Brokadeballade

Untitled-6-3

1. Melvin & Hamilton // 2. Steve Madden // 3. Sam Edelman // 4. Melvin & Hamilton // 5. River Island

Jeg kan i den grad mærke, at jeg hungrer efter at komme retur til mit “gamle” liv og dets indhold. Selvfølgelig med Lukas som et lille ekstra touch – det var trods alt et bevidst ønske at berige hverdagen med et barn. Det er det vildeste parallelliv, vi lever efterhånden, og ærligt føler jeg mig snart en smule desperado for at forene de to hverdagstyper lidt bedre, end det er muligt nu.

Jeg SAVNER alle de fantastisk ligegyldige ting og dagligdagsproblemer, der kunne få mig ud af mit gode skind tidligere: min garderobe, der er tom. Reklamemanden, der endnu engang leverer reklamer trods vores TYDELIGE ‘nej tak’-skilt. Måger, der skider mig i håret på uhandy tidspunkter. Cykelturen til Vesterbro i sjaskpladask regnvejr. Bussen, der endnu engang er forsinket. Idioten, der ikke trækker til side på fortovet. I ved, alt det dér som man jo i bund og grund kun ser, fordi man vælger at bemærke det.

Perspektiv er vist nøgleordet, og bevares, jeg tror (og håber!) ikke, jeg går hen og bliver en højhellig engel af at have set en af livets barske sider, men jeg tror – og kan i hvert fald allerede nu fornemme – at der skal mere til at hidse mig op. At jeg er mere selektiv om, hvad jeg gider bruge min energi på. Det må da lidt være en gave, hvis man nu skal forsøge at hive bare én god ting ud af det her forløb.

Men jo, jeg savner at opdatere min graderobe, og at shoppelysten er ved at være retur, må være et godt tegn. Desuden tænker jeg helt vildt meget i kjolebaner i forbindelse med Lukas’ dåb og fødselsdag, og hvad der ellers kommer. For hvor bliver der mange gode ting at fejre! Og med det: mange fine grunde til at klæde sig pænt.

Lige nu har jeg kastet min kærlighed på brokade og særligt i skoform. Med et af ovenstående par kunne jeg jo næsten gå rundt i hospitalstøjet herinde, uden nogen ville bemærke det! 😛 Lave ballade i gaderne! De er altså også lidt seje, dem her i lyserød, som er lukket bagtil.

Ak ja, det er fint at kunne aflede sig selv lidt. I skrivende stund ligger Lukie på operationsbordet, og han burde faktisk snart være retur. Så jeg må hellere få afsluttet og være klar til, at vi kører ned med respirator, “toget” og vuggen og får ham hentet tilbage til hvor, han hører til. Hos mor og far ♡

 

Continue Reading

Min fødselsberetning – del 3

20904497_10154760264796905_997690736_o

// Billede taget umiddelbart efter fødslen, rimelig tom for følelser på både godt og ondt //

Første del HER & anden del HER

 Jeg ved ikke hvor længe, jeg ligger og bilder folk ind, at veerne er på retur, men tror måske, det drejer sig om en time. På et tidspunkt føler jeg, vandet er gået, jordemoderen tjekker og konstaterer, at tegnblødningen nu er begyndt. Tegnblødning, det vidste jeg ikke engang var en thing? Gennem min graviditet har jeg kun nået ambulant jordemoderkontrol en enkelt gang, og fødselsforberedelseskurset er kun lige bestilt! Så nej, at man skal tegnbløde inden en fødsel, er nyt for mig. Faktisk ved jeg heller intet om, hvilken vejrtrækningsteknik der er mest optimal at benytte under veer (det skulle kurset ligesom også have lært mig!), men jeg får sgu aldrig spurgt jordemoderen, og nu virker det også lidt for åndssvagt. Faktisk går det op for mig, at der er uhyggeligt mange ting, jeg ikke ved om fødsler. Du må go with the flow og håbe på, de hiver baby ud, hvis nu du besvimer tænker jeg.

Jordemoderen tvinger mig fra min så godt som behagelige stilling i sideleje om til rygleje, og min lænd dræber mig langsomt! Så stikker hun lattergas i hånden på mig, og jeg tænker på den naturlige fødsel, jeg havde drømt om, og den korte snak om smertedæmpere min ambulante jordemoder og jeg havde til den ene kontrol, jeg nåede. Jeg tænker også, at lattergassen nu er et kærligt vink med en vognstang om, at hvad du har i vente gør nullernaller nas, så tag lige imod mit drug. Så jeg tager imod og suger lystigt til mig – fuck principper, tingene er allerede gået stikmodsat af planlagt jo. Efter lidt tid virker lattergassen: jeg er stadig hundrede procent i smerterne, men de er ligesom distanceret fra min krop, hvilket gør hele vesituationen noget nemmere at håndtere. Meget mærkelig følelse!

Jeg husker ikke, hvornår hele modtagerholdet står klart, men jeg husker tanken om, at de ikke vil kunne nå det. Det hele tager til i både tempo og smerter, og så kommer den. Den fantastiske evne kroppen har, pressetrangen. Hvis jeg nogensinde har troet, jeg kunne kontrollere min krop med min hjerne (og det har jeg!), så er jeg i den grad stået af nu. Min krop tager fuldstændig over, og jeg har intet andet valg end at gå med den. To presseveer bliver det til, hovedet kommer på første, resten af lillefisen kommer sammen med fostervandet på anden. Idet han er ude fortager smerterne sig! Ingen tid til at far klipper navlestrengen, havde lægerne beordret, men Lukas agerer skrigeballon og udviser gode vitale tegn, så Jonatan får alligevel lov at føre saksen. Jeg når aldrig at få set hverken lillemand eller Jonatan, men han (altså Lukas) bliver lagt i en plastikpose for at holde varmen, og ryger hurtigt over i kuvøsen. Inden alle mand kører fra stuen, får jeg spurgt, om det nu også er en dreng som forventet. Kønnet har på ingen måde været i fokus, så der er faktisk ikke nogen, der ved det. De dobbelttjekker, og den er god nok. Pyha, så har jeg ikke købt ind forgæves, er hvad mine tanker kan kapere på daværende tidspunkt. Jonatan triller med holdet mod neonatalafdelingen, og tilbage er jordemoderen, fødselslægen og jeg. Moderkagen føder jeg nemt kort tid efter, og de står og kigger lidt til den for at spotte om der umiddelbart er noget, der kan forklare, hvad der lige er sket de sidste 17 timer. Jeg får kørt lidt brød og et flag ind på stuen og mærker sulten komme retur, som Lukas kom ud. Efter en gedigen håndfuld opkastninger er jeg både dehydreret og tom for mad. Personalet forlader stuen, og der sidder jeg så, mutters alene.

Med en ostemad i hånden og stilhed på stuen får jeg lov at FORSØGE at forstå, hvor begivenhedsrig en lørdag, det har været. Det lykkes ikke, og jeg er egentlig bare tom for følelser. Det er en ret sigende beskrivelse. En følelse står dog ret klart, det er at lillemanden skal have et navn, og hvilket et virker pludselig enormt ligegyldigt. Men et navn skal han have. Lukas er det eneste drengenavn, vi har snakket og følt enighed om, så det er ret ligetil. Jonatan kommer retur fra neonatal og viser mig videoer og billeder. Jeg smiler, fordi selvfølgelig er det stort, men jeg føler en vældig distance til, at den baby er min. Jeg har jo hverken rørt ham eller set ham komme ud, så han kan i princippet være søn af hvem som helst. Jeg mindes dog at være positivt overrasket over udseendet – at nok var det en lille størrelse, men babytrækkene havde han: øjne (sammenknebne), ører, fingre og en mund, der kunne skrige. Ikke den alien/kødklump/lørdagskylling jeg havde tænkt, der ville komme ud i uge 25.

Jeg hopper i en kørestol, og vi triller gennem natten på Riget ned for at trække lidt luft og sende en melding ud til familien. Så har de nyheden og en video at vågne op til. Tilbage på fødegangen giver de et go om, vi nu begge kan få lov at se Lukas. Stue 10 på neonatal bliver vores hjem de næste mange uger. Han ligger i et opvarmet monstrum af en kuvøse, og jeg får lov at stikke hånden derind. Jeg bilder mig ind, det er stort, fordi det er det!, men kan faktisk hverken rigtig se eller mærke noget. Så bliver vi indlogeret på barselsgangen, og den nat/de få timer tilbage af natten sover vi begge i én seng – KOGENDE fordi det er den varme periode af maj.

Jeg mindes ikke på noget tidspunkt at græde, udover et par knebne tårer på vej i bilen til Herlev, men mest med smerterne som årsag. Jeg mindes heller ikke, at der mellem Jonatan og jeg blev sagt så mange ord, måske ingen af os vidste, hvad der var passende at sige. Jeg husker, at smertefølelsen fra veerne overraskede mig positivt. Bevares, det GØR jo bare pisse ondt at være i fødsel, men jeg genkendte det som menstruationssmerter gange tusind – avs, ja, men en velkendt smerte, hvilket gjorde, at jeg ikke skulle panikke over nye ting, kroppen pludselig præsenterer én for.

Når folk spørger, hvordan fødslen gik, tænker jeg to ting. 1) Den gik nok så godt, som den kunne omstændighederne taget i betragtning. Selvom der på stuen var otte mand mere, end jeg havde forventet, føltes det hele “normalt”, hvilket jeg kan takke et utrolig kompetent og professionelt team for 2) TAK fordi I spørger. I starten var det svært, at al fokus var på lillemanden og hans tilstand, fordi min egen krop og psyke havde været igennem så vildt et scenarie og blev glemt lidt i kølvandet på bassen. Set efter i sømmene har jeg nok stadig ikke bearbejdet fødslen og op- og eftertakten, men mere om det senere.

Om det var stort at føde? Hmm, fjernt er måske en bedre beskrivelse. Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov at føde vaginalt, men stadig i sorg over, at han ikke kom op på brystet af mig direkte efter. Mon ikke det også er medvirkende til, at der gik noget tid, før jeg følte den dér mor-barn-forbindelse. Den er heldigvis indhentet nu 💚

Continue Reading

Jeg er meget glad og lidt sur

Vi har nu haft to rigtig gode dage og en lige så god nat, og det, synes jeg, er lige så vigtigt at råbe højt om som de dér til tider lidt (ret) tunge emner, jeg tager op herinde på bloggen. For selvom det hele overall føles som én stor jammer, så er der altså også de fine små øjeblikke, hvor man glemmer alt om operationer og respiratorer og smerter, og hvor Lukas bare er en baby, der ligger og suger verden til sig med sine store, nysgerrige øjne.

JEG KNUSELSKER DEM! Øjnene såvel som de momenter.

Det er vitterlig dem, jeg lever for for tiden – dem, der gør hverdagen udholdelig og endda sommetider fantastisk, selvom det er en bizar ting at sige, når jeg er indlagt på snart 5. måned.

Selv i denne grumme tid er momenterne at finde: hans første stiften bekendtskab med sutteflaske. I går bradykardierede han, i dag tog han 4 mL. De første peb vi hørte fra ham, efter han kom ud af respiratoren. De første øjne vi så – noget sederede, men de var der! Første gang han kom i mine arme igen efter en pause på godt 14 dage. Mor var trængende! Vores lille musikmoment med rangleleg og Marvin Gaye i højttalerne (ja beklager, jeg forsøgte med Se den lille stær, den er åh så fornøjet, men kom ikke videre derfra. Vi ønsker os en børnesangbog!). Mormor der fik lov at holde ham for første gang i dag. Læger og sygeplejersker der kommer forbi uafhængigt af hinanden og bare liiiige skal se til ham og kvitterer med et hvor ser han bare meget bedre ud! Observationerne af far og søn, der har en kærlig alvorssnak med prutten-på-maven i vuggen. De to altså Alle de søde hilsener og tanker, der fortsat dumper ind hist og her. I er mange, der tænker på os, og vi kan ikke beskrive, hvor taknemmelige vi er.

Så jo, der ER rigtig mange gode momenter, og det er nok dem, vi samler sammen og propper ind under hovedpuden, når vi går i seng. Så de kan sprede god karma natten over og gøre os alle tre klar til en ny dag. Og dem er vi oppe på 122 af nu, kan jeg hilse og sige. Men hvem tæller

Når det så er sagt, så må jeg lufte min helt store frustration for tiden, kun for at I kan give mig ret (så gør lige det, tak!)

ÅBENBART er det fuldstændigt kropumuligt at få lov at dyrke en smule fitness her på Riget. Ikke så meget som en motionscykel eller en lille håndvægt kan man få lov at låne! Om det er fordi, jeg i princippet ikke er indlagt, men kun er pårørende til en indlagt ved jeg ikke, men hallooooo! Jeg er faktisk ret forarget over, at man på landets måske største hospital, som jo må og skal proklamere sundhed på allerhøjeste plan, ikke har et sted man kan få lov at røre sig?! Vi har været her i fire måneder, og jeg bliver langsomt tyk og sindssyg. Den irriterende type ville sige hvorfor går du ikke bare i et af de utallige fitnesscentre i nærheden, og til ham kan jeg lige så godt sige: that’s not gonna happen. Sidst jeg forlod Lukas længere tid af gangen, blev han lagt i respirator, og han er stadig labil nok til at kunne finde på mærkelig ting, så jeg er bare ikke dér endnu, hvor jeg tør gå alt for langt væk alt for lang tid. Jaja, måske en pylret mom thing.

Så når jeg nu ikke kan få lov at træne, og Lukas viser sig fra sin mageligste side (læs: sovende), må jeg jo gøre, hvad jeg gør næstbedst: netshopper. Eller netdrømmer, alt efter hvem man spørger, men i princippet kan man godt netshoppe uden at bruge penge. Den der seje taske jeg skal have fingrene i ville simpelthen se så sej ud med en petroleumsblålig/flaskegrønlig uldfrakke  Jeg kan lige se det for mig: mig, Gucci, uld og Lukas i barnevogn strolling down the roads…

Untitled-5

// 1. Frakke – & Other Stories // 2. GG Marmont Matelassé – Gucci // 3. Loafers – Sam Edelman //

Continue Reading

Hvorfor skal man nødvendigvis altid snakke om tingene?

Siden jeg skrev indlægget om at tackle, har jeg haft lyst til at forlænge med fokus på dét der med at tale om tingene.

Er det en dansk ting i grunden? Eller er det en global opfattelse, at man bedst kommer igennem (store som små) kriser ved at tale om tingene? For det er jo dét, der er svaret, hvis du spørger den brede befolkning, er det ikke? Min antagelse er – og ret mig hvis jeg er forkert på den – at der er mange kloge mænd og koner med flere års studier bag sig, som siger det samme: at gennem tale kan vi bearbejde og hele. Men hvad hvis man er den stumme type og har det bedst med det?

Personligt har jeg selv haft rigtig god gavn af en stakkel med brede skuldre, til hvem jeg kunne læsse lort af gennem svære perioder. Første omgang var omkring 2012-2013 som 1:1 med en psykolog et halvt års tid. Tror bare jeg var ung, forvirret, presset på studiet og mine forældre var blevet skilt. Jeg var ikke vant til modstand og da slet ikke at bede om hjælp! Hun var sød, og det hjalp, og det gik egentlig ret fint en periode, men så røg jeg ned igen og blev efterfølgende tilknyttet et gruppeterapiforløb i forbindelse med bulimi. Dette hjalp også ret fint. Jeg tror, succesen i begge forløb skal findes i to fællestræk: 1) det var mig der skulle gøre jobbet og arbejde med mig selv og 2) jeg havde selv opsøgt hjælpen. Årsagen til sidstnævnte var, at jeg følte en form for stop i mit liv. Toget ville ikke køre længere, jeg var gået i stå og manglede hjælp til atter at komme op i omdrejninger. Det er uden tvivl det mest grænseoverskridende, men også mest givende, jeg nogensinde har gjort for mig selv: at formulere med rigtige ord (!!) at jeg føler mig deprimeret og beder om hjælp.

I forbindelse med Lukas’ indlæggelse har Jonatan og jeg været forbi psykologen en enkelt gang. Helt i starten blev vi præsenteret for tilbuddet om samtaler med både psykolog og socialrådgiver. Vi sagde ja tak til begge dele, fordi hvorfor ikke? Vi kan altid booke endnu en tid, men har ikke gjort det. En del har efterhånden spurgt, om ikke det er en ide, og jo, jeg tager da ideen op til revurdering nærmest dagligt. For det er et fint tilbud, og det er ikke min forfængelighed, der denne gang afholder mig fra at booke en tid. Det er tanken om udbyttet, eller måske manglen på samme. Toget er ikke som sådan gået i stå, det er måske bare ramt af velkendte forsinkelsestider, vi ikke rigtig gør noget ved alligevel. Parkeret midlertidigt på perronen til istandsættelse. Den dag, jeg føler, det er taget ud af køreplanen for good, booker jeg en tid, men indtil da kan jeg godt smøre hjulene selv.

Jeg kan dog mærke, at der er sket et skel her undervejs i indlæggelsen, og det er også derfor jeg revurderer på dagsbasis. Præcist hvornår det indtraf, har jeg lidt svært ved at definere, men jeg ser tegnene komme, fordi jeg har oplevet dem før. Det største omhandler hverdagsenergien. Efterhånden er der flere dage på ugen, jeg ikke kommer i tøjet end omvendt. Daffer rundt i sexede hospitalsskjorter morgen til aften. Det samme med antal dage hvor jeg slår øjnene op og mest af alt har lyst til at vende mig og sove videre. Sove dagene væk, gå i hi for en stund og vågne op, når alt er godt. Kan jeg ikke også få et skud fentanyl og morfin at komme igennem dagen på? Vi har på sin vis været presset mange gange undervejs i indlæggelsen, men de sidste uger har Lukas været i decideret livsfare, og så følger nye følelser med. Sidste gang vi oplevede, han var truet på livet, var i ugerne lige efter fødslen, og der forstod vi heldigvis ikke så meget af noget. Spørgsmålet hvornår kommer vi hjem har jeg stillet maaange gange. Kommer vi overhovedet hjem? tør jeg ikke spørge om lige nu.

Førhen hjalp det altid på humøret at få Lukas i armene og kigge ham i øjnene, men af gode grunde er samværet begrænset for tiden, og det kan jeg godt mærke. Hud-mod-hud-kontakt er sgu ikke kun for barnets skyld! Jeg føler lidt, at min mission i det her babyprojekt er skubbet en hel del i baggrunden. Jeg føler mig overflødig som mor, fordi jeg ikke kan give ham det liv og de oplevelser, jeg havde tænkt. Ikke engang nærvær og tryghed.

MEN SNAKKER DU IKKE MED NOGEN, NINA? Jo, det gør jeg, men ændrer det på noget? Det føles ikke sådan. Det eneste, der kan ændre på tingene i denne her lortesituation er en væsentlig ændring i Lukas’ tilstand. At vi får ham hjem. At de finder ud af, hvad han fejler! Kan vejen dertil lettes af at snakke med en psykolog? Jeg tror det ikke. Den dag, jeg tror det, booker jeg en tid, ingen tvivl om det. Men jeg tror, jeg er for lukket for ideen pt til, at det bliver rigtig godt. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke snakker om det. Det gør jeg. Med venner og familie og Jonatan og sygeplejerskerne især. Og så bruger jeg bloggen, som måske er gået hen og blevet mit allerbedste værktøj, fordi den ikke forstyrrer mig. Jeg er bare ikke særlig god til at sidde over for et andet menneske og tømme ud af mit inderste indre. Ikke fordi jeg bevidst holder følelserne inde, jeg ved ganske enkelt bare ikke altid, hvad jeg føler, når jeg får stukket hvordan har du det? i snotten fjorten gange dagligt. Og så er det svært at sidde og formulere med ord, når man mest af alt bare gerne vil have lov at være stum og langsom og distræt.

Nej, det er lettere på skrift. Her har jeg tid til at mærke efter, hvordan følelserne egentlig hænger sammen indeni. For de er der jo, og de skal også ud – det kan jeg mærke, de har brug for. Men ikke nødvendigvis med lyd på, de formuleres bedre på skrift. Akkurat som med eksaminer. Jeg hader de mundtlige, fordi jeg skal tænke hurtigt og præstere punktligt. Gennem de skriftlige får jeg bedre betænkningstid, og det er som regel også noget mere konstruktivt, der kommer ud. Det handler ikke så meget om, at det formuleringsmæssigt skal lyde godt, jeg tænker bare helt generelt bedre gennem skrift.

Så hvorfor skal jeg absolut snakke med en psykolog? Nu snakker jeg jo endelig med nogen. Dig. Spørgsmålet kommer jo altid under en igangværende samtale. Måske folk ønsker, jeg åbner op, og når jeg så endelig gør, føler de sig ikke gode nok til at tage imod. “Håndtere mine følelser”, det må en psykolog gøre bedst. Næh, erfaringsmæssigt er det ikke fordi, de gør noget, du og jeg ikke kan gøre. Bottom line er, at for mig handler det om at skabe et rum. Et rum hvor der er plads til alle tanker – også dem der kan sende dig på den lukkede, hvis du siger dem højt, det er næsten dem med mest guf på – og et rum hvor tingene ikke altid går så hurtigt. Og du må gerne lege stilleleg, og du må også gerne lege vagthavende og invitere folk ind i rummet, men for din egen skyld bør du i ny og næ gøre status og samle sammen, hvad der gemmer sig af snask rundt omkring ved panelerne. For der kan godt blive ret messy, og det ville også være synd, hvis det en dag skal rives ned, fordi det ikke står til at redde.

Continue Reading

Min fødselsberetning – del 2

 

PicMonkey Image

// Et par mavebilleder – det første og det sidste. (Lad Jer ikke narre af min sure mine) //

Første del HER.

På et eller andet tidspunkt får jeg så sat en monitor på maven, der kan måle de ’jag’ der, jeg så fint beskrev. Og ja, det kan vist ikke komme bag på nogen, at de frygtelig meget ligner veer, så lynhurtigt får jeg stukket lungemodnende i låret, HVIS NU jeg skulle finde på at føde. Jeg får også opstartet vehæmmende medicin i drop og bliver kastet i en hospitalsskjorte. Dér føler jeg mig indlagt! Det er skræmmende, hvad hospitalstøj kan gøre ved dig. Veerne er nu så slemme, at jeg derfra og til Lukas er ude kun sporadisk åbner øjnene.

Ind kommer en børnelæge for at fortælle os i (meget!) korte træk, hvad det vil sige at føde et barn så tidligt, skulle det gå så galt. Og at hver time, jeg kan holde ham inde, tæller. Hvad kan en time dog gøre fra eller til? Jeg mindes ikke at føle synderlig meget på daværende tidspunkt. Jeg har heldigvis nok at se til med veerne, og så er det bare enormt ambivalent at ligge dér med troen på medicinens virkning, mens alvoren i situationen alligevel så småt står og banker på døren. Vil han overhovedet kunne overleve? Måske. Hun ligner ikke just en, der selv tror på det. Vi får også meldingen: nu er du indlagt – sengeliggende – indtil termin i hvert fald. Om det så skulle være som mor eller gravid, måtte tiden jo vise.

Herfra mister jeg lidt tidsfornemmelsen, men mens jeg flytter fra undersøgelsesbriksen over i en seng (aaaah!), flytter veerne om i lænden. Der er meget snak om, hvorvidt man tør tage chancen og overflytte mig til Riget, eller om Riget skal sende et neonatalteam til Herlev. Herlev tager sig af præmature, men ikke før uge 28. Allermindst vil de have, at jeg føder i ambulancen! Jeg selv mindes at ligge og tænke: kom nuuuuuu, det her kommer til at tage en krig! Langt om længe kører vi med udrykning mod Riget. Jonatan, der spørger hvor han skal køre henad. Jordemoderen der svarer, om han ikke bare kan følge ambulancen. Idiot.

Vi ankommer på Riget. Så langt så godt. Nu er jeg i de bedste hænder, hvad der så end skal ske. Afsnittet lader ikke rigtig til at kende til min ankomst, og jeg bliver trillet rundt på fire afdelinger, før der er en overlæge, der skærer igennem og anbringer mig på en firmandsstue. Der er run på husker jeg, og jordemoderen, der tilser mig, har travlt, men gør det virkelig godt omstændighederne taget i betragtning. Jeg bliver scannet og undersøgt af mange omgange og ved 8-tiden, bliver jeg kørt på fødegangen. Det er også her jeg første gang stifter bekendtskab med bad ass L fra neonatalteamet, som senere tager imod ham. Hun er så ligefrem, og jeg har så meget respekt for den kvinde: Hvis vehæmmerne ville virke, så havde de virket! Bum. OK, så jeg skal føde. Højst sandsynligt. Selvfølgelig vil de gøre alt, hvad de kan for ham.

Èn ting går mig meget på disse minutter: Hvorfor er der ingen, der spørger mig, om det her overhovedet er noget, jeg vil gennemføre? Og hvad vil jeg overhovedet svare, hvis jeg får muligheden? Mit rationale fortæller mig, at årsagen kan findes to steder: 1) folk antager, at jeg selvfølgelig allerede elsker mit ufødte barn så højt, så svaret giver sig selv 2) jeg er langt over abortgrænsen og har faktisk ikke noget valg. Den dag i dag er jeg nok glad for, jeg ikke fik valget, men jeg har mange tanker omkring disse dilemmaer. Det må blive i et kommende indlæg. L forlader stuen med et vi ses nok senere.

Herfra både aftager og tiltager veerne lidt, og Jonatan når sågar at opdatere venner og familie om, at nu er der vist ro på, og jeg lader til at småsove. Jeg har ladet mig fortælle, at mange gik i seng med den besked og håbet om en ny og bedre dag dagen derpå. Men helt sådan skulle det altså ikke være.

Fortsættelse følger…

Continue Reading
1 2 3 92