Årsdag: Otte år med én man elsker

Okay okay, skal nok prøve ikke at gøre det alt for rosenrødt og pladderromantisk, men…

I onsdags havde Johnny-boy og jeg årsdag. Det 8. i rækken. Om vi fejrer det eller ej, afhænger normalt meget af omstændighederne, travlheden og økonomien. Men vi har vist foretaget os et eller andet de sidste par år, mindes jeg.

Denne gang bød dagen på lidt arbejde for Jonatans vedkommende. Hernæst fiskespa (det dér hvor små fisk tygger på ens fødder), kaffe, kage og gåtur ved 8-tallet (meget symbolsk opdagede vi senere) og til slut overdådig middag på Umami. Alt foregik fuldstændig i vores ånd og tempo. Det var rart. Og at vejret så viste sig fra sin bedste side var bare toppen af poppen!

At vi nu har været sammen i otte år er ikke noget, jeg normalt tænker over. Men jo, man bliver da mindet om det, når folk spørger hvor længe vi har været sammen og dernæst bryder ud i wooooow eller lignende. Og det er da også mange år! En tredjedel af mit liv for at sætte det lidt i perspektiv.

Det er ikke noget, jeg tager forgivet, og et parforhold er hårdt arbejde hver dag. Som i hver dag! Jeg føler mig enorm heldig at være elsket af én, jeg selv føler så meget for. Gudskelov at han holder af mine korte ben, min stædighed og mit rode-gen. Eller i hvert fald at han kan se lidt bort fra det og er gået med hele pakken.


Skriv et svar