Om #progress, kritik og et rart sted at være

Følgende har jeg haft på sinde på det sidste. Måske er det valgkampens skyld. Til dels. Al den snak om vækst. Gad vide hvor mange gange det ord er nævnt, mens den tre uger lange valgkamp stod på?! Jeg kan i hvert fald mærke, at det efterhånden hænger mig langt ud af halsen. Jeg var også til et foredrag, der (med en lidt anden vinkel) også berørte emnet. ANYWAY – jeg er TRÆT i mit hoved for tiden, og her er, hvad jeg er træt af:

Ord som ‘fremgang‘, ‘udvikling‘, ‘vækst‘ er ret normale i vores (læs: samfundets) mindset i dag, og det sættes nærmest i forbindelse med alt, hvad vi foretager os. På instagram florerer det nok mere som #progress #proudbutneversatisfied #keepgoing osv. Jeg må også sige, at jeg som grundprincip egentlig har, at vi altid skal forsøge at være den bedste udgave af os selv. For vores og andres skyld. For mig personligt betyder det, at jeg til daglig er ret reflekterende og (generelt) løsningsorienteret i forhold til, om noget kan optimeres i mit liv. Det synes jeg er en fin ting, for selvfølgelig skal vi have det bedste ud af det, mens vi er her!

Desværre er der en hårfin balance, som, jeg synes, nemt kan overskrides. For denne idé om, at vi konstant skal være i udvikling, i bevægelse, om det så er i forhold til jobsituation, den fysiske form, familielivet osv., kan jo passende lede videre til spørgsmålet om hvornår er vi så tilfredse?

Jeg snakkede forleden med min terapeut om det her med at være kritisk. Vi vokser i dag op og opdrages med ‘en kritisk sans’ som et vigtigt redskab. Vi lærer at være kritiske over for hvad vi hører i tv, kritiske over for de ‘lidt for gode tilbud’ og kritiske over for mennesker. Mon min cykel bliver stjålet, mens jeg løber ind på posthuset? Eller hvad nu hvis jeg får hældt stoffer i min drink? Og i dansktimerne skulle vi stille os kritiske over for en given tekst gennem vores analysearbejde. Med hele denne kritiske sans lagret i baghovedet er det desværre naturligt nok, at der også er risiko for, at man ender med at være kritisk over for sig selv. For kan man ikke altid liiige gøre det lidt bedre på et punkt eller to? Pisseirriterende tanke, I know, for den kan være så selvdestruktiv og meget svær at tæmme! Og som sagt er jeg tilhænger af, at vi som udgangspunkt stiller os kritiske over for hvad verden måtte bringe. Men måske er det mere ordet i sig selv, jeg egentlig ikke bryder mig om. Kritisk. Kritik. Hvad med at vi bare har fornuften med os, hvor end vi befinder os?

Og så var der dét her med, vi nemt kan blive forfaldne til at anskue os selv iført de kritiske briller. Når vi nogensinde “i mål” eller i hvert fald frem til en plads, hvor vi har det godt, der hvor vi nu engang er? For mig at se er der ingen tvivl om, at idealet er, at vi altid er i bevægelse. Vi skal have den nyeste iPhone, vi skal udnytte de spændende videreuddannelses- og jobmuligheder for at få mest mulig erfaring. Vi skal være med på beatet! Men helt ærligt, ham der kan fejre 30 års jubilæum på sin arbejdsplads? Good for him! Jeg formoder, det betyder, at han har det godt, hvor han er. 

Det er synd, hvis idéen om, at fremad er vejen frem betyder, at vi ikke kan følge med. Eller at vi iler derudaf og banker os selv i hovedet over dét, vi ikke er, og dét vi ikke har nået. Modpolen af ‘vækst‘ er vel ‘stilstand’, og hvis man skaber et rart rum her, er det vel ikke så skidt et sted at være?

You may also like ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *