at jeg ikke snakker om det, og lufter mine frustrationer for folk. Det gør jeg. Men jeg tror ikke, det gør nogen forskel…

Skriv et svar