‘Den kritiske tid’ – om at få tiden til at gå

Jeg synes, vi har haft et par stykker af dem nu, de kritiske perioder. Vi har ikke haft et barn før og slet ikke et præmaturt, hvilket, jeg tror, har hjulpet os et langt stykke af vejen. For os er dette den eneste virkelighed, vi kender. Det er sådan her det er at have et barn. Sad but true.

B – en af vores læger – udtalte i går, at det er godt nok et hårdt forløb, I har været igennem. Tak, så har vi da ikke haft fingeren helt forkert på pulsen. Det er flot, at I stadig smiler. Tak.

Da Lukas blev født, sagde man, at den kritiske tid var den første uge, måske lidt mere. Jeg ved ikke, hvordan eller hvornår man kunne fornemme, at nu var vi over dén periode, men det skete somehow. I lørdags da han blev lagt i respirator, fornemmede jeg, at vi nu skulle indstille os på en ny kritisk periode. Måske nogle dage, en uge, indtil en tarmskylning havde fået hul på forstoppelsen – ellers måtte vi tage den derfra. I søndags fik vi så endnu én at forholde os til – Lukas skulle opereres, og den nye ventetid hed 2-6 timer på operationsbordet. Hvordan slår man sådanne ihjel?

Alt gik ret hurtigt helt fra morgenstunden af. Der har vel været 3-7 sundhedsfaglige på stuen konstant fra vi stod op, til han blev kørt ned på OP. De kom fra ultralyd, røntgen, børnekirurgisk, der var konstant aktivitet. Så lød meldingen, og han skulle gøres klar til operation. Mere aktivitet. Hvis nu han ikke overlever, fortryder du så, at de sidste timer skulle gå med drop, prøver, medicin, scanninger? Siden jeg tog hjem og overnattede fredag, var det faktisk minimal berøring jeg havde haft med Lukas. Lidt holden i hånden og et kys i panden. De ringede efter portøren, og vi fik lov at sidde ved ham. Tændte for hans musik-panda, kyssede ham i panden, holdt ham i hånden og udstyrede ham med nussefåret og Pingu. Jeg husker han lå på højre side af hovedet, så jeg kun kunne se hans venstre øre. Jeg har tænkt på det mange gange, at han har et lille hak dér på øret, men jeg har aldrig fået tjekket, om det også er at finde på højre øre. Tænk hvis jeg aldrig får ham at se igen, så nåede jeg aldrig at tjekke det hak! P.S. Det har jeg tjekket her efterfølgende, og det er faktisk kun på venstre øre 😉 Et lille, personligt charmetræk…

B kom ind: Vil I have ham døbt inden? Dén, ved jeg, var en hård nød for Jonatan. Måneder forinden var en baby død på afdelingen, og jeg stod op til præstetøj på bænken ude foran stuen. Det var en meget mærkelig dag på trods af, at jeg hverken kendte baby eller forældre. Stemningen var ligesom bare anderledes, og jeg mærkede den atter påny for mit indre. Nej tak. Personligt betød en dåb ikke det store for mig på, ej heller for Jonatan. Vi skal ikke spilde tiden, få ham i stedet ned på OP hurtigst muligt.

Vi fik lov at trille med, og kl. 14.41 sagde vi på gensyn, og så tog vi tid. I skal ikke sidde her og vente. Det kan tage timer, vi ved det ikke, det kommer an på, hvad vi finder. Gå ud og få lidt luft og tænk på noget andet.

Tænk på noget andet?

……… ?!

Hun er jo sikkert fin nok, men nogle gange finder jeg det lettere at afskrive lægerne som nogle uempatiske og socialt akavede robotter, som til gengæld gør deres job pisse godt. Ingen finger at sætte på dét. Det gør det nemmere for mig at rumme. Ingen forstår alligevel vores situation, så det er næsten bedre, at de lader være at prøve. I stedet fokusere på det, de er gode til. Fix min søn.

Vi sad kort i mørket i det nærliggende ambulatorie og græd – måske mest mig -, indtil der kom én og smed os væk. Så gik vi et smut forbi kirken på min opfordring. Ikke at jeg betegner mig selv som religiøs, men det skal da ikke hedde sig, at man ikke har prøvet. Tænk hvis vi kunne hente lidt ind på kontoen dér. Så gik vi i 7-eleven og medbragte lidt mad i Fælledparken.

Tænkte vi på noget andet? Ikke rigtig. Vi snakkede om ham, så billeder og videoer, grinede og smilede af hans store, nysgerrige øjne. Vi troede faktisk begge på ham (og gør det stadig!). Vi havde fået tildelt stue 9 i mellemtiden, kun os og dermed en seng til os hver. Lukas havde fået redt op til en større vugge, som de ville hente ham i. Man reder ikke op med nye senge og nyt udstyr, hvis ikke man tror på det. Det var en hjælp, men dermed ikke sagt, at vi ikke var bange.

Lukas kom retur omkring kl. 17.15. Selve operationen var gået godt. Helt igennem fantastisk!

Herfra startede så en ny periode, og jeg ved ikke, hvorfor jeg har misset forventningen om denne. Men lillefyren skal jo komme sig, og det kan tage dage, uger, måneder. Han er stadig i respirator, stadig ikke vågnet op efter operationen, stadig sederet. Hvor lang tid skal vi vente denne gang? Ingen ved det. Naturligvis.

Jeg har før bedt om tålmodighed i pilleform, ingen har ordineret det endnu.

You may also like ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *