Køkultur

Jeg vil ikke just betegne mig selv som den tålmodige type. Næsten tværtimod. Jeg kan godt lide at have mange ideer i luften, og mit største problem er, at jeg gerne vil virkeliggøre dem alle her og nu. Bygge Rom på én dag. Fordelen ved, at det ikke kan ske, er, at mange af ideerne alligevel viser sig at være forbipasserende, og jeg ender ofte med aldrig at få gjort noget ved dem alligevel. Der er dog ét særligt projekt, der fylder alle celler i min krop for tiden. Det gør ondt fysisk helt ind i hjertet, at jeg ikke kan realisere det her og nu, og det er naturligvis også dét, jeg er allermest utålmodig omkring. Lukas min skat, hytten er klar, vi vil så gerne have dig hjem. Nu.

En klog sygeplejerske sagde forleden, at når man ankommer her på afdelingen hænger man blufærdigheden på knagen, og tager tålmodigheden på. Blufærdigheden, fordi vi malkekoner flere gange dagligt sidder for åben dør med bare babser og malker ud. Det er sgu det mindste af det hele, herregud bare babser, man bliver så ligeglad. Tålmodigheden fordi – well – uden den overlever du ikke her.

Nok kan jeg være utålmodig, men retfærdig synes jeg godt, jeg kan tillade mig at tage på min kappe. Jeg tror på, at hvis ellers man er et rart og ordentligt menneske, så bliver man ikke snydt i sidste ende. Hvorfor jeg overhovedet bringer retfærdighed ind i alt det her, ved jeg ikke. Hele denne fucked up hospitalsverden er alt andet end retfærdig for NOGEN, om så man ligger her i fire uger eller fire måneder. Men… hvornår er det vores tur? kan sådan et retfærdigt og at least hard trying tålmodigt menneske som jeg godt finde på at tænke. HVORNÅR MÅ VI KOMME HJEM HR. DOKTOR?  I tre måneder har jeg undladt at stille det spørgsmål, fordi jeg udemærket ved, at det er umuligt at svare på. Alt kan ske. Alt sker! Op og ned hele tiden. Man venter bare på, at det snart går lidt mere op, end det går ned, så hjulet er selvkørende.

Og jeg PRØVER fortsat. Ser det hele i et større perspektiv. Om ti år er denne tid bare en brøkdel. Hvor blev det hele lige af?! Men god damn jeg føler mig efterhånden snydt gevaldigt. Og overset! Jeg synes på ingen måde, det her er retfærdigt for hverken os og da slet ikke Lukas. Føler jeg står i køen i Netto, og folk bliver ved med at vade udenom. Måske fordi de ikke kan overskue den gigantiske indkøbsvogn, jeg har fået fyldt op? Men hallo, vi har stået her længe nu, og nok har vi mange varer, men findes der bare lidt retfærdighed – og det skal der! – så er det altså vores tur nu. Vi har været her i treeeee måneder, og alle de hardcore forældre, vi startede kampen med, er long gone. Jeg ved godt, at jeg hverken kan eller skal sammenligne, men hvordan kan man lade være? Der er i dag under en uge til hans termin og – indrømmet – terminsdatoen har siden start været lidt et mål om hjemsendelse, så den sved lidt, da jeg måtte visualisere et nyt.

Vi kunne selvfølgelig overveje gør-det-selv kasserne, men de er alligevel altid ustabile, og så står man med lorten selv i sidste ende. Desuden fortalte søde S engang, at de kan indlægge mig på røde papirer, hvis jeg forsøger at smutte med ham. Så jeg må sgu nok hellere lade være at lave mere ravage i den, end godt er. Selvom det er fristende, hvis jeg et øjeblik leger irrationel.  Nej, jeg må nok hellere holde mig til den gode gamle kassebåndskøkultur. Og håbe på, at hvis jeg holder min plads, så gør andre også, og på den måde når vi alle til betalingsskranken før eller siden. Nu har jeg sgu stået i kø længe nok, slut med flere overhalinger indenom! I min kurv ligger en sixpack tålmodighed. Mon ikke alle er bedst tjent med, at jeg åbner den, selvom den endnu ikke er betalt. Det kan jo godt tage lidt tid, det her…

You may also like ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *