Min fødselsberetning – del 2

 

PicMonkey Image

// Et par mavebilleder – det første og det sidste. (Lad Jer ikke narre af min sure mine) //

Første del HER.

På et eller andet tidspunkt får jeg så sat en monitor på maven, der kan måle de ’jag’ der, jeg så fint beskrev. Og ja, det kan vist ikke komme bag på nogen, at de frygtelig meget ligner veer, så lynhurtigt får jeg stukket lungemodnende i låret, HVIS NU jeg skulle finde på at føde. Jeg får også opstartet vehæmmende medicin i drop og bliver kastet i en hospitalsskjorte. Dér føler jeg mig indlagt! Det er skræmmende, hvad hospitalstøj kan gøre ved dig. Veerne er nu så slemme, at jeg derfra og til Lukas er ude kun sporadisk åbner øjnene.

Ind kommer en børnelæge for at fortælle os i (meget!) korte træk, hvad det vil sige at føde et barn så tidligt, skulle det gå så galt. Og at hver time, jeg kan holde ham inde, tæller. Hvad kan en time dog gøre fra eller til? Jeg mindes ikke at føle synderlig meget på daværende tidspunkt. Jeg har heldigvis nok at se til med veerne, og så er det bare enormt ambivalent at ligge dér med troen på medicinens virkning, mens alvoren i situationen alligevel så småt står og banker på døren. Vil han overhovedet kunne overleve? Måske. Hun ligner ikke just en, der selv tror på det. Vi får også meldingen: nu er du indlagt – sengeliggende – indtil termin i hvert fald. Om det så skulle være som mor eller gravid, måtte tiden jo vise.

Herfra mister jeg lidt tidsfornemmelsen, men mens jeg flytter fra undersøgelsesbriksen over i en seng (aaaah!), flytter veerne om i lænden. Der er meget snak om, hvorvidt man tør tage chancen og overflytte mig til Riget, eller om Riget skal sende et neonatalteam til Herlev. Herlev tager sig af præmature, men ikke før uge 28. Allermindst vil de have, at jeg føder i ambulancen! Jeg selv mindes at ligge og tænke: kom nuuuuuu, det her kommer til at tage en krig! Langt om længe kører vi med udrykning mod Riget. Jonatan, der spørger hvor han skal køre henad. Jordemoderen der svarer, om han ikke bare kan følge ambulancen. Idiot.

Vi ankommer på Riget. Så langt så godt. Nu er jeg i de bedste hænder, hvad der så end skal ske. Afsnittet lader ikke rigtig til at kende til min ankomst, og jeg bliver trillet rundt på fire afdelinger, før der er en overlæge, der skærer igennem og anbringer mig på en firmandsstue. Der er run på husker jeg, og jordemoderen, der tilser mig, har travlt, men gør det virkelig godt omstændighederne taget i betragtning. Jeg bliver scannet og undersøgt af mange omgange og ved 8-tiden, bliver jeg kørt på fødegangen. Det er også her jeg første gang stifter bekendtskab med bad ass L fra neonatalteamet, som senere tager imod ham. Hun er så ligefrem, og jeg har så meget respekt for den kvinde: Hvis vehæmmerne ville virke, så havde de virket! Bum. OK, så jeg skal føde. Højst sandsynligt. Selvfølgelig vil de gøre alt, hvad de kan for ham.

Èn ting går mig meget på disse minutter: Hvorfor er der ingen, der spørger mig, om det her overhovedet er noget, jeg vil gennemføre? Og hvad vil jeg overhovedet svare, hvis jeg får muligheden? Mit rationale fortæller mig, at årsagen kan findes to steder: 1) folk antager, at jeg selvfølgelig allerede elsker mit ufødte barn så højt, så svaret giver sig selv 2) jeg er langt over abortgrænsen og har faktisk ikke noget valg. Den dag i dag er jeg nok glad for, jeg ikke fik valget, men jeg har mange tanker omkring disse dilemmaer. Det må blive i et kommende indlæg. L forlader stuen med et vi ses nok senere.

Herfra både aftager og tiltager veerne lidt, og Jonatan når sågar at opdatere venner og familie om, at nu er der vist ro på, og jeg lader til at småsove. Jeg har ladet mig fortælle, at mange gik i seng med den besked og håbet om en ny og bedre dag dagen derpå. Men helt sådan skulle det altså ikke være.

Fortsættelse følger…

Continue Reading

Når vi kommer hjem…

 

Untitled-3

Sip Cup – Studio Arhøj // ‘Caramelito’-kaffe – Nespresso // GG Marmont Matelassé – Gucci

En indlæggelse på nu 110 dage sætter efterhånden sine spor på kroppen. Min hud er simpelthen blevet forfærdelig, fordi luften her på afdelingen er så tør. Det er heller ikke fordi, det, jeg propper i munden, kommer fra det sundeste udvalg på hylderne. Jeg har ikke dyrket, hvad der bare minder om motion på noget tidspunkt – det tætteste er min cykeltur til Søborg for at købe en brystpumpe (og der er KUN stejle bakker i Søborg).

Så når vi endelig bliver udskrevet, skal jeg hjem i hytten og drikke en ordentlig kop kaffe fra et pænt kaffekrus. Jeg vil købe en buket solsikker og en fin vase og sidde og nyde synet i stramme jeans – oh boy jeg glæder mig til at have stramme bukser på igen! Jeg vil booke den manicure- og massagebehandling, jeg har snakket om i så mange år og dedikere en hel dag til mig selv. Hvis jeg kan holde det ud. For indtil videre har jeg max været et stenkast fra Lukas pånær en søndag aften i juli, hvor jeg var et par timer til middag med familien i Hillerød. Men der var savnet også stort!

Jeg skal trille mange ture med lillemanden i barnevognen, at vi rent faktisk får brug for det vedligeholdelseskit, der fulgte med vognen. Ud og flashe min endnu ikke indkøbte ladybag, som jeg ihærdigt prøver at retfærdiggøre er OK at købe. Jeg skal sove og sove og sove, når Lukas tager sine middagslure, og vi skal grine og lege og lave pruttelyde på mavsen, når han er vågen.

Vi GLÆDER os, ikk’ Luke? 💚

Continue Reading

Min fødselsberetning – del 1

21556148_10154817534196905_2061135058_o

// Fredag aften på Hotel Bella Sky //

Påbegyndt 14. juli 2017

Dengang jeg blev gravid, var det dér med at skrive sin fødselsberetning lidt noget fis, syntes jeg. Jeg mener.. jeg har læst et par stykker og synes altid, indholdet er lidt det samme: vandet går, veer, indlæggelse, ventetid, flere veer, smertestillende, måske en epidural, baby, lykke, træthed, udskrivelse. Jeg både troede og håbede, at min egen fødsel ville forløbe lige sådan, så hvad specielt var der at skrive ned? Selv i tilfælde af, at min fødsel havde været ganske normal, tror jeg alligevel, trangen til at gengive forløbet havde været det. Dels til brug for senere genlæsning, dels for den gode, mentale proces’ skyld. Som sagt: jeg fordøjer bedst gennem skriverier.

Fredag d. 20. maj er Jonatan og jeg på hotelophold på Bella Sky. Min fødselsdagsgave skal indløses med middag, spa og hele molevitten. Det er ret lunt, men også lidt blæsende. Timerne forinden har jeg været forbi en gammel klassekammerat, der netop har fået tvillinger, og jeg sidder med en baby i den ene arm og en what the fuck to do følelse i den anden – lykkelig uvidende om, at jeg snart kan tilføje endnu en titel til CV’et. På hotellet står vi i en ret træls kø til check-in, da kvinden foran os vender sig og beder os komme foran, fordi ”det er så hårdt at stå op, når man er gravid”. Jeg er HØJ af lykke! Det er første gang, at fremmede kommenter på min mave, og selvom jeg har en løs sommerkjole på, kan jeg åbenbart ikke snyde nogen – man kan altså se bulen. Det er ikke mange uger siden, jeg først er begyndt at mærke liv, og fra en god vinkel synes jeg egentlig stadig, jeg kan argumentere for, at min mave ser mere oppustet end gravid ud. Det er fantastisk, når andre først spotter, du er gravid – graviditetsfølelsen går fra surrealistisk og fjern til forstærket og virkeliggjort, og du kan spejle, den glæde du selv føler, i dem.

Vi har en god aften med både 5-retters og (alkoholfri) vin, glæde, snak om fremtiden, baby og drømme samt det liv, vi går imøde. Vi går i seng trætte og forelskede.

Lørdag morgen vågner jeg, har lidt ondt i maven og er sådan generelt lidt skidtmads. Den dér menstruationsagtige måde med lidt jag i underlivet. Jeg har også rimelig dårlig mave og må runde toilettet flere gange. Vi spiser brunch og skal ned i spaen, for det er jo en del af gaven. Mon ikke det varme vand kan lindre lidt? Jeg nød det sgu aldrig rigtig, ærligt talt, men det er Jonatans fødselsdagsgave, som han jo også selv har glædet sig til at indløse, så jeg trækker den lidt. Der er dog også lige den ekstra detalje, at familien og vennerne på daværende tidspunkt er i færd med at line op til mit babyshower derhjemme – det er selvfølgelig ikke noget, jeg skulle vide, men en massagekunde havde fået talt over sig i et afslappet moment (det må være cadeau til mig!) nogle dage forinden. Midt dér i det varme vand går jeg til bekendelse og fortæller, at jeg godt ved, hvad der venter mig derhjemme, men om vi ikke lige skal ringe til lægen på vej i bilen. Bare fordi.

Så vi ringer. Fortæller om jag og dårlig mave, og han beder mig kontakte fødestedet. Er det nu også nødvendigt? Det sidste, jeg orker, er at køre til Herlev, sidde i ventekø nogle timer, blive undersøgt for så at blive sendt hjem igen og misse mit eget babyshower. Men jeg synes, de der jag bliver lidt værre og kommer med ret hyppige mellemrum nu, så vi kører afsted. Hvor er Herlevs fødemodtagelse overhovedet?

Vidste jeg det var veer? Hmm, jeg havde ingen idé om, hvordan sådan nogle skal føles, men jeg husker at være ret bevidst om at beskrive dem som ’jag’ og ’menstruationssmerter’ fremfor at bruge ordet ’veer’. Det kunne jo ikke være veer, jeg var kun i uge 25+2, og misdannelsesscanningen var netop overstået med så fint et resultat. Måske jeg vidste det ubevidst?

Klokken er vel 13-14 på dette tidspunkt, for det er lige deromkring, babyshoweret skal til at starte. På afdelingen tager de en urinprøve, og vi får lov at sidde og vente – præcis som forudset. Der kommer en meget højgravid kvinde vraltende, prustende med kraftige veer, og jeg husker at føle mig så malplaceret, fordi hun tydeligvis er ved at gå i fødsel, mens jeg går rundt med mine små jag. Godt nok bliver de værre og flere på den halve time, vi må vente, og jeg trænger efterhånden til at ligge ned. Kvinden forsvinder selvfølgelig ret hurtigt, og jeg bander hende langt væk for at komme foran mig i køen. Endelig er der en ung fyr, der gelejder os ind i et undersøgelsesrum, og jeg lægger mig på briksen. Aaaaaah, tiltrængt! Der kommer en jordemoder ret hurtigt. Min urinprøve er fin, men hun vil gerne undersøge mig forneden med en scanner. Jeg husker ikke præcist, hvad hun siger, men hun virker en smule anspændt. I ved, forsøget på at skabe en casual det-er-sikkert-ingenting stemning, der ender med et kropssprog, der fortæller noget helt andet. Hun nævner noget med, at min livmoderhals ser kort ud, at hun ikke vil undersøge mig længere oppe (i frygt for at fremprovokere vandafgang), men at det godt kunne ligne, at jeg er på vej i fødsel. Så forlader hun rummet for at finde en læge, og jeg ligger dér og kukkelurer. Kigger på Jonatan, ingen af os siger så meget. Jeg mindes at være lidt bange, men samtidig have følelsen af, at det hele er én stor joke. En misforståelse. Tingene skal nok løse sig, jeg er jo kun GA 25+3! Så begynder jeg at kaste op.

Fortsættelse følger…

 

Continue Reading

‘Den kritiske tid’ – om at få tiden til at gå

Jeg synes, vi har haft et par stykker af dem nu, de kritiske perioder. Vi har ikke haft et barn før og slet ikke et præmaturt, hvilket, jeg tror, har hjulpet os et langt stykke af vejen. For os er dette den eneste virkelighed, vi kender. Det er sådan her det er at have et barn. Sad but true.

B – en af vores læger – udtalte i går, at det er godt nok et hårdt forløb, I har været igennem. Tak, så har vi da ikke haft fingeren helt forkert på pulsen. Det er flot, at I stadig smiler. Tak.

Da Lukas blev født, sagde man, at den kritiske tid var den første uge, måske lidt mere. Jeg ved ikke, hvordan eller hvornår man kunne fornemme, at nu var vi over dén periode, men det skete somehow. I lørdags da han blev lagt i respirator, fornemmede jeg, at vi nu skulle indstille os på en ny kritisk periode. Måske nogle dage, en uge, indtil en tarmskylning havde fået hul på forstoppelsen – ellers måtte vi tage den derfra. I søndags fik vi så endnu én at forholde os til – Lukas skulle opereres, og den nye ventetid hed 2-6 timer på operationsbordet. Hvordan slår man sådanne ihjel?

Alt gik ret hurtigt helt fra morgenstunden af. Der har vel været 3-7 sundhedsfaglige på stuen konstant fra vi stod op, til han blev kørt ned på OP. De kom fra ultralyd, røntgen, børnekirurgisk, der var konstant aktivitet. Så lød meldingen, og han skulle gøres klar til operation. Mere aktivitet. Hvis nu han ikke overlever, fortryder du så, at de sidste timer skulle gå med drop, prøver, medicin, scanninger? Siden jeg tog hjem og overnattede fredag, var det faktisk minimal berøring jeg havde haft med Lukas. Lidt holden i hånden og et kys i panden. De ringede efter portøren, og vi fik lov at sidde ved ham. Tændte for hans musik-panda, kyssede ham i panden, holdt ham i hånden og udstyrede ham med nussefåret og Pingu. Jeg husker han lå på højre side af hovedet, så jeg kun kunne se hans venstre øre. Jeg har tænkt på det mange gange, at han har et lille hak dér på øret, men jeg har aldrig fået tjekket, om det også er at finde på højre øre. Tænk hvis jeg aldrig får ham at se igen, så nåede jeg aldrig at tjekke det hak! P.S. Det har jeg tjekket her efterfølgende, og det er faktisk kun på venstre øre 😉 Et lille, personligt charmetræk…

B kom ind: Vil I have ham døbt inden? Dén, ved jeg, var en hård nød for Jonatan. Måneder forinden var en baby død på afdelingen, og jeg stod op til præstetøj på bænken ude foran stuen. Det var en meget mærkelig dag på trods af, at jeg hverken kendte baby eller forældre. Stemningen var ligesom bare anderledes, og jeg mærkede den atter påny for mit indre. Nej tak. Personligt betød en dåb ikke det store for mig på, ej heller for Jonatan. Vi skal ikke spilde tiden, få ham i stedet ned på OP hurtigst muligt.

Vi fik lov at trille med, og kl. 14.41 sagde vi på gensyn, og så tog vi tid. I skal ikke sidde her og vente. Det kan tage timer, vi ved det ikke, det kommer an på, hvad vi finder. Gå ud og få lidt luft og tænk på noget andet.

Tænk på noget andet?

……… ?!

Hun er jo sikkert fin nok, men nogle gange finder jeg det lettere at afskrive lægerne som nogle uempatiske og socialt akavede robotter, som til gengæld gør deres job pisse godt. Ingen finger at sætte på dét. Det gør det nemmere for mig at rumme. Ingen forstår alligevel vores situation, så det er næsten bedre, at de lader være at prøve. I stedet fokusere på det, de er gode til. Fix min søn.

Vi sad kort i mørket i det nærliggende ambulatorie og græd – måske mest mig -, indtil der kom én og smed os væk. Så gik vi et smut forbi kirken på min opfordring. Ikke at jeg betegner mig selv som religiøs, men det skal da ikke hedde sig, at man ikke har prøvet. Tænk hvis vi kunne hente lidt ind på kontoen dér. Så gik vi i 7-eleven og medbragte lidt mad i Fælledparken.

Tænkte vi på noget andet? Ikke rigtig. Vi snakkede om ham, så billeder og videoer, grinede og smilede af hans store, nysgerrige øjne. Vi troede faktisk begge på ham (og gør det stadig!). Vi havde fået tildelt stue 9 i mellemtiden, kun os og dermed en seng til os hver. Lukas havde fået redt op til en større vugge, som de ville hente ham i. Man reder ikke op med nye senge og nyt udstyr, hvis ikke man tror på det. Det var en hjælp, men dermed ikke sagt, at vi ikke var bange.

Lukas kom retur omkring kl. 17.15. Selve operationen var gået godt. Helt igennem fantastisk!

Herfra startede så en ny periode, og jeg ved ikke, hvorfor jeg har misset forventningen om denne. Men lillefyren skal jo komme sig, og det kan tage dage, uger, måneder. Han er stadig i respirator, stadig ikke vågnet op efter operationen, stadig sederet. Hvor lang tid skal vi vente denne gang? Ingen ved det. Naturligvis.

Jeg har før bedt om tålmodighed i pilleform, ingen har ordineret det endnu.

Continue Reading

Jinx

Hver gang jeg skriver noget positivt om lillemandens tilstand her på bloggen, føler jeg, vi bliver sat vældig meget tilbage. Sågar bare hvis jeg lader mig selv tænke en positiv tanke. Nu vender det, nu er det gået godt et par dage – det må være hans nye tendens. BANG! Uppercut midt i solar plexus og et lille, usselt Gollum-lignende kreatur smæsker sig om munden og gnider sig i hænderne: hæhæhæh, du skulle bare vide. Som den dag jeg skrev om, at mit største ønske var, at lillemanden skulle smide CPAP’en. Hvad er det for noget fis at udtale? Det står noget i kontrast til denne her lortesituation, vi står i nu. Fuck CPAP’en, den kan jeg leve med, bare lad min dreng overleve! Eller i indlægget om tiden som en underlig størrelse: Nu prøver jeg. Skriver de pæne ord om nogle gode dage oven på nogle knap så gode, og så håber vi ikke, jeg jinxer noget. Så tør jeg da først aldrig skrive noget igen. Og alligevel bliver jeg ved…

Det er som om, at vi gang på gang efter bump på vejen bliver straffet for at kæmpe os tilbage, atter vende mundvigene opad, løfte hagen, tage kampen op påny, håbe, grine, kysse, italesætte hans fremskridt, TURDE italesætte hans fremskridt. For de er der jo stadig, selv når lorten hænger længst ud af halsen! Jeg ved vitterlig ikke, hvad vi har gjort for at ende her, og jeg er nødt til at tro, at vi intet har gjort. Det er ikke vores skyld. Det her er ikke skæbnen, det kan folk stikke langt op.

Er der så noget at jinxe? Nej, det er der jo så ikke. Det var ikke et jinx at købe babyudstyr i så god tid, ej heller at mit babyshower skulle holdes så tidligt (det slår min stakkels søster stadig sig selv i hovedet for). Det var af ren kærlighed, begge ting. Vi jinxer ingenting ved MED LYD PÅ at formulere, hvor godt det nu går for ham, hvor god han er blevet i ohio, og hvor fint han sutter ved brystet. Heller ikke selvom det kan synes, at jo højere jeg råber det, jo hårdere og mere intenst rammer lussingen af ulykker os efterfølgende.

Hvis man trækker det her tilbage til, hvor det startede, handler det om noget meget mere basalt. Det handler om en dreng, der er født godt og vel 3,5 måned for tidligt og desværre har nogle gener deraf. Det handler om op- og nedture i et intensivt neonatalforløb, om gode og dårlige dage – dem har et præmaturt barn også ligesom du og jeg – et umodent tarmsystem, der højst sandsynligt har døjet med større problemer, som vi alle – forældre, sygeplejersker, læger – har overset. Lukas har taget røven på alle og har ikke haft det så godt, som det klinisk så ud til i tiden op til hans operation. En forstoppelse som hans har ikke bare bygget sig op over en dag eller to. Det er meldingen so far.

Men det her handler om naturen! En krop der – højst sandsynligt – er syg, om blodprøver og tarmsystemer og medicinske tiltag. Det handler ikke om en mor, der praler for højt over, hvor godt det endelig går hendes unge og dermed skal straffes jævnfør janteloven eller ham det lille Gollum-kræ med ondt i røven. Og derfor må, vil og skal jeg fortsætte med jubelparaderne, når der er anledning til dem. Også selvom jeg snart ikke tør udtale mig om noget i frygt for (mere) modgang. Men det giver ingen mening, hvis det skulle være dét, der afgjorde Lukas’ skæbne. Der findes ingen jinx.

 

Continue Reading