507 dage efter…

gynge

Det er simpelthen ikke til at fatte, hvor mine barselsdage lige blev af. På sin vis synes jeg, at jeg har været på barsel i evigheder (507 dage er da også en sjat?), og på den anden er de fløjet afsted, og alt, hvad man ligesom havde en idé om at udrette, er bare ikke sket.

Jeg synes, jeg har været god til at være på barsel. I starten havde jeg ret meget stress over alle de gåture, jeg følte, jeg skulle nå (med en splinterny, fin barnevogn vil man jo også gerne ud og lufte den. Og følelsen! Wauw, det er helt specielt at trisse rundt med sådan én, fordi det bare tydeligt udstråler, at NU er man blevet mor.) Og de lange gåture var jo også motion – måske endda den eneste motion jeg fik, hvilket jeg også var lidt presset over. Da vi endelig kom hjem havde min krop jo haft fem måneder til at komme sig, så mon ikke det var på tide, at jeg kom i gang igen med det dér træning. Kaffebarer var åbenbart også noget man besøgte med veninder og sit lille nye vidunder, kunne jeg se på instagram 😉

Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg hverken kunne eller ville leve ovenstående barselsliv. Vi blev jo udskrevet med sonde, ilt og også drop den første tid, og helt generelt forlod vi bare hospitalet med beskeden om at  skærme og værne lidt ekstra om vores guldklump. Både med hensyn til indtryk (forestil jer lige at tilbragt de første fem måneder i ét rum, hvorefter du så slippes løs i den store verden og ALT bare er nyt – ALLE sanselige indtryk), men også især i forhold til bakterier. De små, sarte lunger skulle ikke udsættes for alt for meget, og bare en tur i Netto eller med bussen skulle man altså overveje. Det blev dog til gåture både lange og korte, men kors hvor var jeg angst for at give den lille en lungebetændelse. Kunne jeg overhovedet lade ham sove lur udenfor? Men som med alt andet gennem barslen synes jeg, vi har været gode til at prøve os frem. Dermed fandt vi også ud af, at Lukas kunne tåle mere, end vi måske havde frygtet.

Og kaffebarerne? Det må være et fåtal, jeg har besøgt. Jeg kunne ikke helt se, hvordan det skulle være afslappende for nogen af os? Han har af alle dage sovet allerbedst i sin barnevogn et stille og uforstyrret sted. Hvis han har været vågen, har han aldrig rigtig gidet sidde i en arm og bare glo. Og han har da slet ikke gidet ligge i en lift på en stol, mens mor sad og drak sin latte og spiste sin avocadomad ved siden af.

Så vi blev hjemme – oftest – og nøj, hvor har jeg brugt mange timer lænket til sofaen med Lukas på brystet og en blære, der er ved at springe i luften. Men…

Der er ingen terapi som den, et spædbarn kan give med sin blotte tilstedeværelse.

Du er tvunget til bare at være i nuet. Nyde. Dufte. Suge hvert et glimt af personlighed af baby til dig. Det er jo også dét, det første lange stykke tid handler om: at lære hinanden at kende (det synes jeg egentlig er en evig proces. Jeg bliver sgu klogere på Lukas hver dag – stadig). Så pyt med den dér delle på maven, der aldrig vil forsvinde. Pyt med, at du igen bestiller take away til aftensmad og du både lugter og ser fedtet ud. Der er et lille liv, der elsker dig ubetinget. Og er så hjælpeløs og tillidsfuld og har lagt sit lille liv i dine hænder. Så kan verden sgu da ikke andet end at stå stille, hva!

Der var en periode, hvor jeg stensikkert altid kunne få Lukas til at sove, hvis vi sammen lagde os på sofaen og med hans bryst på mit. Den virkede hver gang. Indtil den dag den ikke længere gjorde, der gik det op for mig, at nu var han altså så stor og bevidst og gad da ikke længere det pjat. At det var på lånt tid det dér med at sove bryst mod bryst, ville jeg have ønsket, jeg havde vist. Det vil jeg nyde lidt ekstra næste gang. MEN som jeg før har proklameret #ikkeflerebørnindenendtstudie 🙆🏼

Nu er vi her, nærmer os årsdagen for vores udskrivelse og med en dreng, der bare er alt andet end stillesiddende. Så det kunne ikke være mere rigtigt, at han skulle starte i institution, og at mor her skulle tilbage på studiet igen. Det har været fantastisk at være på barsel, og jeg er så mega taknemmelig for, at det har kunnet lade sig gøre, at jeg har gået  længe hjemme. Min mor har fortalt, at jeg blev dagplejebarn i en alder af 3-4 måneder. Mere orlov kunne hun ikke få lov at tage. Gisp, det ville mit moderhjerte slet ikke have kunnet overkomme! Så jo, jeg er glad, og jeg håber, at jeg kan få lov at gå hjemme lige så lang tid næste gang. Men igen, Ninaaaa #ikkeflerebørnindenendtstudie…

For nu er jeg startet op igen på fysioterapistudiet, og bevares – det er da væsentlig mere trættende for hovedet, men jeg kan huske mere af stoffet, end jeg havde frygtet. Så mon ikke jeg snart er tilbage for fuld drøn, når altså min tid på langs først er overstået

2 comments / Add your comment below

  1. Sikke en dejlig lang barsel du har haft. Men hvis man minusser de 5 måneder i brugte på hospitalet så er det da fortjent.
    Elsker barsel og glæder mig til det bliver min tur igen i det nye år

    1. Ja, jeg føler mig også priviligeret over at det kunne hænge sammen med så meget barsel 🙂
      Hvor spændende, at du skal igennem barselsmøllen igen. Det er nu en helt speciel tid.

      Nina

Skriv et svar