Min fødselsberetning – del 3

20904497_10154760264796905_997690736_o

// Billede taget umiddelbart efter fødslen, rimelig tom for følelser på både godt og ondt //

Første del HER & anden del HER

 Jeg ved ikke hvor længe, jeg ligger og bilder folk ind, at veerne er på retur, men tror måske, det drejer sig om en time. På et tidspunkt føler jeg, vandet er gået, jordemoderen tjekker og konstaterer, at tegnblødningen nu er begyndt. Tegnblødning, det vidste jeg ikke engang var en thing? Gennem min graviditet har jeg kun nået ambulant jordemoderkontrol en enkelt gang, og fødselsforberedelseskurset er kun lige bestilt! Så nej, at man skal tegnbløde inden en fødsel, er nyt for mig. Faktisk ved jeg heller intet om, hvilken vejrtrækningsteknik der er mest optimal at benytte under veer (det skulle kurset ligesom også have lært mig!), men jeg får sgu aldrig spurgt jordemoderen, og nu virker det også lidt for åndssvagt. Faktisk går det op for mig, at der er uhyggeligt mange ting, jeg ikke ved om fødsler. Du må go with the flow og håbe på, de hiver baby ud, hvis nu du besvimer tænker jeg.

Jordemoderen tvinger mig fra min så godt som behagelige stilling i sideleje om til rygleje, og min lænd dræber mig langsomt! Så stikker hun lattergas i hånden på mig, og jeg tænker på den naturlige fødsel, jeg havde drømt om, og den korte snak om smertedæmpere min ambulante jordemoder og jeg havde til den ene kontrol, jeg nåede. Jeg tænker også, at lattergassen nu er et kærligt vink med en vognstang om, at hvad du har i vente gør nullernaller nas, så tag lige imod mit drug. Så jeg tager imod og suger lystigt til mig – fuck principper, tingene er allerede gået stikmodsat af planlagt jo. Efter lidt tid virker lattergassen: jeg er stadig hundrede procent i smerterne, men de er ligesom distanceret fra min krop, hvilket gør hele vesituationen noget nemmere at håndtere. Meget mærkelig følelse!

Jeg husker ikke, hvornår hele modtagerholdet står klart, men jeg husker tanken om, at de ikke vil kunne nå det. Det hele tager til i både tempo og smerter, og så kommer den. Den fantastiske evne kroppen har, pressetrangen. Hvis jeg nogensinde har troet, jeg kunne kontrollere min krop med min hjerne (og det har jeg!), så er jeg i den grad stået af nu. Min krop tager fuldstændig over, og jeg har intet andet valg end at gå med den. To presseveer bliver det til, hovedet kommer på første, resten af lillefisen kommer sammen med fostervandet på anden. Idet han er ude fortager smerterne sig! Ingen tid til at far klipper navlestrengen, havde lægerne beordret, men Lukas agerer skrigeballon og udviser gode vitale tegn, så Jonatan får alligevel lov at føre saksen. Jeg når aldrig at få set hverken lillemand eller Jonatan, men han (altså Lukas) bliver lagt i en plastikpose for at holde varmen, og ryger hurtigt over i kuvøsen. Inden alle mand kører fra stuen, får jeg spurgt, om det nu også er en dreng som forventet. Kønnet har på ingen måde været i fokus, så der er faktisk ikke nogen, der ved det. De dobbelttjekker, og den er god nok. Pyha, så har jeg ikke købt ind forgæves, er hvad mine tanker kan kapere på daværende tidspunkt. Jonatan triller med holdet mod neonatalafdelingen, og tilbage er jordemoderen, fødselslægen og jeg. Moderkagen føder jeg nemt kort tid efter, og de står og kigger lidt til den for at spotte om der umiddelbart er noget, der kan forklare, hvad der lige er sket de sidste 17 timer. Jeg får kørt lidt brød og et flag ind på stuen og mærker sulten komme retur, som Lukas kom ud. Efter en gedigen håndfuld opkastninger er jeg både dehydreret og tom for mad. Personalet forlader stuen, og der sidder jeg så, mutters alene.

Med en ostemad i hånden og stilhed på stuen får jeg lov at FORSØGE at forstå, hvor begivenhedsrig en lørdag, det har været. Det lykkes ikke, og jeg er egentlig bare tom for følelser. Det er en ret sigende beskrivelse. En følelse står dog ret klart, det er at lillemanden skal have et navn, og hvilket et virker pludselig enormt ligegyldigt. Men et navn skal han have. Lukas er det eneste drengenavn, vi har snakket og følt enighed om, så det er ret ligetil. Jonatan kommer retur fra neonatal og viser mig videoer og billeder. Jeg smiler, fordi selvfølgelig er det stort, men jeg føler en vældig distance til, at den baby er min. Jeg har jo hverken rørt ham eller set ham komme ud, så han kan i princippet være søn af hvem som helst. Jeg mindes dog at være positivt overrasket over udseendet – at nok var det en lille størrelse, men babytrækkene havde han: øjne (sammenknebne), ører, fingre og en mund, der kunne skrige. Ikke den alien/kødklump/lørdagskylling jeg havde tænkt, der ville komme ud i uge 25.

Jeg hopper i en kørestol, og vi triller gennem natten på Riget ned for at trække lidt luft og sende en melding ud til familien. Så har de nyheden og en video at vågne op til. Tilbage på fødegangen giver de et go om, vi nu begge kan få lov at se Lukas. Stue 10 på neonatal bliver vores hjem de næste mange uger. Han ligger i et opvarmet monstrum af en kuvøse, og jeg får lov at stikke hånden derind. Jeg bilder mig ind, det er stort, fordi det er det!, men kan faktisk hverken rigtig se eller mærke noget. Så bliver vi indlogeret på barselsgangen, og den nat/de få timer tilbage af natten sover vi begge i én seng – KOGENDE fordi det er den varme periode af maj.

Jeg mindes ikke på noget tidspunkt at græde, udover et par knebne tårer på vej i bilen til Herlev, men mest med smerterne som årsag. Jeg mindes heller ikke, at der mellem Jonatan og jeg blev sagt så mange ord, måske ingen af os vidste, hvad der var passende at sige. Jeg husker, at smertefølelsen fra veerne overraskede mig positivt. Bevares, det GØR jo bare pisse ondt at være i fødsel, men jeg genkendte det som menstruationssmerter gange tusind – avs, ja, men en velkendt smerte, hvilket gjorde, at jeg ikke skulle panikke over nye ting, kroppen pludselig præsenterer én for.

Når folk spørger, hvordan fødslen gik, tænker jeg to ting. 1) Den gik nok så godt, som den kunne omstændighederne taget i betragtning. Selvom der på stuen var otte mand mere, end jeg havde forventet, føltes det hele “normalt”, hvilket jeg kan takke et utrolig kompetent og professionelt team for 2) TAK fordi I spørger. I starten var det svært, at al fokus var på lillemanden og hans tilstand, fordi min egen krop og psyke havde været igennem så vildt et scenarie og blev glemt lidt i kølvandet på bassen. Set efter i sømmene har jeg nok stadig ikke bearbejdet fødslen og op- og eftertakten, men mere om det senere.

Om det var stort at føde? Hmm, fjernt er måske en bedre beskrivelse. Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov at føde vaginalt, men stadig i sorg over, at han ikke kom op på brystet af mig direkte efter. Mon ikke det også er medvirkende til, at der gik noget tid, før jeg følte den dér mor-barn-forbindelse. Den er heldigvis indhentet nu 💚

You may also like ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *