Jeg er meget glad og lidt sur

Vi har nu haft to rigtig gode dage og en lige så god nat, og det, synes jeg, er lige så vigtigt at råbe højt om som de dér til tider lidt (ret) tunge emner, jeg tager op herinde på bloggen. For selvom det hele overall føles som én stor jammer, så er der altså også de fine små øjeblikke, hvor man glemmer alt om operationer og respiratorer og smerter, og hvor Lukas bare er en baby, der ligger og suger verden til sig med sine store, nysgerrige øjne.

JEG KNUSELSKER DEM! Øjnene såvel som de momenter.

Det er vitterlig dem, jeg lever for for tiden – dem, der gør hverdagen udholdelig og endda sommetider fantastisk, selvom det er en bizar ting at sige, når jeg er indlagt på snart 5. måned.

Selv i denne grumme tid er momenterne at finde: hans første stiften bekendtskab med sutteflaske. I går bradykardierede han, i dag tog han 4 mL. De første peb vi hørte fra ham, efter han kom ud af respiratoren. De første øjne vi så – noget sederede, men de var der! Første gang han kom i mine arme igen efter en pause på godt 14 dage. Mor var trængende! Vores lille musikmoment med rangleleg og Marvin Gaye i højttalerne (ja beklager, jeg forsøgte med Se den lille stær, den er åh så fornøjet, men kom ikke videre derfra. Vi ønsker os en børnesangbog!). Mormor der fik lov at holde ham for første gang i dag. Læger og sygeplejersker der kommer forbi uafhængigt af hinanden og bare liiiige skal se til ham og kvitterer med et hvor ser han bare meget bedre ud! Observationerne af far og søn, der har en kærlig alvorssnak med prutten-på-maven i vuggen. De to altså Alle de søde hilsener og tanker, der fortsat dumper ind hist og her. I er mange, der tænker på os, og vi kan ikke beskrive, hvor taknemmelige vi er.

Så jo, der ER rigtig mange gode momenter, og det er nok dem, vi samler sammen og propper ind under hovedpuden, når vi går i seng. Så de kan sprede god karma natten over og gøre os alle tre klar til en ny dag. Og dem er vi oppe på 122 af nu, kan jeg hilse og sige. Men hvem tæller

Når det så er sagt, så må jeg lufte min helt store frustration for tiden, kun for at I kan give mig ret (så gør lige det, tak!)

ÅBENBART er det fuldstændigt kropumuligt at få lov at dyrke en smule fitness her på Riget. Ikke så meget som en motionscykel eller en lille håndvægt kan man få lov at låne! Om det er fordi, jeg i princippet ikke er indlagt, men kun er pårørende til en indlagt ved jeg ikke, men hallooooo! Jeg er faktisk ret forarget over, at man på landets måske største hospital, som jo må og skal proklamere sundhed på allerhøjeste plan, ikke har et sted man kan få lov at røre sig?! Vi har været her i fire måneder, og jeg bliver langsomt tyk og sindssyg. Den irriterende type ville sige hvorfor går du ikke bare i et af de utallige fitnesscentre i nærheden, og til ham kan jeg lige så godt sige: that’s not gonna happen. Sidst jeg forlod Lukas længere tid af gangen, blev han lagt i respirator, og han er stadig labil nok til at kunne finde på mærkelig ting, så jeg er bare ikke dér endnu, hvor jeg tør gå alt for langt væk alt for lang tid. Jaja, måske en pylret mom thing.

Så når jeg nu ikke kan få lov at træne, og Lukas viser sig fra sin mageligste side (læs: sovende), må jeg jo gøre, hvad jeg gør næstbedst: netshopper. Eller netdrømmer, alt efter hvem man spørger, men i princippet kan man godt netshoppe uden at bruge penge. Den der seje taske jeg skal have fingrene i ville simpelthen se så sej ud med en petroleumsblålig/flaskegrønlig uldfrakke  Jeg kan lige se det for mig: mig, Gucci, uld og Lukas i barnevogn strolling down the roads…

Untitled-5

// 1. Frakke – & Other Stories // 2. GG Marmont Matelassé – Gucci // 3. Loafers – Sam Edelman //

Continue Reading

Hvorfor skal man nødvendigvis altid snakke om tingene?

Siden jeg skrev indlægget om at tackle, har jeg haft lyst til at forlænge med fokus på dét der med at tale om tingene.

Er det en dansk ting i grunden? Eller er det en global opfattelse, at man bedst kommer igennem (store som små) kriser ved at tale om tingene? For det er jo dét, der er svaret, hvis du spørger den brede befolkning, er det ikke? Min antagelse er – og ret mig hvis jeg er forkert på den – at der er mange kloge mænd og koner med flere års studier bag sig, som siger det samme: at gennem tale kan vi bearbejde og hele. Men hvad hvis man er den stumme type og har det bedst med det?

Personligt har jeg selv haft rigtig god gavn af en stakkel med brede skuldre, til hvem jeg kunne læsse lort af gennem svære perioder. Første omgang var omkring 2012-2013 som 1:1 med en psykolog et halvt års tid. Tror bare jeg var ung, forvirret, presset på studiet og mine forældre var blevet skilt. Jeg var ikke vant til modstand og da slet ikke at bede om hjælp! Hun var sød, og det hjalp, og det gik egentlig ret fint en periode, men så røg jeg ned igen og blev efterfølgende tilknyttet et gruppeterapiforløb i forbindelse med bulimi. Dette hjalp også ret fint. Jeg tror, succesen i begge forløb skal findes i to fællestræk: 1) det var mig der skulle gøre jobbet og arbejde med mig selv og 2) jeg havde selv opsøgt hjælpen. Årsagen til sidstnævnte var, at jeg følte en form for stop i mit liv. Toget ville ikke køre længere, jeg var gået i stå og manglede hjælp til atter at komme op i omdrejninger. Det er uden tvivl det mest grænseoverskridende, men også mest givende, jeg nogensinde har gjort for mig selv: at formulere med rigtige ord (!!) at jeg føler mig deprimeret og beder om hjælp.

I forbindelse med Lukas’ indlæggelse har Jonatan og jeg været forbi psykologen en enkelt gang. Helt i starten blev vi præsenteret for tilbuddet om samtaler med både psykolog og socialrådgiver. Vi sagde ja tak til begge dele, fordi hvorfor ikke? Vi kan altid booke endnu en tid, men har ikke gjort det. En del har efterhånden spurgt, om ikke det er en ide, og jo, jeg tager da ideen op til revurdering nærmest dagligt. For det er et fint tilbud, og det er ikke min forfængelighed, der denne gang afholder mig fra at booke en tid. Det er tanken om udbyttet, eller måske manglen på samme. Toget er ikke som sådan gået i stå, det er måske bare ramt af velkendte forsinkelsestider, vi ikke rigtig gør noget ved alligevel. Parkeret midlertidigt på perronen til istandsættelse. Den dag, jeg føler, det er taget ud af køreplanen for good, booker jeg en tid, men indtil da kan jeg godt smøre hjulene selv.

Jeg kan dog mærke, at der er sket et skel her undervejs i indlæggelsen, og det er også derfor jeg revurderer på dagsbasis. Præcist hvornår det indtraf, har jeg lidt svært ved at definere, men jeg ser tegnene komme, fordi jeg har oplevet dem før. Det største omhandler hverdagsenergien. Efterhånden er der flere dage på ugen, jeg ikke kommer i tøjet end omvendt. Daffer rundt i sexede hospitalsskjorter morgen til aften. Det samme med antal dage hvor jeg slår øjnene op og mest af alt har lyst til at vende mig og sove videre. Sove dagene væk, gå i hi for en stund og vågne op, når alt er godt. Kan jeg ikke også få et skud fentanyl og morfin at komme igennem dagen på? Vi har på sin vis været presset mange gange undervejs i indlæggelsen, men de sidste uger har Lukas været i decideret livsfare, og så følger nye følelser med. Sidste gang vi oplevede, han var truet på livet, var i ugerne lige efter fødslen, og der forstod vi heldigvis ikke så meget af noget. Spørgsmålet hvornår kommer vi hjem har jeg stillet maaange gange. Kommer vi overhovedet hjem? tør jeg ikke spørge om lige nu.

Førhen hjalp det altid på humøret at få Lukas i armene og kigge ham i øjnene, men af gode grunde er samværet begrænset for tiden, og det kan jeg godt mærke. Hud-mod-hud-kontakt er sgu ikke kun for barnets skyld! Jeg føler lidt, at min mission i det her babyprojekt er skubbet en hel del i baggrunden. Jeg føler mig overflødig som mor, fordi jeg ikke kan give ham det liv og de oplevelser, jeg havde tænkt. Ikke engang nærvær og tryghed.

MEN SNAKKER DU IKKE MED NOGEN, NINA? Jo, det gør jeg, men ændrer det på noget? Det føles ikke sådan. Det eneste, der kan ændre på tingene i denne her lortesituation er en væsentlig ændring i Lukas’ tilstand. At vi får ham hjem. At de finder ud af, hvad han fejler! Kan vejen dertil lettes af at snakke med en psykolog? Jeg tror det ikke. Den dag, jeg tror det, booker jeg en tid, ingen tvivl om det. Men jeg tror, jeg er for lukket for ideen pt til, at det bliver rigtig godt. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke snakker om det. Det gør jeg. Med venner og familie og Jonatan og sygeplejerskerne især. Og så bruger jeg bloggen, som måske er gået hen og blevet mit allerbedste værktøj, fordi den ikke forstyrrer mig. Jeg er bare ikke særlig god til at sidde over for et andet menneske og tømme ud af mit inderste indre. Ikke fordi jeg bevidst holder følelserne inde, jeg ved ganske enkelt bare ikke altid, hvad jeg føler, når jeg får stukket hvordan har du det? i snotten fjorten gange dagligt. Og så er det svært at sidde og formulere med ord, når man mest af alt bare gerne vil have lov at være stum og langsom og distræt.

Nej, det er lettere på skrift. Her har jeg tid til at mærke efter, hvordan følelserne egentlig hænger sammen indeni. For de er der jo, og de skal også ud – det kan jeg mærke, de har brug for. Men ikke nødvendigvis med lyd på, de formuleres bedre på skrift. Akkurat som med eksaminer. Jeg hader de mundtlige, fordi jeg skal tænke hurtigt og præstere punktligt. Gennem de skriftlige får jeg bedre betænkningstid, og det er som regel også noget mere konstruktivt, der kommer ud. Det handler ikke så meget om, at det formuleringsmæssigt skal lyde godt, jeg tænker bare helt generelt bedre gennem skrift.

Så hvorfor skal jeg absolut snakke med en psykolog? Nu snakker jeg jo endelig med nogen. Dig. Spørgsmålet kommer jo altid under en igangværende samtale. Måske folk ønsker, jeg åbner op, og når jeg så endelig gør, føler de sig ikke gode nok til at tage imod. “Håndtere mine følelser”, det må en psykolog gøre bedst. Næh, erfaringsmæssigt er det ikke fordi, de gør noget, du og jeg ikke kan gøre. Bottom line er, at for mig handler det om at skabe et rum. Et rum hvor der er plads til alle tanker – også dem der kan sende dig på den lukkede, hvis du siger dem højt, det er næsten dem med mest guf på – og et rum hvor tingene ikke altid går så hurtigt. Og du må gerne lege stilleleg, og du må også gerne lege vagthavende og invitere folk ind i rummet, men for din egen skyld bør du i ny og næ gøre status og samle sammen, hvad der gemmer sig af snask rundt omkring ved panelerne. For der kan godt blive ret messy, og det ville også være synd, hvis det en dag skal rives ned, fordi det ikke står til at redde.

Continue Reading

Min fødselsberetning – del 2

 

PicMonkey Image

// Et par mavebilleder – det første og det sidste. (Lad Jer ikke narre af min sure mine) //

Første del HER.

På et eller andet tidspunkt får jeg så sat en monitor på maven, der kan måle de ’jag’ der, jeg så fint beskrev. Og ja, det kan vist ikke komme bag på nogen, at de frygtelig meget ligner veer, så lynhurtigt får jeg stukket lungemodnende i låret, HVIS NU jeg skulle finde på at føde. Jeg får også opstartet vehæmmende medicin i drop og bliver kastet i en hospitalsskjorte. Dér føler jeg mig indlagt! Det er skræmmende, hvad hospitalstøj kan gøre ved dig. Veerne er nu så slemme, at jeg derfra og til Lukas er ude kun sporadisk åbner øjnene.

Ind kommer en børnelæge for at fortælle os i (meget!) korte træk, hvad det vil sige at føde et barn så tidligt, skulle det gå så galt. Og at hver time, jeg kan holde ham inde, tæller. Hvad kan en time dog gøre fra eller til? Jeg mindes ikke at føle synderlig meget på daværende tidspunkt. Jeg har heldigvis nok at se til med veerne, og så er det bare enormt ambivalent at ligge dér med troen på medicinens virkning, mens alvoren i situationen alligevel så småt står og banker på døren. Vil han overhovedet kunne overleve? Måske. Hun ligner ikke just en, der selv tror på det. Vi får også meldingen: nu er du indlagt – sengeliggende – indtil termin i hvert fald. Om det så skulle være som mor eller gravid, måtte tiden jo vise.

Herfra mister jeg lidt tidsfornemmelsen, men mens jeg flytter fra undersøgelsesbriksen over i en seng (aaaah!), flytter veerne om i lænden. Der er meget snak om, hvorvidt man tør tage chancen og overflytte mig til Riget, eller om Riget skal sende et neonatalteam til Herlev. Herlev tager sig af præmature, men ikke før uge 28. Allermindst vil de have, at jeg føder i ambulancen! Jeg selv mindes at ligge og tænke: kom nuuuuuu, det her kommer til at tage en krig! Langt om længe kører vi med udrykning mod Riget. Jonatan, der spørger hvor han skal køre henad. Jordemoderen der svarer, om han ikke bare kan følge ambulancen. Idiot.

Vi ankommer på Riget. Så langt så godt. Nu er jeg i de bedste hænder, hvad der så end skal ske. Afsnittet lader ikke rigtig til at kende til min ankomst, og jeg bliver trillet rundt på fire afdelinger, før der er en overlæge, der skærer igennem og anbringer mig på en firmandsstue. Der er run på husker jeg, og jordemoderen, der tilser mig, har travlt, men gør det virkelig godt omstændighederne taget i betragtning. Jeg bliver scannet og undersøgt af mange omgange og ved 8-tiden, bliver jeg kørt på fødegangen. Det er også her jeg første gang stifter bekendtskab med bad ass L fra neonatalteamet, som senere tager imod ham. Hun er så ligefrem, og jeg har så meget respekt for den kvinde: Hvis vehæmmerne ville virke, så havde de virket! Bum. OK, så jeg skal føde. Højst sandsynligt. Selvfølgelig vil de gøre alt, hvad de kan for ham.

Èn ting går mig meget på disse minutter: Hvorfor er der ingen, der spørger mig, om det her overhovedet er noget, jeg vil gennemføre? Og hvad vil jeg overhovedet svare, hvis jeg får muligheden? Mit rationale fortæller mig, at årsagen kan findes to steder: 1) folk antager, at jeg selvfølgelig allerede elsker mit ufødte barn så højt, så svaret giver sig selv 2) jeg er langt over abortgrænsen og har faktisk ikke noget valg. Den dag i dag er jeg nok glad for, jeg ikke fik valget, men jeg har mange tanker omkring disse dilemmaer. Det må blive i et kommende indlæg. L forlader stuen med et vi ses nok senere.

Herfra både aftager og tiltager veerne lidt, og Jonatan når sågar at opdatere venner og familie om, at nu er der vist ro på, og jeg lader til at småsove. Jeg har ladet mig fortælle, at mange gik i seng med den besked og håbet om en ny og bedre dag dagen derpå. Men helt sådan skulle det altså ikke være.

Fortsættelse følger…

Continue Reading

Når vi kommer hjem…

 

Untitled-3

Sip Cup – Studio Arhøj // ‘Caramelito’-kaffe – Nespresso // GG Marmont Matelassé – Gucci

En indlæggelse på nu 110 dage sætter efterhånden sine spor på kroppen. Min hud er simpelthen blevet forfærdelig, fordi luften her på afdelingen er så tør. Det er heller ikke fordi, det, jeg propper i munden, kommer fra det sundeste udvalg på hylderne. Jeg har ikke dyrket, hvad der bare minder om motion på noget tidspunkt – det tætteste er min cykeltur til Søborg for at købe en brystpumpe (og der er KUN stejle bakker i Søborg).

Så når vi endelig bliver udskrevet, skal jeg hjem i hytten og drikke en ordentlig kop kaffe fra et pænt kaffekrus. Jeg vil købe en buket solsikker og en fin vase og sidde og nyde synet i stramme jeans – oh boy jeg glæder mig til at have stramme bukser på igen! Jeg vil booke den manicure- og massagebehandling, jeg har snakket om i så mange år og dedikere en hel dag til mig selv. Hvis jeg kan holde det ud. For indtil videre har jeg max været et stenkast fra Lukas pånær en søndag aften i juli, hvor jeg var et par timer til middag med familien i Hillerød. Men der var savnet også stort!

Jeg skal trille mange ture med lillemanden i barnevognen, at vi rent faktisk får brug for det vedligeholdelseskit, der fulgte med vognen. Ud og flashe min endnu ikke indkøbte ladybag, som jeg ihærdigt prøver at retfærdiggøre er OK at købe. Jeg skal sove og sove og sove, når Lukas tager sine middagslure, og vi skal grine og lege og lave pruttelyde på mavsen, når han er vågen.

Vi GLÆDER os, ikk’ Luke? 💚

Continue Reading

Min fødselsberetning – del 1

21556148_10154817534196905_2061135058_o

// Fredag aften på Hotel Bella Sky //

Påbegyndt 14. juli 2017

Dengang jeg blev gravid, var det dér med at skrive sin fødselsberetning lidt noget fis, syntes jeg. Jeg mener.. jeg har læst et par stykker og synes altid, indholdet er lidt det samme: vandet går, veer, indlæggelse, ventetid, flere veer, smertestillende, måske en epidural, baby, lykke, træthed, udskrivelse. Jeg både troede og håbede, at min egen fødsel ville forløbe lige sådan, så hvad specielt var der at skrive ned? Selv i tilfælde af, at min fødsel havde været ganske normal, tror jeg alligevel, trangen til at gengive forløbet havde været det. Dels til brug for senere genlæsning, dels for den gode, mentale proces’ skyld. Som sagt: jeg fordøjer bedst gennem skriverier.

Fredag d. 20. maj er Jonatan og jeg på hotelophold på Bella Sky. Min fødselsdagsgave skal indløses med middag, spa og hele molevitten. Det er ret lunt, men også lidt blæsende. Timerne forinden har jeg været forbi en gammel klassekammerat, der netop har fået tvillinger, og jeg sidder med en baby i den ene arm og en what the fuck to do følelse i den anden – lykkelig uvidende om, at jeg snart kan tilføje endnu en titel til CV’et. På hotellet står vi i en ret træls kø til check-in, da kvinden foran os vender sig og beder os komme foran, fordi ”det er så hårdt at stå op, når man er gravid”. Jeg er HØJ af lykke! Det er første gang, at fremmede kommenter på min mave, og selvom jeg har en løs sommerkjole på, kan jeg åbenbart ikke snyde nogen – man kan altså se bulen. Det er ikke mange uger siden, jeg først er begyndt at mærke liv, og fra en god vinkel synes jeg egentlig stadig, jeg kan argumentere for, at min mave ser mere oppustet end gravid ud. Det er fantastisk, når andre først spotter, du er gravid – graviditetsfølelsen går fra surrealistisk og fjern til forstærket og virkeliggjort, og du kan spejle, den glæde du selv føler, i dem.

Vi har en god aften med både 5-retters og (alkoholfri) vin, glæde, snak om fremtiden, baby og drømme samt det liv, vi går imøde. Vi går i seng trætte og forelskede.

Lørdag morgen vågner jeg, har lidt ondt i maven og er sådan generelt lidt skidtmads. Den dér menstruationsagtige måde med lidt jag i underlivet. Jeg har også rimelig dårlig mave og må runde toilettet flere gange. Vi spiser brunch og skal ned i spaen, for det er jo en del af gaven. Mon ikke det varme vand kan lindre lidt? Jeg nød det sgu aldrig rigtig, ærligt talt, men det er Jonatans fødselsdagsgave, som han jo også selv har glædet sig til at indløse, så jeg trækker den lidt. Der er dog også lige den ekstra detalje, at familien og vennerne på daværende tidspunkt er i færd med at line op til mit babyshower derhjemme – det er selvfølgelig ikke noget, jeg skulle vide, men en massagekunde havde fået talt over sig i et afslappet moment (det må være cadeau til mig!) nogle dage forinden. Midt dér i det varme vand går jeg til bekendelse og fortæller, at jeg godt ved, hvad der venter mig derhjemme, men om vi ikke lige skal ringe til lægen på vej i bilen. Bare fordi.

Så vi ringer. Fortæller om jag og dårlig mave, og han beder mig kontakte fødestedet. Er det nu også nødvendigt? Det sidste, jeg orker, er at køre til Herlev, sidde i ventekø nogle timer, blive undersøgt for så at blive sendt hjem igen og misse mit eget babyshower. Men jeg synes, de der jag bliver lidt værre og kommer med ret hyppige mellemrum nu, så vi kører afsted. Hvor er Herlevs fødemodtagelse overhovedet?

Vidste jeg det var veer? Hmm, jeg havde ingen idé om, hvordan sådan nogle skal føles, men jeg husker at være ret bevidst om at beskrive dem som ’jag’ og ’menstruationssmerter’ fremfor at bruge ordet ’veer’. Det kunne jo ikke være veer, jeg var kun i uge 25+2, og misdannelsesscanningen var netop overstået med så fint et resultat. Måske jeg vidste det ubevidst?

Klokken er vel 13-14 på dette tidspunkt, for det er lige deromkring, babyshoweret skal til at starte. På afdelingen tager de en urinprøve, og vi får lov at sidde og vente – præcis som forudset. Der kommer en meget højgravid kvinde vraltende, prustende med kraftige veer, og jeg husker at føle mig så malplaceret, fordi hun tydeligvis er ved at gå i fødsel, mens jeg går rundt med mine små jag. Godt nok bliver de værre og flere på den halve time, vi må vente, og jeg trænger efterhånden til at ligge ned. Kvinden forsvinder selvfølgelig ret hurtigt, og jeg bander hende langt væk for at komme foran mig i køen. Endelig er der en ung fyr, der gelejder os ind i et undersøgelsesrum, og jeg lægger mig på briksen. Aaaaaah, tiltrængt! Der kommer en jordemoder ret hurtigt. Min urinprøve er fin, men hun vil gerne undersøge mig forneden med en scanner. Jeg husker ikke præcist, hvad hun siger, men hun virker en smule anspændt. I ved, forsøget på at skabe en casual det-er-sikkert-ingenting stemning, der ender med et kropssprog, der fortæller noget helt andet. Hun nævner noget med, at min livmoderhals ser kort ud, at hun ikke vil undersøge mig længere oppe (i frygt for at fremprovokere vandafgang), men at det godt kunne ligne, at jeg er på vej i fødsel. Så forlader hun rummet for at finde en læge, og jeg ligger dér og kukkelurer. Kigger på Jonatan, ingen af os siger så meget. Jeg mindes at være lidt bange, men samtidig have følelsen af, at det hele er én stor joke. En misforståelse. Tingene skal nok løse sig, jeg er jo kun GA 25+3! Så begynder jeg at kaste op.

Fortsættelse følger…

 

Continue Reading
1 2 3 92