Hvorfor skal man nødvendigvis altid snakke om tingene?

Siden jeg skrev indlægget om at tackle, har jeg haft lyst til at forlænge med fokus på dét der med at tale om tingene.

Er det en dansk ting i grunden? Eller er det en global opfattelse, at man bedst kommer igennem (store som små) kriser ved at tale om tingene? For det er jo dét, der er svaret, hvis du spørger den brede befolkning, er det ikke? Min antagelse er – og ret mig hvis jeg er forkert på den – at der er mange kloge mænd og koner med flere års studier bag sig, som siger det samme: at gennem tale kan vi bearbejde og hele. Men hvad hvis man er den stumme type og har det bedst med det?

Personligt har jeg selv haft rigtig god gavn af en stakkel med brede skuldre, til hvem jeg kunne læsse lort af gennem svære perioder. Første omgang var omkring 2012-2013 som 1:1 med en psykolog et halvt års tid. Tror bare jeg var ung, forvirret, presset på studiet og mine forældre var blevet skilt. Jeg var ikke vant til modstand og da slet ikke at bede om hjælp! Hun var sød, og det hjalp, og det gik egentlig ret fint en periode, men så røg jeg ned igen og blev efterfølgende tilknyttet et gruppeterapiforløb i forbindelse med bulimi. Dette hjalp også ret fint. Jeg tror, succesen i begge forløb skal findes i to fællestræk: 1) det var mig der skulle gøre jobbet og arbejde med mig selv og 2) jeg havde selv opsøgt hjælpen. Årsagen til sidstnævnte var, at jeg følte en form for stop i mit liv. Toget ville ikke køre længere, jeg var gået i stå og manglede hjælp til atter at komme op i omdrejninger. Det er uden tvivl det mest grænseoverskridende, men også mest givende, jeg nogensinde har gjort for mig selv: at formulere med rigtige ord (!!) at jeg føler mig deprimeret og beder om hjælp.

I forbindelse med Lukas’ indlæggelse har Jonatan og jeg været forbi psykologen en enkelt gang. Helt i starten blev vi præsenteret for tilbuddet om samtaler med både psykolog og socialrådgiver. Vi sagde ja tak til begge dele, fordi hvorfor ikke? Vi kan altid booke endnu en tid, men har ikke gjort det. En del har efterhånden spurgt, om ikke det er en ide, og jo, jeg tager da ideen op til revurdering nærmest dagligt. For det er et fint tilbud, og det er ikke min forfængelighed, der denne gang afholder mig fra at booke en tid. Det er tanken om udbyttet, eller måske manglen på samme. Toget er ikke som sådan gået i stå, det er måske bare ramt af velkendte forsinkelsestider, vi ikke rigtig gør noget ved alligevel. Parkeret midlertidigt på perronen til istandsættelse. Den dag, jeg føler, det er taget ud af køreplanen for good, booker jeg en tid, men indtil da kan jeg godt smøre hjulene selv.

Jeg kan dog mærke, at der er sket et skel her undervejs i indlæggelsen, og det er også derfor jeg revurderer på dagsbasis. Præcist hvornår det indtraf, har jeg lidt svært ved at definere, men jeg ser tegnene komme, fordi jeg har oplevet dem før. Det største omhandler hverdagsenergien. Efterhånden er der flere dage på ugen, jeg ikke kommer i tøjet end omvendt. Daffer rundt i sexede hospitalsskjorter morgen til aften. Det samme med antal dage hvor jeg slår øjnene op og mest af alt har lyst til at vende mig og sove videre. Sove dagene væk, gå i hi for en stund og vågne op, når alt er godt. Kan jeg ikke også få et skud fentanyl og morfin at komme igennem dagen på? Vi har på sin vis været presset mange gange undervejs i indlæggelsen, men de sidste uger har Lukas været i decideret livsfare, og så følger nye følelser med. Sidste gang vi oplevede, han var truet på livet, var i ugerne lige efter fødslen, og der forstod vi heldigvis ikke så meget af noget. Spørgsmålet hvornår kommer vi hjem har jeg stillet maaange gange. Kommer vi overhovedet hjem? tør jeg ikke spørge om lige nu.

Førhen hjalp det altid på humøret at få Lukas i armene og kigge ham i øjnene, men af gode grunde er samværet begrænset for tiden, og det kan jeg godt mærke. Hud-mod-hud-kontakt er sgu ikke kun for barnets skyld! Jeg føler lidt, at min mission i det her babyprojekt er skubbet en hel del i baggrunden. Jeg føler mig overflødig som mor, fordi jeg ikke kan give ham det liv og de oplevelser, jeg havde tænkt. Ikke engang nærvær og tryghed.

MEN SNAKKER DU IKKE MED NOGEN, NINA? Jo, det gør jeg, men ændrer det på noget? Det føles ikke sådan. Det eneste, der kan ændre på tingene i denne her lortesituation er en væsentlig ændring i Lukas’ tilstand. At vi får ham hjem. At de finder ud af, hvad han fejler! Kan vejen dertil lettes af at snakke med en psykolog? Jeg tror det ikke. Den dag, jeg tror det, booker jeg en tid, ingen tvivl om det. Men jeg tror, jeg er for lukket for ideen pt til, at det bliver rigtig godt. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke snakker om det. Det gør jeg. Med venner og familie og Jonatan og sygeplejerskerne især. Og så bruger jeg bloggen, som måske er gået hen og blevet mit allerbedste værktøj, fordi den ikke forstyrrer mig. Jeg er bare ikke særlig god til at sidde over for et andet menneske og tømme ud af mit inderste indre. Ikke fordi jeg bevidst holder følelserne inde, jeg ved ganske enkelt bare ikke altid, hvad jeg føler, når jeg får stukket hvordan har du det? i snotten fjorten gange dagligt. Og så er det svært at sidde og formulere med ord, når man mest af alt bare gerne vil have lov at være stum og langsom og distræt.

Nej, det er lettere på skrift. Her har jeg tid til at mærke efter, hvordan følelserne egentlig hænger sammen indeni. For de er der jo, og de skal også ud – det kan jeg mærke, de har brug for. Men ikke nødvendigvis med lyd på, de formuleres bedre på skrift. Akkurat som med eksaminer. Jeg hader de mundtlige, fordi jeg skal tænke hurtigt og præstere punktligt. Gennem de skriftlige får jeg bedre betænkningstid, og det er som regel også noget mere konstruktivt, der kommer ud. Det handler ikke så meget om, at det formuleringsmæssigt skal lyde godt, jeg tænker bare helt generelt bedre gennem skrift.

Så hvorfor skal jeg absolut snakke med en psykolog? Nu snakker jeg jo endelig med nogen. Dig. Spørgsmålet kommer jo altid under en igangværende samtale. Måske folk ønsker, jeg åbner op, og når jeg så endelig gør, føler de sig ikke gode nok til at tage imod. “Håndtere mine følelser”, det må en psykolog gøre bedst. Næh, erfaringsmæssigt er det ikke fordi, de gør noget, du og jeg ikke kan gøre. Bottom line er, at for mig handler det om at skabe et rum. Et rum hvor der er plads til alle tanker – også dem der kan sende dig på den lukkede, hvis du siger dem højt, det er næsten dem med mest guf på – og et rum hvor tingene ikke altid går så hurtigt. Og du må gerne lege stilleleg, og du må også gerne lege vagthavende og invitere folk ind i rummet, men for din egen skyld bør du i ny og næ gøre status og samle sammen, hvad der gemmer sig af snask rundt omkring ved panelerne. For der kan godt blive ret messy, og det ville også være synd, hvis det en dag skal rives ned, fordi det ikke står til at redde.

Continue Reading