Et tilbageblik

23131061_10154946834201905_333865681_o

Det måtte jo komme. Den store mentale opgørelse. Hvad skete der egentlig på de fem måneder, og hvad er det, vi har fået med hjem? Jeg skal være ærlig og sige, at jeg lidt havde forventet en efterreaktion, når først vi kom hjem. Jeg har prøvet det før og forventede egentlig, at jeg ville reagere på samme måde.

Jeg husker min første eksamen på medicinstudiet. Jeg havde forberedt mig godt, men husker ikke selv, at jeg var sådan ekstrem i ugerne op til, selvom Jonatan siger, at jeg forberedte mig meget omhyggeligt. Den var skriftlig, og efterfølgende kom jeg hjem i lejligheden og satte mig i sofaen. Det var så underligt ikke at skulle hive en bog frem og læse. Pludselig brød jeg bare helt sammen, og det var som om, at det pres, jeg ikke havde været bevidst om op til eksamen, pludselig lettedes fra min krop. Jeg var fuldstændig flad – som i fysisk helt slatten! – og jeg nærmest bare græd og græd presset ud. Det var en meget underlig oplevelse, fordi det først var posteksamen, at jeg blev bevidst om hvor presset, jeg i grunden havde været. Jeg bestod btw, fik vist et 02, og det var ikke engang et vink med en vognstang om den enorme indsats, det studie krævede fra mig. Jeg blev klogere, men nok om det.

DEN FØLELSE DÈR, som jeg netop har beskrevet, den har jeg sgu aldrig fået, eller jeg har i hvert fald ikke haft den endnu. Måske handler det om, at jeg pt ikke har haft et moment, hvor der ikke har været run på herhjemme. Fik jeg nævnt, at det er tidskrævende at have et barn?! Særligt når du lige pludselig ikke har sygeplejersker til at tage over, hvordan gør folk? 😮 Nej, tingene rammer mig normalt først, når jeg giver dem tid til at sætte sig.

Men jeg tror faktisk ikke, det er dét, det handler om. Alt ved at være hjemme knuselsker jeg. Om han så vækker mig klokken lort om natten eller tisser ud over det hele. Jeg er ligeglad, jeg er bare enormt taknemmelig over at være hjemme, selvom det sikkert lyder helt vildt kliché! Egne omgivelser – det er jo her, han hører til! Han har det så meget bedre, vi har det så meget bedre. Mest af alt synes jeg, det er fuldstændig fantastisk, at han – med alt han har været igennem – står til ikke at have fået nogle mén af det. Man ved jo aldrig, men vi har ingen stomier eller hjerneskader med hjem, kun lidt enzymer til en bugspytkirtel, der er en smule sløj, men det behøver ikke engang være kronisk.

Det vidner dels om en sej, lille personlighed, men også et fandens dygtigt team af læger! Er du vimmer, jeg er glad for at bo i Danmark.

Nåh, men det er tid til at gøre status:

—————————————————————————

Den største optur

Jeg tror, jeg har nævnt det før, men i det store perspektiv har det været en enorm gave at få lov at følge en babys udvikling, som den ellers havde været ment inde i maven. Fra de dér helt små ting som at se øjenvipperne pible frem til at kunne gå til fuld flaskespisning efter knap seks måneder på sonde. Et bevidsthedsniveau som udvikler sig på dagsbasis, hvor det i starten mere handlede om en krop, der skulle overleve og nogle værdier, der skulle stabilisere sig. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at kigge på min baby, fordi han ganske enkelt er i rivende udvikling hele tiden. Sidstnævnte er sikkert en generel morting, men når først du har set, hvilken fugleunge din baby har været, er det så sindssygt, at han ud af det blå pludselig har udviklet en hosterefleks i stedet for at besvime af at kløjs i maden!

Den største nedtur

Særligt var der én dag, jeg var rigtig ynkelig. Jeg vil skåne Lukas for at dele detaljen, men fra lægen gav mig nyheden, lå jeg i fosterstilling under dynen og kiggede ind i væggen resten af dagen. Jeg græd og græd, kunne ingenting, gad ingenting. Det var i perioden efter den første operation, Lukas havde stomi, og Søde S var så god og opmærksom på at spørge mig, om jeg ville deltage, hver gang hun skiftede en ble og rengjorde stomien. Jeg takkede nej til alt den dag og kunne faktisk ikke overskue synet af ham, fordi det var synet af hele situationen. Og den ramte mig hårdt den dag. Thank god for personale, der kunne tage sig af ham i totalt fravær af forældreopbakning! Øj, jeg var sølle.

Den største frustration

Uden tvivl, at jeg under indlæggelsen ikke kunne give Lukas det liv, jeg havde tænkt, han skulle have. I starten gav det ligesom sig selv. Han lå i kuvøsens varme mulm og mørke, fordi det ganske enkelt var det eneste sted, han kunne overleve. Men nogle uger før termin og særligt efter, at han var kommet sig over den første operation, var det tydeligt, at han manglede stimulans og mors og fars trygge arme. Vi kunne ikke give ham det, i hvert fald ikke på den sædvanlige måde, dels pga. slanger og ledninger og dels pga. det set-up, som nu engang er på et hospital og en tomandsstue. Jeg snakker om den generelle, praktiske indretning på stuen. Det var ikke bare sådan lige at tage ham over, hvis han græd om natten (og det gjorde han, konstance!). Det skal også siges, at Lukas nok har været opkoblet til IV-medicin 80% af sin indlæggelse, hvilket vil sige, at han hele tiden har haft et drop, som man skulle passe på ikke at få rykket for meget til. Hans drop gik nærmest bare, man kiggede på dem! Der skulle ikke meget til, hvilket bringer mig videre til næste punkt…

De mange blodprøver

En af de sidste dage på GN fik jeg spurgt L, den søde bioanalytiker, om hun i systemet kunne se, hvor mange blodprøver Lukas havde fået taget. Det kunne hun, og hun kom ind med en seddel: 458 af slagsen! På daværende tidspunkt var det i snit 3,2 om dagen. Og det er altså eksklusiv de gange, de har stukket ham for drop. Så er det måske ikke så mærkeligt, at hans fødder i en periode så fuldstændigt saboterede ud! Til sidst stak de i sårskorper, åh manner, det kunne mit moderhjerte næsten ikke bære! Enten bliver han barfodsløber eller sådan en der går på søm, totalt ufølsom over for smerte, eller også bliver han enormt sensitiv footwise og vil hverken have sokker eller sko på. Det må tiden ligesom vise. Jeg husker den ene gang, de skulle lægge drop på ham på Herlev. Det var en nødvendighed for, at han kunne få sin HIDA-scanning, fordi han skulle have konstrastvæske indsprøjtet. De stak ham 15 (!!!) gange, og der kom ikke et drop ud af det, så han fik altså ikke sin scanning. Ja, jeg var bitter og drømte mig tilbage til GN, hvor de 8 ud af 10 gange lagde det i første forsøg.

Det største øjeblik

Af en eller anden grund er der en dag fra Herlev-tiden, der står skarpt her. Jeg har endda en video fra øjeblikket, og Lukas var et par måneder gammel. På daværende tidspunkt sov han nok 90-95% af tiden, og forældrerollen havde været ret meget i baggrunden. Vi gav ham mad og skiftede ham, og det var ligesom det. Bevares, vi lå også med ham, men hvor meget af det han egentlig registrerede, ved jeg ikke. Den dag vågnede han, og havde 5-10 min totalt årvågenhed. Store øjne, rolig fremtoning og en enorm nysgerrighed. Jeg mindes, at spørge Jonatan, om ikke vi skulle ringe efter sygeplejerskerne for “der måtte da være noget galt!“. Aldrig havde jeg set ham sådan. Det var fantastisk, og derfra og fremadrettet kunne man begynde at arbejde med at skabe kontakt og nærvær, når han havde de øjeblikke. I det små selvfølgelig. I starten var det max én gang dagligt han vågnede op på den måde, men der var pludselig en mening med galskaben og en personlighed, der så småt begyndte at spire frem.

Den længste ventetid

På den korte bane må det være den dag, Lukas blev opereret akut. Selve ventetiden fra jeg kyssede ham på gensyn og til, at han var hos os på stuen igen. Av, den sved. Sagen er, at du jo ikke ved, hvad du får tilbage. Du ved, hvad du har afleveret: en akut dårlig baby, hvis eneste chance er at blive skåret i. Men når du er akut, har du jo ikke de bedste odds. Inden operationen lå han med et iltkrav på 100%, de var altså dér, hvor de ikke kunne give ham mere ilt. Jeg husker at overhøre flere samtaler og udtalelser mellem lægerne på stuen den dag:

S: “Han køres ned til operation nu

M: “Hvorfor prøver vi ikke lige med x først?

S: “Det er der ganske enkelt ikke tid til

Av, så fornemmer du ligesom alvoren, ikke?

Elller K: “Vi ved ikke, hvad der sker med hans kredsløb, når først vi åbner ham op

Bum bum, ja så må vi jo vente og se.

 

I det lange løb derimod husker jeg særligt ventetiden med at komme ud af glukosen. I juli måned opstartede Lukas sukkertilskud, fordi hans blodsukre pludselig begyndte at blive lave (højst sandsynligt pga. hans leverproblematikker). Det skulle vise sig, at han først blev fri af den primo oktober. Glukosen betød endnu en IV-adgang og et kontinuerligt indløb, der desuden skulle pauseres, når han fik andre medicintyper skudt ind. Denne pausering betød enorme udsving i hans blodsukre, fordi man hhv. gav ham og tog sukker fra ham. De store udsving betød også hyppigere blodsukkermålinger, og det var sådan, at starten på hans hullede fødder begyndte. Det var en OND cirkel, og han blev forstyrret h.e.l.e. tiden!

Så blev der lagt en udtrapningsplan. Reducer med 0,1 om dagen, hvis blodsukkeret er acceptabelt. Jeg regnede jo hurtigt på det, og fik det vist til 10-12 dage. Jeg var vild med det, fordi det var noget, jeg kunne forholde mig til. Men det ramte også hårdt, når klokken så slog 6.00, og sygeplejersken ikke ville skrue ham ned, fordi “jeg venter lige, til der har været stuegang”. Det kunne slå mig ud. For hende var det måske bare et spørgsmål om, at han fik sukker en dag eller to mere, end han egentlig havde behov for. For mig var det alt jeg havde at holde fast i. Jeg talte jo for fanden dage!! Dage til udskrivelsen. Og for mig betød det en ekstra dag som indlagt. Ak ja, og nogle dage var blodsukkeret for lavt to målinger i træk, og så måtte han skrues op, og så var vi ligesom to dage bagud.

Det var et langt, sejt træk og stod mig langt ud af halsen.

Den største tak

… skal uden tvivl gå til alt personalet på GN! Jeg kan ganske enkelt ikke takke dem nok. Tilbage i juli skrev jeg en lille beretning, og mit forhold til afdelingen er kun blevet stærkere siden. Èn ting er det ekstremt høje faglige niveau både læger og sygeplejersker har, men empatien og forståelsen er bare spot on! Jeg er meget meget meget taknemmelig for den behandling vi som forældre har fået, og vores passygeplejersker har uden tvivl været grunden til, at jeg ikke er gået ned med flaget.  🙏🏽

Den største udfordring

Den er svær. Jeg tror, det er at få balanceret sit gamle liv med den nye hverdag, der pludselig opstod. Med det mener jeg særligt inddragelse af familie og venner. Folk forstår det jo ikke, det er ingen hemmelighed, og det er der sgu heller ikke noget at sige til, for jeg tror ikke engang selv, jeg helt forstod det. Men alvoren i det, og måden man begår sig på, på sådan en afdeling. Det var svært, at man var stolt og gerne ville vise sit nye vidunder frem, men vidunderet kunne ganske enkelt ikke tåle det. De første mange måneder var det kun mit og gæsternes eget behov, at han skulle vises frem på den måde. Stod det til ham og hans optimale behandling, blev han skærmet for “ligegyldige” indtryk. Det var svært at finde balancen. Han fyldte jo alt i min hverdag, og jeg både skrev og fortalte om ham, og at folk så ikke kunne få lov at se og mærke ham – det føltes bare underligt. Derfor er det også meget befriende, at han den dag i dag kan ligge i armen på hvem, der end måtte have lyst. Det eneste, han skal skærmes for, er andre børn pga. infektionsrisiko.

Den bedste dag

Udskrivelsesdagen, det siger næsten sig selv. Meget underligt at forlade stedet med Riget i ryggen og en baby i armen. Vores hjem i fem måneder, jeg vil for evigt have et specielt forhold til det sted.

—————————————————————————

Jeg har ventet på behovet for at blogge. Hvordan lysten ville komme til udtryk. Den er der, lige nu. Viser sig i form af taknemmelighed i skrivende stund her kl.04.24 midt om natten en torsdag. Lukas har netop færdiggjort en flaske og er nu tilbage i vuggen. Og jeg er vild med det! Det er sådan her, det hele var ment til at være. Nu vil jeg ind og sove videre. Godnat 💙

Continue Reading

Brokadeballade

Untitled-6-3

1. Melvin & Hamilton // 2. Steve Madden // 3. Sam Edelman // 4. Melvin & Hamilton // 5. River Island

Jeg kan i den grad mærke, at jeg hungrer efter at komme retur til mit “gamle” liv og dets indhold. Selvfølgelig med Lukas som et lille ekstra touch – det var trods alt et bevidst ønske at berige hverdagen med et barn. Det er det vildeste parallelliv, vi lever efterhånden, og ærligt føler jeg mig snart en smule desperado for at forene de to hverdagstyper lidt bedre, end det er muligt nu.

Jeg SAVNER alle de fantastisk ligegyldige ting og dagligdagsproblemer, der kunne få mig ud af mit gode skind tidligere: min garderobe, der er tom. Reklamemanden, der endnu engang leverer reklamer trods vores TYDELIGE ‘nej tak’-skilt. Måger, der skider mig i håret på uhandy tidspunkter. Cykelturen til Vesterbro i sjaskpladask regnvejr. Bussen, der endnu engang er forsinket. Idioten, der ikke trækker til side på fortovet. I ved, alt det dér som man jo i bund og grund kun ser, fordi man vælger at bemærke det.

Perspektiv er vist nøgleordet, og bevares, jeg tror (og håber!) ikke, jeg går hen og bliver en højhellig engel af at have set en af livets barske sider, men jeg tror – og kan i hvert fald allerede nu fornemme – at der skal mere til at hidse mig op. At jeg er mere selektiv om, hvad jeg gider bruge min energi på. Det må da lidt være en gave, hvis man nu skal forsøge at hive bare én god ting ud af det her forløb.

Men jo, jeg savner at opdatere min graderobe, og at shoppelysten er ved at være retur, må være et godt tegn. Desuden tænker jeg helt vildt meget i kjolebaner i forbindelse med Lukas’ dåb og fødselsdag, og hvad der ellers kommer. For hvor bliver der mange gode ting at fejre! Og med det: mange fine grunde til at klæde sig pænt.

Lige nu har jeg kastet min kærlighed på brokade og særligt i skoform. Med et af ovenstående par kunne jeg jo næsten gå rundt i hospitalstøjet herinde, uden nogen ville bemærke det! 😛 Lave ballade i gaderne! De er altså også lidt seje, dem her i lyserød, som er lukket bagtil.

Ak ja, det er fint at kunne aflede sig selv lidt. I skrivende stund ligger Lukie på operationsbordet, og han burde faktisk snart være retur. Så jeg må hellere få afsluttet og være klar til, at vi kører ned med respirator, “toget” og vuggen og får ham hentet tilbage til hvor, han hører til. Hos mor og far ♡

 

Continue Reading

Min fødselsberetning – del 3

20904497_10154760264796905_997690736_o

// Billede taget umiddelbart efter fødslen, rimelig tom for følelser på både godt og ondt //

Første del HER & anden del HER

 Jeg ved ikke hvor længe, jeg ligger og bilder folk ind, at veerne er på retur, men tror måske, det drejer sig om en time. På et tidspunkt føler jeg, vandet er gået, jordemoderen tjekker og konstaterer, at tegnblødningen nu er begyndt. Tegnblødning, det vidste jeg ikke engang var en thing? Gennem min graviditet har jeg kun nået ambulant jordemoderkontrol en enkelt gang, og fødselsforberedelseskurset er kun lige bestilt! Så nej, at man skal tegnbløde inden en fødsel, er nyt for mig. Faktisk ved jeg heller intet om, hvilken vejrtrækningsteknik der er mest optimal at benytte under veer (det skulle kurset ligesom også have lært mig!), men jeg får sgu aldrig spurgt jordemoderen, og nu virker det også lidt for åndssvagt. Faktisk går det op for mig, at der er uhyggeligt mange ting, jeg ikke ved om fødsler. Du må go with the flow og håbe på, de hiver baby ud, hvis nu du besvimer tænker jeg.

Jordemoderen tvinger mig fra min så godt som behagelige stilling i sideleje om til rygleje, og min lænd dræber mig langsomt! Så stikker hun lattergas i hånden på mig, og jeg tænker på den naturlige fødsel, jeg havde drømt om, og den korte snak om smertedæmpere min ambulante jordemoder og jeg havde til den ene kontrol, jeg nåede. Jeg tænker også, at lattergassen nu er et kærligt vink med en vognstang om, at hvad du har i vente gør nullernaller nas, så tag lige imod mit drug. Så jeg tager imod og suger lystigt til mig – fuck principper, tingene er allerede gået stikmodsat af planlagt jo. Efter lidt tid virker lattergassen: jeg er stadig hundrede procent i smerterne, men de er ligesom distanceret fra min krop, hvilket gør hele vesituationen noget nemmere at håndtere. Meget mærkelig følelse!

Jeg husker ikke, hvornår hele modtagerholdet står klart, men jeg husker tanken om, at de ikke vil kunne nå det. Det hele tager til i både tempo og smerter, og så kommer den. Den fantastiske evne kroppen har, pressetrangen. Hvis jeg nogensinde har troet, jeg kunne kontrollere min krop med min hjerne (og det har jeg!), så er jeg i den grad stået af nu. Min krop tager fuldstændig over, og jeg har intet andet valg end at gå med den. To presseveer bliver det til, hovedet kommer på første, resten af lillefisen kommer sammen med fostervandet på anden. Idet han er ude fortager smerterne sig! Ingen tid til at far klipper navlestrengen, havde lægerne beordret, men Lukas agerer skrigeballon og udviser gode vitale tegn, så Jonatan får alligevel lov at føre saksen. Jeg når aldrig at få set hverken lillemand eller Jonatan, men han (altså Lukas) bliver lagt i en plastikpose for at holde varmen, og ryger hurtigt over i kuvøsen. Inden alle mand kører fra stuen, får jeg spurgt, om det nu også er en dreng som forventet. Kønnet har på ingen måde været i fokus, så der er faktisk ikke nogen, der ved det. De dobbelttjekker, og den er god nok. Pyha, så har jeg ikke købt ind forgæves, er hvad mine tanker kan kapere på daværende tidspunkt. Jonatan triller med holdet mod neonatalafdelingen, og tilbage er jordemoderen, fødselslægen og jeg. Moderkagen føder jeg nemt kort tid efter, og de står og kigger lidt til den for at spotte om der umiddelbart er noget, der kan forklare, hvad der lige er sket de sidste 17 timer. Jeg får kørt lidt brød og et flag ind på stuen og mærker sulten komme retur, som Lukas kom ud. Efter en gedigen håndfuld opkastninger er jeg både dehydreret og tom for mad. Personalet forlader stuen, og der sidder jeg så, mutters alene.

Med en ostemad i hånden og stilhed på stuen får jeg lov at FORSØGE at forstå, hvor begivenhedsrig en lørdag, det har været. Det lykkes ikke, og jeg er egentlig bare tom for følelser. Det er en ret sigende beskrivelse. En følelse står dog ret klart, det er at lillemanden skal have et navn, og hvilket et virker pludselig enormt ligegyldigt. Men et navn skal han have. Lukas er det eneste drengenavn, vi har snakket og følt enighed om, så det er ret ligetil. Jonatan kommer retur fra neonatal og viser mig videoer og billeder. Jeg smiler, fordi selvfølgelig er det stort, men jeg føler en vældig distance til, at den baby er min. Jeg har jo hverken rørt ham eller set ham komme ud, så han kan i princippet være søn af hvem som helst. Jeg mindes dog at være positivt overrasket over udseendet – at nok var det en lille størrelse, men babytrækkene havde han: øjne (sammenknebne), ører, fingre og en mund, der kunne skrige. Ikke den alien/kødklump/lørdagskylling jeg havde tænkt, der ville komme ud i uge 25.

Jeg hopper i en kørestol, og vi triller gennem natten på Riget ned for at trække lidt luft og sende en melding ud til familien. Så har de nyheden og en video at vågne op til. Tilbage på fødegangen giver de et go om, vi nu begge kan få lov at se Lukas. Stue 10 på neonatal bliver vores hjem de næste mange uger. Han ligger i et opvarmet monstrum af en kuvøse, og jeg får lov at stikke hånden derind. Jeg bilder mig ind, det er stort, fordi det er det!, men kan faktisk hverken rigtig se eller mærke noget. Så bliver vi indlogeret på barselsgangen, og den nat/de få timer tilbage af natten sover vi begge i én seng – KOGENDE fordi det er den varme periode af maj.

Jeg mindes ikke på noget tidspunkt at græde, udover et par knebne tårer på vej i bilen til Herlev, men mest med smerterne som årsag. Jeg mindes heller ikke, at der mellem Jonatan og jeg blev sagt så mange ord, måske ingen af os vidste, hvad der var passende at sige. Jeg husker, at smertefølelsen fra veerne overraskede mig positivt. Bevares, det GØR jo bare pisse ondt at være i fødsel, men jeg genkendte det som menstruationssmerter gange tusind – avs, ja, men en velkendt smerte, hvilket gjorde, at jeg ikke skulle panikke over nye ting, kroppen pludselig præsenterer én for.

Når folk spørger, hvordan fødslen gik, tænker jeg to ting. 1) Den gik nok så godt, som den kunne omstændighederne taget i betragtning. Selvom der på stuen var otte mand mere, end jeg havde forventet, føltes det hele “normalt”, hvilket jeg kan takke et utrolig kompetent og professionelt team for 2) TAK fordi I spørger. I starten var det svært, at al fokus var på lillemanden og hans tilstand, fordi min egen krop og psyke havde været igennem så vildt et scenarie og blev glemt lidt i kølvandet på bassen. Set efter i sømmene har jeg nok stadig ikke bearbejdet fødslen og op- og eftertakten, men mere om det senere.

Om det var stort at føde? Hmm, fjernt er måske en bedre beskrivelse. Jeg er taknemmelig over, at jeg fik lov at føde vaginalt, men stadig i sorg over, at han ikke kom op på brystet af mig direkte efter. Mon ikke det også er medvirkende til, at der gik noget tid, før jeg følte den dér mor-barn-forbindelse. Den er heldigvis indhentet nu 💚

Continue Reading

Jeg er meget glad og lidt sur

Vi har nu haft to rigtig gode dage og en lige så god nat, og det, synes jeg, er lige så vigtigt at råbe højt om som de dér til tider lidt (ret) tunge emner, jeg tager op herinde på bloggen. For selvom det hele overall føles som én stor jammer, så er der altså også de fine små øjeblikke, hvor man glemmer alt om operationer og respiratorer og smerter, og hvor Lukas bare er en baby, der ligger og suger verden til sig med sine store, nysgerrige øjne.

JEG KNUSELSKER DEM! Øjnene såvel som de momenter.

Det er vitterlig dem, jeg lever for for tiden – dem, der gør hverdagen udholdelig og endda sommetider fantastisk, selvom det er en bizar ting at sige, når jeg er indlagt på snart 5. måned.

Selv i denne grumme tid er momenterne at finde: hans første stiften bekendtskab med sutteflaske. I går bradykardierede han, i dag tog han 4 mL. De første peb vi hørte fra ham, efter han kom ud af respiratoren. De første øjne vi så – noget sederede, men de var der! Første gang han kom i mine arme igen efter en pause på godt 14 dage. Mor var trængende! Vores lille musikmoment med rangleleg og Marvin Gaye i højttalerne (ja beklager, jeg forsøgte med Se den lille stær, den er åh så fornøjet, men kom ikke videre derfra. Vi ønsker os en børnesangbog!). Mormor der fik lov at holde ham for første gang i dag. Læger og sygeplejersker der kommer forbi uafhængigt af hinanden og bare liiiige skal se til ham og kvitterer med et hvor ser han bare meget bedre ud! Observationerne af far og søn, der har en kærlig alvorssnak med prutten-på-maven i vuggen. De to altså Alle de søde hilsener og tanker, der fortsat dumper ind hist og her. I er mange, der tænker på os, og vi kan ikke beskrive, hvor taknemmelige vi er.

Så jo, der ER rigtig mange gode momenter, og det er nok dem, vi samler sammen og propper ind under hovedpuden, når vi går i seng. Så de kan sprede god karma natten over og gøre os alle tre klar til en ny dag. Og dem er vi oppe på 122 af nu, kan jeg hilse og sige. Men hvem tæller

Når det så er sagt, så må jeg lufte min helt store frustration for tiden, kun for at I kan give mig ret (så gør lige det, tak!)

ÅBENBART er det fuldstændigt kropumuligt at få lov at dyrke en smule fitness her på Riget. Ikke så meget som en motionscykel eller en lille håndvægt kan man få lov at låne! Om det er fordi, jeg i princippet ikke er indlagt, men kun er pårørende til en indlagt ved jeg ikke, men hallooooo! Jeg er faktisk ret forarget over, at man på landets måske største hospital, som jo må og skal proklamere sundhed på allerhøjeste plan, ikke har et sted man kan få lov at røre sig?! Vi har været her i fire måneder, og jeg bliver langsomt tyk og sindssyg. Den irriterende type ville sige hvorfor går du ikke bare i et af de utallige fitnesscentre i nærheden, og til ham kan jeg lige så godt sige: that’s not gonna happen. Sidst jeg forlod Lukas længere tid af gangen, blev han lagt i respirator, og han er stadig labil nok til at kunne finde på mærkelig ting, så jeg er bare ikke dér endnu, hvor jeg tør gå alt for langt væk alt for lang tid. Jaja, måske en pylret mom thing.

Så når jeg nu ikke kan få lov at træne, og Lukas viser sig fra sin mageligste side (læs: sovende), må jeg jo gøre, hvad jeg gør næstbedst: netshopper. Eller netdrømmer, alt efter hvem man spørger, men i princippet kan man godt netshoppe uden at bruge penge. Den der seje taske jeg skal have fingrene i ville simpelthen se så sej ud med en petroleumsblålig/flaskegrønlig uldfrakke  Jeg kan lige se det for mig: mig, Gucci, uld og Lukas i barnevogn strolling down the roads…

Untitled-5

// 1. Frakke – & Other Stories // 2. GG Marmont Matelassé – Gucci // 3. Loafers – Sam Edelman //

Continue Reading

Hvorfor skal man nødvendigvis altid snakke om tingene?

Siden jeg skrev indlægget om at tackle, har jeg haft lyst til at forlænge med fokus på dét der med at tale om tingene.

Er det en dansk ting i grunden? Eller er det en global opfattelse, at man bedst kommer igennem (store som små) kriser ved at tale om tingene? For det er jo dét, der er svaret, hvis du spørger den brede befolkning, er det ikke? Min antagelse er – og ret mig hvis jeg er forkert på den – at der er mange kloge mænd og koner med flere års studier bag sig, som siger det samme: at gennem tale kan vi bearbejde og hele. Men hvad hvis man er den stumme type og har det bedst med det?

Personligt har jeg selv haft rigtig god gavn af en stakkel med brede skuldre, til hvem jeg kunne læsse lort af gennem svære perioder. Første omgang var omkring 2012-2013 som 1:1 med en psykolog et halvt års tid. Tror bare jeg var ung, forvirret, presset på studiet og mine forældre var blevet skilt. Jeg var ikke vant til modstand og da slet ikke at bede om hjælp! Hun var sød, og det hjalp, og det gik egentlig ret fint en periode, men så røg jeg ned igen og blev efterfølgende tilknyttet et gruppeterapiforløb i forbindelse med bulimi. Dette hjalp også ret fint. Jeg tror, succesen i begge forløb skal findes i to fællestræk: 1) det var mig der skulle gøre jobbet og arbejde med mig selv og 2) jeg havde selv opsøgt hjælpen. Årsagen til sidstnævnte var, at jeg følte en form for stop i mit liv. Toget ville ikke køre længere, jeg var gået i stå og manglede hjælp til atter at komme op i omdrejninger. Det er uden tvivl det mest grænseoverskridende, men også mest givende, jeg nogensinde har gjort for mig selv: at formulere med rigtige ord (!!) at jeg føler mig deprimeret og beder om hjælp.

I forbindelse med Lukas’ indlæggelse har Jonatan og jeg været forbi psykologen en enkelt gang. Helt i starten blev vi præsenteret for tilbuddet om samtaler med både psykolog og socialrådgiver. Vi sagde ja tak til begge dele, fordi hvorfor ikke? Vi kan altid booke endnu en tid, men har ikke gjort det. En del har efterhånden spurgt, om ikke det er en ide, og jo, jeg tager da ideen op til revurdering nærmest dagligt. For det er et fint tilbud, og det er ikke min forfængelighed, der denne gang afholder mig fra at booke en tid. Det er tanken om udbyttet, eller måske manglen på samme. Toget er ikke som sådan gået i stå, det er måske bare ramt af velkendte forsinkelsestider, vi ikke rigtig gør noget ved alligevel. Parkeret midlertidigt på perronen til istandsættelse. Den dag, jeg føler, det er taget ud af køreplanen for good, booker jeg en tid, men indtil da kan jeg godt smøre hjulene selv.

Jeg kan dog mærke, at der er sket et skel her undervejs i indlæggelsen, og det er også derfor jeg revurderer på dagsbasis. Præcist hvornår det indtraf, har jeg lidt svært ved at definere, men jeg ser tegnene komme, fordi jeg har oplevet dem før. Det største omhandler hverdagsenergien. Efterhånden er der flere dage på ugen, jeg ikke kommer i tøjet end omvendt. Daffer rundt i sexede hospitalsskjorter morgen til aften. Det samme med antal dage hvor jeg slår øjnene op og mest af alt har lyst til at vende mig og sove videre. Sove dagene væk, gå i hi for en stund og vågne op, når alt er godt. Kan jeg ikke også få et skud fentanyl og morfin at komme igennem dagen på? Vi har på sin vis været presset mange gange undervejs i indlæggelsen, men de sidste uger har Lukas været i decideret livsfare, og så følger nye følelser med. Sidste gang vi oplevede, han var truet på livet, var i ugerne lige efter fødslen, og der forstod vi heldigvis ikke så meget af noget. Spørgsmålet hvornår kommer vi hjem har jeg stillet maaange gange. Kommer vi overhovedet hjem? tør jeg ikke spørge om lige nu.

Førhen hjalp det altid på humøret at få Lukas i armene og kigge ham i øjnene, men af gode grunde er samværet begrænset for tiden, og det kan jeg godt mærke. Hud-mod-hud-kontakt er sgu ikke kun for barnets skyld! Jeg føler lidt, at min mission i det her babyprojekt er skubbet en hel del i baggrunden. Jeg føler mig overflødig som mor, fordi jeg ikke kan give ham det liv og de oplevelser, jeg havde tænkt. Ikke engang nærvær og tryghed.

MEN SNAKKER DU IKKE MED NOGEN, NINA? Jo, det gør jeg, men ændrer det på noget? Det føles ikke sådan. Det eneste, der kan ændre på tingene i denne her lortesituation er en væsentlig ændring i Lukas’ tilstand. At vi får ham hjem. At de finder ud af, hvad han fejler! Kan vejen dertil lettes af at snakke med en psykolog? Jeg tror det ikke. Den dag, jeg tror det, booker jeg en tid, ingen tvivl om det. Men jeg tror, jeg er for lukket for ideen pt til, at det bliver rigtig godt. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke snakker om det. Det gør jeg. Med venner og familie og Jonatan og sygeplejerskerne især. Og så bruger jeg bloggen, som måske er gået hen og blevet mit allerbedste værktøj, fordi den ikke forstyrrer mig. Jeg er bare ikke særlig god til at sidde over for et andet menneske og tømme ud af mit inderste indre. Ikke fordi jeg bevidst holder følelserne inde, jeg ved ganske enkelt bare ikke altid, hvad jeg føler, når jeg får stukket hvordan har du det? i snotten fjorten gange dagligt. Og så er det svært at sidde og formulere med ord, når man mest af alt bare gerne vil have lov at være stum og langsom og distræt.

Nej, det er lettere på skrift. Her har jeg tid til at mærke efter, hvordan følelserne egentlig hænger sammen indeni. For de er der jo, og de skal også ud – det kan jeg mærke, de har brug for. Men ikke nødvendigvis med lyd på, de formuleres bedre på skrift. Akkurat som med eksaminer. Jeg hader de mundtlige, fordi jeg skal tænke hurtigt og præstere punktligt. Gennem de skriftlige får jeg bedre betænkningstid, og det er som regel også noget mere konstruktivt, der kommer ud. Det handler ikke så meget om, at det formuleringsmæssigt skal lyde godt, jeg tænker bare helt generelt bedre gennem skrift.

Så hvorfor skal jeg absolut snakke med en psykolog? Nu snakker jeg jo endelig med nogen. Dig. Spørgsmålet kommer jo altid under en igangværende samtale. Måske folk ønsker, jeg åbner op, og når jeg så endelig gør, føler de sig ikke gode nok til at tage imod. “Håndtere mine følelser”, det må en psykolog gøre bedst. Næh, erfaringsmæssigt er det ikke fordi, de gør noget, du og jeg ikke kan gøre. Bottom line er, at for mig handler det om at skabe et rum. Et rum hvor der er plads til alle tanker – også dem der kan sende dig på den lukkede, hvis du siger dem højt, det er næsten dem med mest guf på – og et rum hvor tingene ikke altid går så hurtigt. Og du må gerne lege stilleleg, og du må også gerne lege vagthavende og invitere folk ind i rummet, men for din egen skyld bør du i ny og næ gøre status og samle sammen, hvad der gemmer sig af snask rundt omkring ved panelerne. For der kan godt blive ret messy, og det ville også være synd, hvis det en dag skal rives ned, fordi det ikke står til at redde.

Continue Reading
1 2 3 93