Sorg – mit første møde

Sorg – mit første møde

I dag havde jeg min anden i rækken af de dér omtalte psykologsamtaler, jeg åbnede lidt op for her. I Hillerød Kommune har vi (åbenbart – hurra, ikke alt er sparet væk!) et meget fint tilbud til familier, der mangler diverse typer af støtte, og da jeg første gang fortalte vores sundhedsplejerske om mit behov for en slags efterbearbejdning af hele vores forløb, var hun kun hurtig om at henvise videre. I al den snak om Lukas’ mad/søvn/vægt/hvad-man-nu-ellers-snakker-med-sundhedsplejersken-om spurgte hun en dag “jamen Nina, hvordan har DU det?”. Hun er sød og betænksom. Første gang i terapien var meget sådan ‘praktisk’, og vi var alle tre med. Det meste af timen gik med at fortælle om den historie, Lukas og vi havde med i bagagen (mest journaldelen, knapt så meget følelsesdelen) og så selvfølgelig at holde Lukas væk fra diverse ledninger og ringbind på reolerne…

I dag havde jeg babysitter på, og Jonatan var på job. Så det var bare mig, men det var helt ok, for det har hele tiden været mig, der har haft et behov for terapi. Nu skriver jeg ‘hele tiden’; sandheden er, at behovet har eksisteret et par måneder og modsat tidligere, hvor det lidt hang mig ud af halsen, hvorfor man nødvendigvis altid skal snakke om tingene, så kan jeg nu mærke, at der er luft. Luft nok til igen at turde trække vejret og luft nok til, at der kan komme lyd på nogle af de ord, jeg af og til prøver at formulere. Jeg har løbende mærket efter, og det giver mening for mig at tage hånd om det nu.

Bottom line er håbet, at det kan skabe værdi for mig at få snakket hele indlæggelsesforløbet og de tilhørende tanker igennem. Hvad fanden skete der egentlig på de fem måneder? Siden udskrivelsen er der tre ting, der står mere og mere klart for mig for hver dag, der går: 1) Hvor vild en situation vi stod i 2) Hvor grusomt galt det kunne være gået 3) Hvor heldige vi i grunden har været!!!

Og særligt punkt nummer to fylder på sådan en underlig måde. På den ene side er jeg dybt taknemmelig for, at Lukas har det så godt, som han har, men jeg bruger alligevel enormt meget krudt på at tænke på alt det, der kunne være gået galt. Det havde jo ikke være unormalt, hvis han var blevet udskrevet med hjerteproblematikker eller med meget udfordrede lunger. Eller hvad jeg gennem hele forløbet frygtede allermest: hjerneskader.

Har I erfaringer med psykologer eller andre former for terapi? Jeg synes sådan en konsultation er mega hård, og man kan vel egentlig godt beskrive det som en krævende workout for sjælen. Nogle konsultationer endda et maraton! Eller i hvert fald hvordan jeg forestiller mig, et maraton måtte være – jeg har aldrig løbet et 😅. Jeg husker fra et tidligere forløb i gruppeterapi, at det efter sådan en formiddag altså var direkte hjem i seng og sove og sluge og bearbejde. Nøj, det trak tænder ud på energikontoen. Du vender jo lige din sjæl på vrangen en times tid, og så skal du også lige pakke den nogenlunde sammen igen bagefter. Den dér maske, du ankommer med – og som jeg bestemt ikke tror, kun er en skidt ting – den skal tages på igen, når konsultationen er slut. Og den er god at have, fordi selvom du kan være ved at gå op i limningen, så gør den, at du kan tage en offentlig bus hjem og gå i Netto på vejen efter din leverpostej, så du da trods alt får lidt til aftensmad. Den er med til at passe på dig og sørge for, at du ikke falder komplet fra hinanden. Og den kan tages af og på, og den er hårdest at tage af, men det er en nødvendig ting, for ellers så mugner du inde bag den eller får kronisk dårlig ånde, og det kommer der altså ikke noget lykkeligt ud af.

Det er bestemt ikke, fordi jeg er ved at falde fra hinanden, tværtimod har jeg det ret godt, det er blot tankevækkende, at man dumper direkte ind fra babymos og bleer på autopilot, og så skal man til at grave dybt dér, hvor det kan gøre lidt ondt. De dér skift, jeg tror, det er dem, der kræver energi.

I dag prøvede vi at kategorisere nogle af de tanker, der fylder, for der er mange, og de er så flyvske, og selvom de alle udspringer fra den samme hovedåre – at jeg fødte for tidligt – så stikker de i vidt forskellige retninger, og jeg erfarede, at nogle fylder mere, end jeg har troet, og omvendt. For eksempel er det gået op for mig, hvor alene jeg egentlig føler, jeg står med denne her oplevelse. Det er vitterlig kun Jonatan, jeg føler, der helt forstår, hvilke følelser, der har været i spil, og så måske endda alligevel ikke helt.

I dag fik jeg lidt en øjenåbner, et redskab, jeg allerede nu kan mærke, kan komme til at virke. Min terapeut brugte ordet ‘sorg’ om mine følelser. En sorg over den graviditet, jeg aldrig fik til ende. En sorg over, hvad Lukas har måttet gå igennem. Procedurer som skulle foretages, men som jeg her på den anden side på dårlige dage tænke på som overgreb. Som vi vel og mærke har været med til at foretage! Har han på noget tidspunkt lidt? Fysisk? I sjælen? Har han villet en anden agenda end os? Jeg har tit holdt fast i, at han – trods utallige muligheder for at give op, eller efter om man vil – valgte livet, og det hjælper at tænke på.

Sket er sket, og selvom alt hidtil ser ud til at være endt godt, ændrer det ikke på det faktum, at vi har været utroligt tæt på at miste et barn, og hvad kan jeg sige – det kendskab har sgu gjort noget ved mig. Noget, der ikke kan fjernes igen. Som har man smagt en kage, man ikke ville, og tilbage sidder der sådan en harsk, grim smag i munden, man ikke kan skylle væk. Eller som har man været hos optikeren og fået et nyt sæt livsbriller; det var ikke dem, man bestilte, men nu har man haft dem på én gang, og så kan man aldrig se på verdenen uden.

Man kan ligesom ikke ikke-gøre det igen.

Man er tvunget til at leve med en af livets grimmeste hemmeligheder, for selvom man prøver at lade som om, man aldrig har fået den fortalt, så sidder den indprentet i én som en tatovering på nethinden.

Selvom det umiddelbart gav enormt meget mening for mig at anskue det her som en sorgproces, så føler jeg mig på en måde slet ikke berettiget til at kategorisere mig som “en der er i sorg”. Jeg har en enorm respekt for folk, der har mistet og har måske også en enorm respekt for sorgen i sig selv. Jeg synes ikke, man skal joke med den eller bruge den i flæng, ligesom jeg f.eks. også kan synes, at ordet ‘depression’ bliver misbrugt i disse tider. Depression er en diagnose, og at være deprimeret er ikke bare at være trist! Jeg vil ikke negligere sorg og er nok i bund og grund bange for at udtale mig om noget, nogen synes, jeg ikke har noget at skulle have sagt noget om. Har jeg overhovedet ret til at sørge, når vi jo i dag har det ret godt og netop ikke har mistet? Det var mange styks ‘noget’, men giver det mening?

Omvendt tænker jeg også – er sorg ikke individuel? Og derfor vi måske kan være så dårligt et folkefærd til at håndtere den – fordi der ikke er en umiddelbar opskrift? Jeg ved det ikke, jeg ved faktisk pinligt lidt om sorg, og det her skal da også være mit første “rigtige” møde med den i så fald.

Det tager ligesom en flig af byrden, hvis jeg anskuer det her følelsesvirvar som en sorgproces, og det må være fordi, at det hjælper mig til at forståelse af, at virvaret her kræver plads. Ikke nødvendigvis har en deadline til at skulle være færdigbearbejdet. Jeg har længe gerne villet parkere det vilde 2017, men måske er der slet ikke noget, der skal parkeres, lægges låg på eller for den sags skyld slettes. Eller hvad, hvad er erfaringerne med sorg? Det er nok nærmere noget, jeg vil have med mig i bagagen for evigt. De nye livsbriller fra optikeren og kagen, der ødelagde mine smagsløg. Nok bliver de i fremtiden måske pakket blandt bikini, rødvin og andet lækkert habengut, men hvor end jeg rejser hen, vil de altid kræve deres plads i kufferten. Og vigtigst af alt: det er helt ok, de er der.

POSTKORT FRA MALLORCA: Sweaty Betty

POSTKORT FRA MALLORCA: Sweaty Betty

Her er altså herligt, her på Mallorca ☀

… og der er i den grad dømt ferie på madfronten. Jeg drikker fløde i min kaffe i stedet for mælk, jeg indtager helst alkohol i én eller anden form dagligt – helst G&T, rødvin eller Sol med lime og jeg søber i Häagen Dazs (den med mynte og lime), når nu vi ikke kan få det i Danmark. Eller kan vi? 😮 Jeg har aldrig set det nogen steder.

Så den dér form, der aldrig rigtig nåede at blive strandklar, når vist heller ikke at blive helt klar til håndboldsæsonen her primo august. Ikke, at jeg ikke laver noget. Jeg nyder faktisk virkelig mine eftermiddagstræninger på terrassen, når skyggen har indtaget den, og temperaturen daler mod de 25 grader. Følger du med her, ser du beviset, og måske du endda også føler dig inspireret til, hvordan du selv nemt kan komme i gang. Det behøver ikke være så uoverskueligt. Jeg har ikke de store krav, når jeg træner på ferier. Og det er bestemt heller ikke altid, at jeg gider, skal det altså lige siges! Men på ferier som denne, hvor vi er i en privat bolig uden de store planer, kan jeg godt lide et lille svedigt afbræk i ny og næ som kontrast til den afslappede stil, vi ellers kører med solbadning, middagslure og lidt for meget lidt for god mad – og den føromtalte dertilhørende alkohol.

Vigtigst for mig er, at det skal være nemt og overkommeligt at træne, når jeg er på ferie (men egentlig også generelt). Og i år lader det til, at stilen med ‘5 runder á…’ fungerer meget godt for mig, for så slipper jeg for at skulle finde på alt mulig fancy hver gang. Typisk udvælger jeg seks øvelser – halvdelen for pulsens skyld og halvdelen er styrkeprægede. Eller det er nok nærmere udholdenhedstræning det meste, for jeg tror ikke, det er tungt nok til at kunne blive kaldt styrketræning. Pulsdelen ligner ofte sig selv; noget med at inddrage ben og balder og måske gerne nogle reaktionsøvelser. Jeg synes, det er svært at komme udenom de muskelgrupper, hvis man gerne vil have pulsen til virkelig at brage i vejret?

Det er uden vægte. Eller det vil sige, at jeg i svigerfars garage fandt et sæt håndvægte, så dem har jeg inddraget et fåtal af gange, men de fleste af de øvelser, jeg kører, er med egen kropsvægt, elastik, vaskeklud (den er god nok, se bare et forslag her) eller træningsbænk. Det er faktisk skægt og udfordrende at skulle tænke kreativt i forhold til, hvordan man kan ramme de muskler, man vil ramme med de få remedier, man har. Synes jeg … men jeg er måske også nørd qua mit uddannelsesvalg (fysioterapeut) samt min generelle interesse for træning. Særligt min til ferien nyindkøbte elastik bliver jeg gladere og gladere for, og det til trods for, at jeg altid har hadet elastiktræning. Det er kedeligt, og jeg har nok mest forbundet det med stabilitetstræning for skulderen – noget, man ikke kan komme udenom at skulle fokusere på, når man har været håndboldspiller.

Et par forslag til overkommelige ferie-WODs får du her. Forstår du ikke navnet på øvelserne (fuldt forståeligt; de hedder mange mærkelig ting, og nogle navne er måske endda selvopfundne), smut da forbi min instagramprofil og se videoerne igennem. Her lægger jeg dem ofte op. Og slutteligt føler jeg mig nødsaget til lige at gøre opmærksom på, at jeg som altid med det her snak om træning “ikke har noget at have det i”. Jeg er ikke (færdig)uddannet (endnu), og alt er blot skrevet på baggrund af viden og erfaringer, jeg har tilegnet mig fra egen interesse inden for emnet.

There, here they come…

WOD #1

Se video her

5 runder á

– 12 jumping squat

– 12 skuldertræk m. elastik

– 16 jumping lunges

– 10 biceps curl m. elastik

– 1 sidewalk m. elastik

– 10 hand release push ups

WOD #2

Se video her

5 runder à

– 20 høje knæløft m. elastik h/v

– 12 bulgarian split squat h/v

– 12 jumping jacks m. hop

– 10 pushups på bænk

– 20 tabs på bænk h/v

– 10 push press m. vægt

 

POSTKORT FRA MALLORCA: Rødvin og tudeprinsesse

POSTKORT FRA MALLORCA: Rødvin og tudeprinsesse

I går var Jonatan og jeg ude og dyrke tosomheden og romantikken 💜
Eller … vi spiste 6-retters et fint sted, hvor vi ikke just følte, at vi blendede ind. Vi drak to drinks og to flasker vin, og jeg blev s å å å fuld. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været så fuld; det er ikke sket efter, Lukas kom til verden, og det har så i hvert fald været minimum fem måneder inden, og det tror jeg ikke engang var tilfældet. Så vi er altså tilbage i 2016. Jeg har aldrig været den store fan af alkohol, men mens spiritus bliver mere og mere inkompatibelt med mit (efterhånden gamle) system af en krop, så bliver vin og jeg bedre og bedre venner. Soulmates vil jeg endda gå så langt som at sige. Så skulle det da lige være, hvis jeg bliver tilbudt en gin og tonic, man er vel velopdragen…

Det var da også en Hendricks, der kickstartede vores aften i går og med udsigten til en børnefri aften samt taxa ud og hjem, burde jeg nu nok have set det komme, hvordan aftenen ville forløbe. Godt inde i middagen fik jeg smidt bestikket på jorden, og gentagne gange evnede jeg åbenbart kun at føre vandglasset HALVT op til munden, så indholdet havnede i skødet på mig selv. Ikke just en god taktik til at blende bedre ind i dét selskab, vi ikke helt følte, vi kunne matche. Vi fik dernæst grineflip og måtte beherske os selv for ikke at gøre os (endnu mere) bemærket. Jeg turde ikke gå på toilettet i frygt for, hvilke ulykker jeg ville risikere at lave, hvis jeg rejste mig fra min trygge, stabile stol. I ved, når man sidder ned en hel aften og drikker, ser verden pludselig anderledes ud, når man rejser sig 😉. Og nåh ja, så sluttede aftenen med, at jeg henover kaffetåren og i den efterfølgende taxi sad og tudede over den graviditet, jeg aldrig nåede at følge til dørs. Ikke et kønt syn og ikke romantisk og desuden typisk mig at ende en ellers formidabel aften med tøsetuderi. Andre end mig, der altid skal tude, når først der kommer lidt alkohol inden bords? 😃

Jeg er desuden begyndt til psykolog i et forsøg på at bearbejde det vilde 2017, og der er tydeligvis noget, der trykker på dén front med ikke at have “fået lov” at gennemføre en graviditet. Men det, synes jeg, kræver et helt indlæg for sig selv senere.

På hovedet hjem i seng, og klokken 5 kunne jeg så få lov at stå op og shake en flaske til Lukas. Til gengæld sov han helt til klokken 9 – en skøn, velopdragen baby, der kan sympatisove med mor og far. Han forstår, hvad det handler om.

Efter vi var stået op og havde smidt rigeligt med væske i krydderen, drog vi alle mod stranden i Portal Vells. Lukas’ første besøg med strand og sand, hvilket han tog imod med åbne, – på grænsen til – solskoldede arme. Så det blev heller ikke til mere end en dukkert, en frokost på den tilhørende lækre fiskerestaurant og en hurtig lur for Lukas’, mors og fars vedkommende. Imens holdt farfar skansen i den ene hånd og et glas hvidvin i den anden.

Hertil aften landede resten af den pukkelryggede, og med Lukas i bar røv og bowler (læs: legionærhat) kunne han kramme olderne velkommen og glæde sig over, at nye legekammerater har indtaget øen. OGSÅ til stor glæde for hans forældre…

Kjole, Envii // Mules, Oasis // Taske, Gucci