Når det sølle sejler

… ja, så må det stå slemt til, right?

Bvadr, hvor jeg bare lige synes, at efteråret ramte mig her til morgen! I ved, morgenmørke, regn på ruden – selv vinden kan jeg høre suse igennem nøglehullet i min dør! Fy for den lede. Jaah jaah, årstiderne er det smukke ved Danmark, og lad os nu omfavne det hele og bla bla bla. Nej sgu, ikke i dag. I dag har jeg tænkt mig at dyrke det negative og sprede dårlig energi, for det er dét, jeg føler, jeg er fyldt op med. Og det synes jeg faktisk, jeg har været hele ugen. Såøhm, advarsel hermed videregivet!

Ja, jeg er jo nok dét man ville kalde lidt sølle pt. Det er i hvert fald den følelse jeg har haft nogle dage. Hver morgen siden i mandags er jeg vågnet med knebne øjne og tænkt ‘nu må det da være fredag‘. Så I kan nok forstå, at jeg glæder mig til i morgen. Det hele sejler også lidt. Og med det hele mener jeg f.eks. mine søvn- og madvaner, og når de sejler, så påvirker det sådan set resten af de ting, der måtte være i løbet af min dag. Således spiste jeg pizza i går aftes kl.01 og chokolade i dag til frokost. For det gør jeg, når jeg synes, det hele er lidt noget fuck, så fucker jeg det yderligere op ved at fylde mig selv med junk. Og så kan I nok selv regne ud, hvordan dén lille, charmerende cirkel triller.

Gad vide, om hun har det, man kalder en dårlig dag?

Jeg sidder lidt og pønser på, hvordan jeg skal vende den. Det sølle, der er tilbage, skulle jo nødig sejle helt væk. Min erfaring siger mig, at jeg 1) kan være heldig, at det bare er en dårlig dag, og det skal soves væk. I morgen ser livet meget lysere ud. Men 2) den siger også, at jeg ikke har formået at sove den væk endnu, og jeg derfor selv aktivt skal gøre noget for at vende skuden. Og åh gud, det magter jeg ligesom ikke. Pt ligger jeg på sofaen blandt pizzabakker og beskidt dynebetræk, og gnavpot hér har ikke tænkt sig at muffe røven. Så al form for aktivitet er nok et dårligt bud. Så for en stund falder jeg tilbage til min gamle, ynkelige vane og drømmer mig væk til ting, der lige kunne forvandle mine thursday blues til opturstorsdag, hvis jeg var i besiddelse af dem. Det kunne passende være…

untitled-2

  1. Flybillet til Mallorca: Åh, hvor jeg dog allerede savner middagslur i solen, feriekys på næsetippen og rødvin ved Puerto Portals. Hvordan i alverden klarer voksne med et rigtigt job sig med kun fem ugers ferie årligt?
  2. Valentino Heels: Jeg har en idé om, at alle, der ejer sådan et par skønne rockstud heels, scorer højt på lykkescalaen. Så sådan et par lykkepiller til mama her, ville male byen lidt mere rød end de sorte skyer, der – as we speak – langsomt trækker ind over Nordvest.
  3. Miu Miu Støvle: …men sådan et par her ville nok også godt kunne booste lidt på humørfronten.
  4. Well Come Spa visit: Okay, det her er fuldkommen åndssvagt, for jeg har faktisk en hel måneds abonnement tilbage til spaen i Well Come – jeg er simpelthen bare for doven til at cykle derud og hoppe i poolen. Men åh, at ligge og flyde på ryggen som en blåhval i det veltempererede vand med – hold nu fast – afslapningsmusik UNDER vandoverfladen – dét kunne nok godt kurere mine torsdags blues.
  5. En krop som Beyonce’s: Hvis jeg nu på nogen som helst måde blev tvunget til at angive, hvad Miss Bootylicious og jeg måtte have tilfælles, så skulle det være dét fact, at vi begge har former. Den noget dimentrale forskel ligger så bare i, hvordan de former nu engang er udformet på hver af os. Åh, en body shape som Beyonce’s og mit liv må være fuldendt.

You know the drill. Græsset er altid grønnere på den anden side, ikk? I hvert fald på dage som denne, hvor det hele er sådan lidt leverpostejsgråt…

Continue Reading

Hvem sagde desperado…

say

Billede fra someecards

What a lovely day, jeg har haft mig. Èn af de få denne sommer, hvor jeg rent faktisk har fået nydt lidt af København. OG jeg været et smut forbi crosfitteren i morges – det er også kun to uger siden sådan cirkus. Min træningsmakker er endda hjemvendt fra ferie, så dét kan jeg ikke engang bruge som undskyldning længere. Desværre. Av av, det bliver et ømt syn at se mig på håndboldbanen igen efter ferie. Må bede om udskiftning efter fem minutter på banen tror jeg. 2 angreb, ét forsvar og måske kan jeg få presset en kontra ind, men så holder jeg vist heller ikke til mere, tror jeg. Ak, det var tider dengang, man kunne spille 2×30 uden problemos. På dén front kan jeg sgu godt mærke alderen trykke. Jeg er blevet lidt mere sart og rusten i mit korpus. Sommetider bilder jeg mig endda ind, at jeg kan høre det knirke.

Men i formiddag formåede jeg at præstere en hjemmebrygget WOD (Workout Of the Day for dem, der måtte være gået crossfitbølgen forbi) på hele 30 min, som blandt andet indebar intet mindre end 80 boxjumps. Plyometrisk vel at mærke, hvilket – jeg synes – gør det 117 gange hårdere. Så egentlig kan man vel godt argumentere for, at jeg har lavet 9360 boxjumps? Og så på en mandag. Halleluja.

Efter svedeturen mødtes jeg med en sød gymnasieveninde, der som nybagt mor gjorde mig endnu mere skruk, end jeg var i forvejen. Tak for det, Katrine. De forbandede børn altså … suk. Tænk en magt de kan have over os letmanipulerede skæbner, bare fordi de har kropslemmer i miniaturestørrelse (de tæer altså?! Nuuuurgh), babybløde kinder, ej at forglemme den mest smittende latter OG den dér helt specielle duft. Det er jo som om, de bærer et usynligt ‘ELSK MIG!’-skilt om halsen. Øøøh, ja tak! Jeg tror nok lige, jeg swiper til højre så. Efter den kaffe dér på en bænk ved Søerne, opdagede jeg (eller jeg blev måske nærmere endnu engang mindet om) hvor desperat, jeg er. Altså første gang i dag.

Aftensmaden udgjorde så anden gang.

Min indre monolog gik nogenlunde sådan her:

Mig:Jeg burde jo nok sidde her ved spisebordet og spise min tærte… meeen sofaen er jo det foretrukne, who am I kidding! Hmm, men så spilder jeg jo helt sikkert på det nye (hvide!) gulvtæppe.”

Tænke tænke …

Mig: “Nåh nej, jeg smækker da bare benene op på chaise loungen, så spilder jeg kun på mig selv, og så er alting jo som det plejer. Perfekt manner, det gør jeg, sgu! Og så kan jeg også se TV.

Og TV-guden hørte mine bønner (thank Goooood!), for jeg nåede lige det sidste Say Yes To The Dress på TLCAre you saying yes to this dress? I’M SAYING YES TO THIS DRESS! Det ligner mig altså ikke, at kunne lide sådan nogle programmer, men jeg er totalt sucker for det her åbenbart. Det er nok også blevet en tand værre, eftersom hele blogland lader til at skulle giftes disse dage.

Nåh, men ser I, så er jeg typen, der godt kan finde på at pintereste nogle af de designere, man ser i SYTTD og dér, lige midt i min søgen støder jeg på ovenstående billede. DET ER JO SÅ MEGET MIG?! Og jeg føler mig ramt! Åååh, jeg føler mig så ramt. Dels ramt af latter – mit selvironiske indre kan heldigvis godt få sig en god griner engang imellem. Men puh, jeg føler altså også en snert af sørgelighed. Desperat ville nok ikke være et helt forkert adjektiv at sætte på mig. Det er ikke længe siden, jeg for mig selv tænkte “Nina, nu skal du stoppe med at opsøge alt det dér bryllupshejs. Det kommer, når det kommer (hvis det kommer!), og når det sker, er det uventet og overraskende og SÅ kan du starte drømmene“. HAHA yeah right, det er sgu long gone…

Jeg kunne jo godt bede mig selv om lige at tage en slapper, men jeg har egentlig mere lyst til at streame mere SYTTD. Så det gør jeg sgu. See you bitcheeees!

Continue Reading

Brainstorm

Jeg-har-ikke-været-doven.-Jeg-har-bare-glemt-hvad-jeg-godt-kan-lide0

Jeg kan ret godt lide ordet, brainstorm.

Det ligger op til alt. Alt er lovligt. Alt er bedre end ingenting, også selvom det er åndssvagt, urealistisk eller plat. Hellere ‘noget’ end ingenting. Jeg kan godt lide idéen om at lade tankerne flyve og se, hvor det bærer henad. Jeg kan godt lide at drømme. Både om små og store ting. At gucci soho disco en dag bliver min. At jeg får et fantastisk familieliv med livsglade børn og en ligeså far til dem. At jeg en dag tør tage springet og starte egen virksomhed.

Brainstorm. Det er faktisk et ret fantastisk, beskrivende ord til, hvordan jeg føler mig og min tilværelse pt. Som én stor brainstorm. Jeg har ikke lyst til at udelukke noget og drømmer egentlig om et liv med forskelligheder. En mandag som ikke ligner en tirsdag. Og en hverdag, som ikke følger den typiske 8-16-arbejdstid. Og dog, for jeg drømmer også om noget fast. En fast indtægt, en forsikring om, at jeg har noget at stå op til – at tage mig til – hver dag. Og en hverdag der alligevel muliggør, at jeg kan være tilstede for en evt. kommende familie. Det er svært, kan I godt høre, ikke? Der er helt vildt mange ting, jeg godt kunne tænke mig at få flettet ind i mit kommende arbejdsliv. Og selvom jeg nu læser til fysioterapeut (og bestemt synes, det er meget “mig”), så drømmer jeg altså også om nogle knap så fysagtige ting. Det er måske nærmere inden for beautykategorien. Jeg kan godt lide at sætte hår f.eks. og har også tænkt på en dag at tage et kursus i at lægge eye lash extensions. Og det kunne da være vildt spændende også lige at få dét flettet ind som en del af ens job!

Part time fys, part time beauty queen. Og så part time mom. Det er drømmefordelingen. Jeg vil ikke sættes i båsen “fysioterapeut”, bare fordi jeg uddanner mig hertil. For hvad gør man, når man på én og samme gang er en pyntedukke, et legebarn og en fantast? Herregud, jeg må ikke engang have neglelak, håndsmykker og ur på, når jeg yder manuel behandling. Min elskede neglelak?! Dét her går vist ikke sammen med det kliniske image, man skal udstråle…

Jeg har altid haft svært ved tanken om at skulle vælge uddannelse, retning i livet, mest af alt på grund af tanken om at binde sig til én de næste mange årtier. Altså én retning. Hvem ved hvad 40-årige Nina drømmer om?

Derfor har jeg besluttet noget. At det ene jo ikke nødvendigvis udelukker det andet.

Jeg er så priviligeret, at jeg lever i et land som Danmark, hvor mulighederne er mange, og hvor jeg ikke nødvendigvis er født til at være smed bare fordi, jeg er datter af én. Og desuden er der så rige muligheder i de fleste jobs for at efteruddanne og kursussupplere og jeg ved ikke hvad. Og det er jo skønt at vide, at man uddanner sig til et samfund, hvor der er god armplads til at udvikle sig. Og måske især i et fag som fysioterapi. Jeg var i klinik hos en fysioterapeut, som havde været i branchen i 10 år. Hun havde jobbet den i samtlige afdelinger på Riget og lidt til. Vi snakker altså 10-15 forskellige specialer?! Det syntes jeg, var meget inspirerende at høre. Så kan man godt, hvis man er sådan én, der er til det.

Alt i alt må jeg jo sige, at drømmen nok er at få lidt af det hele. Sikkert lige som alle andres. Også selvom frygten for ikke at kunne gå 100% ind i noget af det selvfølgelig også er til stede. Men det, tror jeg, skal opleves på egen krop, før man kan tage stilling til det.

Jeg er i hvert fald glad for dér, hvor jeg er nu, og det er jo vigtigt. Og så tror jeg også, det er vigtigt at huske på, at drømme ikke er noget, der bare går i opfyldelse. Det er noget, man skal kæmpe for, hvis de betyder nok for én.

Continue Reading

Om perspektiver, opvaskemaskiner og taskedilemmaer

IMG_5442

Jeg har det sgu ret godt! Det slog mig lige her på cykelturen hjemad fra Nørrebro. En cykeltur, der ellers normalt lige kridter de trælse ting omkring København op, for fodgængere, cyklister og skrald på gaderne er en sikker vinder, hvis man skal pisse mig af. Og det kan man åbenbart dagligt, for det lader til, at lige meget hvor jeg skal hen ender jeg altid med at cykle op af Frederikssundsvej. MEN I DAG er jeg tilsyneladende mere tolerant.

Jeg har det faktisk ret godt. På den der “jeg er jo ret priviligeret”-måde. Og selvfølgelig ved jeg det godt inderst inde, for man kan jo ikke rigtig tillade sig at brokke sig, når man bor i Danmark. Men I ved, det er rart, når man ligesom også føler den!

Ugen har på sin vis sat tingene i perspektiv for mig nogle gange nu. Dels havde jeg forleden færdigspist en delikat aftensmad – menuen stod på havregryn med mælk – og så magtede jeg sgu ikke lige at skylle tallerkenen af og sætte den i opperen. Der skulle jo skylles af (!) – I ved, med vand og børste – men sørme om maskinen ikke også først skulle tømmes (!!). Priviligeret brokkehovede? I think so. Jeg kan ved nærmere eftertanke godt komme på andre ting, jeg hader mere, end at sætte service i en maskine, som gør arbejdet for mig….

Så var der jo også lige de her tre tasker, jeg bestilte hjem fra nettet, for jeg havde ikke kunnet beslutte mig ud fra billederne på hjemmesiden. Da de så kom med posten viste det sig, at de alle var lige smukke, og mit forfærdelig dilemma forblev – hvis ikke endnu mere – forfærdeligt. What to do? Jeg hentede hjælp fra søster, som også skulle vise sig at være dén, der satte tingene lidt i perspektiv for mig (men også dén, der bare forstår). Samtalen forløb noget ala:

Mig: (vedhæfter billede af taskerne) Nu har jeg set dem i virkeligheden og jeg kan stadig ikke beslutte mig!! *Indsæt diverse frustrerede smileys*

Søster: Vi har det sgu godt, hvis det her, er de største problemer vi døjer med.

Mig: True!

Søster: Men jeg kender det så godt. Og du ved også godt inderst inde, hvad for én, der lige er lidt pænere end de andre to, hvis du tænker dig om.

Åh, Søs. Jeg elsker, at jeg ikke skal deale med så store problemer alene.

Og nu sidder jeg så her på terrassen og føler trang til, at sige noget om perspektiver. I mens jeg drikker mit hjemmelavede danskvand, for ja, så priviligerede har vi også været, at vi har arvet en aqvia-maskine fra onkel Bent. Har min egen terrasse at dovne på, og så kan det godt være solen allerede forsvinder klokken 15, men pyt – den kommer nok igen i morgen. Og lige nu er mit største problem, at jeg ikke ved, hvilket billede, jeg skal smide op sammen med indlægget, så kan vi ikke godt konkludere, at jeg alt i alt har jeg det pretty awesome?

Continue Reading

Årets første…

Der er en første gang for alting, som der typisk er noget ved, og så er der den dér første årlige, som altså heller ikke er helt så værst. I ved, de der sæsonprægede elementer, som man jo gentager hvert år, men føles lige specielle hvert år, når man tager fat på dem. Og med hensyn til de årlige debuter, så har maj allerede været ret så fin og givende, og jeg har nu kun (næsten) halvvejs inde i måneden allerede:

  • … spillet ikke årets første, men min første håndboldkamp for KSG sammen med holdets søde piger. Et bekendtskab jeg glæder mig til rigtig at stifte når sæsonen går i gang til august.
  • … nappet årets første Tivolitur, som foregik i selskab med min lillesøster, en madpakke, plænen og en masse andre københavnere, der også var ude og nyde vejret sidste weekend.
  • … viftet med bare ben for første gang i år. En helt fantastisk følelse at kunne cykle afsted i skole klokken 8 en morgen kun iført kort sommerkjole og en læderjakke. Uden at fryse.
  • … spist årets første sommerisvaffel. I ved, hele pakken med 3 kugler, guf og flødebolle. Indtaget med min søde kæreste i hånden på gåtur i Rungsted Havn. Et smukt og hyggeligt sted, jeg har elsket siden min barndom.
  • … sejlet årets første kanalrundfart i det københavnske farvand (hvis man kan kalde det dét) med min mor som medpassager. For at slå mave oven på et ordentlig stykke lagkage og en god latté på den forholdsvis nye restaurant i Christiansborg Tårnet (også en ikke bare årlig, men livslang debut).
  • … gået årets første spadserrunde i Fælledparken med min gode veninde Sara.

 

Det er så skønt, når man finder de gode, årlige, sæsonbestemte vaner frem. Mine sommerlige er helt klart de obligatoriske solbriller i panden uanset dagsplaner, vejrudsigt og tid på døgnet og så er det selvfølgelig også ophold i Fælledparken. Den kan sgu bare noget, den park.

Herhjemme på matriklen har vi endnu til gode at afholde årets første grillaften. Men nogle snakker om godt vejr det kommende stykke tid, så det kan være vi også snart kan krydse det af på listen. Selvom jeg nu ikke synes, det ser heeelt så mirakuløst varmt ud som forrige weekend. Men lidt kan jo også gøre det.

Continue Reading
1 2 3 6