Jeg er meget glad og lidt sur

Vi har nu haft to rigtig gode dage og en lige så god nat, og det, synes jeg, er lige så vigtigt at råbe højt om som de dér til tider lidt (ret) tunge emner, jeg tager op herinde på bloggen. For selvom det hele overall føles som én stor jammer, så er der altså også de fine små øjeblikke, hvor man glemmer alt om operationer og respiratorer og smerter, og hvor Lukas bare er en baby, der ligger og suger verden til sig med sine store, nysgerrige øjne.

JEG KNUSELSKER DEM! Øjnene såvel som de momenter.

Det er vitterlig dem, jeg lever for for tiden – dem, der gør hverdagen udholdelig og endda sommetider fantastisk, selvom det er en bizar ting at sige, når jeg er indlagt på snart 5. måned.

Selv i denne grumme tid er momenterne at finde: hans første stiften bekendtskab med sutteflaske. I går bradykardierede han, i dag tog han 4 mL. De første peb vi hørte fra ham, efter han kom ud af respiratoren. De første øjne vi så – noget sederede, men de var der! Første gang han kom i mine arme igen efter en pause på godt 14 dage. Mor var trængende! Vores lille musikmoment med rangleleg og Marvin Gaye i højttalerne (ja beklager, jeg forsøgte med Se den lille stær, den er åh så fornøjet, men kom ikke videre derfra. Vi ønsker os en børnesangbog!). Mormor der fik lov at holde ham for første gang i dag. Læger og sygeplejersker der kommer forbi uafhængigt af hinanden og bare liiiige skal se til ham og kvitterer med et hvor ser han bare meget bedre ud! Observationerne af far og søn, der har en kærlig alvorssnak med prutten-på-maven i vuggen. De to altså Alle de søde hilsener og tanker, der fortsat dumper ind hist og her. I er mange, der tænker på os, og vi kan ikke beskrive, hvor taknemmelige vi er.

Så jo, der ER rigtig mange gode momenter, og det er nok dem, vi samler sammen og propper ind under hovedpuden, når vi går i seng. Så de kan sprede god karma natten over og gøre os alle tre klar til en ny dag. Og dem er vi oppe på 122 af nu, kan jeg hilse og sige. Men hvem tæller

Når det så er sagt, så må jeg lufte min helt store frustration for tiden, kun for at I kan give mig ret (så gør lige det, tak!)

ÅBENBART er det fuldstændigt kropumuligt at få lov at dyrke en smule fitness her på Riget. Ikke så meget som en motionscykel eller en lille håndvægt kan man få lov at låne! Om det er fordi, jeg i princippet ikke er indlagt, men kun er pårørende til en indlagt ved jeg ikke, men hallooooo! Jeg er faktisk ret forarget over, at man på landets måske største hospital, som jo må og skal proklamere sundhed på allerhøjeste plan, ikke har et sted man kan få lov at røre sig?! Vi har været her i fire måneder, og jeg bliver langsomt tyk og sindssyg. Den irriterende type ville sige hvorfor går du ikke bare i et af de utallige fitnesscentre i nærheden, og til ham kan jeg lige så godt sige: that’s not gonna happen. Sidst jeg forlod Lukas længere tid af gangen, blev han lagt i respirator, og han er stadig labil nok til at kunne finde på mærkelig ting, så jeg er bare ikke dér endnu, hvor jeg tør gå alt for langt væk alt for lang tid. Jaja, måske en pylret mom thing.

Så når jeg nu ikke kan få lov at træne, og Lukas viser sig fra sin mageligste side (læs: sovende), må jeg jo gøre, hvad jeg gør næstbedst: netshopper. Eller netdrømmer, alt efter hvem man spørger, men i princippet kan man godt netshoppe uden at bruge penge. Den der seje taske jeg skal have fingrene i ville simpelthen se så sej ud med en petroleumsblålig/flaskegrønlig uldfrakke  Jeg kan lige se det for mig: mig, Gucci, uld og Lukas i barnevogn strolling down the roads…

Untitled-5

// 1. Frakke – & Other Stories // 2. GG Marmont Matelassé – Gucci // 3. Loafers – Sam Edelman //

Continue Reading