At tackle

20317223_10154697909206905_1866919524_o

Noget, folk meget har kommenteret på i løbet af de her måneder, er, hvor seje vi er. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår det og så alligevel. Jeg tror godt, jeg ved, hvor de vil hen. Vi får at vide, at vi tager det flot, og at vi er nogle stærke forældre. Det er selvfølgelig rigtig store ord at få med på vejen, og jeg tager det helt sikkert til mig og som en kompliment. Men bare dét, at man stadig er her, er det ikke imponerende nok i sig selv?

Jeg tror ikke, dét at tackle noget er et valg. Du kan helt sikkert arbejde med det til næste gang, du havner i en svær situation, men hvis du gør det til et valg nu og her, tror jeg, det bliver noget juks, fordi det betyder, du skal handle på en måde, der ellers ligger dig uvant. Og det tror jeg blot kan blive endnu en stressfaktor. Om det så betyder, at du skal ligge fladt og tude i 80 stive dage, så er det dét, du skal. Hvis man lægger mærke til det, ændrer tiden sig jo ikke, bare fordi man havner i en svær situation. Et minut varer stadig 60 sekunder, solen går ned i vest, og rundt omkring i gaderne fortsætter folk stadig deres hverdag, som de hidtil har gjort. Den eneste, der ser verden på en ny måde, er dig. Jeg husker det selv tydeligt en af de første gange, jeg skulle forlade hospitalet. Tror det var for at hente en pizza. Hvorfor stopper folk ikke op? Halloooooo?! Kan I ikke se, at jeg er i en form for sorg og lige har født en dreng, der stadig er indlagt og i livsfare?! Hvordan kan I bare fortsætte sådan uden videre? Hvorfor står verden ikke stille?

Men det gør verden ikke, omend det føles sådan for dig. Og faktisk tror jeg, at det er enormt praktisk, at minutterne, timerne, dagene fortsætter i samme tempo. For selvom du ikke synes, du rykker mentalt, må jeg bare citere (hvem er egentlig manden bag?): Tiden læger alle sår. Det tror jeg virkelig, den gør, også selvom du ikke føler, du er i stand til eller aldrig vil komme til at tackle, hvadend det måtte være. Jeg tror faktisk bare dét at holde sig i live er en metode. I hvert fald for mig. Så gør tiden ligesom resten for dig. Tænk på, hvis den stod stille, som man nogle gange kunne håbe. I min situation ville det betyde, at Lukas først ville få lov at vokse, når jeg var færdig med at deale med mine følelser og atter klar til at trykke på play-knappen. Og hvornår er man overhovedet det? Selvom det er overvældende at være i både hans og min egen kamp på én gang, komplimenterer de altså hinanden ret godt, tror jeg. Jeg kan bruge hans op- og nedture til at blive klogere på, at han nok ikke vil få så slemt et liv, som de frygtscenarier, jeg har haft inde i mit hovede, illustrerer, og han kan bruge mit nærvær og min kærlighed til at komme sig. Løbende at se hvad han går igennem, hjælper mig utroligt meget i forhold til at acceptere hans situation, men også til at visualisere den hverdag, vi kommer til at have på sigt, når han kommer hjem. For der er jo nogle ting, der ikke bliver, som man havde forestillet sig, og det må godt være svært og gøre ondt. Tænk, hvis man som for bare 25 år siden blev sendt hjem og fik lov at hente sit barn på afdelingen 3,5 måned senere. Måske med et par besøgstider undervejs. Nej, dét at overvære hvor stort et issue bare vejrtrækningen har været for Lukas, gør det noget nemmere at acceptere, at rejser og ture uden for Danmark de første par år måske bliver begrænset. I tilfælde af en simpel forkølelse kan han risikere indlæggelse med luftvejsproblemer. Og så vil man helst være i nærheden af et dansk hospital. Ufedt, men jeg øver mig i at deale med det ved at følge situationen løbende, selvom det er hårdt at være i. Drømmene er der stadig, de ser bare anderledes ud. Og det er okay.

Når du havner i en krisesituation (kan man kalde det her en krise? Det kan man vel godt), skal man være i den. Jeg mener.. du kan jo ikke ikke være i den. Nogle tackler situationer ved at være meget udadvendte, handlingsorienterede, snakkende, mens andre ligger sig i fosterstilling og går i hi i måneder. Er den ene metode bedre end den anden? Jeg tror det ikke – den ene kan måske være mere udryddende og opslidende end den anden, men jeg vælger at stole på kroppen og på, at den nu engang kan tage valget om, hvordan den bedst muligt beskytter sig selv og sindet. Er det ved at isolere sig og trække stikket en uge, en måned, et par år? Så har jeg stor respekt for det. Er det, det modsatte har jeg ligeså. Som førnævnt tror jeg blot, det er vigtigt, at du er dig selv tro i din måde at tackle krisen på.

Personligt har jeg været i begge grøfte gennem svære perioder i mit liv, men i det her forløb har jeg mest været en do‘erHvorfor ved jeg ikke. Måske fordi jeg før har tacklet ved at ligge i fosterstilling og erfaret, at det altså ikke virkede skidegodt for mig? Måske fordi det handler om noget større end mig selv? Hvis jeg synes, at jeg har det hårdt, hvordan har Lukas det så ikke? Man giver jo ikke bare sådan op og vender ryggen til, for lillefyren er her jo stadig, når man åbner øjnene igen, og hans kamp er ligesom ikke slut. Den skal han ikke kæmpe alene! Og altså… de der store, runde hundeøjne kan jo i sidste ende overtale én til hvad som helst 😏 Gudskelov, at babyer er så god damn cute! Ham vil jeg gå til verdens ende for.

 

You may also like ...

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *