2 måneder

20273200_10154691268901905_722388086_o

I dag for to måneder siden, kom Lukie til verden, hvilket gør dagen til lidt af en milepæl. Men hvis man spørger mig, kan jeg på dagsbasis fortælle, hvor mange dage vi har været indlagt, og hvor mange dage lillefyren derfor er. (61, hvis du skulle spørge fra nogen…) Hver dag er lidt af en milepæl!

Er det så gået hurtigt eller langsomt? Well, begge dele. På den ene side er jeg ved at brække mig ved tanken om, at vi stadig har (nok i hvertfald) 1,5 måned igen, på den anden kan jeg ikke forstå, hvad der er blevet af de sidste to måneder.

Han har været igennem lidt af hvert, men vildest er næsten, at han har over fordoblet sin fødselsvægt – uden at jeg rigtig har bemærket det! 😳 Seriølle, jeg kan ikke engang huske, hvor lille han egentlig var, og det er alligevel begrænset, hvad vi har af billeder fra den første tid, fordi han holdt så dårligt på varmen og derfor var pakket ind i tyve tæpper. Det er sgu ærgerligt, fordi nok har han været skrøbelig, men den allerførste tid med sit spædbarn er noget syret noget og også en tid, du ikke får igen. Der har jeg desværre mest haft tendens til at løbe så hurtigt, at jeg helt har glemt at nyde ham. Men puha, det er svært at nyde, når man mest af alt tænker røde alarmer og overlevelse inde i knolden.

Men nu er der gået 2 måneder, og han er her stadig! Og han har gjort de vildeste fremskridt – i perioder så man slet ikke kunne følge med. Især på vægtfronten har han taget en spurt de sidste to uger. 1944 g basse, siger jeg dig! Mon ikke han så har rundet de 2 kg på mandag, når det atter er vejedag. Så har vi endnu en ting at fejre ❤️

Continue Reading

Håb

Først og fremmest tusind tak for alle de søde ord, der kom oven på mit indlæg i går 🙏🏽 Som sagt er det lidt grænseoverskridende at klikke ‘udgiv’, så jeg er enormt glad for, det blev taget godt i mod.

Indlægget fik mig faktisk til at fundere videre, for mine egne ord ramte mig selv spot on, haha. Tænk engang, at man kan bruge sig selv som inspirationskilde, det er da lidt fantastisk. Jo, ser I .. det dér med at omfavne en lortesituation med åbne arme og så bare håbe på det bedste fik mig til at tænke videre over den sjove, lille størrelse: håb.

Håb. Har aldrig haft nogen særlig stor betydning i mit liv, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har ikke rigtig dyrket det. Måske man skal være en lille smule mere… spirituel? Jeg er ikke rigtig én, der håber. Mere én der handler. En realist også. Har det bedst med hardcore facts og data frem for noget mellem himmel og jord. For er det ikke lidt dét, håb egentlig er? Noget uhåndgribeligt, man hverken kan se på skrift eller i statisikker, men som blot er en følelse? Vi håber på det bedste. Nej! Vi arbejder så godt vi kan på et bedst muligt outcome, og resultatet bliver da på baggrund af indsatsen – ikke af håbet! At håbe er lidt at lægge ansvaret fra sig, synes jeg. Bevares, hvis indsatsen altså ene og alene er bygget på håbet. Jeg håber så meget på at få det job! Okay. Men har du gjort noget reelt for, at lige præcis du skal have det? Eller håber du bare som i ‘nu må det være min tur til at være heldig’. Hvorfor skulle tingene bare sådan komme ud af det blå? Fordi der sidder en eller anden mand med gråsprængt skæg oppe i skyerne og deler gode oplevelser ud? Til dem der håber mest? I don’t think so.

Dog må jeg på et punkt æde mine egne ord. “Men du siger tak, signerer pakken og håber på det bedste, for du kan simpelthen ikke gøre andet“, skrev jeg i går om dét at blive mor 3,5 måned før forventet. Jeg absolut hader det, at stå i så sårbar en situation, hvor det handler om liv eller død, og det eneste værktøj, du reelt har at arbejde med, er håbet. Normalt anser jeg mig selv som handlekraftig, hvis der er noget, jeg gerne vil opnå. Men helt ærligt, ikk’? I denne her situation er alt ude af vores hænder. Alt ligger i lægernes og måske i allerhøjeste grad, Lukas’ hænder. Og krop. Ekstremt præmature som ham gør ting, som ikke engang lægerne altid kan forudse, så i sidste ende er det børnenes eget valg, om kroppen vil fortsætte ad livets vej eller ej. Og så kan lægerne stå ved siden af og hverken forklare fra eller til. Hvilken position sætter det så os andre, bekymrede forældre i? Ventepositionen. Håbepositionen. Nu-må-heldet-da-snart-ramme-mig-positionen. For det er ikke altid, der er et svar på tingene i den her neonatalverden, og det er enormt angstprovokerende.

Hvis jeg kunne handle, ville jeg gøre det. Selvfølgelig, det siger vel sig selv. Lægerne siger, at jeg kan handle. Være der for ham, have hud-mod-hud-kontakt med ham, synge, snakke til og røre ved ham. Så det gør jeg. Selvfølgelig, det siger vel også sig selv. Men i det større perspektiv kan jeg alligevel ikke lade være at tænke, om det overhovedet i sidste ende har en betydning, når hans lunger, immunforsvar, hjerne og hjerte skal kæmpe livets kamp. Er det virkelig et kys i panden fra eller til, der afgør, om han får senfølger af det her forløb eller ej? Jeg tror det ikke, det er jeg alligevel for naturvidenskabelig til (og hvor ville det også være unfair, hvis det var tilfældet!). Men jeg håber det så inderligt. Jeg håber, at mine daglige ‘godnat skat, jeg elsker dig’ i sidste ende kan summeres op og sende god energi hans vej. Måske det forstærkes i kraft af, at jeg ikke kan gøre så meget andet end at nusse, pusse og håbe.

Så jo, på den ene side har jeg lyst til at sige ‘fuck håbet’, for hvad kan det gøre det fra eller til. På den anden er det lidt som at afskrive den allersidste ven, du har tilbage. Og det gør du jo ikke, for hvad har du så?

Continue Reading

Når posten kommer for tidligt

Normalt klager du ikke, når du får leveret en pakke før formodet dato. Normalt får du en besked om, at den kan afhentes her fra denne dato, alt efter hvornår det passer frøkenen. Og så tropper du op, når du er klar til at tage stilling til den pakke, du nu engang selv har bestilt indholdet af. Du ved, hvad du får, og hvis det alligevel ikke er sagen, så sender du det blot retur. Men hvad gør man, hvis pakken er en baby – en baby som man selv har ønsket sig, man har selv produceret og bestilt den, den er bare liiige ankommet godt og vel 3,5 måned før forventet dato, OG der er ingen returret? Du havde måske ikke lige indstillet dig på, at pakken allerede kom NU, du er ikke forberedt – hverken praktisk og på ingen måde mentalt – og du kender ikke helt pakkens indhold, selvom du troede det. Du ved faktisk ikke, om du overhovedet vil have den alligevel, når nu den først skulle være kommet senere som bestilt. Men du siger tak, signerer pakken og håber på det bedste, for du kan simpelthen ikke gøre andet.

Hej, jeg hedder Nina, og jeg er for nyligt blevet mor til en præmatur dreng – verdens sejeste Lukas født GA 25+3 og i skrivende stund 8 uger og 2 dage gammel. Han er indlagt og skal være det til omkring terminstidspunktet, som er 31. august.

Da jeg i maj fødte alt for tidligt, overvejede jeg ret hurtigt, hvorvidt det var noget, jeg ville skrive om. Flere har endda spurgt, om jeg ville blogge om det. Siden da har min holdning til det nået begge ender af skalaen, og dilemmaet kommer, fordi det er en ret privat sag både for mig (og Jonatan), men måske også for Lukas senere hen. Men bloggen er nu engang hjemsted for mit tankemylder, og man må sige, at tankerne myldrer en hel del for tiden. Hvorfor offentliggøre dem? Tja, hvorfor ikke? Ærligt talt ændrer det ikke situationen sindssygt meget for mit vedkommende, og kan nogle finde trøst, genkendelse, underholdning eller andet i mine ord, så er det da et skriv værd. Så må jeg vælge mine ord, så alle parter kan leve med det senere hen. Personligt har jeg haft godt udbytte af at kunne læse med andre steder, når folk deler ud af deres liv med en præmatur – eller sågar blot med en ‘normal baby’, som jeg ynder at kalde dem nu. Jeg holder af at skrive og har brugt det en del i forbindelse med shitty situations førhen, hvilket også er en af overvejelserne bag. For det er en ekstremt surrealistisk oplevelse, som jeg selv dagligt vågner i og tænker ‘er det bare en utrolig lang drøm det her’? Men det er det ikke, og når Lukas nu engang er ankommet før tid, må og skal man jo forholde sig til ham. For han er jo min lækre, lille baby – 3,5 måned for tidligt på den eller ej!

Så what to say? Velkommen. Til hvad ved jeg ikke. Et par ord i ny og næ – måske ofte, måske ikke – om stort og småt i tilværelsen for tiden. Måske også om pæne sko og smukke kjoler, for det holder jeg stadig af på sidelinjen. Og det er jo lidt dét, det handler om. At det her parallelle hospitalsliv på en eller anden måde skal inkorporeres i mit eget kedelige, helt fantastiske, gennemsnitlige dagligdagsliv, som jeg har taget alt for for givet.

Continue Reading

Hadelisten

uDRezGbZW1uo0

  • Når man zapper rundt og endelig finder noget, man gerne vil se, hvorefter reklamerne straks popper op
  • Ledninger. Seriølle, hvor skal man gøre af dem?!
  • Trafikanter. Bilister, cyklister og gående. Alle andre end mig selv i grunden…
  • Undervisning kl.8.00. Jeg. Kan. Bare. Ikke…
  • Når folk tror, at ens cykelkurv er en skraldespand.
  • At vaske et ildfast fad op i hånden. Som der har været lasagne i. Hej indtørrede, uvaskelige, rester!
  • … eller vinglas. Der absolut ikke må gå i stykker (og derfor gør det)
  • Egentlig bare at vaske ting op i hånden….
  • At jeg altid får sat mig foran fjernsynet midt i reklamerne.
  • At der altid er reklamer.

Og så er vi tilbage til punkt 1 ✌🏾

Continue Reading

Inspiration til preggokjoler

Untitled-4-2

1. Moss Copenhagen // 2. Moss Copenhagen // 3. Gina Tricot // 4. ASOS Salon Maternity // 5. ASOS // 6. Moss Copenhagen


I dag har været én af de dage, hvor jeg absolut intet fornuftigt har fået udrettet. Med en skemafri dag fra skolen havde jeg nok håbet at få åbnet bare én bog, om ikke andet for at kunne sige, at man havde gjort det. Men nej, i stedet startede dagen ud med massage (til mig for engangs skyld), og så var det jo planen, at jeg skulle i Fitness World og forbrænde en kalorie eller to. MEN shoppefanden tog ved mig, og jeg endte på Sunset for at sluge en frokost, hvorefter jeg fik spenderet penge på intet mindre end tre par sko og en tee. Hvad sker der for det?! Og mig?! Det er jo ikke engang sikkert, at jeg overhovedet kan passe de sko om nogle måneder. Er det ikke noget med, at man sagtens kan risikere at gå en skostørrelse op, efter man har født? Åh, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af min højtelskede skogarderobe så…

Men i min søgen efter nye materialer til garderoben slog det mig endnu engang hvor lidt (og hvor kedeligt) graviditetstøj der findes derude. Synes virkelig, det er et sølle udvalg! Det er måske meningen, at det skal være kedeligt at shoppe, når man er gravid, for så bruger man jo knap så mange penge på dét i hvert fald. Og penge skal man nok få brændt af, når man finder ud af, at man venter sig, skulle jeg hilse og sige!

Nej, jeg synes, at enten så er udvalget blomstret, oversized eller too basic for my taste. Jeg ved ikke, hvordan andre gravide har det, men jeg bryder mig mest om at gå i noget kropsnært, når først maven viser sig – I ved, seize the tummy. Omvendt kan det jo også blive for kedeligt konstant at gå i den traditionelle bodycon. Det er ikke, fordi jeg har anskaffet mig specielt meget preggotøj endnu. To par jeans fra H&M – modellen ‘super skinny‘, dem kan jeg virkelig godt anbefale – en graviditetskjole fra ASOS Maternity og så et par ammebh’er. Nåh ja, og så et lille lager af strømpebukser med ekstra plads til mavsi. Det hele har jeg hidtil været glad for! Men det er ligesom også dét. Det er måske bare sjovere at gemme moneterne til lillemanden? Der er en del at anskaffe trods alt.

Anyways, jeg har samlet et par eller seks kjoler, jeg godt ville hoppe i nu og her. Overvejer virkelig nr. 5 – hvis blot jeg skulle til et bryllup eller en konfirmation i år. Ingen af slagsen i denne omgang – øv.

Continue Reading