Hvem sagde desperado…

say

Billede fra someecards

What a lovely day, jeg har haft mig. Èn af de få denne sommer, hvor jeg rent faktisk har fået nydt lidt af København. OG jeg været et smut forbi crosfitteren i morges – det er også kun to uger siden sådan cirkus. Min træningsmakker er endda hjemvendt fra ferie, så dét kan jeg ikke engang bruge som undskyldning længere. Desværre. Av av, det bliver et ømt syn at se mig på håndboldbanen igen efter ferie. Må bede om udskiftning efter fem minutter på banen tror jeg. 2 angreb, ét forsvar og måske kan jeg få presset en kontra ind, men så holder jeg vist heller ikke til mere, tror jeg. Ak, det var tider dengang, man kunne spille 2×30 uden problemos. På dén front kan jeg sgu godt mærke alderen trykke. Jeg er blevet lidt mere sart og rusten i mit korpus. Sommetider bilder jeg mig endda ind, at jeg kan høre det knirke.

Men i formiddag formåede jeg at præstere en hjemmebrygget WOD (Workout Of the Day for dem, der måtte være gået crossfitbølgen forbi) på hele 30 min, som blandt andet indebar intet mindre end 80 boxjumps. Plyometrisk vel at mærke, hvilket – jeg synes – gør det 117 gange hårdere. Så egentlig kan man vel godt argumentere for, at jeg har lavet 9360 boxjumps? Og så på en mandag. Halleluja.

Efter svedeturen mødtes jeg med en sød gymnasieveninde, der som nybagt mor gjorde mig endnu mere skruk, end jeg var i forvejen. Tak for det, Katrine. De forbandede børn altså … suk. Tænk en magt de kan have over os letmanipulerede skæbner, bare fordi de har kropslemmer i miniaturestørrelse (de tæer altså?! Nuuuurgh), babybløde kinder, ej at forglemme den mest smittende latter OG den dér helt specielle duft. Det er jo som om, de bærer et usynligt ‘ELSK MIG!’-skilt om halsen. Øøøh, ja tak! Jeg tror nok lige, jeg swiper til højre så. Efter den kaffe dér på en bænk ved Søerne, opdagede jeg (eller jeg blev måske nærmere endnu engang mindet om) hvor desperat, jeg er. Altså første gang i dag.

Aftensmaden udgjorde så anden gang.

Min indre monolog gik nogenlunde sådan her:

Mig:Jeg burde jo nok sidde her ved spisebordet og spise min tærte… meeen sofaen er jo det foretrukne, who am I kidding! Hmm, men så spilder jeg jo helt sikkert på det nye (hvide!) gulvtæppe.”

Tænke tænke …

Mig: “Nåh nej, jeg smækker da bare benene op på chaise loungen, så spilder jeg kun på mig selv, og så er alting jo som det plejer. Perfekt manner, det gør jeg, sgu! Og så kan jeg også se TV.

Og TV-guden hørte mine bønner (thank Goooood!), for jeg nåede lige det sidste Say Yes To The Dress på TLCAre you saying yes to this dress? I’M SAYING YES TO THIS DRESS! Det ligner mig altså ikke, at kunne lide sådan nogle programmer, men jeg er totalt sucker for det her åbenbart. Det er nok også blevet en tand værre, eftersom hele blogland lader til at skulle giftes disse dage.

Nåh, men ser I, så er jeg typen, der godt kan finde på at pintereste nogle af de designere, man ser i SYTTD og dér, lige midt i min søgen støder jeg på ovenstående billede. DET ER JO SÅ MEGET MIG?! Og jeg føler mig ramt! Åååh, jeg føler mig så ramt. Dels ramt af latter – mit selvironiske indre kan heldigvis godt få sig en god griner engang imellem. Men puh, jeg føler altså også en snert af sørgelighed. Desperat ville nok ikke være et helt forkert adjektiv at sætte på mig. Det er ikke længe siden, jeg for mig selv tænkte “Nina, nu skal du stoppe med at opsøge alt det dér bryllupshejs. Det kommer, når det kommer (hvis det kommer!), og når det sker, er det uventet og overraskende og SÅ kan du starte drømmene“. HAHA yeah right, det er sgu long gone…

Jeg kunne jo godt bede mig selv om lige at tage en slapper, men jeg har egentlig mere lyst til at streame mere SYTTD. Så det gør jeg sgu. See you bitcheeees!

You may also like ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *