Tvivlen

20590460_10154718517646905_461437343_o

Ørj, hvor er det typisk, at man skamroser Riget og så ender med en overflytning dertil, ikke?

I onsdags var planen, at CPAP’en, som Lukas har ligget med de sidste mange uger, skulle smides til fordel for en optiflow. Et stort skridt for os og ikke mindst den lille mand, fordi det betyder, at hans lunger er blevet bedre. Forældre til præmature kender jargonen, I andre må google 😉. I stedet fik han en infektion og måtte tirsdag aften ventileres og have hjertemassage. Han blev lagt tilbage i tryk 5 i stedet for de vanlige tryk 4, og det hele er ligesom endnu engang bare et skridt tilbage i den forkerte retning. Det er hans tredje infektion nu, og jeg synes lige, han var blevet rask, før han nåede at blive syg igen. Så forfra med drop og antibiotika…

Derudover har han fået forhøjet levertal, hvilket han ikke har døjet med før, men eftersom hans infektion skyldes herpesvirus, kan forhøjelsen måske tilskrives den. Måske. Men i den her verden arbejder man gudskelov ikke med måske’er, så torsdag blev vi overflyttet til Riget for udredning af de der skide levertal. Så det er status lige nu og bedst, som man lige gik og havde visualiseringer om hjemsendelse og – for Lukas’ vedkommende – vejrtrækning uden en eller anden åndssvag maske på vendte det hele på en tallerken.

Jeg synes, det er hårdt. Benhårdt og jeg er  træt af de der pludselige skift. Det dræner mig fuldstændig for energi, at man det ene sekund er glad, håbefuld, forventingsfuld og positiv og det næste virkelig har lyst til at smide håndklædet i ringen. Nogle gange, når det hele er rigtig sort inde i mit hovede, har jeg det, som om jeg er med i en leg, jeg gerne vil meldes ud af. Jeg vil ikke være med mere. Ligesom da man var barn og bare kunne gå sin vej. Men det kan man ikke her, for nogen har bestemt, at Lukas, Jonatan og jeg skal deltage i den her åndssvage leg, som absolut føles som alt andet end en leg. Har nogen det? Er det skæbnen, at det lige skulle være os? Jeg ved det ikke, men lige nu føler jeg trang til at tilskrive nogen eller noget det her helvede.

Jeg synes, jeg har været god til hele tiden at se det søde i det sure. At være taknemmelig over, at vi og Lukas får lov at blive en del af hinandens liv 3,5 måned før tiltænkt. At vi får lov at følge den udvikling, han ellers skulle have haft inde i min mave. Det er jo faktisk ret vidunderligt og fantastisk, at det kan lade sig gøre? Bare det dér med, at han over nogle dage groede øjenvipper. Jeg mener.. det har de jo bare, når de kommer ud?

Jeg er træt. Rigtig træt og jeg kan snart ikke mere. Han er uge 35+3 nu, og i følge min app vil 99% af præmature født i uge 35 klare sig uden mén, og vejrtrækningen vil ikke være noget problem. Han er tydeligvis bagud, hvilket selvfølgelig kan tilskrives, at han ikke er født i uge 35, men hele 10 uger før. Jeg burde i grunden slette den app.

Jeg forestiller mig, at det må være sådan her folk, der har fået knust deres hjerter, må have det. I ved, dem, som har oplevet deres livs kærlighed gå fra dem og nu er blevet følelseskolde og afvisende og ikke tør gå ind i et forhold og binde sig 100% i frygt for at blive såret igen. Jeg forstår dem! Det gør ondt hver gang, man bliver skuffet, og især når man har overgivet sig til troen og håbet på, at det vil blive godt. Denne her gang vil det blive godt! Og en lille ynk tropper op og river én ud af kærlighedsboblen og griner hånligt. Haha, troede du seriøst på det? Jeg kan sgu godt forstå, man udvikler sig et panser!

Jeg er meget opmærksom på ikke at iføre mig det panser. Jeg ved, at det er udviklet og hænger tilgængeligt på knagerækken lige ved min mentale hoveddør, men jeg prøver at hænge det bagerst blandt alle de andre, jeg også ejer. Det med leopardprint og det med sølvglimmer på for eksempel. Dem har jeg hængt ovenpå! Så kan de forhåbentlig tynge det andet lidt. Måske endda drysse lidt glimmer ved siden af ved et uheld.

Alligevel kom jeg til at hoppe i det dumme panser forleden i Føtex. Jeg skulle bare lige hente et par salater til en hurtig frokost til Jonatan og jeg og gik så forbi stofbleerne. Jeg har længe snakket om, at vi skal have nogle flere stofbleer, for vi har kun 12, og jeg forestiller mig, at man får brug for måske tre gange så mange (vi får i hvert fald brugt en stak dagligt her på hospi!). Og i Føtex har de sådan nogle fine nogle med stjerner på, og de koster heller ikke så meget. Jeg gik forbi og greb dem med de sorte, men på en eller anden måde, må panseret været hoppet af knagerækken for uden at tænke over det, kom tvivlen mig på tværs. Det er dumt at købe flere ting, for du ved ærlig talt ikke, hvornår og om du overhovedet får ham hjem, Nina. Og så er det flere spildte penge. Bum. Og jeg forlod Føtex med mine to salater og en trist mine.

Undervejs i det her forløb har vi ikke holdt os tilbage med indkøbene. Vi havde en del på plads, inden jeg fødte, men vi manglede også en del. Specielt barnevognen, den skulle vi have bestilt nogle dage efter, og jeg havde glædet mig sådan. Man kan vælge at udskyde alt det praktiske til, når situationen ligesom først er safe, men for os – og måske mest mig – har det været en del af processen at fortsætte, som man ville have gjort. Indkøbe de sidste ting inden den store dag og få styr på alt det praktiske. Installere autostol og have barnevognen klar til afhentning. Begge dele er der styr på nu. Så det er ret nyt for mig det dér med at tvivle ind til knoglerne. Kommer det nogensinde til at ske, at han kommer hjem og får lov at opleve hele det her show, vi har forberedt til ham? Eller ender vi med en stor sjat tabte penge og et ureparerbart broken heart?

Det er nyt for mig at holde mig tilbage på den positive indkøbsfront og her et par dage efter – og efter 12 timers uafbrudt søvn, nøøj søvn kan hjælpe – irriterer det mig grænseløst, at jeg ikke købte de skide stofbleer. Fordi det betyder, at det triste, lille, ynkelige kræ – tvivlen – havde mig i øjeblikket! Og han kan gå af h******* til, skal han. Han er overhovedet ikke velkommen her, og han skal ikke have lov at inficere mere, end hvad allerede er inficeret. Jeg gider ikke flere infektioner nu, men hvis det sker igen, er det frem med drop og antibiotika, og så er der heldigvis også råd for det!

You may also like ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *