Når vi kommer hjem…

 

Untitled-3

Sip Cup – Studio Arhøj // ‘Caramelito’-kaffe – Nespresso // GG Marmont Matelassé – Gucci

En indlæggelse på nu 110 dage sætter efterhånden sine spor på kroppen. Min hud er simpelthen blevet forfærdelig, fordi luften her på afdelingen er så tør. Det er heller ikke fordi, det, jeg propper i munden, kommer fra det sundeste udvalg på hylderne. Jeg har ikke dyrket, hvad der bare minder om motion på noget tidspunkt – det tætteste er min cykeltur til Søborg for at købe en brystpumpe (og der er KUN stejle bakker i Søborg).

Så når vi endelig bliver udskrevet, skal jeg hjem i hytten og drikke en ordentlig kop kaffe fra et pænt kaffekrus. Jeg vil købe en buket solsikker og en fin vase og sidde og nyde synet i stramme jeans – oh boy jeg glæder mig til at have stramme bukser på igen! Jeg vil booke den manicure- og massagebehandling, jeg har snakket om i så mange år og dedikere en hel dag til mig selv. Hvis jeg kan holde det ud. For indtil videre har jeg max været et stenkast fra Lukas pånær en søndag aften i juli, hvor jeg var et par timer til middag med familien i Hillerød. Men der var savnet også stort!

Jeg skal trille mange ture med lillemanden i barnevognen, at vi rent faktisk får brug for det vedligeholdelseskit, der fulgte med vognen. Ud og flashe min endnu ikke indkøbte ladybag, som jeg ihærdigt prøver at retfærdiggøre er OK at købe. Jeg skal sove og sove og sove, når Lukas tager sine middagslure, og vi skal grine og lege og lave pruttelyde på mavsen, når han er vågen.

Vi GLÆDER os, ikk’ Luke? 💚

Continue Reading

Min fødselsberetning – del 1

21556148_10154817534196905_2061135058_o

// Fredag aften på Hotel Bella Sky //

Påbegyndt 14. juli 2017

Dengang jeg blev gravid, var det dér med at skrive sin fødselsberetning lidt noget fis, syntes jeg. Jeg mener.. jeg har læst et par stykker og synes altid, indholdet er lidt det samme: vandet går, veer, indlæggelse, ventetid, flere veer, smertestillende, måske en epidural, baby, lykke, træthed, udskrivelse. Jeg både troede og håbede, at min egen fødsel ville forløbe lige sådan, så hvad specielt var der at skrive ned? Selv i tilfælde af, at min fødsel havde været ganske normal, tror jeg alligevel, trangen til at gengive forløbet havde været det. Dels til brug for senere genlæsning, dels for den gode, mentale proces’ skyld. Som sagt: jeg fordøjer bedst gennem skriverier.

Fredag d. 20. maj er Jonatan og jeg på hotelophold på Bella Sky. Min fødselsdagsgave skal indløses med middag, spa og hele molevitten. Det er ret lunt, men også lidt blæsende. Timerne forinden har jeg været forbi en gammel klassekammerat, der netop har fået tvillinger, og jeg sidder med en baby i den ene arm og en what the fuck to do følelse i den anden – lykkelig uvidende om, at jeg snart kan tilføje endnu en titel til CV’et. På hotellet står vi i en ret træls kø til check-in, da kvinden foran os vender sig og beder os komme foran, fordi ”det er så hårdt at stå op, når man er gravid”. Jeg er HØJ af lykke! Det er første gang, at fremmede kommenter på min mave, og selvom jeg har en løs sommerkjole på, kan jeg åbenbart ikke snyde nogen – man kan altså se bulen. Det er ikke mange uger siden, jeg først er begyndt at mærke liv, og fra en god vinkel synes jeg egentlig stadig, jeg kan argumentere for, at min mave ser mere oppustet end gravid ud. Det er fantastisk, når andre først spotter, du er gravid – graviditetsfølelsen går fra surrealistisk og fjern til forstærket og virkeliggjort, og du kan spejle, den glæde du selv føler, i dem.

Vi har en god aften med både 5-retters og (alkoholfri) vin, glæde, snak om fremtiden, baby og drømme samt det liv, vi går imøde. Vi går i seng trætte og forelskede.

Lørdag morgen vågner jeg, har lidt ondt i maven og er sådan generelt lidt skidtmads. Den dér menstruationsagtige måde med lidt jag i underlivet. Jeg har også rimelig dårlig mave og må runde toilettet flere gange. Vi spiser brunch og skal ned i spaen, for det er jo en del af gaven. Mon ikke det varme vand kan lindre lidt? Jeg nød det sgu aldrig rigtig, ærligt talt, men det er Jonatans fødselsdagsgave, som han jo også selv har glædet sig til at indløse, så jeg trækker den lidt. Der er dog også lige den ekstra detalje, at familien og vennerne på daværende tidspunkt er i færd med at line op til mit babyshower derhjemme – det er selvfølgelig ikke noget, jeg skulle vide, men en massagekunde havde fået talt over sig i et afslappet moment (det må være cadeau til mig!) nogle dage forinden. Midt dér i det varme vand går jeg til bekendelse og fortæller, at jeg godt ved, hvad der venter mig derhjemme, men om vi ikke lige skal ringe til lægen på vej i bilen. Bare fordi.

Så vi ringer. Fortæller om jag og dårlig mave, og han beder mig kontakte fødestedet. Er det nu også nødvendigt? Det sidste, jeg orker, er at køre til Herlev, sidde i ventekø nogle timer, blive undersøgt for så at blive sendt hjem igen og misse mit eget babyshower. Men jeg synes, de der jag bliver lidt værre og kommer med ret hyppige mellemrum nu, så vi kører afsted. Hvor er Herlevs fødemodtagelse overhovedet?

Vidste jeg det var veer? Hmm, jeg havde ingen idé om, hvordan sådan nogle skal føles, men jeg husker at være ret bevidst om at beskrive dem som ’jag’ og ’menstruationssmerter’ fremfor at bruge ordet ’veer’. Det kunne jo ikke være veer, jeg var kun i uge 25+2, og misdannelsesscanningen var netop overstået med så fint et resultat. Måske jeg vidste det ubevidst?

Klokken er vel 13-14 på dette tidspunkt, for det er lige deromkring, babyshoweret skal til at starte. På afdelingen tager de en urinprøve, og vi får lov at sidde og vente – præcis som forudset. Der kommer en meget højgravid kvinde vraltende, prustende med kraftige veer, og jeg husker at føle mig så malplaceret, fordi hun tydeligvis er ved at gå i fødsel, mens jeg går rundt med mine små jag. Godt nok bliver de værre og flere på den halve time, vi må vente, og jeg trænger efterhånden til at ligge ned. Kvinden forsvinder selvfølgelig ret hurtigt, og jeg bander hende langt væk for at komme foran mig i køen. Endelig er der en ung fyr, der gelejder os ind i et undersøgelsesrum, og jeg lægger mig på briksen. Aaaaaah, tiltrængt! Der kommer en jordemoder ret hurtigt. Min urinprøve er fin, men hun vil gerne undersøge mig forneden med en scanner. Jeg husker ikke præcist, hvad hun siger, men hun virker en smule anspændt. I ved, forsøget på at skabe en casual det-er-sikkert-ingenting stemning, der ender med et kropssprog, der fortæller noget helt andet. Hun nævner noget med, at min livmoderhals ser kort ud, at hun ikke vil undersøge mig længere oppe (i frygt for at fremprovokere vandafgang), men at det godt kunne ligne, at jeg er på vej i fødsel. Så forlader hun rummet for at finde en læge, og jeg ligger dér og kukkelurer. Kigger på Jonatan, ingen af os siger så meget. Jeg mindes at være lidt bange, men samtidig have følelsen af, at det hele er én stor joke. En misforståelse. Tingene skal nok løse sig, jeg er jo kun GA 25+3! Så begynder jeg at kaste op.

Fortsættelse følger…

 

Continue Reading

‘Den kritiske tid’ – om at få tiden til at gå

Jeg synes, vi har haft et par stykker af dem nu, de kritiske perioder. Vi har ikke haft et barn før og slet ikke et præmaturt, hvilket, jeg tror, har hjulpet os et langt stykke af vejen. For os er dette den eneste virkelighed, vi kender. Det er sådan her det er at have et barn. Sad but true.

B – en af vores læger – udtalte i går, at det er godt nok et hårdt forløb, I har været igennem. Tak, så har vi da ikke haft fingeren helt forkert på pulsen. Det er flot, at I stadig smiler. Tak.

Da Lukas blev født, sagde man, at den kritiske tid var den første uge, måske lidt mere. Jeg ved ikke, hvordan eller hvornår man kunne fornemme, at nu var vi over dén periode, men det skete somehow. I lørdags da han blev lagt i respirator, fornemmede jeg, at vi nu skulle indstille os på en ny kritisk periode. Måske nogle dage, en uge, indtil en tarmskylning havde fået hul på forstoppelsen – ellers måtte vi tage den derfra. I søndags fik vi så endnu én at forholde os til – Lukas skulle opereres, og den nye ventetid hed 2-6 timer på operationsbordet. Hvordan slår man sådanne ihjel?

Alt gik ret hurtigt helt fra morgenstunden af. Der har vel været 3-7 sundhedsfaglige på stuen konstant fra vi stod op, til han blev kørt ned på OP. De kom fra ultralyd, røntgen, børnekirurgisk, der var konstant aktivitet. Så lød meldingen, og han skulle gøres klar til operation. Mere aktivitet. Hvis nu han ikke overlever, fortryder du så, at de sidste timer skulle gå med drop, prøver, medicin, scanninger? Siden jeg tog hjem og overnattede fredag, var det faktisk minimal berøring jeg havde haft med Lukas. Lidt holden i hånden og et kys i panden. De ringede efter portøren, og vi fik lov at sidde ved ham. Tændte for hans musik-panda, kyssede ham i panden, holdt ham i hånden og udstyrede ham med nussefåret og Pingu. Jeg husker han lå på højre side af hovedet, så jeg kun kunne se hans venstre øre. Jeg har tænkt på det mange gange, at han har et lille hak dér på øret, men jeg har aldrig fået tjekket, om det også er at finde på højre øre. Tænk hvis jeg aldrig får ham at se igen, så nåede jeg aldrig at tjekke det hak! P.S. Det har jeg tjekket her efterfølgende, og det er faktisk kun på venstre øre 😉 Et lille, personligt charmetræk…

B kom ind: Vil I have ham døbt inden? Dén, ved jeg, var en hård nød for Jonatan. Måneder forinden var en baby død på afdelingen, og jeg stod op til præstetøj på bænken ude foran stuen. Det var en meget mærkelig dag på trods af, at jeg hverken kendte baby eller forældre. Stemningen var ligesom bare anderledes, og jeg mærkede den atter påny for mit indre. Nej tak. Personligt betød en dåb ikke det store for mig på, ej heller for Jonatan. Vi skal ikke spilde tiden, få ham i stedet ned på OP hurtigst muligt.

Vi fik lov at trille med, og kl. 14.41 sagde vi på gensyn, og så tog vi tid. I skal ikke sidde her og vente. Det kan tage timer, vi ved det ikke, det kommer an på, hvad vi finder. Gå ud og få lidt luft og tænk på noget andet.

Tænk på noget andet?

……… ?!

Hun er jo sikkert fin nok, men nogle gange finder jeg det lettere at afskrive lægerne som nogle uempatiske og socialt akavede robotter, som til gengæld gør deres job pisse godt. Ingen finger at sætte på dét. Det gør det nemmere for mig at rumme. Ingen forstår alligevel vores situation, så det er næsten bedre, at de lader være at prøve. I stedet fokusere på det, de er gode til. Fix min søn.

Vi sad kort i mørket i det nærliggende ambulatorie og græd – måske mest mig -, indtil der kom én og smed os væk. Så gik vi et smut forbi kirken på min opfordring. Ikke at jeg betegner mig selv som religiøs, men det skal da ikke hedde sig, at man ikke har prøvet. Tænk hvis vi kunne hente lidt ind på kontoen dér. Så gik vi i 7-eleven og medbragte lidt mad i Fælledparken.

Tænkte vi på noget andet? Ikke rigtig. Vi snakkede om ham, så billeder og videoer, grinede og smilede af hans store, nysgerrige øjne. Vi troede faktisk begge på ham (og gør det stadig!). Vi havde fået tildelt stue 9 i mellemtiden, kun os og dermed en seng til os hver. Lukas havde fået redt op til en større vugge, som de ville hente ham i. Man reder ikke op med nye senge og nyt udstyr, hvis ikke man tror på det. Det var en hjælp, men dermed ikke sagt, at vi ikke var bange.

Lukas kom retur omkring kl. 17.15. Selve operationen var gået godt. Helt igennem fantastisk!

Herfra startede så en ny periode, og jeg ved ikke, hvorfor jeg har misset forventningen om denne. Men lillefyren skal jo komme sig, og det kan tage dage, uger, måneder. Han er stadig i respirator, stadig ikke vågnet op efter operationen, stadig sederet. Hvor lang tid skal vi vente denne gang? Ingen ved det. Naturligvis.

Jeg har før bedt om tålmodighed i pilleform, ingen har ordineret det endnu.

Continue Reading

Jinx

Hver gang jeg skriver noget positivt om lillemandens tilstand her på bloggen, føler jeg, vi bliver sat vældig meget tilbage. Sågar bare hvis jeg lader mig selv tænke en positiv tanke. Nu vender det, nu er det gået godt et par dage – det må være hans nye tendens. BANG! Uppercut midt i solar plexus og et lille, usselt Gollum-lignende kreatur smæsker sig om munden og gnider sig i hænderne: hæhæhæh, du skulle bare vide. Som den dag jeg skrev om, at mit største ønske var, at lillemanden skulle smide CPAP’en. Hvad er det for noget fis at udtale? Det står noget i kontrast til denne her lortesituation, vi står i nu. Fuck CPAP’en, den kan jeg leve med, bare lad min dreng overleve! Eller i indlægget om tiden som en underlig størrelse: Nu prøver jeg. Skriver de pæne ord om nogle gode dage oven på nogle knap så gode, og så håber vi ikke, jeg jinxer noget. Så tør jeg da først aldrig skrive noget igen. Og alligevel bliver jeg ved…

Det er som om, at vi gang på gang efter bump på vejen bliver straffet for at kæmpe os tilbage, atter vende mundvigene opad, løfte hagen, tage kampen op påny, håbe, grine, kysse, italesætte hans fremskridt, TURDE italesætte hans fremskridt. For de er der jo stadig, selv når lorten hænger længst ud af halsen! Jeg ved vitterlig ikke, hvad vi har gjort for at ende her, og jeg er nødt til at tro, at vi intet har gjort. Det er ikke vores skyld. Det her er ikke skæbnen, det kan folk stikke langt op.

Er der så noget at jinxe? Nej, det er der jo så ikke. Det var ikke et jinx at købe babyudstyr i så god tid, ej heller at mit babyshower skulle holdes så tidligt (det slår min stakkels søster stadig sig selv i hovedet for). Det var af ren kærlighed, begge ting. Vi jinxer ingenting ved MED LYD PÅ at formulere, hvor godt det nu går for ham, hvor god han er blevet i ohio, og hvor fint han sutter ved brystet. Heller ikke selvom det kan synes, at jo højere jeg råber det, jo hårdere og mere intenst rammer lussingen af ulykker os efterfølgende.

Hvis man trækker det her tilbage til, hvor det startede, handler det om noget meget mere basalt. Det handler om en dreng, der er født godt og vel 3,5 måned for tidligt og desværre har nogle gener deraf. Det handler om op- og nedture i et intensivt neonatalforløb, om gode og dårlige dage – dem har et præmaturt barn også ligesom du og jeg – et umodent tarmsystem, der højst sandsynligt har døjet med større problemer, som vi alle – forældre, sygeplejersker, læger – har overset. Lukas har taget røven på alle og har ikke haft det så godt, som det klinisk så ud til i tiden op til hans operation. En forstoppelse som hans har ikke bare bygget sig op over en dag eller to. Det er meldingen so far.

Men det her handler om naturen! En krop der – højst sandsynligt – er syg, om blodprøver og tarmsystemer og medicinske tiltag. Det handler ikke om en mor, der praler for højt over, hvor godt det endelig går hendes unge og dermed skal straffes jævnfør janteloven eller ham det lille Gollum-kræ med ondt i røven. Og derfor må, vil og skal jeg fortsætte med jubelparaderne, når der er anledning til dem. Også selvom jeg snart ikke tør udtale mig om noget i frygt for (mere) modgang. Men det giver ingen mening, hvis det skulle være dét, der afgjorde Lukas’ skæbne. Der findes ingen jinx.

 

Continue Reading

Er det naivt stadig at tro på det?

Den informerede ved, at der er vendt godt og grundigt op og ned på lillefyrens tilstand henover weekenden. Vejrudsigten her postoperativt melder om respiratorbrug, højt iltkrav (60-100%) og middelhøjt abdominaltryk. Stabil ville nok være et voldsomt overdrevet ord at bruge lige nu.

Jeg kan snart ikke følge med mere. Det har jeg sagt før, men nu mener min krop det også. Siden lørdag er forfærdelige ting sket omkring os hele tiden – som i minut for minut – og det går så stærkt, at jeg fysisk kan mærke, mit hovede ikke kan følge med. Udtalelser fra læger, jeg kun havde frygtet at høre. Forestillinger omkring, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg hørte dem. Men hovedet kan ikke følge med. Opfatte hvad det reelt er, de siger. Jeg får ikke lov at reagere, som jeg troede (og som er mest værdigt for Lukas!), fordi jeg ikke får tiden til det, før der sker noget nyt!

Da jeg var lille, var jeg på besøg i Tivoli og skulle prøve Tekopperne, Snurretoppen, noget i den stil. Man blev snurret rundt og rundt og for hvert drej, prøvede man at positionere sig selv i forhold til ens forældre. Man vidste, de stod der et sted i venstre hjørne, men det gik så stærkt, og hver gang man nærmere sig hjørnet, missede man dem. Det var først, da forlystelsen atter var ovre, at man selv fandt både fodfæste og forældre igen. Det var lidt sjovt og klamt på én gang.

Det her er lidt ala Snurretoppen, men kun den klamme del. Man kan ikke fortælle nogen, at deres langt om længe velfungerende barn skal lægges fra selvstændig vejrtrækning i ohio-kateter til intuberet respirator, for så 24 timer senere fortælle, at han altså OGSÅ LIGE skal igennem en operation – som det desuden ikke kan garanteres, at han overlever. Selvfølgelig kan det ikke det. Livet i sig selv er ingen garanti. Hvordan ville du reagere? Pludselig virker respiratoren ikke så farlig, hvis bare vi dog kunne nøjes med den.

Det stopper aldrig. Det stopper ganske enkelt aldrig.

For at opsummere Lukas’ forløb hidtil:

Født 21. maj 2017, første 14 dages tid ingen synderlige problemer. CPAP-brug. Herefter forhøjet iltkrav, skift til NIV-maskinen, forsøgt fjernet tre gange uden held. Første infektion: kroppens egne bakterier angriber, og han kommer i antibiotikabehandling. Et par uger senere første blodtransfusion, anden infektion. Vi er vel oppe på en 5-7 ventilationer på daværende tidspunkt. Senere kommer han i CPAP, 4. gang lykkens gang. Han fik vist også en blodtransfusion mere. 5. juli overflyttes vi til Herlev. Samme aften: kollaps, ventilation og infektion. I tiden herefter begynder hans levertal at stige. Han diagnosticeres med herpes og CMV og overflyttes til Riget med henblik på en HIDA-scanning. Negativ, hans galdeveje fejler heldigvis ingenting! Blodsukkeret begynder så at dale nu, og han opstarter glukosetilskud. Leverlægerne kommer ind over hans sag, infektionsmedicinere og selvfølgelig neonataloger. Hvori ligger hans reelle problem – snakker vi leverproblematik eller infektion? Flere – daglige – ventilationer (vi er vel nu oppe på en 20 stykker i alt), transfusioner af blod og nu også albumin. Han er ødematøs i hele underkroppen, og den gør ondt. Men så vender det alligevel. Blodsukkeret ser pænere ud, og han ryger fra CPAP i ohio. Vågner mere, nok også i kraft af hans alder, der nærmer sig terminen. Så stagnerer blodsukkeret atter, og man finder årsagen. Mangel på kroppens egen dannelse af binyrebarkhormon. Desuden et nyt herpesudbrud. Forfra med aciclovir og desuden profylaktisk behandling et år. For mit vedkommende så længe jeg ammer eller malker ud. Vi skal nødig gå og trigge hinanden til et udbrud. CMV’en er gudskelov ikke kongenit, da én god nyhed i en syrlig agurketid.

Og det var så dér, vi troede, vi var i fredags. Bloddyrkning var taget med henblik på at seponere intravenøs aciclovir mandag, i dag. Longlinen var TRÆLS, og jeg glædede mig til én slange mindre. I skrivende stund har drengen CVK, longline, PVK, A-kateter, urinkateter og respiratortube. Bevares, det skulle da ikke være den longline, der skilte os ad.

Alt lyder jo ret sølle, og alligevel er håbet ikke til at skyde igennem. Er jeg ganske enkel uintelligent, dum, naiv? Nægter jeg bare at indse, hvad alle andre kan se? Jeg tror det faktisk ikke. Jeg har endnu ikke hørt udtalelsen der er ikke mere vi kan gøre, og så længe den udebliver, forholder jeg mig troende. Jeg er obs som en høg og bemærker hvert et ordvalg, lægerne bruger. I er velkomne til at køre med ned til OP og sige farvel. Luk røven kælling, der er sgu ikke noget, der hedder farvel. VI SES kan jeg måske leve med. Så det hviskede jeg til Luke og kyssede ham i panden. Vi ses skat, du er den sejeste jeg kender. For det er han!

Sidste uge var en af de bedste Lukas-wise. For første gang havde jeg følelsen af, at nu havde han det faktisk GODT. Han virkede glad, vågen, nysgerrig, havde godt gang i maven, spiseriet. Han virkede på mig som en dreng, der endelig var glad for, at man i sin tid tog valget om at give ham muligheden for livet. Han var røget i ohio (iltkateter) frem for sin CPAP, og oven i hatten gjorde han det faktisk rigtig godt! Han havde et minimalt iltkrav, 21-28%, lavede ikke rigtig længere dybe og lange bradykardier – heller ikke når han spiste – og måske størst af alt: han virkede til, at tiden med ventilationerne var passé. Jeg havde ham til brystet ad flere omgange, og i onsdags sugede han vildt og voldsomt 20 minutters tid med vakuum og hele molevitten. Vi skød på, at han ved egen kraft havde suget, smasket og slugt ca. 5 mL mælk i sig. Jeg var HØJ af lykke, og udmalkningerne blev straks mere overskuelige, for nu skulle mælkeproduktionen da i den grad holdes ved lige, så babserne var klar til lillefisen, når han var.

Herfra stoppede afføringerne, og han blev mere og mere utilpas. Hvordan ville du have det, hvis du ikke havde skidt i flere dage OG i forvejen havde nedsat peristaltik? Fredag var han ked af det i store perioder af døgnet. Han lå meget hos mig, og jeg ville ikke vække ham, når han endelig havde fundet ro. Farmand var til DHL, og da han kom retur, overtog han, og jeg cyklede hjem og overnattede. Jeg har ikke haft Lukas i mine arme siden. Fik blot lov lørdag at race mod Riget for at give ham et kys i panden, inden de intuberede ham.

Efter tre måneders indlæggelse har vi nærmest kunnet klare alt selv. Bleer, vask, CPAP-pleje, mad på pumpe. Det eneste sygeplejerskerne egentlig har taget sig af, er medicinen samt blod- og sekretprøver. Og nu ligger han så her. Vil du vaske ham om munden? Måske lidt læbepomade? Jeg kan kraftedme ikke skifte ble på min egen dreng, fordi der ligger godt og vel 20-25 slanger og en stomi i vejen. Så må man tage sig til takke med læbepomaden, det kan vel for helvede da ikke gå galt.

Men det efterlader jo os med en enorm bunke tid, som man allerhelst vil brænde hurtigt af og så se ham stabil på den anden side. I morges stod jeg op til en noget mere ustabil dreng, end ham jeg havde sagt godnat til. Nu ligger vi ham i 100% ilt og han SAT’er 87. Så får man altså lægen at se på stuen. Skal det her virkelig være dagen, det hele ender? Omtrent samme mængde solskin omend lidt køligere end den dag, han blev født.

I skrivende stund er han på 57% ilt på et tredjedel lavere tryk end i morges. Han tisser, thank god han tisser, og det tror jeg da pokker, han skal med en overskudsvæske på 500 mL i kroppen. Vores egen lille vandballon 🎈 Jeg har stoppet mit ihærdige forsøg på at catche up på al det lægemæssige omkring ham. Al det medicin han får, doserne, svar på blodprøver, jeg ikke vidste fandtes. Jeg er hverken læge eller sygeplejerske, men mor. Med så mange øjne på ham og hans værdier kan og må jeg koncentrere mig om noget andet. Ham, hans små, tykke pølsefingre og silkebløde hår, der skal nusses ❤️

 

Continue Reading