Ventilationer

20795123_10154751741521905_892409137_o

Jeg synes efterhånden, jeg har sagt det nogle gange nu, men “det har (også) været en ret shitty uge”. I søndags forsøgte vi at tage CPAP’en fra Lukas – den har fulgt ham siden han var nyfødt, og for mig personligt er det en kæmpe sejr, den dag det lykkes. Med det sagt kan I næsten regne ud, at det ikke lykkedes denne gang. Han holdt til tirsdag aften, men det var simpelthen for ustabilt, så han røg retur. Øv, man håbede jo sådan. Jeg mindes hans NIV, han ikke ville ud af. Efter 4. gang lykkedes det. Ved nærmere eftertanke er der alligevel sket lidt siden, så mon ikke han en dag også bliver træt af CPAP’en? 🙏🏽

Det der især har fyldt denne uge har været ventilationerne. Når børnene ryger tilpas langt ned i saturation og oftest også puls kan man give dem kunstigt åndedræt på en maske, neopuffen. Der er som sådan ikke noget farligt i det, men det er klart, at det er et tydeligt råb om hjælp til vejrtrækning, når det sker. Siden i søndags er Lukas blevet ventileret fem gange på fem dage. Det er nærmest blevet en daglig ordination. Han tager sin mad enormt dårligt for tiden, har kvalme forårsaget af sin medicin, gylper og har endnu ikke lært at enten synke eller hoste op. Så maden ender et sted sådan cirkus midt imellem og sætter sig på tværs for luftvejene. Ikke smart! Han bliver suget og ventileret, og risikoen er der, hver gang han får mad, hvilket er hver 3. time. Spørg lige om mit hjerte sidder højt i halsen, hver gang jeg mader ham?! Jeg går på listefødder og 43 mL mælk kan snildt tage en time, hvis bare han lægger an til de mindste opkastfornemmelser. Vi skal sgu ikke risikere noget.

I torsdags slog det mig, hvor syg en hverdag vi egentlig lever i pt. Det ene sekund overværer jeg min søn besvime, blive blå, slap og få kunstigt åndedræt, og 5 min. senere står jeg i 7-eleven for at købe frokost. Smiler pænt til ekspedienten og ønsker ham god dag. Man kunne fristes til at kalde mig en kold skiderik, men det er desværre blevet hverdagskost de her scenarier. Hvis jeg skulle gå op i det med hud og hår og følelser, hver gang han blev ventileret, var jeg blevet kuk kuk for længst. Man har fået et forvrænget billede af, hvordan det er at have en nyfødt. Sygt, men sandt.

I starten skrev jeg ned, hver gang Lukas blev ventileret. Tror jeg stoppede, da vi nåede til den syvende, men jeg kan godt huske hans første gang. Der var han 23 dage gammel, kan jeg se i min bog. Det var meget ubehageligt at overvære – det er jo en slatten, blå babykrop, man ser, og jeg kan stadig huske, hvordan de bare tog ham i arme og ben og smækkede ham op i arbejdshøjde med hovedet i benenden og omvendt. Total livløs og uden tonus. Tømte ham for mad i maven, én til at ventilere og en til at hive den indblæste luft ud af ham gennem sonden. Ingen stress, men alligevel en anspændt – alvorlig, koncentreret – stemning i rummet. Mig, der stod og knugede hænderne og holdt vejret. Kom nu Lukas, kom nu, please please please. Og Lukas, der vågnede op og skreg som en stukket gris dér under neopuffen. Han har altid haft meget kraft i sig. Hvilken helt igennem ubeskrivelig lettelse! Efterfølgende bad jeg Jonatan blive og overnatte med mig. Vi lå simpelthen så dårligt – to voksne mennesker i en hospitalsseng. Præcis ligesom dengang vi var 16 år og overnattede som store- og lilleske i hinandens enkeltmandssenge bare under nogle lidt andre omstændigheder nu. Vil han pludselig stoppe med at trække vejret igen? Skal jeg holde mig vågen, hvis nu? Hvad hvis det er sidste gang jeg kommer til at se ham, og så har jeg bare ligget og sovet?!

Siden har jeg oplevet situationen maaange gange og måttet sande, at selvom man forsøger at holde sig vågen til alt – hvis nu! – så giver kroppen også efter på et tidspunkt. Den er heldigvis klogere end sindet. Hjernen har brug for søvn, og det ved den, også selvom man i hjertet ønsker noget andet. Endnu engang må jeg bukke og neje for kroppen, den fantastiske skabning.

Man bliver kugleskør af at have været indlagt så længe, tror jeg. Eller det kan jeg skrive under på. Men man bliver også hærdet, og det håber jeg at kunne tage med hjem. Ikke pylret, hærdet. Hvad vi dog ikke har sagt af sætninger, som jeg i mit liv aldrig havde forestillet mig. Nåh, han holder bare lige lidt pause i vejrtrækningen. Samme tonefald som i: jeg skal bare bede om to med krymmel. Hvis man ikke kender til den her verden, må man synes, vi er nogle freaks. Kølige freaks.

Det kunne være rart, hvis Lukas snart var ovre ventilationsstadiet, han er trods alt efterhånden en veteran i den ekstremt præmatur verden. Hvis han var født i dag, var han født til tiden. Og jeg havde nok været ved at gå ud af mit gode skind med kæmpe vom, hævede fødder og en stor portion utålmodighed i baglommen. Ak ja, hvis bare jeg havde været så uvidende…

 

You may also like ...

2 kommentarer

  1. Fantastisk beskrivelse af jeres situation. Jeg håber af hele mit hjerte, at alt vil få en lykkelig udgang. Selvfølgelig sker det. Stort knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *