INSPIRATION – julegaveønsker til junior

INSPIRATION – julegaveønsker til junior

Så er den her endelig – weekenden – længe ventet. Jeg synes, det hele er lidt stramt disse dage. Er egentlig ikke som sådan juletravl – selvom vi snart skal til at have købt et juletræ og en flæskesteg – men det er nu mere skolen. Vi har mange og lange dage og afleveringer, og det er som om, det hele er komprimeret her henover julen. Og så er der også det nye job, som jeg også haft lidt at gøre med her de sidste par uger. Så ja, en travl tid, men den ligner vel så fint alle andres?

Jeg har samlet lidt juleinspiration i form af ønsker til junior. I hvert fald er det dem, der står på “Lukas'” liste i år. “Lukas'” fordi han jo i princippet bare skal have et tupperware låg, og så er han godt underholdt en times tid. Men mor her kan da sagtens komme på ting og sager, lillemanden kan bruge.

  1. Legekøkken – Jollyroom har et stort, fint udvalg. Ifølge dagplejeren elsker Lukas at sidde med en grydeske og en skål, og sådan et køkken ville stå så fint for enden af vores halvø.
  2. Fotoalbum fra Lilliputiens
  3. Tumlemøbler i skum – Lukas havde julelys i øjnene, sidst vi var til kontrol i fysioterapien, fordi han fik lov at tumle rundt i skum. Legeskum har et fint udvalg!
  4. Ukulele fra Makala – Vi er ved at opbygge et lille musikstudie herhjemme, og samlingen tæller allerede tromme, elklaver (mest mors!), xylofon og en tamburin
  5. Topmadras til rejsesengen – Nuvel, kedeligt ønske, men når bassen overnatter ude i rejsesengen, er der altså ikke meget blødt at spotte på bunden. Jeg tænker, en tyk topmadras vil være ideel.
  6. Solskærme til bilen – Også mest en need to have
  7. Tøj, tøj, tøj – I alle farver og alle former. Vi har levet mest på arvet indtil nu, hvor lageret er ved at slippe op. Derfor mangler vi tøj fra str. 86 og frem. Jeg er overhovedet ikke kræsen i forhold til brug eller farver, men kunne jeg helt selv vælge, skulle han have noget fra Molo eller Småfolk. Jeg elsker selv mønstre og farver, så derfor skal Lukas da også have sådan noget 😛
  8. Rejsestol – Når vi er gæster diverse steder, mangler vi ofte et sted at kunne sætte Lukas under måltider. Denne her er sej og kan klappes sammen som en rygsæk. Det er da smart!
  9. Havelegetøj – Vi har så stor en have, flad og firkantet, og der er absolut intet i den – ikke engang et træ, man kan hænge en gynge i. Så den skal fyldes op med sandkasse, gyngestativ og rutschebane. MM Action har et rigtig fint udvalg!
  10. Gavekort til vinterstøvler – Vi kan nok ikke trække den længere, selvom det irriterer mig lidt at skulle bruge penge på dyre vintersko, når drengen ikke engang går endnu. Men han øver sig og stiller sig opad alt – også træstrubber og sandkasser beretter dagplejeren – så vi kommer jo nok ikke uden om det.
  11. Koziol display kuppel – Kender i Minifabrikken? De laver de fineste ting (mor er forelsket i deres mange piktogrammer!), og især de her kupler ville være ret seje til opbevaring inde på Lukas’ værelse.
  12. Schleich dyr
  13. Mikrofon – Måske det er et af de stykker legetøj, man kommer til at fortryde? 😅 Aah, ved nu ikke. Vi har mange ting, der kan sige (forfærdelige) lyde, men jeg er da ikke blevet sindssyg endnu. Måske jeg bare ikke har været mor længe nok endnu?
  14. Lænestol i børnehøjde – Kan I se det for Jer? Fredag aften, Frode Får på Ramasjang, mor og far på langs og lillemanden i sin hyggelige lænestol. Årh 💙

Min pt største stressfaktor

Min pt største stressfaktor

… Børnewise, let it be. I det større perspektiv er der sgu rigeligt (og større) ting, vi kan stresse over.

Vi er inde i en fase 🙄. Sådan tænker jeg det altid, når noget vedrørende lillemanden er træls. Det er en fase, Nina, det går over. Er det ikke altsammen en fase? Sagen er den, at Lukas vist nok er ved at opdage, hvor han kan være herre i eget hus. Nuvel, han har af alle dage været sådan én, der gerne har villet være netop det, men jævnfør hans beskedne størrelse, har han (heldigvis) ikke kunnet gøre fra eller til, når der er noget at være utilfreds over. Såsom at en ble skal skiftes, selvom man lige sidder og leger. Eller at man skal hjem fra dagplejen, selvom der tydeligvis er federe end hjemme hos mor og far. Eller at man skal ligge i sofaen, for det bestemmer mor, og man kan endnu ikke hverken kravle eller gå sin vej. Åh, alt (okay, ikke alt, men nogle ting så!) var nemmere, dengang han var så lille, at han ikke engang kunne holde sit hovede selv. Flaskemad, hvad ellers er mere bekvemt i denne verden?

Og det er netop dét, det handler om nu. Mad. Og det er dét, der er svar på overskriften.

A trip down memory lane – foodwise…

sondemad

Dengang vi gik fra flaske til grød, så mos, så små hapsere, så større hapsere – var jeg positiv (og overrasket) over hans madglæde. Han var vel det, man kalder et madøre. Han har madmod, som min mor ville sige det. Og han spiste wok med ingefær og chili (i små mængder selvfølgelig), kødsovs med selleri og andre spændende ting. Mere eller mindre hvad vi spiste, blot i en tyggevenlig størrelse.

Og så en dag blev han stædig. Og grænsesøgende. Og udmærket bevidst om, hvordan han kan få mors hår til at ryge og hendes øjne til at dræbe. Engang var det jo meget sødt, at han kastede tingene på gulvet, og han grinte, fordi man selv grinte. Der var jo en ping-pong han tydeligt forstod. Nu? Nu er det søde blevet erstattet med tillægsord i en helt anden kaliber, og mor er træt.

flaskemad

Det stresser mig helt vildt, at drengen ikke vil spise. At man knokler og gransker både i sin hjerne og i køkkenet for at finde på spændende, børnevenligt, sjovt mad, man kan servere for den lille pode. Og så smager han på det – knapt nok endda! – før han spytter det ud igen og kaster det på gulvet. Og stikker i hyl. Jeg eksploderer! Utaknemmelige skarn har man lyst til at råbe, men herregud det eneste, der kommer ud af det, er at jeg udstiller mig selv som den desperate mor jeg er med følelsen af, at han indeni sidder og gnider i sine små tykke hænder og griner for sig selv. Muhahah. Det kan han vel ikke endnu, altså forstå sådan noget? Eller være besat af djævlen?

Men jeg har gjort mig den opdagelse, at drengen altså ikke er kræsen. 1) Vi snakker fødevarer, han for 1-2 måneder siden slubrede i sig! Hvordan kan man pludselig ikke lide det nu? 2) Nogle af tingene spiser han ovre i dagplejen 3) Han spiser det gerne – alle andre steder end ved bordet.

Og apropros sidste punkt, så har jeg nu flere gange oplevet at sidde i sofaen og snacke et eller andet, og så kommer han nysgerrigt hen og vil gerne smage. Og ikke bare smage; tygge, synke og endda bede om mere! Og det er både skyr, chips, kaffe, banan, peanutbutter (there you go, dér fik i lige mine sofavaner). Serverer man samme fødevarer for ham ved bordet i højstolen, stikker han næsen i sky og vender siden til. Som en forkælet lille prinsesse. Eller prins om man vil.

vælling

Frikadelle og brød, det dur! Og havregrød! Men det kan man jo ikke nøjes med. Der er trods alt også noget, der hedder vitaminer…

For kort tid siden var alt, vi kunne stikke en gaffel i, godt. For det, syntes han, var sjovt, i stedet for det dér med at blive madet med en ske. Det er tilsyneladende for pattebørn. Kan selv, vil selv. Så det satte selvfølgelig lidt begrænsninger i udvalget, hvis vi altså gerne ville efterkomme hans ønsker. Og det vil man jo gerne i en eller anden grad, hvis det betyder, at vi kan få noget mad i ham. For han er jo ikke den største starut på denne jord i forvejen, så han skulle jo helst ikke begynde at tabe sig heller.

Og det er dér, stressen især indtræffer. Det er sgu frustrerende, at man så gerne vil fede ham op, og han bare mestrer selektivitet så godt. Lidt for godt. For fanden, det er jo ting, jeg ved, han kan lide. Mine principper siger, at jeg ikke gider have madvaner ovre i sofaområdet (for ham, vi andre må selvfølgelig godt 😏). Han skal lære, at måltiderne indtages ved bordet, indtil han kan spise pænt, så kan man måske begynde at være lidt mere large. Men skal vi virkelig til at servere aftensmad for ham gående med gåvognen, kravlende i sofaen eller inde ved klaveret? Jeg nægter. Det var ikke det, jeg havde i tankerne, dengang jeg forestillede mig at få børn, og hvilke velopdragne børn det skulle blive til.

Men jeg tror så småt, det starter nu. Opdragelsen. Jeg fornemmer det ligesom – at det kræver noget udholdenhed af os. Engang var det nemt. Søvn, bleer og mad. Nu? Nu er det Lukas vs. mor og far. Og indtil videre står det vist 1-0 til ham…

mad

Lykke, vaskeægte lykke

Lykke, vaskeægte lykke

lykke

Det virker måske misvisende at påbegynde et indlæg om lykke med et billede af vores lille trætte febermus, men hæng i, og forklaring vil følge.

Jeg blev første gang bevidst om det her forleden, da jeg endnu engang lå henslægt i sofaen og hverken kunne gøre fra eller til med det åndssvage ben. Kunne blot ligge på langs og studere Lukas sidde i døråbningen til sit værelse dybt koncentreret og opslugt af sin sutsko, han (endnu engang) havde taget af. Alt bliver studeret nøje for tiden. Alle detaljer. Igen og igen. Siden har jeg forsøgt at mærke efter, og den er god nok. Jeg er lykkelig. Helt ind til knoglerne. Ikke hvert sekund i alle døgnets 24 timer, men jeg oplever en flig af lykke flere gange om dagen. Det er det bedste.

Jeg synes at være stødt på det flere og flere steder; at lykke ikke er en konstant rus af herlighed, men mere små øjeblikke. Små sus. Mennesket ville slet ikke kunne overkomme det i sådan en størrelse, fordi det ganske enkelt ville være for overvældende for hjernen. Personligt forestiller jeg mig, at maskineriet ville brænde sammen af al den lykke. Måske som at gå rundt i én stor orgasme, der aldrig slutter. Omend det måske kan lyde ganske behageligt, så tror jeg hurtigt, man ville blive sindssyg. Apropros det, så så jeg engang et åndssvagt program med en titel ala Da sex sendte mig på skadestuen, hvor en kvinde kom ind stadig i den orgasme hun havde fået, da hende og manden var sammen minutter forinden. Og hun fik vist også spontane af slagsen bare sådan uden videre under indlæggelsen. Selvom jeg tænker, at det nok ikke er det værste at fejle, så må det altså ved nærmere eftertanke være skide upraktisk sådan at blive opstemt i tide og utide. Og – for at referere tilbage til lykken – fornøjelsen må da også gå af i og med, man ikke oplever de der udfald. Så selvom lykken ville være der, tror jeg hurtigt, det ville blive en flad følelse, fordi mere vil have mere.

Men det skulle nu altså hverken handle om orgasmer eller sex, men nærmere om hvor glad jeg er i min grundvold disse dage.

Vi har det så dejligt, min lille familie, og jeg er blevet så glad for min hverdag, hvor jeg endelig er kommet tilbage på studiet og også får lidt intellektuel stimulans samtidig med korte dage – endda fridage sommetider – hvor jeg kan holde vildbassen hjemme, hvis mor her har lidt ekstra behov for nærvær. Står det til Lukas, tror jeg nu nok, at han ville hygge sig udmærket hos dagplejen, for han er aldrig rigtig til at hive hjem. Og gudskelov for, at det er den vej rundt.

Så skulle det da lige være i onsdags. Mig midt i prøverummet hos Fuhrmanns i et kæmpe skørt af en prinsessekjole efter at have kørt en time helt ned til Køge. L der ringer og melder om 39,5 i feber hos min lille basse. Well, kursen tilbage mod Hillerød. Han var noget klatøjet, da jeg hentede ham, og han har været hjemme siden. Hvilket held, at jeg har haft fri hele ugen. Igen – det kan altså noget det dér med at være studerende mor…

Men feber eller ej. Humøret kan man altså ikke tage fra ham. Det slår mig jævnligt: Han giver mig meget på så mange punkter. Han er en hel terapi blot i sin tilstedeværelse. Hans nysgerrighed men dog så småt begyndende forbeholdenhed, hans stædighed, hans førnævnte humør! Børn kan jo lære voksne uhyggeligt meget om livet og virkelig rykke ved, hvordan vi tror, verden hænger sammen.

Han får mig til at sætte spørgsmålstegn ved mine normer. Hvorfor er det lige, at jeg sidder stumt i bussen og afværger øjenkontakt med andre, når han tilsyneladende kan snakke og hilse på alle? Og hvilken af typerne vil jeg lære ham at være? Eller hos lægen i venteværelset, hvor vi – står det til ham – da sagtens kan komme hinanden mere ved. Jeg elsker de der grænser, børn i den alder tydeligvis ikke har erhvervet sig endnu. Hvorfor? Fordi så bliver jeg tvunget til at forholde mig til mine og til hvorfor jeg har dem. Og det, tror jeg, er sundt! Han vil så meget andre mennesker, og er det i grunden mig, der vælger at gå ned bagerst i bussen, fordi jeg har et problem med at skulle “forstyrre”/være i kontakt med fremmede? Med ham bliver man jo tvunget til at skulle tage stilling til den slags.

I oktober ramte vi årsdagen for vores udskrivelse. Og dermed har jeg også været forlovet et helt år. Den dag i 2017 underskrev jeg en pagt for mig selv. For selvom 2018 uden tvivl ville blive fuld af bekymringer, har jeg aldrig været så sikker på noget, som jeg var der. Sikker på, at det var det her, der skulle være mit liv. Jeg hoppede i med begge ben, for det var Jonatan jeg, jeg ville, og hvis ikke de foregående 10 år havde vist det, så havde de foregående 5 måneder i hvert fald sat en tykfed streg under det. Det skulle være os tre. Og det har det været siden, og jeg er ikke sikker på, at vi skal være flere end os. Vi har det så dejligt, mit lille tream.

Nuvel, det var egentlig alt, jeg ville. Blot tjekke ind og dele en lykkepille. God dag derude ❤️