Et lille babykollektiv

20290052_10154698115831905_1563384590_n

De her ord går til alle på GN, neonatalafsnittet på Rigshospitalet, hvor vi tilbragte 45 dage, før vi blev overflyttet til Herlev. Den første gang jeg stiftede bekendtskab med personalet fra GN, var det L som kort inden fødslen kom for at fortælle, hvad det vil sige at føde et barn i uge 25. Jeg lå da med kraftige veer og kan på ingen måde genkalde, hvad hun egentlig sagde. Jeg husker en til dels tough, men fattet og autoritær kvinde som senere skulle vise sig at tage os rigtig godt igennem forløbet.

Det er i dag en meget surrealistisk følelse at sidde med, når man på den ene side til hver en tid ønsker sig et raskt barn, men på den anden har været igennem et forløb, man på ingen måde ville have været foruden. Jeg er evigt taknemmelig for det danske sundhedssystem og især for et fantastisk hold af veluddannede, empatiske, oprigtigt interesserede ansatte, som findes på GN.

Vi havde altid følelsen af at være i første række, også selvom Jeres arbejdstid måske hed 7-15, men somme tider endte i overtid på grund af Lukas, vores lille diva. I formåede konstant at bibeholde os på et trygt og godt plan, hvor vi aldrig for real frygtede for Lukas’ liv. Jeres valg af ord – I var klare i spyttet, ærlige og velformulerede. Roste når han gjorde det godt. Uddybede når han gjorde det mindre godt. Lyttede til os og vores kendskab til drengen, men vigtigst af alt underminerede I på ingen måde vores fornemmelser. Behandlingen var et samarbejde, og I har haft os med i det hele vejen. I har været tålmodige – måske også sukket lidt i krogene – men I har aldrig ladet mig stå alene med tårer i øjnene og en bekymret mine. I var gode til at huske, at for Jer var arbejdspladsen et job, hvor I kunne gå hjem og holde weekend, men for os var det en midlertidig, ufrivillig bolig, vi ikke kunne gå til og fra, som det passede os. Jeres “stue” fungerede som vores soveværelse, babyværelse og dagligstue, OG vi var endda to familier om at dele den. På en eller anden underlig måde endte jeg i en hverdag, jeg virkelig holdt af (trods vi aldrig kunne åbne et vindue og få frisk luft ind). Der var altid liv omkring mig, men også plads til, at jeg kunne ligge i fosterstilling og være træt af livet. Der var en føling med, hvornår jeg gad snakke, og hvornår jeg bandede alle og enhver langt væk. I formåede på bedste vis at give mig følelsen af privatliv med de muligheder, I nu havde. I sad trods alt plantet på en stol ved computeren 1,5 meter fra min seng. Og så den dér oprigtige interesse i mine hækleprojekter – jeg skulle have oprettet en hækleklub! 😃 For en introvert person som jeg kunne dette forløb være endt helt skævt, og 1,5 måned kunne snildt føles som mere. På en eller anden måde sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at det gik alt for hurtigt.

Så af hjertet TAK TAK TAK til det bedste plejeteam, som vi rent faktisk oplevede fungere som et team omkring os og Lukas. Tak til C for altid at være en nærværende, opmærksom og smilende plejeansvarlig og helt igennem fantastisk med babyer – “mmmh?“. For det kram og den snak vi havde, da jeg sad alene i sofaen og græd. Tak til H for et humør uden lige (det må være de finske gener?) og en stor interesse i Jonatan og jeg. For at du tog festøreringene på, den dag Lukas formåede at forblive i CPAP’en efter 4. forsøg. For dit “så er der salt og pepper til vennen“. Tak til K for dit gå-på-mod, din faglighed og din løsnings- og detaljeorienterede tilgang (at du løste situationen med den kondensdannende pain-in-the-ass CPAP-slange, thank god!). Tak til T for den fedeste humor ever og for at holde hovedet koldt og gøre utrygge situationer trygge. At du fik os ned på jorden og gjorde det hele til hverdag, nød glæden ved Lukas’ bulk season og protein shakes lige så meget som jeg. Tak til C for en bad ass præstation den nat du var med til fødslen og tog imod Lukas og efterfølgende ikke kunne holde fingrene fra ham, selvom han ikke var dit ansvar. Det samme med L – Lukas var aldrig dit plejebarn, og alligevel var du inde ved os hver vagt for liiiige at høre status på ham, sikke en omsorgsfuld nysgerrighed. Tak til N for at gøre de første dage tålelige og afslutte forløbet ved at stå for overflytningen til Herlev. Det var en fin måde at slutte ringen på. Du, S, blev på en måde også en del af hans yndlingsteam, og du var god til at lytte og være på stuen hurtigt, hvis han lige trængte til lidt opmærksomhed. Tak til L for de kloge ord om, at vi altid tror på barnets eget potentiale og først behandler derefter. For at du altid tog dig god tid til stuegang og var på vores niveau. Tak til L og A for færdigheder og lederskab jeg kun kunne håbe på at opleve. Og til L for den arm over skulderen du gav mig på gangen og dit “du ser noget brugt ud” – drønærligt (og godt spottet by the way 😏). Tak til B for at gøre tanken om al det medicin til double espressos. Og så mindes jeg fra en af de første dage en sygeplejerske – husker ikke hvem – nævne for os, at her på afdelingen er tiden den bedste medicin. Vise ord og gør ideen om tålmodighed noget lettere at forholde sig til.

Jeg har altid ærgret mig over aldrig at få afprøvet boligformen kollektiv, men jeg tænker, at det må være sådan her det føles at sige farvel til hinanden. Tak til GN – et fantastisk lille kollektiv af babyer og fede roomies 🙏🏽

 

Continue Reading

At tackle

20317223_10154697909206905_1866919524_o

Noget, folk meget har kommenteret på i løbet af de her måneder, er, hvor seje vi er. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår det og så alligevel. Jeg tror godt, jeg ved, hvor de vil hen. Vi får at vide, at vi tager det flot, og at vi er nogle stærke forældre. Det er selvfølgelig rigtig store ord at få med på vejen, og jeg tager det helt sikkert til mig og som en kompliment. Men bare dét, at man stadig er her, er det ikke imponerende nok i sig selv?

Jeg tror ikke, dét at tackle noget er et valg. Du kan helt sikkert arbejde med det til næste gang, du havner i en svær situation, men hvis du gør det til et valg nu og her, tror jeg, det bliver noget juks, fordi det betyder, du skal handle på en måde, der ellers ligger dig uvant. Og det tror jeg blot kan blive endnu en stressfaktor. Om det så betyder, at du skal ligge fladt og tude i 80 stive dage, så er det dét, du skal. Hvis man lægger mærke til det, ændrer tiden sig jo ikke, bare fordi man havner i en svær situation. Et minut varer stadig 60 sekunder, solen går ned i vest, og rundt omkring i gaderne fortsætter folk stadig deres hverdag, som de hidtil har gjort. Den eneste, der ser verden på en ny måde, er dig. Jeg husker det selv tydeligt en af de første gange, jeg skulle forlade hospitalet. Tror det var for at hente en pizza. Hvorfor stopper folk ikke op? Halloooooo?! Kan I ikke se, at jeg er i en form for sorg og lige har født en dreng, der stadig er indlagt og i livsfare?! Hvordan kan I bare fortsætte sådan uden videre? Hvorfor står verden ikke stille?

Men det gør verden ikke, omend det føles sådan for dig. Og faktisk tror jeg, at det er enormt praktisk, at minutterne, timerne, dagene fortsætter i samme tempo. For selvom du ikke synes, du rykker mentalt, må jeg bare citere (hvem er egentlig manden bag?): Tiden læger alle sår. Det tror jeg virkelig, den gør, også selvom du ikke føler, du er i stand til eller aldrig vil komme til at tackle, hvadend det måtte være. Jeg tror faktisk bare dét at holde sig i live er en metode. I hvert fald for mig. Så gør tiden ligesom resten for dig. Tænk på, hvis den stod stille, som man nogle gange kunne håbe. I min situation ville det betyde, at Lukas først ville få lov at vokse, når jeg var færdig med at deale med mine følelser og atter klar til at trykke på play-knappen. Og hvornår er man overhovedet det? Selvom det er overvældende at være i både hans og min egen kamp på én gang, komplimenterer de altså hinanden ret godt, tror jeg. Jeg kan bruge hans op- og nedture til at blive klogere på, at han nok ikke vil få så slemt et liv, som de frygtscenarier, jeg har haft inde i mit hovede, illustrerer, og han kan bruge mit nærvær og min kærlighed til at komme sig. Løbende at se hvad han går igennem, hjælper mig utroligt meget i forhold til at acceptere hans situation, men også til at visualisere den hverdag, vi kommer til at have på sigt, når han kommer hjem. For der er jo nogle ting, der ikke bliver, som man havde forestillet sig, og det må godt være svært og gøre ondt. Tænk, hvis man som for bare 25 år siden blev sendt hjem og fik lov at hente sit barn på afdelingen 3,5 måned senere. Måske med et par besøgstider undervejs. Nej, dét at overvære hvor stort et issue bare vejrtrækningen har været for Lukas, gør det noget nemmere at acceptere, at rejser og ture uden for Danmark de første par år måske bliver begrænset. I tilfælde af en simpel forkølelse kan han risikere indlæggelse med luftvejsproblemer. Og så vil man helst være i nærheden af et dansk hospital. Ufedt, men jeg øver mig i at deale med det ved at følge situationen løbende, selvom det er hårdt at være i. Drømmene er der stadig, de ser bare anderledes ud. Og det er okay.

Når du havner i en krisesituation (kan man kalde det her en krise? Det kan man vel godt), skal man være i den. Jeg mener.. du kan jo ikke ikke være i den. Nogle tackler situationer ved at være meget udadvendte, handlingsorienterede, snakkende, mens andre ligger sig i fosterstilling og går i hi i måneder. Er den ene metode bedre end den anden? Jeg tror det ikke – den ene kan måske være mere udryddende og opslidende end den anden, men jeg vælger at stole på kroppen og på, at den nu engang kan tage valget om, hvordan den bedst muligt beskytter sig selv og sindet. Er det ved at isolere sig og trække stikket en uge, en måned, et par år? Så har jeg stor respekt for det. Er det, det modsatte har jeg ligeså. Som førnævnt tror jeg blot, det er vigtigt, at du er dig selv tro i din måde at tackle krisen på.

Personligt har jeg været i begge grøfte gennem svære perioder i mit liv, men i det her forløb har jeg mest været en do‘erHvorfor ved jeg ikke. Måske fordi jeg før har tacklet ved at ligge i fosterstilling og erfaret, at det altså ikke virkede skidegodt for mig? Måske fordi det handler om noget større end mig selv? Hvis jeg synes, at jeg har det hårdt, hvordan har Lukas det så ikke? Man giver jo ikke bare sådan op og vender ryggen til, for lillefyren er her jo stadig, når man åbner øjnene igen, og hans kamp er ligesom ikke slut. Den skal han ikke kæmpe alene! Og altså… de der store, runde hundeøjne kan jo i sidste ende overtale én til hvad som helst 😏 Gudskelov, at babyer er så god damn cute! Ham vil jeg gå til verdens ende for.

 

Continue Reading

At reagere fysisk på noget psykisk

Måske er det reelt ammehjerne, eller også er det stressbetinget. Jeg håber på det første, men kunne godt frygte det sidste. Kan man reelt have ammehjerne, når man ikke ammer? Udmalkningshjerne? Og er ammehjerne overhovedet en ting eller blot en myte?

Jeg glemmer. Jeg glemmer rigtig meget og rigtig mange ting. Og samtaler! Det skal lige siges, at jeg altid har været typen, der kunne have utallige samtaler med Jonatan uden at kunne huske dem. Åbenbart, hvis man skal stole på ham. Det snakkede vi om i går skat, og vi endte med aftalen, at… Hmm, OK if you say so.

Men her under indlæggelsen glemmer jeg aftalte besøg, at hente min aftensmad før buffeten lukker, at malke ud eller hvornår jeg sidst har skiftet lillefyrens ble. Har jeg overhovedet skiftet ham i dag?! I ny og næ har også sådan nogle små sorte prikker for øjnene. Mest irriterende af alt er, at dagene flyder sammen! I starten var jeg ret skarp: I tirsdags fik han taget blodprøveri går var han 6,2 i hæmoglobin, 17. juni fik han blodtransfusion og i dag er han GA 28+5. Det var brugbart, fordi jeg var hurtigere til at svare lægerne, end sygeplejerskerne var til at slå ham op i journalen. Og fordi jeg hurtigt kunne lure, hvis de stod og sagde noget vrøvl. Neeej, der blev taget CRP i morges, jeg spurgte selv bioanalytikeren! Men på det sidste er det sgu gået ned af bakke med hukommelsen, og jeg oplever endda at huske falske ting. Som om, at jeg selv bilder mig alt muligt vrøvl ind. Jeg tænker lidt, det må være sådan det er at være taget til fange og ikke kunne huske, om man har været gidsel i et år eller tre. Man prøver at sætte streger for dagene der går, men til sidst bliver det hele alligevel et stort sammensurium, og man kan ikke kende forskel på nat og dag. Man bliver vel sindssyg, kan vi nok godt sige.

På Riget oplevede jeg en dag, at jeg ikke kunne huske mit eget CPR-nummer. Det er altså ikke helt normalt for mig, og jeg blev faktisk lidt skræmt. Men er det overhovedet uundgåeligt? Jeg mener.. det giver da god mening, at knolden ikke altid kan følge med i det her psykopattempo, begivenhederne kører i for tiden. Meget kan hjernen, men den kan vel også køres træt ligesom resten af kroppen og især, når ens hverdag bliver vendt på hovedet på et splitsekund.

Dog synes jeg, det er ret nyt for mig, det dér med at reagere fysisk på noget psykisk. Det har jeg kun prøvet én gang før under min bulimibehandling. Den største og nok også mest ubehagelige situation kom her på Herlev den første uges tid efter overflytningen. Den varede faktisk længe og kan til tider også komme igen, hvis jeg føler mig utryg – det er heldigvis nogle dage siden nu. Det skal siges, at overflytningen gik rigtig skidt, og timingen kunne nok ikke have været værre. Lukas fik en infektion samme aften, som overflytningen skete, og havde de opdaget den på Riget, havde de formodentlig ikke sendt os afsted den dag. Infektionen resulterede i et stort dyk i værdier (puls og saturation), som vi har set det før og endte desværre også ud i, at han måtte ventileres – også noget vi har set før. På Riget kan du ikke se forskel på, om personalet ventilerer et barn, eller skifter en ble. De er så hardcore og rutinerede, hvilket giver en enorm tryghed for os forældre! Selvom det absolut ikke er sjovt at se sit barn få kunstigt åndedræt, udstråler personalet en aura af autoritet, færdigheder og rutine. Det her har de 100% styr på.

På Herlev nåede vi at være indlagte en halv dags penge, før lillefyren lavede sit stunt. Det er klart, han har det med at skabe opmærksomhed, den lille diva 😏 Det betød naturligvis også, at personalet ikke havde nået at lære ham at kende, og – set i bakspejlet – nok også reagerede noget mere stressende af den årsag. Thank God, fik de gang i vejrtrækningen igen, hvilket jeg undervejs egentlig aldrig var i tvivl om – jeg har jo set situationen fem gange før, den er altid endt lykkeligt og proceduren har været den samme hver gang: giv ham lidt ekstra ilt, stimulér mellem skulderbladene, ribbene måske – det vækker ham en smule mere, er han stadig væk? Aspirer ham for mad, fat i det lange sug, gå dybt, tøm svælget, trækker han vejret? Godt han er oppe igen, du kan finde mig i frokoststuen, hvis der skulle være andet. (Hvis det ikke er at være Supermand, ved jeg ikke hvad er!) Den aften var det anderledes. Personalet var nyt, ukendt, procedurerne var nogle andre, og luften var fyldt med en manglende ro.

Siden de første dage her på afdelingen har jeg nok været noget mere over ham og har selv gerne villet stå for diverse plejeopgaver. Så ved man ligesom, det bliver gjort rigtigt, ikk’? Det har alligevel rykket noget i mig at overvære en, for os, kedelig men nødvendig procedure blive håndteret anderledes og desværre også stressfyldt end ellers oplevet. Hvis personalet ikke kan bevare roen, hvordan fanden skulle jeg så kunne? Siden da oplevede jeg et bankende hjerte, som jeg ikke har prøvet det før. Som i mere eller mindre hele tiden varende nogle dage. Jeg prøvede at tælle min puls. Den var ikke synderligt forhøjet fra normalen. Det var ikke så meget, at hjertet slog hurtigt, mere følelsen af, at det var på vej ud af brystet. Lidt som lige inden man skal til eksamen. Måske et lidt højt blodtryk? Måske. Det ville nok også give god mening. Jeg kunne tage til lægen, og han ville spørge mig, om der var noget, der gik mig på for tiden. Og jeg ville kunne give ham et stort, rungende JA og en fed fuckfinger, og så ville jeg nok bare få besked på at prøve at tage den lidt med ro. Så godt jeg nu kunne selvfølgelig. Det er derfor, jeg ikke går til lægen med det. Jeg ved, at det eneste, der reelt kan løse den her situation (og fjerne frygten, som det jo nok er) er, at lillefyren bliver stabil, og vi får ham hjem. Humøret følger  meget hans tilstand, og det tror jeg ikke, man kan gøre så meget ved. Ikke at jeg ikke snakker om det, og lufter mine frustrationer for folk. Det gør jeg. Men jeg tror ikke, det gør nogen forskel…

Continue Reading

2 måneder

20273200_10154691268901905_722388086_o

I dag for to måneder siden, kom Lukie til verden, hvilket gør dagen til lidt af en milepæl. Men hvis man spørger mig, kan jeg på dagsbasis fortælle, hvor mange dage vi har været indlagt, og hvor mange dage lillefyren derfor er. (61, hvis du skulle spørge fra nogen…) Hver dag er lidt af en milepæl!

Er det så gået hurtigt eller langsomt? Well, begge dele. På den ene side er jeg ved at brække mig ved tanken om, at vi stadig har (nok i hvertfald) 1,5 måned igen, på den anden kan jeg ikke forstå, hvad der er blevet af de sidste to måneder.

Han har været igennem lidt af hvert, men vildest er næsten, at han har over fordoblet sin fødselsvægt – uden at jeg rigtig har bemærket det! 😳 Seriølle, jeg kan ikke engang huske, hvor lille han egentlig var, og det er alligevel begrænset, hvad vi har af billeder fra den første tid, fordi han holdt så dårligt på varmen og derfor var pakket ind i tyve tæpper. Det er sgu ærgerligt, fordi nok har han været skrøbelig, men den allerførste tid med sit spædbarn er noget syret noget og også en tid, du ikke får igen. Der har jeg desværre mest haft tendens til at løbe så hurtigt, at jeg helt har glemt at nyde ham. Men puha, det er svært at nyde, når man mest af alt tænker røde alarmer og overlevelse inde i knolden.

Men nu er der gået 2 måneder, og han er her stadig! Og han har gjort de vildeste fremskridt – i perioder så man slet ikke kunne følge med. Især på vægtfronten har han taget en spurt de sidste to uger. 1944 g basse, siger jeg dig! Mon ikke han så har rundet de 2 kg på mandag, når det atter er vejedag. Så har vi endnu en ting at fejre ❤️

Continue Reading

Håb

Først og fremmest tusind tak for alle de søde ord, der kom oven på mit indlæg i går 🙏🏽 Som sagt er det lidt grænseoverskridende at klikke ‘udgiv’, så jeg er enormt glad for, det blev taget godt i mod.

Indlægget fik mig faktisk til at fundere videre, for mine egne ord ramte mig selv spot on, haha. Tænk engang, at man kan bruge sig selv som inspirationskilde, det er da lidt fantastisk. Jo, ser I .. det dér med at omfavne en lortesituation med åbne arme og så bare håbe på det bedste fik mig til at tænke videre over den sjove, lille størrelse: håb.

Håb. Har aldrig haft nogen særlig stor betydning i mit liv, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har ikke rigtig dyrket det. Måske man skal være en lille smule mere… spirituel? Jeg er ikke rigtig én, der håber. Mere én der handler. En realist også. Har det bedst med hardcore facts og data frem for noget mellem himmel og jord. For er det ikke lidt dét, håb egentlig er? Noget uhåndgribeligt, man hverken kan se på skrift eller i statisikker, men som blot er en følelse? Vi håber på det bedste. Nej! Vi arbejder så godt vi kan på et bedst muligt outcome, og resultatet bliver da på baggrund af indsatsen – ikke af håbet! At håbe er lidt at lægge ansvaret fra sig, synes jeg. Bevares, hvis indsatsen altså ene og alene er bygget på håbet. Jeg håber så meget på at få det job! Okay. Men har du gjort noget reelt for, at lige præcis du skal have det? Eller håber du bare som i ‘nu må det være min tur til at være heldig’. Hvorfor skulle tingene bare sådan komme ud af det blå? Fordi der sidder en eller anden mand med gråsprængt skæg oppe i skyerne og deler gode oplevelser ud? Til dem der håber mest? I don’t think so.

Dog må jeg på et punkt æde mine egne ord. “Men du siger tak, signerer pakken og håber på det bedste, for du kan simpelthen ikke gøre andet“, skrev jeg i går om dét at blive mor 3,5 måned før forventet. Jeg absolut hader det, at stå i så sårbar en situation, hvor det handler om liv eller død, og det eneste værktøj, du reelt har at arbejde med, er håbet. Normalt anser jeg mig selv som handlekraftig, hvis der er noget, jeg gerne vil opnå. Men helt ærligt, ikk’? I denne her situation er alt ude af vores hænder. Alt ligger i lægernes og måske i allerhøjeste grad, Lukas’ hænder. Og krop. Ekstremt præmature som ham gør ting, som ikke engang lægerne altid kan forudse, så i sidste ende er det børnenes eget valg, om kroppen vil fortsætte ad livets vej eller ej. Og så kan lægerne stå ved siden af og hverken forklare fra eller til. Hvilken position sætter det så os andre, bekymrede forældre i? Ventepositionen. Håbepositionen. Nu-må-heldet-da-snart-ramme-mig-positionen. For det er ikke altid, der er et svar på tingene i den her neonatalverden, og det er enormt angstprovokerende.

Hvis jeg kunne handle, ville jeg gøre det. Selvfølgelig, det siger vel sig selv. Lægerne siger, at jeg kan handle. Være der for ham, have hud-mod-hud-kontakt med ham, synge, snakke til og røre ved ham. Så det gør jeg. Selvfølgelig, det siger vel også sig selv. Men i det større perspektiv kan jeg alligevel ikke lade være at tænke, om det overhovedet i sidste ende har en betydning, når hans lunger, immunforsvar, hjerne og hjerte skal kæmpe livets kamp. Er det virkelig et kys i panden fra eller til, der afgør, om han får senfølger af det her forløb eller ej? Jeg tror det ikke, det er jeg alligevel for naturvidenskabelig til (og hvor ville det også være unfair, hvis det var tilfældet!). Men jeg håber det så inderligt. Jeg håber, at mine daglige ‘godnat skat, jeg elsker dig’ i sidste ende kan summeres op og sende god energi hans vej. Måske det forstærkes i kraft af, at jeg ikke kan gøre så meget andet end at nusse, pusse og håbe.

Så jo, på den ene side har jeg lyst til at sige ‘fuck håbet’, for hvad kan det gøre det fra eller til. På den anden er det lidt som at afskrive den allersidste ven, du har tilbage. Og det gør du jo ikke, for hvad har du så?

Continue Reading