Et lille babykollektiv

20290052_10154698115831905_1563384590_n

De her ord går til alle på GN, neonatalafsnittet på Rigshospitalet, hvor vi tilbragte 45 dage, før vi blev overflyttet til Herlev. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med personalet fra GN, var det L som kort inden fødslen kom for at fortælle, hvad det vil sige at føde et barn i uge 25. Jeg lå da med kraftige veer og kan på ingen måde genkalde, hvad hun egentlig sagde. Jeg husker en til dels tough, men fattet og autoritær kvinde som senere skulle vise sig at tage os rigtig godt igennem forløbet.

Det er i dag en meget surrealistisk følelse at sidde med, når man på den ene side til hver en tid ønsker sig et raskt barn, men på den anden har været igennem et forløb, man på ingen måde ville have været foruden. Jeg er evigt taknemmelig for det danske sundhedssystem og især for et fantastisk hold af veluddannede, empatiske, oprigtigt interesserede ansatte, som findes på GN.

Vi havde altid følelsen af at være i første række, også selvom Jeres arbejdstid måske hed 7-15, men somme tider endte i overtid på grund af Lukas, vores lille diva. I formåede konstant at bibeholde os på et trygt og godt plan, hvor vi aldrig for real frygtede for Lukas’ liv. Jeres valg af ord – I var klare i spyttet, ærlige og velformulerede. Roste når han gjorde det godt. Uddybede når han gjorde det mindre godt. Lyttede til os og vores kendskab til drengen, men vigtigst af alt underminerede I på ingen måde vores fornemmelser. Behandlingen var et samarbejde, og I har haft os med i det hele vejen. I har været tålmodige – måske også sukket lidt i krogene – men I har aldrig ladet mig stå alene med tårer i øjnene og en bekymret mine. I var gode til at huske, at for Jer var arbejdspladsen et job, hvor I kunne gå hjem og holde weekend, men for os var det en midlertidig, ufrivillig bolig, vi ikke kunne gå til og fra, som det passede os. Jeres “stue” fungerede som vores soveværelse, babyværelse og dagligstue, OG vi var endda to familier om at dele den. På en eller anden underlig måde endte jeg i en hverdag, jeg virkelig holdt af (trods vi aldrig kunne åbne et vindue og få frisk luft ind). Der var altid liv omkring mig, men også plads til, at jeg kunne ligge i fosterstilling og være træt af livet. Der var en føling med, hvornår jeg gad snakke, og hvornår jeg bandede alle og enhver langt væk. I formåede på bedste vis at give mig følelsen af privatliv med de muligheder, I nu havde. I sad trods alt plantet på en stol ved computeren 1,5 meter fra min seng. Og så den dér oprigtige interesse i mine hækleprojekter – jeg skulle have oprettet en hækleklub! 😃 For en introvert person som jeg kunne dette forløb være endt helt skævt, og 1,5 måned kunne snildt føles som mere. På en eller anden måde sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at det gik alt for hurtigt.

Så af hjertet TAK TAK TAK til det bedste plejeteam, som vi rent faktisk oplevede fungere som et team omkring os og Lukas. Tak til C for altid at være en nærværende, opmærksom og smilende plejeansvarlig og helt igennem fantastisk med babyer – “mmmh?“. For det kram og den snak vi havde, da jeg sad alene i sofaen og græd. Tak til H for et humør uden lige (det må være de finske gener?) og en stor interesse i Jonatan og jeg. For at du tog festøreringene på, den dag Lukas formåede at forblive i CPAP’en efter 4. forsøg. For dit “så er der salt og pepper til vennen“. Tak til K for dit gå-på-mod, din faglighed og din løsnings- og detaljeorienterede tilgang (at du løste situationen med den kondensdannende pain-in-the-ass CPAP-slange, thank god!). Tak til T for den fedeste humor ever og for at holde hovedet koldt og gøre utrygge situationer trygge. At du fik os ned på jorden og gjorde det hele til hverdag, nød glæden ved Lukas’ bulk season og protein shakes lige så meget som jeg. Tak til C for en bad ass præstation den nat du var med til fødslen og tog imod Lukas og efterfølgende ikke kunne holde fingrene fra ham, selvom han ikke var dit ansvar. Det samme med L – Lukas var aldrig dit plejebarn, og alligevel var du inde ved os hver vagt for liiiige at høre status på ham, sikke en omsorgsfuld nysgerrighed. Tak til N for at gøre de første dage tålelige og afslutte forløbet ved at stå for overflytningen til Herlev. Det var en fin måde at slutte ringen på. Du, S, blev på en måde også en del af hans yndlingsteam, og du var god til at lytte og være på stuen hurtigt, hvis han lige trængte til lidt opmærksomhed. Tak til L for de kloge ord om, at vi altid tror på barnets eget potentiale og først behandler derefter. For at du altid tog dig god tid til stuegang og var på vores niveau. Tak til L og A for færdigheder og lederskab jeg kun kunne håbe på at opleve. Og til L for den arm over skulderen du gav mig på gangen og dit “du ser noget brugt ud” – drønærligt (og godt spottet by the way 😏). Tak til B for at gøre tanken om al det medicin til double espressos. Og så mindes jeg fra en af de første dage en sygeplejerske – husker ikke hvem – nævne for os, at her på afdelingen er tiden den bedste medicin. Vise ord og gør ideen om tålmodighed noget lettere at forholde sig til.

Jeg har altid ærgret mig over aldrig at få afprøvet boligformen kollektiv, men jeg tænker, at det må være sådan her det føles at sige farvel til hinanden. Tak til GN – et fantastisk lille kollektiv af babyer og fede roomies 🙏🏽

 

You may also like ...

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *