At reagere fysisk på noget psykisk

Måske er det reelt ammehjerne, eller også er det stressbetinget. Jeg håber på det første, men kunne godt frygte det sidste. Kan man reelt have ammehjerne, når man ikke ammer? Udmalkningshjerne? Og er ammehjerne overhovedet en ting eller blot en myte?

Jeg glemmer. Jeg glemmer rigtig meget og rigtig mange ting. Og samtaler! Det skal lige siges, at jeg altid har været typen, der kunne have utallige samtaler med Jonatan uden at kunne huske dem. Åbenbart, hvis man skal stole på ham. Det snakkede vi om i går skat, og vi endte med aftalen, at… Hmm, OK if you say so.

Men her under indlæggelsen glemmer jeg aftalte besøg, at hente min aftensmad før buffeten lukker, at malke ud eller hvornår jeg sidst har skiftet lillefyrens ble. Har jeg overhovedet skiftet ham i dag?! I ny og næ har også sådan nogle små sorte prikker for øjnene. Mest irriterende af alt er, at dagene flyder sammen! I starten var jeg ret skarp: I tirsdags fik han taget blodprøveri går var han 6,2 i hæmoglobin, 17. juni fik han blodtransfusion og i dag er han GA 28+5. Det var brugbart, fordi jeg var hurtigere til at svare lægerne, end sygeplejerskerne var til at slå ham op i journalen. Og fordi jeg hurtigt kunne lure, hvis de stod og sagde noget vrøvl. Neeej, der blev taget CRP i morges, jeg spurgte selv bioanalytikeren! Men på det sidste er det sgu gået ned af bakke med hukommelsen, og jeg oplever endda at huske falske ting. Som om, at jeg selv bilder mig alt muligt vrøvl ind. Jeg tænker lidt, det må være sådan det er at være taget til fange og ikke kunne huske, om man har været gidsel i et år eller tre. Man prøver at sætte streger for dagene der går, men til sidst bliver det hele alligevel et stort sammensurium, og man kan ikke kende forskel på nat og dag. Man bliver vel sindssyg, kan vi nok godt sige.

På Riget oplevede jeg en dag, at jeg ikke kunne huske mit eget CPR-nummer. Det er altså ikke helt normalt for mig, og jeg blev faktisk lidt skræmt. Men er det overhovedet uundgåeligt? Jeg mener.. det giver da god mening, at knolden ikke altid kan følge med i det her psykopattempo, begivenhederne kører i for tiden. Meget kan hjernen, men den kan vel også køres træt ligesom resten af kroppen og især, når ens hverdag bliver vendt på hovedet på et splitsekund.

Dog synes jeg, det er ret nyt for mig, det dér med at reagere fysisk på noget psykisk. Det har jeg kun prøvet én gang før under min bulimibehandling. Den største og nok også mest ubehagelige situation kom her på Herlev den første uges tid efter overflytningen. Den varede faktisk længe og kan til tider også komme igen, hvis jeg føler mig utryg – det er heldigvis nogle dage siden nu. Det skal siges, at overflytningen gik rigtig skidt, og timingen kunne nok ikke have været værre. Lukas fik en infektion samme aften, som overflytningen skete, og havde de opdaget den på Riget, havde de formodentlig ikke sendt os afsted den dag. Infektionen resulterede i et stort dyk i værdier (puls og saturation), som vi har set det før og endte desværre også ud i, at han måtte ventileres – også noget vi har set før. På Riget kan du ikke se forskel på, om personalet ventilerer et barn, eller skifter en ble. De er så hardcore og rutinerede, hvilket giver en enorm tryghed for os forældre! Selvom det absolut ikke er sjovt at se sit barn få kunstigt åndedræt, udstråler personalet en aura af autoritet, færdigheder og rutine. Det her har de 100% styr på.

På Herlev nåede vi at være indlagte en halv dags penge, før lillefyren lavede sit stunt. Det er klart, han har det med at skabe opmærksomhed, den lille diva 😏 Det betød naturligvis også, at personalet ikke havde nået at lære ham at kende, og – set i bakspejlet – nok også reagerede noget mere stressende af den årsag. Thank God, fik de gang i vejrtrækningen igen, hvilket jeg undervejs egentlig aldrig var i tvivl om – jeg har jo set situationen fem gange før, den er altid endt lykkeligt og proceduren har været den samme hver gang: giv ham lidt ekstra ilt, stimulér mellem skulderbladene, ribbene måske – det vækker ham en smule mere, er han stadig væk? Aspirer ham for mad, fat i det lange sug, gå dybt, tøm svælget, trækker han vejret? Godt han er oppe igen, du kan finde mig i frokoststuen, hvis der skulle være andet. (Hvis det ikke er at være Supermand, ved jeg ikke hvad er!) Den aften var det anderledes. Personalet var nyt, ukendt, procedurerne var nogle andre, og luften var fyldt med en manglende ro.

Siden de første dage her på afdelingen har jeg nok været noget mere over ham og har selv gerne villet stå for diverse plejeopgaver. Så ved man ligesom, det bliver gjort rigtigt, ikk’? Det har alligevel rykket noget i mig at overvære en, for os, kedelig men nødvendig procedure blive håndteret anderledes og desværre også stressfyldt end ellers oplevet. Hvis personalet ikke kan bevare roen, hvordan fanden skulle jeg så kunne? Siden da oplevede jeg et bankende hjerte, som jeg ikke har prøvet det før. Som i mere eller mindre hele tiden varende nogle dage. Jeg prøvede at tælle min puls. Den var ikke synderligt forhøjet fra normalen. Det var ikke så meget, at hjertet slog hurtigt, mere følelsen af, at det var på vej ud af brystet. Lidt som lige inden man skal til eksamen. Måske et lidt højt blodtryk? Måske. Det ville nok også give god mening. Jeg kunne tage til lægen, og han ville spørge mig, om der var noget, der gik mig på for tiden. Og jeg ville kunne give ham et stort, rungende JA og en fed fuckfinger, og så ville jeg nok bare få besked på at prøve at tage den lidt med ro. Så godt jeg nu kunne selvfølgelig. Det er derfor, jeg ikke går til lægen med det. Jeg ved, at det eneste, der reelt kan løse den her situation (og fjerne frygten, som det jo nok er) er, at lillefyren bliver stabil, og vi får ham hjem. Humøret følger  meget hans tilstand, og det tror jeg ikke, man kan gøre så meget ved. Ikke at jeg ikke snakker om det, og lufter mine frustrationer for folk. Det gør jeg. Men jeg tror ikke, det gør nogen forskel…

Continue Reading

2 måneder

20273200_10154691268901905_722388086_o

I dag for to måneder siden, kom Lukie til verden, hvilket gør dagen til lidt af en milepæl. Men hvis man spørger mig, kan jeg på dagsbasis fortælle, hvor mange dage vi har været indlagt, og hvor mange dage lillefyren derfor er. (61, hvis du skulle spørge fra nogen…) Hver dag er lidt af en milepæl!

Er det så gået hurtigt eller langsomt? Well, begge dele. På den ene side er jeg ved at brække mig ved tanken om, at vi stadig har (nok i hvertfald) 1,5 måned igen, på den anden kan jeg ikke forstå, hvad der er blevet af de sidste to måneder.

Han har været igennem lidt af hvert, men vildest er næsten, at han har over fordoblet sin fødselsvægt – uden at jeg rigtig har bemærket det! 😳 Seriølle, jeg kan ikke engang huske, hvor lille han egentlig var, og det er alligevel begrænset, hvad vi har af billeder fra den første tid, fordi han holdt så dårligt på varmen og derfor var pakket ind i tyve tæpper. Det er sgu ærgerligt, fordi nok har han været skrøbelig, men den allerførste tid med sit spædbarn er noget syret noget og også en tid, du ikke får igen. Der har jeg desværre mest haft tendens til at løbe så hurtigt, at jeg helt har glemt at nyde ham. Men puha, det er svært at nyde, når man mest af alt tænker røde alarmer og overlevelse inde i knolden.

Men nu er der gået 2 måneder, og han er her stadig! Og han har gjort de vildeste fremskridt – i perioder så man slet ikke kunne følge med. Især på vægtfronten har han taget en spurt de sidste to uger. 1944 g basse, siger jeg dig! Mon ikke han så har rundet de 2 kg på mandag, når det atter er vejedag. Så har vi endnu en ting at fejre ❤️

Continue Reading

Håb

Først og fremmest tusind tak for alle de søde ord, der kom oven på mit indlæg i går 🙏🏽 Som sagt er det lidt grænseoverskridende at klikke ‘udgiv’, så jeg er enormt glad for, det blev taget godt i mod.

Indlægget fik mig faktisk til at fundere videre, for mine egne ord ramte mig selv spot on, haha. Tænk engang, at man kan bruge sig selv som inspirationskilde, det er da lidt fantastisk. Jo, ser I .. det dér med at omfavne en lortesituation med åbne arme og så bare håbe på det bedste fik mig til at tænke videre over den sjove, lille størrelse: håb.

Håb. Har aldrig haft nogen særlig stor betydning i mit liv, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har ikke rigtig dyrket det. Måske man skal være en lille smule mere… spirituel? Jeg er ikke rigtig én, der håber. Mere én der handler. En realist også. Har det bedst med hardcore facts og data frem for noget mellem himmel og jord. For er det ikke lidt dét, håb egentlig er? Noget uhåndgribeligt, man hverken kan se på skrift eller i statisikker, men som blot er en følelse? Vi håber på det bedste. Nej! Vi arbejder så godt vi kan på et bedst muligt outcome, og resultatet bliver da på baggrund af indsatsen – ikke af håbet! At håbe er lidt at lægge ansvaret fra sig, synes jeg. Bevares, hvis indsatsen altså ene og alene er bygget på håbet. Jeg håber så meget på at få det job! Okay. Men har du gjort noget reelt for, at lige præcis du skal have det? Eller håber du bare som i ‘nu må det være min tur til at være heldig’. Hvorfor skulle tingene bare sådan komme ud af det blå? Fordi der sidder en eller anden mand med gråsprængt skæg oppe i skyerne og deler gode oplevelser ud? Til dem der håber mest? I don’t think so.

Dog må jeg på et punkt æde mine egne ord. “Men du siger tak, signerer pakken og håber på det bedste, for du kan simpelthen ikke gøre andet“, skrev jeg i går om dét at blive mor 3,5 måned før forventet. Jeg absolut hader det, at stå i så sårbar en situation, hvor det handler om liv eller død, og det eneste værktøj, du reelt har at arbejde med, er håbet. Normalt anser jeg mig selv som handlekraftig, hvis der er noget, jeg gerne vil opnå. Men helt ærligt, ikk’? I denne her situation er alt ude af vores hænder. Alt ligger i lægernes og måske i allerhøjeste grad, Lukas’ hænder. Og krop. Ekstremt præmature som ham gør ting, som ikke engang lægerne altid kan forudse, så i sidste ende er det børnenes eget valg, om kroppen vil fortsætte ad livets vej eller ej. Og så kan lægerne stå ved siden af og hverken forklare fra eller til. Hvilken position sætter det så os andre, bekymrede forældre i? Ventepositionen. Håbepositionen. Nu-må-heldet-da-snart-ramme-mig-positionen. For det er ikke altid, der er et svar på tingene i den her neonatalverden, og det er enormt angstprovokerende.

Hvis jeg kunne handle, ville jeg gøre det. Selvfølgelig, det siger vel sig selv. Lægerne siger, at jeg kan handle. Være der for ham, have hud-mod-hud-kontakt med ham, synge, snakke til og røre ved ham. Så det gør jeg. Selvfølgelig, det siger vel også sig selv. Men i det større perspektiv kan jeg alligevel ikke lade være at tænke, om det overhovedet i sidste ende har en betydning, når hans lunger, immunforsvar, hjerne og hjerte skal kæmpe livets kamp. Er det virkelig et kys i panden fra eller til, der afgør, om han får senfølger af det her forløb eller ej? Jeg tror det ikke, det er jeg alligevel for naturvidenskabelig til (og hvor ville det også være unfair, hvis det var tilfældet!). Men jeg håber det så inderligt. Jeg håber, at mine daglige ‘godnat skat, jeg elsker dig’ i sidste ende kan summeres op og sende god energi hans vej. Måske det forstærkes i kraft af, at jeg ikke kan gøre så meget andet end at nusse, pusse og håbe.

Så jo, på den ene side har jeg lyst til at sige ‘fuck håbet’, for hvad kan det gøre det fra eller til. På den anden er det lidt som at afskrive den allersidste ven, du har tilbage. Og det gør du jo ikke, for hvad har du så?

Continue Reading

Når posten kommer for tidligt

Normalt klager du ikke, når du får leveret en pakke før formodet dato. Normalt får du en besked om, at den kan afhentes her fra denne dato, alt efter hvornår det passer frøkenen. Og så tropper du op, når du er klar til at tage stilling til den pakke, du nu engang selv har bestilt indholdet af. Du ved, hvad du får, og hvis det alligevel ikke er sagen, så sender du det blot retur. Men hvad gør man, hvis pakken er en baby – en baby som man selv har ønsket sig, man har selv produceret og bestilt den, den er bare liiige ankommet godt og vel 3,5 måned før forventet dato, OG der er ingen returret? Du havde måske ikke lige indstillet dig på, at pakken allerede kom NU, du er ikke forberedt – hverken praktisk og på ingen måde mentalt – og du kender ikke helt pakkens indhold, selvom du troede det. Du ved faktisk ikke, om du overhovedet vil have den alligevel, når nu den først skulle være kommet senere som bestilt. Men du siger tak, signerer pakken og håber på det bedste, for du kan simpelthen ikke gøre andet.

Hej, jeg hedder Nina, og jeg er for nyligt blevet mor til en præmatur dreng – verdens sejeste Lukas født GA 25+3 og i skrivende stund 8 uger og 2 dage gammel. Han er indlagt og skal være det til omkring terminstidspunktet, som er 31. august.

Da jeg i maj fødte alt for tidligt, overvejede jeg ret hurtigt, hvorvidt det var noget, jeg ville skrive om. Flere har endda spurgt, om jeg ville blogge om det. Siden da har min holdning til det nået begge ender af skalaen, og dilemmaet kommer, fordi det er en ret privat sag både for mig (og Jonatan), men måske også for Lukas senere hen. Men bloggen er nu engang hjemsted for mit tankemylder, og man må sige, at tankerne myldrer en hel del for tiden. Hvorfor offentliggøre dem? Tja, hvorfor ikke? Ærligt talt ændrer det ikke situationen sindssygt meget for mit vedkommende, og kan nogle finde trøst, genkendelse, underholdning eller andet i mine ord, så er det da et skriv værd. Så må jeg vælge mine ord, så alle parter kan leve med det senere hen. Personligt har jeg haft godt udbytte af at kunne læse med andre steder, når folk deler ud af deres liv med en præmatur – eller sågar blot med en ‘normal baby’, som jeg ynder at kalde dem nu. Jeg holder af at skrive og har brugt det en del i forbindelse med shitty situations førhen, hvilket også er en af overvejelserne bag. For det er en ekstremt surrealistisk oplevelse, som jeg selv dagligt vågner i og tænker ‘er det bare en utrolig lang drøm det her’? Men det er det ikke, og når Lukas nu engang er ankommet før tid, må og skal man jo forholde sig til ham. For han er jo min lækre, lille baby – 3,5 måned for tidligt på den eller ej!

Så what to say? Velkommen. Til hvad ved jeg ikke. Et par ord i ny og næ – måske ofte, måske ikke – om stort og småt i tilværelsen for tiden. Måske også om pæne sko og smukke kjoler, for det holder jeg stadig af på sidelinjen. Og det er jo lidt dét, det handler om. At det her parallelle hospitalsliv på en eller anden måde skal inkorporeres i mit eget kedelige, helt fantastiske, gennemsnitlige dagligdagsliv, som jeg har taget alt for for givet.

Continue Reading