Jinx

Hver gang jeg skriver noget positivt om lillemandens tilstand her på bloggen, føler jeg, vi bliver sat vældig meget tilbage. Sågar bare hvis jeg lader mig selv tænke en positiv tanke. Nu vender det, nu er det gået godt et par dage – det må være hans nye tendens. BANG! Uppercut midt i solar plexus og et lille, usselt Gollum-lignende kreatur smæsker sig om munden og gnider sig i hænderne: hæhæhæh, du skulle bare vide. Som den dag jeg skrev om, at mit største ønske var, at lillemanden skulle smide CPAP’en. Hvad er det for noget fis at udtale? Det står noget i kontrast til denne her lortesituation, vi står i nu. Fuck CPAP’en, den kan jeg leve med, bare lad min dreng overleve! Eller i indlægget om tiden som en underlig størrelse: Nu prøver jeg. Skriver de pæne ord om nogle gode dage oven på nogle knap så gode, og så håber vi ikke, jeg jinxer noget. Så tør jeg da først aldrig skrive noget igen. Og alligevel bliver jeg ved…

Det er som om, at vi gang på gang efter bump på vejen bliver straffet for at kæmpe os tilbage, atter vende mundvigene opad, løfte hagen, tage kampen op påny, håbe, grine, kysse, italesætte hans fremskridt, TURDE italesætte hans fremskridt. For de er der jo stadig, selv når lorten hænger længst ud af halsen! Jeg ved vitterlig ikke, hvad vi har gjort for at ende her, og jeg er nødt til at tro, at vi intet har gjort. Det er ikke vores skyld. Det her er ikke skæbnen, det kan folk stikke langt op.

Er der så noget at jinxe? Nej, det er der jo så ikke. Det var ikke et jinx at købe babyudstyr i så god tid, ej heller at mit babyshower skulle holdes så tidligt (det slår min stakkels søster stadig sig selv i hovedet for). Det var af ren kærlighed, begge ting. Vi jinxer ingenting ved MED LYD PÅ at formulere, hvor godt det nu går for ham, hvor god han er blevet i ohio, og hvor fint han sutter ved brystet. Heller ikke selvom det kan synes, at jo højere jeg råber det, jo hårdere og mere intenst rammer lussingen af ulykker os efterfølgende.

Hvis man trækker det her tilbage til, hvor det startede, handler det om noget meget mere basalt. Det handler om en dreng, der er født godt og vel 3,5 måned for tidligt og desværre har nogle gener deraf. Det handler om op- og nedture i et intensivt neonatalforløb, om gode og dårlige dage – dem har et præmaturt barn også ligesom du og jeg – et umodent tarmsystem, der højst sandsynligt har døjet med større problemer, som vi alle – forældre, sygeplejersker, læger – har overset. Lukas har taget røven på alle og har ikke haft det så godt, som det klinisk så ud til i tiden op til hans operation. En forstoppelse som hans har ikke bare bygget sig op over en dag eller to. Det er meldingen so far.

Men det her handler om naturen! En krop der – højst sandsynligt – er syg, om blodprøver og tarmsystemer og medicinske tiltag. Det handler ikke om en mor, der praler for højt over, hvor godt det endelig går hendes unge og dermed skal straffes jævnfør janteloven eller ham det lille Gollum-kræ med ondt i røven. Og derfor må, vil og skal jeg fortsætte med jubelparaderne, når der er anledning til dem. Også selvom jeg snart ikke tør udtale mig om noget i frygt for (mere) modgang. Men det giver ingen mening, hvis det skulle være dét, der afgjorde Lukas’ skæbne. Der findes ingen jinx.

 

Continue Reading