Tid – en finurlig størrelse

Godmorgen! Denne gang fra hjemmet. Har fået fripas fra hospi af kæresten weekenden over. Say whaaaaat?!

Yup, den er god nok. Siden indlæggelsen har jeg kun været hjemme sporadisk, og det er svært at nyde timerne, når man kommer hjem fra hospitalet tidligst kl.21 og skal være tilbage igen dagen efter ved 10-tiden senest. Man er jo egentlig kun hjemme for søvnen (hvilken man bestemt heller ikke skal undervurdere!). Det er skægt, man kan virkelig mærke forskel på mit og Jonatans søvnbehov. Misser jeg et par gode nætter i streg, bliver jeg virkelig som en varulv, aggresiv med fråde om munden midt om natten. Ingen skal forstyrre, mit sovehjerte er stort. Håber håber HÅBER, at Lukas arver det. Nåh, anyway, 24 stive timer som minimum har jeg at gøre godt med. Hvad skal jeg dog få tiden til at gå med?

Jeg kunne tage en tur/retur til London, uden nogen overhovedet behøvede vide, jeg havde været væk. Eller blot nøjes med en tur i biffen rundt om hjørnet måske?

Jeg kunne lave en åndssvag hård work out (savner!) og på den måde fastslå, om jeg stadig har lårmuller hårde som sten – hvilket jeg vist allerede kan konkludere ikke er tilfældet. Eller jeg kunne dase på sofaen all day long og spise is direkte fra bøtten og se dårlige chick flicks.

Jeg kunne også cykle ind til Magasin og se, om jeg kunne nå det sidste af det dersens sommerudsalg (er det overhovedet en ting længere?) og “uheldigvis” fejre de første børnepenge, der er gået ind på kontoen. Det burde altså ikke være mor, der administrerer de penge..

Hvis vejret havde været en tand bedre, kunne jeg smække måsen i solsengen og indhente den D-vitamin, jeg er gået glip af de sidste to måneder. Ligesom resten af danskerne åbenbart?

Jeg kunne også bare blive siddende her på min flade og nyde min ovnbagte bolle med ost og smeltet smør med Mads og Monopolet på podcast i baggrunden. Jeg mangler bare en avis, og så er der dømt ægte morfarstemning. Det er næsten ligesom i gamle dage. Næsten. Og så alligevel overhovedet ikke. Der mangler ligesom noget. Nogen. Langsomt tempo på en fuldstændig ledig lørdag. Alt kan ske, hvad mon dagen vil bringe? I hvert fald noget så sexet som tøjvask er på programmet…

Tiden er i grunden en skæg størrelse. Jeg prikkede lidt hul på det her, det dér med ventetid. Den føles så uendelig lang lige nu, og om ti år vil det hele blot være en brøkdel af hvad livet ellers bringer. En svær ting af mange. Gad vide om det her bliver det hårdeste, vi bliver udsat for i vores liv? Den hårdeste periode? Jeg tør næsten ikke skrive det, for jeg synes, jeg har jinxet en del i det her forløb. Men kan man overhovedet jinxe en for tidlig fødsel?

Nu prøver jeg. Skriver de pæne ord om nogle gode dage oven på nogle knap så gode, og så håber vi ikke, jeg jinxer noget. Så tør jeg da først aldrig skrive noget igen.

Lukas er i bedring efter en hård overflytning til Riget og nogle svære opstartsdage. Der var run på, og der blev taget mange prøver og foretaget mange undersøgelser, og han fik ikke meget ro. Heldigvis har der også været mange gode tilbagemeldinger fra hele skidtet, og lillemanden lader til at være tilbage på sporet atter med en hjemsendelse i sigte. Eftersom min nordstjerne i form af terminsdatoen som hjemsendelsesdag blev taget fra mig, havde jeg brug for et nyt mål i sigte. Det værste ved ventetid er, hvis ikke du ved, hvad du egentlig venter på. Eller hvor længe du skal vente. Og Lukas’ leverproblematik har skubbet lidt til visionen. Hvad kan vi forvente, kære Hr. Læge? spurgte jeg, og han skyder på en måned til halvanden. Det er jo overskueligt! Åh, hvis bare det får lov at fortsætte!

Men for nu vil jeg nyde en weekend, en fridag. Kan man overhovedet tillade sig at holde fridag fra sit eget barn? Jeg kan, og jeg ved, han er i gode hænder hos farmand. Og det ville heller ikke undre mig, hvis savnet alligevel er for stort, og jeg bliver nødt til liiige at cykle ind forbi og sige hej…

P.S. Min computeroplader har jeg glemt på hospi – måske i grunden meget rart med lidt elektronisk frihed for en stund – så indlægget her er skrevet på telefonen. Aner derfor ikke, hvordan det kommer til at se ud i praksis, når jeg udgiver.

You may also like ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *