Min fødselsberetning – del 2

 

PicMonkey Image

// Et par mavebilleder – det første og det sidste. (Lad Jer ikke narre af min sure mine) //

Første del HER.

På et eller andet tidspunkt får jeg så sat en monitor på maven, der kan måle de ’jag’ der, jeg så fint beskrev. Og ja, det kan vist ikke komme bag på nogen, at de frygtelig meget ligner veer, så lynhurtigt får jeg stukket lungemodnende i låret, HVIS NU jeg skulle finde på at føde. Jeg får også opstartet vehæmmende medicin i drop og bliver kastet i en hospitalsskjorte. Dér føler jeg mig indlagt! Det er skræmmende, hvad hospitalstøj kan gøre ved dig. Veerne er nu så slemme, at jeg derfra og til Lukas er ude kun sporadisk åbner øjnene.

Ind kommer en børnelæge for at fortælle os i (meget!) korte træk, hvad det vil sige at føde et barn så tidligt, skulle det gå så galt. Og at hver time, jeg kan holde ham inde, tæller. Hvad kan en time dog gøre fra eller til? Jeg mindes ikke at føle synderlig meget på daværende tidspunkt. Jeg har heldigvis nok at se til med veerne, og så er det bare enormt ambivalent at ligge dér med troen på medicinens virkning, mens alvoren i situationen alligevel så småt står og banker på døren. Vil han overhovedet kunne overleve? Måske. Hun ligner ikke just en, der selv tror på det. Vi får også meldingen: nu er du indlagt – sengeliggende – indtil termin i hvert fald. Om det så skulle være som mor eller gravid, måtte tiden jo vise.

Herfra mister jeg lidt tidsfornemmelsen, men mens jeg flytter fra undersøgelsesbriksen over i en seng (aaaah!), flytter veerne om i lænden. Der er meget snak om, hvorvidt man tør tage chancen og overflytte mig til Riget, eller om Riget skal sende et neonatalteam til Herlev. Herlev tager sig af præmature, men ikke før uge 28. Allermindst vil de have, at jeg føder i ambulancen! Jeg selv mindes at ligge og tænke: kom nuuuuuu, det her kommer til at tage en krig! Langt om længe kører vi med udrykning mod Riget. Jonatan, der spørger hvor han skal køre henad. Jordemoderen der svarer, om han ikke bare kan følge ambulancen. Idiot.

Vi ankommer på Riget. Så langt så godt. Nu er jeg i de bedste hænder, hvad der så end skal ske. Afsnittet lader ikke rigtig til at kende til min ankomst, og jeg bliver trillet rundt på fire afdelinger, før der er en overlæge, der skærer igennem og anbringer mig på en firmandsstue. Der er run på husker jeg, og jordemoderen, der tilser mig, har travlt, men gør det virkelig godt omstændighederne taget i betragtning. Jeg bliver scannet og undersøgt af mange omgange og ved 8-tiden, bliver jeg kørt på fødegangen. Det er også her jeg første gang stifter bekendtskab med bad ass L fra neonatalteamet, som senere tager imod ham. Hun er så ligefrem, og jeg har så meget respekt for den kvinde: Hvis vehæmmerne ville virke, så havde de virket! Bum. OK, så jeg skal føde. Højst sandsynligt. Selvfølgelig vil de gøre alt, hvad de kan for ham.

Èn ting går mig meget på disse minutter: Hvorfor er der ingen, der spørger mig, om det her overhovedet er noget, jeg vil gennemføre? Og hvad vil jeg overhovedet svare, hvis jeg får muligheden? Mit rationale fortæller mig, at årsagen kan findes to steder: 1) folk antager, at jeg selvfølgelig allerede elsker mit ufødte barn så højt, så svaret giver sig selv 2) jeg er langt over abortgrænsen og har faktisk ikke noget valg. Den dag i dag er jeg nok glad for, jeg ikke fik valget, men jeg har mange tanker omkring disse dilemmaer. Det må blive i et kommende indlæg. L forlader stuen med et vi ses nok senere.

Herfra både aftager og tiltager veerne lidt, og Jonatan når sågar at opdatere venner og familie om, at nu er der vist ro på, og jeg lader til at småsove. Jeg har ladet mig fortælle, at mange gik i seng med den besked og håbet om en ny og bedre dag dagen derpå. Men helt sådan skulle det altså ikke være.

Fortsættelse følger…

You may also like ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *