BRYLLUP: status pt og STD

BRYLLUP: status pt og STD

Billede herfra

Jeg kan vel umuligt være den eneste, der synes, at weekenderne gang på gang fordufter lige for næsen af mig? 😮 Nok er jeg på barsel, og kontrasten mellem hverdag og weekend er derfor ikke helt så voldsom, som det kunne tænkes, men det dér med at have farmand hjemme lørdag-søndag er totalt undervurderet. Jeg bliver overrasket hver weekend. Jeg har flere gange “fortrudt”, at vi aldrig valgte at tage barsel sammen. “Fortrudt”, fordi det økonomisk set ville have været hul i hovedet. Men havde hjertet valgt, havde vi gjort det anderledes…

Dog har vi haft en god én af slagsen – weekend altså – da vi i fredags startede med en Tivolitur. Lukas’ første Tivolitur. Det var simpelthen så hyggeligt (og varmt!), men vi nåede desværre ikke Kim til Fredagsrock – det var bassen sgu for udkørt til, da vi nærmede os. Så vi kørte hjem, puttede Lukas og faldt selv i søvn på sofaen. Fredag aften. Så er man sgu blevet forældre, haha 😛 Lørdag morgen vågnede jeg til brunch og blomster, hjemmegjort og -smurt af min søde kæreste, forlovede om man vil. For det er vi, og den kære Johnny-boy er bestemt ikke den værste, man kan være forlovet med.

Vi har været forlovet siden oktober, den 23. for at være helt præcist, for det var samme dag, som vi blev udskrevet med Lukas. Det var en vild dag, fordi det var så stort at køre ham hjem ude i den rigtige verden. Og så kom der også lige et frieri oven i hatten, da vi alle tre kom hjem og lå i sengen. På sin vis var det næsten lidt synd og overvældende, at frieriet skete samme dag, for jeg følte slet ikke, at jeg var ordentlig tilstede til at kunne koncentrere mig om dét. Men omvendt var det bare så rigtigt og unikt for os, og det nærmest satte en stor fed streg under, hvad vi havde været igennem – sammen – de sidste 5 måneder og 2 dage. Det er forhåbentlig den sværeste oplevelse, vi kommer til at have delt, og at Jonatan så valgte at fri, var jo blot et tegn på, at han ikke var skræmt over at skulle tilbringe resten af sit liv med mig. Skulle hilse og sige, at det ikke kun er de kønne sider, man får vist hinanden under sådan et forløb…

Så i mit hovede har det hele tiden heddet sig, at der var mere end halvandet år til vores bryllup, ergo god tid. Men tik tak, tiden går, og lige om lidt er der altså kun et år til. Datoen for brylluppet hedder nemlig 24. august 2019. Så hvor langt er vi? Vi har styr på kirke og lokation, og that’s really it. Og netop nu har jeg fiflet lidt med nogle Save the Date’s, men det er nu mest for min egen skyld. Vi sender måske snart invitationerne ud, så det vil virke dumt også at sende STD ud, men jeg har sådan glædet mig til at designe dem, haha! 😃 Hvad synes I, er de for kedelige?

I dag kom vi lidt videre i planlægningen. Vi leger nemlig lidt med tanken om en fælles brunch formiddagen efter brylluppet for at “samle op” på en forhåbentlig uforglemmelig aften, og den vil vi gerne holde på Skjalm Hvide Hotel, hvor vi også planlægger at overnatte. Vi havde aldrig været der før, så i dag kørte vi en smuttur til Slangerup for at se stedet. Sikke fint der er! Har I nogensinde været der? Det er lige i vores ånd både med stilen, omgivelserne og ikke mindst roen. Ren idyl. Så vi endte faktisk med at lave en midlertidig booking, og nu er vi gået hjem i tænkeboks. Der er også andre bryllupper de dage, så det var en pæn reminder om, at vi nok snart skal videre i teksten.

Jeg har søgt meget af min inspiration på pinterest (se hvilke tanker jeg gør mig her), men tager hjertens gerne imod tips, inspirationskilder, erfaringer, brudekjolebutikker der er værd at besøge, seje DIYs og alt muligt andet.

 

Gensyn og oprydning

Gensyn og oprydning

Jeg har her til aften siddet og nørdet lidt med bloggens opsætning. Når nu jeg er flyttet, vil jeg jo gerne have at tingene er spitze – jeg vil gerne på plads i flytterodet. Bevares, måske er det kun jeg selv, der går op i sådan noget, men jeg synes, det skal være nemt at finde rundt herinde. For jeres og får min egen skyld. Så jeg har ryddet op i kategorierne og har i den forbindelse måttet genlæse nogle gamle indlæg for at kunne placere dem rigtigt. Og det er der altså kommet nogle sjove konstateringer ud af. Jeg kan sidde og krumme helt tæer, over nogle af de ting, jeg har skrevet, men synes også, det er synd at slette dem, da det jo er en del af rejsen til i dag. Jeg tænkte at inddrage jer, for at I også kan lære mig lidt bedre at kende. Men venligst hav in mente, at de ældste indlæg er helt tilbage fra 2012. It’s not pretty…

  • Kategorien Personligt er og bliver min mest brugte. Men der er stor forskel på, hvad jeg i dag synes er personligt i forhold til dengang. 😅 Se bare mit indlæg Chicken Twins: “Har aldrig tænkt på om der egentlig findes tvillingekyllinger, men med denne oplevelse får man sat tanker i gang, haha.” Det værste er næsten, at det stadig irriterer mig, at jeg ikke har fået det undersøgt. Nogle landmænd tilstede?Anyway, “den slags” indlæg (og meget andet bras – men det var også synd at slette det) er nu røget ind under Hverdag, og er det nogle lidt dybere emner, I ønsker at læse, er de altså at finde under Personligt.

 

 

  • Jeg har stadig ikke helt besluttet mig for, om jeg skal lave en præmaturitetskategori. Jeg må jo bare konstatere, at det stadig fylder en hel del – både i mine tanker, men også i allerede nedskrevne indlæg kan jeg se. Indtil videre er jeg nået frem til den konklusion, at det for mig måske bare hører med i det Mom Life, vi lever herhjemme, så ønsker du at læse om hele vores indlæggelse og tanker under og efter, kan det findes dér. Mange af indlæggene er også ret personlige, så dér er de også at finde.

 

  • Selvom jeg dengang proklamerede at “jeg endelig havde fundet balancen (og nok vitterligt også følte det!), er det så tydeligt for mig, at det var én stor fed løgn. Jeg kan virkelig blive ked af det på unge-Ninas vegne over, hvor hårdt jeg behandlede mig selv. Og ikke mindst; hvad jeg troede, jeg burde kunne overkomme. Jeg tænker, at det pres, min generation har levet under dengang, bestemt ikke er blevet mindre for unge piger i dag. Please fortæl mig, at jeg ikke har ret…

 

  • Jeg har altid yndet at lave billedecollager (og allerhelst af ting, jeg drømmer om at eje), men stilen, det er gjort på, har også ændret sig lidt gennem årene. Jeg har virkelig (!!) brugt mange timer på at sidde og nørde med fonts, farver og png-filer for at få transparente baggrunde, så det så prof ud, og hvis jeg selv skal sige det, er det da også blevet bedre med årene. Men se lige en kontrast. Faktisk overvejer jeg kraftigt at investere i Photoshop, så jeg kan nørde endnu mere. Hvad siger I, er det pengene værd? Og er det brugervenligt?

Collage fra et 2012-indlæg: Gavekort til Youheshe

Collage fra et 2016-indlæg: My christmas wishes #1

 

Om styrt, rejsetrang og nervøst velour

Om styrt, rejsetrang og nervøst velour

Godaften d’damer!

Sidder I også og ser fodbold lige nu? Vi gør – ja, det overrasker mig også lidt, at det er blevet en vi-ting, men jeg synes sgu, det er gået hen og blevet lidt hyggeligt og spændende. Mest når det ender i straffesparkskonkurrence, bortset fra for Danmarks vedkommende. Det var sgu for nervepirrende og jo i grunden slet ikke fair, at en kamp skal afgøres på baggrund af, hvem der har mindst krampe og flest nerver af stål. Men det er selvfølgelig en del af gamet.

Jeg har de dejligste to dage i sigte, for i morgen tager min storesøster og jeg på en lille get away til Göteborg for at se koncert med Ed Sheeran. Den lille nuttede rødhårede trold. Thank God for, at han har været med til at give os rødhårede et come back, hahah. Jeg synes ikke, han er lækker, jeg har mere sådan et yes-man-we-are-in-this-together forhold til manden. Sådan er det at være rødhåret, tror jeg. Jeg føler lidt, vi er en lille klub, som gerne må nikke anerkendende til hinanden på gaden. Vi er jo ikke så mange, vist nok kun 2% på verdensplan.Nogen rødhårede derude, der kan følge mig? 😀

Selvom det slet ikke var den oprindelige plan, at jeg skulle joine en Sverigestur, så er jeg  glad for, at det endte sådan. For manner, jeg trænger til det! Lige for tiden synes jeg ikke, at jeg laver andet end at agere flyttemand, når Lukas kravler op i opvaskemaskinen eller stiller sig op ad gitter/sofabord/flyttekasse/whatever for derefter at kaste sig bagover (og ja, det gør han – frivilligt!) for lige at teste sin balance. Sorry kid, you’re not there yet. Er du vimmer, han tager sig nogle vilde styrt disse dage, og det er uden nogen som helst form for faldeteknik og allerhelst med baghovedet knaldet direkte ned i parketgulvet. Prisen for månedens værste mor må gå til mig. Han er stædig og utålmodig, og det er så tydeligt, at han endnu engang “vil selv, kan selv”. Bortset fra, at det sidste ikke helt passer. Mest af alt ser jeg det som en god egenskab, at han kaster sig ud i livets udfordringer (bogstaveligt talt), men det kunne da også være lidt fedt, hvis han evnede bare en snert af risikovurdering. Er det for meget at forlange?

Så mamma måste njuta av en get away. Med hotelovernatning, god musik, morgenmadsbuffet og masser af søstertøsehygge. Så kommer vi hjem torsdag, tids nok til at lægge en sidste hånd på vurderingen af hvilken sofa vi skal gå med, inden vi bestiller fredag. Sofakompagniet holder før-udsalg, tip hermed videregivet! Vi skal have en 2-personers, som skal matche vores 3’er, men tror I ikke lige, at farven er udgået i mellemtiden? Jeg tænker to ting: 1) mega træls og typisk! 2) det må være et tegn fra gud, om at nu må og skal den dér navy veloursofa blive en realitet. Hvad siger I, er det for stupidt at kombinere nervøst velour med et etårigt familiemedlem?

Jeg er i syv sind. Praktik vs. æstetik, mit evige problem. Planen er at gå med denne her og så med denne her læderpuf som fodstøtte. Jeg kan allerede se det for mig med lysindfaldet og min elskede reol i baggrunden (legegulvet skal selvfølgelig fjernes). Ak ja, nu må vi se, om Lukas’ daglige fedtfingre får mig til at skifte mening inden fredag.